Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

misoArkiv

mandag

10

august 2020

18

KOMMENTARER

squash-pandekager med svampe/spidskålsfyld

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

squash og pandekager er et godt mix

Hvad skal man dog gøre med alle de squash?

En af de gode ideer er som fyld i en pandekagedej.

.

squash kan nydes på tusind måder

Heldigvis – den store høst taget i betragtning – så kan squash bruges i utallige retter, fordi grøntsagen er så nem og mild og kan blandes med stort set alt.

Her er reven squash kommet i en pandekagedej. Jeg har valgt kikærtemel og rismel til dejen, men du kan også bruge den pandekagedej, du plejer, fx med hvedemel. Hvis du bruger hvedemel, så vælg gerne halvt hvidt mel/halvt fuldkornsmel.

.

mange slags fyld kan bruges

Jeg har brugt et fyld af svitsede løg, svampe og spidskål, men du kan vælge mange andre slags fyld.

Kikærtemelet er proteinrigt, men hvis du vil have flere proteiner ind i retten, så svits små terninger af tofu eller tempeh og bland fx med små buketter af broccoli eller blomkål. Kogte kidneybønner eller linser i en spicy tomatsovs med terninger af fennikel eller aubergine vil også være et godt valg.

.

pikant sovs

Du kan vælge forskellige slags sovs eller dip til pandekagerne. I opskriften er det en sovs med den sunde miso, men du kan også lynhurtigt lave en sovs af havrefløde eller anden fløde og smage den til med tamari og citronsaft. Det er altid en lynhurtig vinder, når det handler om dip eller sovs.

Du kan også vælge en miso/tahinsovs. Se opskriften her.

.

fermenteret sundhed på glas

Hvis du vil forkæle dine tarmbakterier, er det en rigtig god idé altid at have et glas eller to stående af den pasta, der hedder miso. Miso holder sig lang tid i køleskabet.

Miso er mælkesyregærede sojabønner og ris, evt. med boghvede og/eller hvede/byg. Pastaen kan give smag til mange retter som supper, dressinger, sovse etc. Man kan også blot opløse 1 tsk miso i meget varmt vand. Så har man en hurtig og nærende suppe (miso skal ikke koge – så ødelægges enzymerne).

Glassene på billedet er den originale japanske miso, som produceres af Clearspring. Forhandlere finder du hos NatureSource, som har været så venlige at sende mig disse to glas.

Du kan læse mere om miso her.

.

squashpandekager med svampe/spidskålsfyld

(4 personer)

300 g squash

150 g kikærtemel

50 g ris- eller majsmel

3 ½ dl vand

salt, friskkværnet peber

kokos- eller olivenolie til stegning

fyld:

evt. 1 spsk spidskommenfrø og/eller lidt hakket chili

150 g løg

250 g champignon eller andre svampe

2 spsk citronsaft

1 lille spidskål

sovs:

2 dl havrefløde eller anden fløde

1 spsk lys miso

3-4 spsk tomatpuré

evt. 1 fed hvidløg

Riv squashen og tilsæt et lille drys salt. Arbejd saltet ind i squashen og læg den i en sigte. Lad squashen trække en halv times tid.

Lav imens dejen: pisk de to slags mel ud i vandet og tilsæt et lille drys salt og peber.

Skyl squashen og pres al væden ud.

Rør squashen i pandekagedejen. Det er muligt, at der skal tilsættes lidt mere vand. Dejen skal være som til en almindelig pandekagedej.

Steg ca. 10 pandekager af dejen. Vend pandekagerne, når overfladen virker tør, og der er kommet lidt bobler. Vær sikker på, at pandekagerne bliver helt gennemstegte.

.

Du kan lave pandekagerne i god tid og varme dem op i ovnen eller på panden. Hvis du steger dem igen i olie på panden, bliver de lidt sprøde.

Skær løgene i både. Hvis du vælger at bruge spidskommen og/eller chili så svits begge dele i et par spsk olie.

Tilsæt løgene og svits til de er bløde.

Skær svampene i skiver og tilsæt dem. Svits endnu 4-5 minutter. Tilsæt citronsaften.

Skær spidskålen i strimler og kom dem på panden. Vend rundt, til kålen er blød. Smag til med salt og peber.

