Kirstenskaarup.dk

vegetarisk og vegansk mad

rødbederArkiv

tirsdag

3

januar 2017

18

KOMMENTARER

alt i én pande i ovnen – lækkert, sundt & nemt

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

uhmmm … fuldkornsmad

godt nytår – og til lykke!

Når jeg siger til lykke, er det fordi du er trendsætter eller, som det hedder på engelsk: firstmover (eller i al fald nextmover). Måske har du slet ikke tænkt over den ærefulde titel, men du ville ikke læse denne blog, hvis du ikke var interesseret i dét, der omsider er ved at bryde igennem: at værne om klimaet og jordens ressourcer, at vælge økologisk, dyrevenlig og bæredygtig mad, at spise vegetarisk eller flexitarisk. At være interesseret i kvalitet fremfor mængde. Derfor er du på forkant med udviklingen.

Hvert år ved nytårstid fortæller trendforskerne os, hvad der vil komme til at præge det nye år. Og i 2017 ser det ud til, at vi, der er interesseret i grøn og bæredygtig mad, er os, der sætter retningen. Det er folk, der skærer ned på kødet eller helt dropper det, og det er folk, der er optaget af dyrevelfærd. Det er et fantastisk glædeligt budskab her ved årsskiftet.

.

småt er godt

“Less is more”, som det hedder på engelsk, vil præge det nye år. Vi vil hellere spise lidt mindre men til gengæld spise kvalitetsprodukter. Trenden går også i retning af i det hele taget at forbruge mindre og at smide mindre mad og andre ressourcer ud. At mindske madspild har heldigvis været “hot” længe, men nu er det decideret dårlig stil at dumpe noget som helst, der kan anvendes.

Vi vil reparere i stedet for at smide ud, vi vil ikke købe bare for at købe, vi vil nyde vores bæredygtige og økologiske mad sammen med ligesindede i “folkekøkkener” som i Absalonkirken på Vesterbro eller i et folkekøkken, som det jeg i efteråret var med til at oprette i Rudersdal kommune (det fortsætter i det nye år i Mantziusgården i Birkerød. Vi serverer udelukkende vegetarisk/vegansk mad). Som forbrugere vil vi også have mulighed for at købe lige nøjagtig den mængde varer, vi har brug for, om det så bare er 250 g kikærter eller 2 tomater, som vi kan gøre i Løs Market i København.

 

godt begyndt …

Da jeg nytårsdag begyndte at tænke på, hvad jeg ville foreslå som årets første ret på bloggen, fokuserede jeg på flere ting: retten skulle være hurtig at lave, den skulle være lækker og smuk, den skulle være kalorielet, den skulle være mættende, den skulle være billig, den skulle være klimavenlig, og den skulle være økologisk.

Valget faldt på denne panderet. Selve tilberedningen tager ca. 10 minutter, og resten foregår en halv times tid i ovnen.

Jeg holder meget af hele korn. De mætter dejligt, men ligger alligevel let i maven. Du kan også bruge perlebyg, perlerug eller andre hele korn. Hvis du ikke tåler gluten, så brug i stedet hel boghvede, ris, quinoa eller linser.

 

rødbeder holder af dild

Midt i nytåret havde jeg ikke alverdens grønt i køleskabet, men rødbeder har jeg altid. Det samme gælder en eller flere slags kål og selvfølgelig løg. Og så var jeg så heldig at finde et kæmpe bundt dild lige før nytår. Jeg er vild med dild. Jeg tror, det er min yndlingsurt. At begrave næsen i et bundt duftende dild er en berusende oplevelse!

Men har du ikke dild, kan du sagtens bruge andre krydderurter. Du kan fx drysse med en god portion basilikum eller rigeligt med frisk timian.

 

ekstra på toppen og måske lidt dip

Du kan optimere retten med lidt ekstra drys på toppen. Det kan være ristede mandler eller valnødder. Du kan også bruge sesamfrø ristet med olie og presset hvidløg.

List sovs eller dip gir’ også retten et ekstra pift. Jeg har valgt yoghurt, fordi det er så hurtigt. Du kan smage til med presset hvidløg og reven ingefær eller chili som foreslået nedenfor.

Du kan også vælge en sovs af jordnøddesmør eller miso.

