Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

MarokkoArkiv

fredag

29

marts 2019

16

KOMMENTARER

lasagne med sommergrønt – glutenfri

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser

.

lasagne – en verdensberømt italiener

Der er en ganske bestemt grund til, at jeg i dag serverer en lasagne. Det gør jeg, fordi jeg fik en meget lækker lasagne på en restaurant i kystbyen Essaouira i Marokko for et par uger siden. Og jeg vil gerne gøre opmærksom på restauranten, fordi den er hyggelig, og fordi den serverer lækker grøn mad.

Essaouira er en fiskerby, så der er ofte fisk på menuen i byens restauranter, men de fleste steder kan man bestille vegetarisk eller vegansk mad. Det gælder fx i Umia. Når de vælger at servere en vegetarisk lasagne, er det sikkert, fordi lasagne er en ret, som elskes af de fleste – jorden rundt! Det specielle ved lasagnen hos Umia var, at den var lagt sammen med blomkål og gulerødder. Det er en kombination, jeg ikke selv ville have tænkt på, så det besluttede jeg at afprøve herhjemme. Men det blev der ikke noget af, for da jeg skulle lave lasagnen, var der nogle andre ingredienser, der lokkede mere, som du kan se i opskriften nedenfor. Men jeg kan stadig anbefale en lasagne med blomkål og gulerødder. Du kan sagtens bytte fyldet i opskriften ud med de to ting.

.

fusionsmad i Essaouira

Umia ligger ved den gamle bastionsmur (det er den, der spejler sig på fotoet), på Rue Skala 22.

Restauranten har ikke nogen hjemmeside, men du kan se flere fotos og læse anmeldelser her. Hvis du vil bestille bord og vegetarisk/vegansk eller glutenfri mad så skriv en mail til: umia.essaouira@gmail.com – eller kig på Facebook.

.

.

endnu en lille billedtur i Marokko

Da det nu igen handler om Marokko, vil jeg benytte lejligheden til at dele endnu et par fotos med jer.

Jeg bliver aldrig træt af at nyde folkelivet, farverne, duftene, lydene, i Marokko: der er kvinden med det Burberry-mønstrede tørklæde, som bærer hele moskeen på sit hoved …

.

der er kvinderne, som sladrer og handler …

.

… der er farvestrålende sække som dufter

.

… der er smukke mennesker og knald på kulørerne …

.

… der er handlende, godt humør, grøntsager og de titusind brød …

.

retur til lasagnen

Men det er jo lasagnen, det handler om – trods alt! Det er ikke en helt almindelig lasagne: denne her er 100% plantebaseret, glutenfri – og så er den proteinberiget. Jeg har nemlig opdaget nogle gule alger med masser af proteiner!

.

får du nok proteiner?

Jeg vender jævnligt tilbage til spørgsmålet om proteiner. De fleste danskere får ganske vist så rigeligt dækket deres proteinbehov, men det er værd at sætte sig lidt ind i proteinernes verden, hvis man er 100% plantespiser.

Proteinerne består af 20 forskellige aminosyrer, og det er vigtigt, at vi dagligt dækkes ind med samtlige aminosyrer. Vi skal have ca. 1 gram protein pr. dag pr. kg legemsvægt. Det er muligvis i overkanten, men for en sikkerheds skyld …

Mange tror, at proteiner kun findes i kød. Men proteiner findes også i grøntsager i varierende mængde. Af plantemad er især linser, bønner, kikærter og quinoa proteinrige. Faktisk er det sådan, at sojabønner indeholder flere proteiner end kød. Så der er ingen grund til panik, men det er vigtigt at tænke proteinerne ind i den daglige madlavning.

Fx er nødder, mandler og kerner også gode leverandører af proteiner. Ny forskning viser, at valnødder gavner tarmfloraen – og også hjernen styrkes af de lækre kerner.

I disse år er der mange, ikke mindst unge, der vælger kødet fra. Det er glædeligt. Men jeg kan være bange for, at nogle af disse unge mennesker ikke får proteiner nok, og det er ikke godt for kroppen i det lange løb. Men nu er der kommet et produkt, en slags superfood, der nemt kan være med til at afhjælpe dette problem.

.

blonde alger

Mange kender de grønne alger, man spiser på grund af det store indhold af vitaminer, mineraler og proteiner. Smagen er til gengæld ikke noget at råbe hurra for! Faktisk skal man være temmelig masochistisk anlagt for at nyde de grønne alger – eller de skal gemmes godt væk i en smoothie.

Nu er der heldigvis udviklet et nyt produkt af alger. Det hedder blonde chlorella og har en anderledes behagelig smag. Algerne er svagt syrlige med en eftersmag som gærflager.