Til sovsen røres havrefløden med misoen. Vær sikker på, at misoen bliver helt opløst. Du kan evt. røre 1 spsk varmt vand i, inden du kommer misoen i fløden.

Tilsæt tomatpureen og smag til med salt og peber, evt. også et fed knust hvidløg.

Servér pandekagerne som ”omslag” til fyldet  og giv sovsen til separat.

.

Share

lørdag

18

november 2017

4

KOMMENTARER

efterårssalat med grønkål, svampe, bønner og misodressing

Skrevet af , Posted in salater

.

tank vitaminer til vinterens udfordringer

I denne salat får du en masse af de næringsstoffer, du har brug for til at styrke immunforsvaret til den kolde og mørke vintersæson.

Bønnerne indeholder mange proteiner, og grønkål, gulerødder og svampe er fulde af vitaminer, mineraler og antioxidanter.

Miso, som bruges i dressingen, er en pasta af fermenterede sojabønner eller korn. Miso stammer fra Japan er rig på gode enzymer og er, foruden at være lækker i dressingen, også en rigtig opkvikker.

Jeg har brugt forskellige farver gulerødder, men du kan sagtens nøjes med den traditionelle orange.

.

gulerødder i nye farver

Det giver lidt mere spræl i salatskålen at bruge gulerødder i forskellige farver. Her er en lilla rod, men gulerødder fås desuden i farverne hvid, gul, den klassiske orange og en mellemting mellem orange og rød.

Jeg har brugt kejserhatte i salaten, men du kan også vælge østershatte eller champignon.

.

efterårssalat med misodressing

(4 personer)

50 g sorte bønner eller andre bønner

200 g kejserhatte eller andre svampe

1 spsk kokos- eller olivenolie

200 g gulerødder, røde, gule og orange

150 g grønkål

1 granatæble

25 g tørrede tranebær

25 g ristede græskarkerner

15 g ristede sesamfrø

dressing:

1/2-1 spsk miso

1/2 dl varmt vand

1-2 fed presset hvidløg

1-2 spsk reven ingefær

1-2 spsk tamari

1 spsk limesaft

1 spsk ristet sesamolie

1 tsk agavesirup

friskkværnet peber

.

Sæt bønnerne i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 35-40 minutter.

Afdryp og afkøl bønnerne.

Skær svampene i skiver og rist dem gyldne ved rask varme i olien. Skær dem derefter i tykke strimler.

Skær gulerødderne i meget tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Hak grønkålen superfint.

Skær granatæblet i to halvdele. Bank kernerne ud med en grydeske. Hvis du ikke vil have saft over hele køkkenet, så læg halvdelene i en plasticpose.

Bland bønner, svampe, gulerødder, grønkål, kernerne fra granatæblet plus evt. saft, tranebærrene og græskarkernerne.

Rør dressingen sammen. Sørg for at misoen er helt opløst. Smag den godt til med ingefær, tamari, limesaft, sesamolie, sirup og peber. Det er vigtigt, at dressingen har en markant smag.

Hæld dressingen over salaten og vend godt rundt. Drys med sesamfrøene.

Servér evt. foccacia-brød til salaten.

.

 

Share

mandag

21

november 2016

24

KOMMENTARER

bagt blomkål med quinoa, kantareller og misosovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

bagt blomkål er bare bedst

bagt-blomkaal-m-kantaeller-3

forvandlingskålen

Blomkål er en grøntsag med flere personligheder. Alt efter tilberedningsform skifter kålen smag. Hvis du spiser den rå, har den en let nøddeagtig smag, river du den fint til “sne” får den en helt anden mild smag. Koger du den, får  du den klassiske blomkålssmag, og bager du den, åbenbarer den endnu en smagsvariant, nu mere fortættet.

.

grøn eller hvid kål

 romescokål.blomkål

Du kan bruge den kendte hvide blomkål til retten – eller vælge den nye grønne “fætter”, romanescokålen.

.

nyd årets sidste kantareller

bagt-blomkaal-m-kantareller-1

Der er formentlig ikke flere kantareller derude i skovene, men de kan stadig købes hos grønthandleren 0g i nogle supermarkeder. Så nyd årets sidste små guldklumper i denne ret. Men du kan også vælge alle mulige andre svampe. Både champignon, kejserhatte og østershatte egner sig fortrinligt.

