Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

næringsindhold i jordskokkerArkiv

mandag

28

februar 2022

2

KOMMENTARER

jordskokkesuppe med sprøde chips og ristede hasselnødder

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, supper

.

ugens supersunde suppe

En suppe med jordskokker og andre rodfrugter som kartofler og gulerødder er en dejlig cremet og varmende ret.

Jeg har lidt af en jordskokke-dille i øjeblikket. Jeg er ret vild med de små knudrede knolde, som er hurtige at tilberede, de har en fin, delikat smag – og så er de sunde.

.

en lille knold med stor virkning

Hvad den lille sprøde jordskok mangler i ydre skønhed, besidder den så rigeligt i indre værdier.

Jordskokken er simpelt hen en gave til blodsukkerbalancen, fordøjelsen og tarmbakterierne. Stoffet inulin styrker tarmbakterierne, og når vi tænker på, hvad vi somme tider byder vores mave, er der god grund til at gribe til jordskokkerne, både rå og bagte, i salater og i kogte retter, fx. i en suppe som her.

Jordskokker indeholder først og fremmest stoffet inulin, som holder blodsukkeret stabilt, hvilket er gavnligt for os alle men især for diabetikere.

Inulin er også af stor betydning for vores tarmflora, idet de ufordøjelige fibre har en præbiotisk effekt på vores tarmslimhinder, og den rigtige type bakterier er grundlaget for en levende og velfungerende tarm.

Men hvad er præbiotika? det er kort fortalt den eller de ingredienser i vores mad, ofte plantefibre, som vores fordøjelse ikke selv kan nedbryde. Til gengæld fungerer de som superføde for de bakterier, der lever i tyktarmen. Se evt. mere om præbiotika og bakterierne i dit liv her.

Jordskokker har stort set kun én bagdel: de giver luft i maven hos mange mennesker. Så det er klogt lige at tænke over til hvem og hvornår, du serverer jordskokker. Måske skal du ikke gøre det på din første date!

Hvis du får jordskokker til overs, så prøv en anden lækker jordskokkesuppe.

.

jordskokkesuppe med sprøde chips og ristede hasselnødder

30 g skalotteløg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

300 g jordskokker

200 g kartofler

125 g gulerod (gerne hvid eller gul)

2 tsk tørret timian

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

evt. 1 dl plantefløde

citronsaft

4 spsk hasselnødder i flager

evt. 4 spsk ærter (evt. frosne)

frisk timian

 

Hak de to slags løg og svits dem i olien til de er let gyldne.

Skær 16 skiver på langs af en lille jordskok og sæt dem til side.

Skær alle grøntsagerne i små terninger og kom dem i gryden sammen med timian og bouillon.

Læg låg på gryden og lad suppen koge ca. 10 minutter. Afkøl den lidt og purér den.

Hæld suppen tilbage i gryden og tilsæt evt. lidt fløde eller mere bouillon, hvis suppen er for tyk.

Smag godt til med citronsaft, salt og peber.

Svits de 16 skiver jordskok i lidt olie på panden, til de er gyldne og sprøde. Rist nøddeflagerne let gyldne på en tør pande.

Du kan riste de to ting i god tid, inden suppen skal serveres.

Servér suppen portionsvis og pynt med skiverne og nødderne. Drys evt. med ærter samt lidt frisk timian.

 .

Jeg ved godt, at det ikke er sæson for ærter endnu, men de pynter så pænt på suppen. Du kan dog sagtens udelade dem – eller bruge ærter fra fryseren.

.

Share

fredag

15

december 2017

0

KOMMENTARER

persilleshot-suppe – kraftfuld optankning

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

17. låge i julekalenderen

.

tarteletter med fyld

Sprøde tarteletter kan serveres med mange slags fyld. En lækker forret i juletiden.

Se opskriften her.

 

 


16. låge i julekalenderen

 

grønkålspesto

Dagens låge lukker op for skøn powerfood.

Se opskriften her.


15. låge i julekalenderen

 

nyd et skud grøn energi i en travl december

Når det rigtigt strammer til med juletravlheden, er det om at sørge for mad, der giver energi og nærer alle celler.

Her er en supersund suppe, der giver et ordentligt skud energi – og så er den lynhurtig at tilberede samt kalorielet. Og begge dele kan der være brug for i december!

Og suppen kan selvfølgelig også serveres som forret til jul eller nytår.

 

julenissen serverer ny energi og masser af antioxidanter

For at december ikke skal drukne i postejer og rødkål er her et super-shot af en suppe, der giver ny energi til alle celler.

Ikke mindst tarmfloraen vil være glad. Den bør vi forkæle ekstra i denne måned, hvor mange byder den så meget underlødig mad.

Persille indeholder meget jern og enormt meget K-vitamin samt andre vitaminer som A-, C- og E-vitaminer.

Jordskokker indeholder først og fremmest stoffet inulin, der er godt for blodsukkerbalancen og derfor især nyttig for diabetespatienter. Men jordskokker virker også præbiotisk i tarmen, dvs at fibrene styrker vores tarmflora.

.

persillegrøn jordskokkesuppe

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

350 g jordskokker (kan erstattes af kartofler)

125 g selleri (kan erstattes af persillerod)

7-8 dl grøntsagsbouillon

50 g persille (kan erstattes af grønkål)

2 dl havrefløde eller anden fløde

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

4 spsk flager af saltmandler (kan erstattes af dukkah)

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er bløde.

Skær jordskokker og selleri i små terninger og kom dem i gryden sammen med bouillonen.

Læg låg på gryden og lad suppen simre ca. 10 minutter. Hak persillen (incl. stilkene) og kom det i suppen.

Lad suppen afkøle lidt og purér den i blenderen. Hæld suppen tilbage i gryden og tilsæt fløden (gem lidt til pynt). Kom mere bouillon eller fløde i suppen, hvis den er for tyk.

Smag godt til med citronsaft, salt og peber.

Servér suppen portionsvis. Sæt en spsk fløde på hver portion og drys med mandelflager eller dukkah.

.

en gave der varmer på flere planer

Da vi nu er ved supperne: hvis du endnu mangler at købe en julegave eller to, vil jeg lige gøre opmærksom på min suppebog, som udkom i foråret. Det er en varmende gave på flere planer. De supersunde og lækre supper fra hele verden er en gave til både krop og klode.

Bogen indeholder masser af opskrifter på både kolde og varme supper og på supper, der kan spises som hovedret – dertil kommer gode brød og andet tilbehør. Læs evt. mere om bogen her.

Du kan købe bogen hos boghandleren eller hos Saxo.com. Den koster ca. kr. 225,- og er udgivet af Politikens Forlag.

.

Share