De gyldne alger indeholder alle aminosyrer (proteiner) samt Omega 3 og 6 fedtsyrer, vitamin B1, 2, 3 og 6 samt E-vitaminer og mineraler som fosfor, magnesium, zink og kalium.

Du kan anvende algerne i alle retter, hvor du ønsker et godt proteinindhold samtidig med at du tilfører lidt af den eftertragtede umami-smag. Algerne kan bruges i retter som lasagnen, sammenkogte retter, morgengrøden, smoothien, tærter, sovse, supper, ja stort set i al mad.

Algerne er udviklet i Danmark og belaster ikke klimaet.

Jeg har fået algerne sendt fra producenten biotrino. Læs mere her om alle de gode indholdsstoffer.

Du kan købe algerne hos producenten Biotrino eller hos Shopglutenfrit.

Der er ingen tvivl om, at tang og alger bliver en vigtig leverandør af fremtidens proteiner. De er stort set CO2 neutrale og kan dyrkes overalt på koden, hvor der er vand.

.

sommergrønt i fadet

For nylig skrev en læser, at jeg ikke altid laver opskrifter med årstidens råvarer. Det er en ren tilståelsessag. Fx publicerede jeg en opskrift med rødbeder og appelsin fra Marokko for nylig. Det er klart, at hvis man vil være 100% årstids- og lokalt-produceret-spisende, så skal man ikke vælge appelsiner (eller citroner for den sags skyld). Overhovedet ikke, med mindre man er heldig at have et drivhus eller et orangeri, hvor man selv kan dyrke dem.

Jeg vil dog gerne minde om, at mine opskrifter er til brug året rundt, og så må man som bruger selv bestemme, hvornår man vil anvende den pågældende opskrift. Men jeg synes bestemt, det er vigtigt fortrinsvis at vælge lokalt dyrkede grøntsager, når de er i sæson.

Jeg har her tiltusket mig et par friske ærtebælge. Men man skal selvfølgelig ikke bruge friske ærter i marts/april. Heldigvis er frosne ærter næsten lige så gode som friske. Men man kan også vente med at lave lasagnen til de danske ærter er fremme.

.

sommergrøn lasagne (glutenfri) 

(4 personer)

150 g løg

4 fed hvidløg

250 g svampe, gerne blandede

2 spsk oliven- eller kokosolie

2 spsk citronsaft

1 stor håndfuld hakkede ramsløgblade (kan udelades) eller spinat

1 spsk tørret oregano eller merian

salt, friskkværnet peber

250 g broccolistængler eller broccoli i buketter (kan byttes ud med hakket grønkål)

100 g bælgede ærter, evt. frosne

50 g hakkede valnødder

frisk timian

8-10 lasagneplader (glutenfri)

sovs:

2 spsk kokosolie

5 spsk boghvedemel eller andet mel

1/2 l plantemælk, evt. plantefløde/kogevand

ca. 1 tsk reven muskatnød

1 spsk blonde chlorella-alger (kan udelades)

2 spsk gærflager + 3 spsk olivenolie (kan udelades)

.

Skær løgene i tynde både og hvidløgene i skiver. Skær svampene i skiver eller i mindre stykker.

Svits løgene til de er gyldne. Tilsæt svampene sammen med et par spsk citronsaft og svits til svampene er let gyldne.

Tilsæt ramsløg og den tørrede krydderurt samt lidt salt og peber.

Læg broccolien (eller grønkålen) i kogende vand og damp den 1-2 minutter afhængig af størrelsen. Afdryp broccoli eller grønkål (gem evt. kogevandet til sovsen).

Lav sovsen: smelt olien og drys melet i. Bag op med plantemælk og/eller fløde/vand. Tilsæt reven muskatnød og algerne.

Smag godt til med salt og peber og evt. mere muskatnød.

Kog sovsen godt igennem.

.

Første lag fyld er lagt i lasagnen

.

Læg lasagnen sammen: smør først et lag sovs i bunden af fadet og læg det første lag lasagneplader og fyld. Drys med frisk timian mellem lagene.

Fortsæt med løg/svampe og broccoli/grønkål samt ærter/valnødder i lag, indtil ingredienserne er brugt op. Her vil formentlig være til tre lag. Det øverste lag skal være sovs.

Rør gærflagerne ud i olien og dryp det på sovsen.

.

Lasagnen er klar til at komme i ovnen

.

Bag lasagnen i en 200 grader varm ovn ca. 30 minutter. Hvis du ønsker overfladen mere gylden, så sæt lasagnen under grillen et øjeblik.

Drys med mere timian og evt. ærter ved serveringen.

.

 

.

Share

søndag

17

marts 2019

12

KOMMENTARER

rødbeder og blomkål med hilsen fra Saharas sol

Skrevet af , Posted in frokostretter, rejser, salater, småretter, tilbehør

.

gå efter røgen og duften

.