 

perlespelt med bagte rødbeder og rosenkål

1/2 kg rødbeder, bolsjebeder eller andre beder

olivenolie

400 g rosenkål

250 g løg

1 helt hvidløg

300 g perlespelt, evt. perlebyg, hel boghvde eller ris

ca. 5 dl grøntsagsbouillon

50 g rosiner

evt. sovs:

2 1/2 dl sojayoghurt eller anden yoghurt

2 spsk limesaft

harissa, frisk chili, chiliflager eller chilisovs

salt, rørsukker

et stort bdt dild

 

Der skal bruges tre bageforme med lav kant ialt: én til rødbederne (de skal bage længst), én til perlespelten og én til rosenkål og løg.

Skræl rødbederne og skær dem i både. Læg dem i en lav ovnfast form og vend dem i 1 spsk olie. Sæt formen i en 200 grader varm ovn 25-30 minutter.

Del store rosenkål, skær løgene i både, pil hvidløgsfeddene. Læg dem i en ovnfast form og vend grøntsagerne i 1-2 spsk olivenolie.

 

 

Skyl spelten og kom den i en tredje ovnfast form. Hæld kogende bouillon over (du kan naturligvis også koge kornene i en gryde med bouillonen. Start i så fald med 4 dl væde).

Sæt de to forme med korn og grøntsager i ovnen, når rødbederne har bagt i 10 minutter.

Vend rundt i grøntsagerne et par gange og hold øje med at spelten ikke koger helt tør. I så fald tilsættes lidt mere bouillon.

Bag grøntsager og spelt 15-20 minutter sammen med rødbederne, ialt ca. 30 minutter.

Vend rosinerne i spelten. Al vandet skal være fordampet, når kornene er bløde.

Bland spelt og grøntsager. Du kan lave retten færdig hertil i god tid inden serveringen og varme den i ovnen.

Hvis du vil have ”sovs” eller dip til, så smag yoghurten til med limesaft, harissa, chili eller chilisovs, salt og evt. et nip sukker. Tilsæt 2 spsk olivenolie. Se også forslagene ovenfor.

Drys med masser af klippet dild og servér sovsen til separat.

 

tip

Du kan også drysse retten med ristede manelflager eller valnødder.

 

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

23

december 2016

17

KOMMENTARER

“silde”salat til frokostbordet – julerød og lækker

Skrevet af , Posted in frokostretter, julemad

.

hokus-pokus: endnu en nytolkning af julesilden

Efter succes’en med karry”sildene i sidste uge, fik jeg blod (eller måske rettere rødbedesaft) på tanden, og har igen forvandlet en aubergine til en “sild”, der gør sig rigtig godt i denne røde julede salat.

Måske har du allerede planlagt julefrokosten, og jeg er lidt sent på den med denne nyskabelse, men prøv om du ikke kan få plads til den også. Jeg synes selv, den er lige så god som karry”silden”, men meget forskellig. Så nu kan du med god samvittighed optræde med to slags “sild” på frokostbordet.

 .

auberginen der drømte om at være en “sild”

Auberginer dyrkes i mange former og farver. Du kan bruge en hvilken som helst slags aubergine til denne salat. Vigtigt er kun, at auberginen er frisk og fast.

Jo mere jeg tænker over det, desto mere går det op for mig, at auberginer er en af de mest anvendelige frugter, der findes: de kan grilles og steges, tynde skiver kan rulles sammen om fyldudhulede kan de tilberedes med mange slags fyld, de kan bruges til burgere, de kan laves til lækkert dip – og nu er de så også blevet forfremmet til “sild”. Højere når en aubergine vist ikke!

 

servér “silde”salaten i glas eller på fad

.

på fad med rødbede i midten

Hvis du serverer salaten på et fad så tag evt. nogle af rødbede- og æbleterningerne fra, inden de kommes i dressingen. Servér salaten med terningerne i midten og drys med kapers, marinerede løg og timian.

..

rød og julet “silde”salat til frokostbordet

200 g rødbeder

200 g aubergine

1 dl koncentreret hyldeblomstsaft

3 spsk riseddike eller anden eddike

1 spsk hele nelliker eller frø af 2-3 stjerneanis

1 stang kanel eller 1 tsk stødt kanel

1 lille æble

2 spsk hakkede, syltede agurker, fx cornichoner

1 dl sojayoghurt eller anden yoghurt

1/2 dl havre-, mandel- eller anden fløde

1-2 spsk sennep

1 limefrugt

salt, peber, rørsukker

1 lille gult eller rødt løg

2 spsk kapers

frisk timian

 

Kog rødbederne møre, afkøl og pil dem.

