Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

nye kartofler i salatArkiv

mandag

9

maj 2022

0

KOMMENTARER

salat med nye kartofler, asparges, radiser og mormordressing

Skrevet af , Posted in frokostretter, salater, tilbehør

.

ventetiden er forbi – sæt tænderne i de nye asparges og kartofler

Nu er det jul for mig. Solen skinner, og der er friske asparges på hylderne! Nu har de danske asparges lige netop stukket hovederne op gennem mulden.

Jeg ææællllsker asparges og spiser dem næsten hver eneste dag, indtil sæsonen er forbi omkring Sct. Hans.

Asparges kan nydes på utallige måder: de kan koges nogle få minutter og spises med dip, de kan grilles, de kan kommes i tærter, de kan blive til skønne supper, og de kan, som jeg foreslår i dag, blandes i en salat. De kan også spises rå, evt. høvlet i tynde skiver på langs.

På denne tid af året smutter jeg ofte en tur til Tyskland, hvor de har fantastiske asparges-traditioner. Markederne bugner, og i de fleste restauranter har de et indholdsrigt menukort, kun med aspargesretter. Jeg drømmer om, at danske restauranter får den samme gode idé.

.

Viktualienmarkt i München

Det er svært at holde på mundvandet, når man vandrer gennem Viktualienmarkt i München i maj-juni måned!

.

måske er der nye kartofler?

Det er nok kun de allerheldigste, der har sat tænderne i en ny kartoffel i år. Men hvis du selv har dyrket nogle, måske i en krukke, kunne der muligvis blive lidt til denne salat?

Ellers synes jeg, de allerførste danske kartofler skal nydes solo, blot med lidt koldpresset og økologisk jomfruolivenolie og et nip salt. Det bliver altså ikke bedre!

..

radiserne er her

De nye friske radiser er klar, og jeg har i denne uge sammensat en salat netop med de fire skønne forårs- og sommergrøntsager: asparges, nye kartofler, ærter og radiser + naturligvis masser af purløg.

Purløget gror om kap med de andre krydderurter på min terrasse, så det skal der selvfølgelig drysses med. Desuden er der kommet knas på toppen i form af ristede boghvedekerner.

Og så blev jeg lidt nostalgisk og lavede en god gammeldags mormordressing til denne fejring af foråret.

Velbekomme!

.

alt godt fra foråret

Jeg har blandet kogte linser i salaten for at tilføre lidt ekstra proteiner. Hvis du spiser salaten som tilbehør til et proteinrigt måltid, kan du sagtens undvære linserne.

Du kan bruge grønne eller hvide asparges efter smag og behag – eller halvt af hver.

.

forårssalat  med mormordressing

(4 personer)

50 g delikatesselinser (grønne)

25 g boghvedekerner

200 g kartofler

200 g grønne asparges

12 radiser

100 g bælgede ærter

en håndfuld grønne blade: spinat, rød syre eller vårsalat, evt. ramsløg

1 bdt purløg

dressing:

1 dl havrefløde eller anden fløde

2-3 spsk lime- eller citronsaft

ca. 1 tsk rørsukker

salt, friskkværnet peber

 

 .

Kog linserne møre i dobbelt mængde vand, ca. 20 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Rist boghvedekernerne gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Kog kartoflerne møre, afkøl dem og skær dem i skiver eller terninger.

Læg aspargesene i kogende vand og kog dem 2 minutter. Afkøl dem og skær dem i mindre stykkker.

Skær radiserne i tynde skiver på langs på et mandolinjern. Læg dem i iskoldt vand.

Bland alle ingredienserne til salaten undtagen purløg og boghvedekerner.

Rør dressingen sammen og smag godt til med surt og sødt, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Drys med klippet purløg og boghvedekerner.

.

Share

mandag

27

maj 2019

11

KOMMENTARER

salat med nye kartofler, asparges og ristede kikærter

Skrevet af , Posted in salater

.

lækker variation af nye kartofler og asparges

Grøntsagernes to superstars har det tilfælles, at sæsonen er meget kort. Kun et par måneder, hvis vi er heldige. Måske elsker jeg dem derfor så meget desto mere.

Jeg kan ikke få nok af hverken asparges eller nye kartofler, så her er endnu en variation af de to lækkerbidder. Her er det en salat, som er lynhurtigt lavet. Jeg har tilføjet ristede kikærter for at få lidt protein med i retten. Hvis du spiser salaten sammen med en proteinrig hovedret, kan du udelade kikærterne.

.

.

hvide eller grønne?

Man kunne måske forledes til at tro, at de hvide og de grønne asparges er to forskellige grøntsager. Men de er begge asparges. De grønne er grønne, fordi de får lov at vokse op i lyset, og derved dannes det grønne klorofyl. Derfor er de grønne asparges specielt sunde, stærkt antioxidante og styrkende for immunforsvaret (indeholder meget magnesium)

Ikke desto mindre holder jeg mest af de hvide asparges. De hvide vokser under jorden, ofte under en jordvold ligesom kartofler, så de skånes for lys.

Begge typer asparges indeholder mange fibre, der virker præbiotiske og styrker tarmfloraen.

.

.

ristede kikærter

Ristede kikærter er ikke blot sunde, de tilfører også retter som salater og supper ekstra velsmag. Og så giver de det eftertragtede “knas”, der er med til at give ekstra nydelse til et måltid.

.

en sommerklassiker

Fås det mon mere dansk og sommerligt? Asparges, nye kartofler, radiser og dild.

.

salat med nye kartofler, asparges og ristede kikærter

(4 personer)

1 portion ristede kikærter

250-300 g små nye kartofler

rørsukker

300 g asparges, evt. både hvide og grønne

1 bdt radiser

1 bdt dild

dressing:

5 spsk koldpresset olivenolie

2-3 spsk lime- eller citronsaft

1-2 tsk dijonsennep

1 spsk finthakkede kapers

ahornsirup, salt, friskkværnet peber

Tilbered kikærterne. Du kan evt. udelade ristningen, så er salaten hurtigere at lave.

Kog kartoflerne møre i vand tilsat et drys sukker. Hold øje med dem, de er hurtigt kogt. Sluk gerne for vandet i god tid og lad kartoflerne mørne langsomt i vandet.

Afdryp og afkøl kartoflerne.

Skræl hvide asparges. Skræl evt. grønne nederst på stilkene.

Læg aspargesene i kogende vand tilsat et drys sukker og kog dem 2-3 minutter afhængig af tykkelsen. Afdryp og afkøl aspargesene. Skær dem i mindre stykker.

Bland kartofler, asparges, evt. kikærter, og radiser med klippet dild.

Rør dressingen sammen og smag godt til med sennep, sirup, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

 

.

Share