 .

hvad med quinoa?

bagt-blomkaal-m-kantareller-2

Jeg har valgt quinoa som proteinrigt tilbehør til den bagte blomkål. Men hvordan er det nu med quinoa – har vi ikke ødelagt livsgrundlaget for de lokale indianere, der dyrker det sunde frø på de stejle bjergsider i Andesbjergene?

Jo, det har vi til en vis grad. Quinoa er blevet så succesrigt og dyrt et produkt i Vesten, at de lokale avlere, de fattige bønder i bl.a. Bolivia, ikke mere har råd til selv at spise sig mætte i qunoa, der har været deres basisføde i årtusinder. Det må vi tage ansvar for, og jeg tør også kun anbefale quinoa, fordi jeg ved, der er dansk dyrket quinoa på vej. Det er glædeligt, at dette supersunde frø nu også dyrkes i Danmark.

Når det er sagt, vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at dem, der kritiserer vores indtag af quinoa, ikke taler om den afbrændning af regnskov, udpining af jord og fordrivelse af fattige bønder i Sydøstasien og Sydamerika, der foregår for at skaffe soja til vores produktionsdyr i Vesten. Det er i en helt, helt anden målestok (der tilmed ødelægger klimaet også), men de mange, der fordømmer vores forbrug  af quinoa (med rette!), glemmer at tænke på natur og mennesker, når det handler om at producere dyr. Det er trods alt mere etisk forsvarligt og klimavenligt at spise et produkt direkte end først at sende det gennem dyrene. Med ødelæggelse af natur, klima og store lidelser for dyrene til følge. Og heldigvis er quinoa nu et produkt, vi snart kan spise med god samvittighed.

quinoa-i-sigte

et supersundt lille frø

Quinoa er et lille frø, der vokser på de magreste jorder i Sydamerika, specielt i Bolivia, og ikke desto mindre indeholder en masse næring.

Quinoa betyder moderkorn på de lokale indianeres sprog, og som vegetar og veganer er det et fantastisk næringsmiddel, fordi det er så proteinrigt.

Quinoa er ikke et korn men et frø fra en etårig plante, som har været dyrket i Andesbjergene i tusindvis af år. Man siger, at quinoa var selve grundlaget for inkakulturen.

Quinoa indeholder, foruden proteiner (alle essentielle aminosyrer), mange antioxidanter samt mineraler som kalk og jern – og de essentielle omega 3 fedtsyrer.

.

bagt blomkål med quinoa, kantareller og misosovs

1 stort eller 2 mindre blomkålshoveder, ca. 3/4 kg

oliven- eller rapsolie

50 g hasselnødder

150 g quinoa

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

3 spsk kokos- eller olivenolie

250 g kantareller eller andre svampe

2 spsk lime- eller citronsaft

salt, friskkværnet peber

1 spsk friske timianblade + ekstra til pynt

sovs:

1 spsk brun miso – læs evt. mere om miso her

3-4 spsk kogende vand

2 spsk tahin (sesampasta), kan erstattes af jordnøddesmør

2 dl sojafløde eller anden fløde

tamari

 

Pensl blomkålen godt med olie og sæt den i en bageform. Bag kålen i en 200 grader varm ovn 25-30 minutter. Hold øje med kålen, den må ikke blive for mørk.

Skær hasselnødderne i flager og rist dem gyldne i lidt olie. Sæt dem til side.

Skyl quinoaen og kog den i dobbelt mængde vand med et lille drys salt ca. 20 minutter. Tilsæt mere vand om nødvendigt. Hæld evt. overskydende vand væk, når quinoaen er kogt.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien til løgene er klare.

Skær kantarellerne i halve eller kvarte og kom dem på panden. Svits ved rask varme, til svampene afgiver væde. Tilsæt lidt citrussaft og et drys salt og peber samt timianblade.

Tag panden af varmen.

.

sovs

Rør misoen til sovsen med lidt kogende vand. Tilsæt tahin og evt. væde fra de stegte svampe. Rør fløden i og smag til med tamari, peber og citrussaft. Varm sovsen op i en gryde inden serveringen. Den må ikke koge.

Rør quinoaen i de stegte svampe og læg blandingen i et fad. Sæt den bagte blomkål på quinoaen og pynt med lidt frisk timian og de ristede nødder.

Servér sovsen til separat.

 

bagt-blomkaal

 

 

Share