Skær auberginen i 1/2 cm tykke skiver og skær skiverne i strimler.

Bring hyldeblomstsaft og eddike i kog sammen med hele nelliker eller stjerneanis og kanel.

Læg auberginestrimlerne i lagen og lad dem simre 4 minutter. Sluk for varmen og lad auberginerne afkøle i lagen.

Skær æble og rødbeder i små terninger og bland dem med auberginerne og hakkede agurker.

Rør yoghurten med fløden og smag til med sennep og ca. 1 spsk limesaft, salt, peber og evt. et nip sukker.

Vend aubergineblandingen i dressingen og smag evt. til igen.

Skær løget i tynde ringe og vend dem i 2-3 spsk limesaft og et drys salt. Lad dem marinere en times tid.

Servér sildesalaten drysset med løg, kapers og frisk timian.

 

tip

Denne opskrift svarer nogenlunde til en almindelig kendt sildesalat, blot uden sild. Til denne type salat kan der også tilsættes små terninger af kogt kartoffel og/eller små stykker kogt pasta som skruer, knækket spaghetti etc.

 

glædelig jul

Jeg vil gerne ønske alle bloggens læsere en rigtig glædelig jul.

Hvis I har valgt en eller flere af mine retter til julens middage eller frokoster, er jeg stolt. Jeg håber, det vil smage, og at I alle må få nogle dejlige juledage med dem, I holder af. Og masser af gode smagsoplevelser!

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

tirsdag

13

december 2016

0

KOMMENTARER

rødkålssalat med bolsjebeder og pomolo

Skrevet af , Posted in salater

.

julens bedste rødkålssalater

Her kommer to nye rødkålssalater: en rå med bladselleri, bolsjebeder og hasselnødder – og en kogt med krydderier og æbler. Og så har jeg hevet et par ældre rødkålssalater op af skuffen også.

Mon ikke der er travlhed i de små hjem nu? Hos mig dufter det allerede skønt af jul. Ganske vist bager jeg hverken brunkager eller andre småkager. Jeg kan meget bedre lide “rigtig” mad. Så jeg er i fuld gang med at udvikle nogle gode frokostretter, en af de meget lækre er karry”sild” uden sild. Så følg med sidst på ugen.

 

ingen jul uden rødkål

Julen er traditionernes tid. Mon ikke de fleste af os forbinder julemaden med brunede kartofler, rødkål og brun sovs? Derefter skiller vandene sig, hvor de fleste desværre ønsker dyr på tallerknen. Her på siden er dyrene fredet, og jeg serverer rødkål til min nøddepostej eller mandelpaté.

Bemærk “julelyset” midt i rødkålshovedet!

.

varm rødkål med krydderier og æbler

Her er en klassisk varm jule-rødkål. Se opskriften her.

 

rød-hvid julesalat med nødde-sennepsdressing

rødkålssalat med bolsjebeder og pomolo

ca. 1/2 lille rødkålshoved, evt. rød spidskål

150 g bolsjebeder

2 stilke bladselleri

1/2 pomolo eller 1 grapefrugt

50 g tranebær

25 g hasselnødder

dressing:

4 spsk nøddeolie eller rapsolie

2-3 tsk sød sennep

2-3 spsk lime- eller citronsaft

1 spsk ahornsirup eller anden sirup

salt, friskkværnet peber

 

Snit kålen fint. Skær bederne i papirtynde skiver. Brug gerne et mandolinjern til begge dele.

Skær bladsellerien i tynde skiver. Snit bladene.

Tag pomoloen ud af hinderne og skær frugten i mindre stykker.

Bland grøntsager, pomolo og tranebær.

Hak nødderne groft.

Rør dressingen sammen og smag godt til med salt, peber, citronssaft, sennep og sirup.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys med de hakkede nødder.

 

 

flere gode rødkålssalater

Her er en anden god jule-rødkålssalat med cognacfigner og ristede mandler.

 

rødkålssalat med æbler, dadler, passionsfrugt og pistacienødder

 

nissens egen rødkålssalat

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share