Når jeg er ude på eksotiske steder, lader jeg næsen bestemme som en anden sporhund. Er der spændende mad i sigte?

Som det fremgår af billedet, er jeg ikke i Næstved. Jeg er faktisk smuttet på en lille studietur til Marokko, nærmere betegnet farvestrålende Marrakech.

Og jeg bekender straks min belastning af klimaet. Jeg er nemlig ikke rejst med toget! Og det koster 990 kg C02 at flyve til Marokko og retur til Danmark. Hvis du vil undersøge, om du har plads til en flyvetur i dit klimaregnskab, kan du beregne belastningen her.

Jeg mener, at man må vurdere sin belastning ud fra sit samlede klimaregnskab. Har man plads til at flyve eller ej? Allerbedst er det naturligvis at lade være, men for mit eget vedkommende føler jeg det nødvendigt at rejse ud i verden for at få inspiration til mad, der ikke belaster klimaet. Kan du se, jeg pudser glorien!?

Mit klimaregnskab ser nemlig nogenlunde fornuftigt ud, fordi jeg ikke har spist kød eller fisk i mere end 50 år, og fordi jeg aldrig har ejet en bil. Men det er klart, at jeg ikke skal spille hellig, når jeg arbejder for, at vi alle skal skære ned på kødforbruget for at skåne klimaet (og i høj grad dyrene). Til sammenligning med flyvning, kan jeg oplyse, at klimabelastningen for 1 kg oksekød er 19 kg.

.

der går sjældent røg af en brand …

Når man ser røgen i de smalle gyder i souken i Marrakech, og det kildrer krydret i næseborene, ved man, at maden er ved at blive tilberedt. Her er det kullene, der fyres op under, så nationalretten, tagine, kan stå og simre under det koniske låg. Det er dog ikke tagine jeg er efter i dag, men to små frokostretter eller tilbehør: en hummus af blomkål og en rødbedesalat med appelsin og oliven, der rummer selve Marokkos sjæl.

Hvis du alligevel skulle have fået lyst til en tagine, så kig fx på denne med søde kartofler og sorte bønner. Så får du samtidig opskrifter på couscous og marokkansk brød.

.

rødbeden er kongen

Hvis man siger, at rødbeden er kongen på det marokkanske grøntsagsmarked, kan man roligt tilføje, at blomkålen er dronningen. Det er to grøntsager, der indgår rigtig meget i marokkansk mad. Faktisk har jeg lige nydt en meget lækker lasagne på marokkansk med bl.a. blomkål som fyld. Det havde jeg ikke selv lige tænkt som en mulighed, men det var meget lækkert.

.

rødbedesalat med noter af appelsin og oliven

Hvis man er gammel Marokko-farer, kan man godt blive træt af tagine og couscous. Og det er netop hvad mange turister starter med. Og selvfølgelig skal man smage de klassiske, lokale retter, men vil man have andre, lidt mere spændende valg, er restauranten Le Jardin i souken i Marrakech en glimrende idé. Restauranten er placeret i en yndig gårdhave med masser af træer og grønne planter i flere etager – altsammen indhyllet i fuglesang og krydderdufte.

Vi fik to små retter, som jeg gerne vil dele med dig. De er både lækre og superenkle at tilberede. Da jeg ikke har en vægt med på rejsen, må du selv sjusse dig frem til de helt præcise mål.

.

marokkansk rødbedesalat med appelsin og oliven

(4 personer)

4 mellemstore rødbeder

2 appelsiner

50 g sorte oliven (gerne let tørrede)

dressing:

5 spsk olivenolie

4 spsk appelsinsaft

2 spsk appelsinblomstvand (kan udelades), købes bl.a. i indvandrerbutikker

salt, peber, rørsukker

 

Kog eller bag rødbederne møre. Afkøl og flå dem. Skær dem i terninger eller både.

Del appelsinerne i både og fjern hinderne. Tag væde fra til dressingen. Skær evt. appelsinbådene i mindre stykker.

Fjern evt. sten fra de sorte oliven og skær dem i lidt mindre stykker.

Bland de tre ting.

Rør dressingen sammen og smag til med appelsinblomstvand, salt, peber og sukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Der var ikke valnødder i salaten, men dem vil jeg tilføje for egen regning, når jeg kommer hjem.

.

marokko er for de farveglade!

Solmodne appelsiner og clementiner bugner på markederne. Og farverne spiller i smuk kontrast.

.

ingen mad uden oliven!

Jeg synes, Marokkos oliven hører til de bedste i verden. De fås i mange nuancer og med masser af forskellig smag, afhængig af urter eller krydderier. Th. ses en anden klassiker i Marokko: de syltede citroner. Du kan se her, hvordan du selv kan saltsylte citroner.

Der indgår næsten altid oliven i et marokkansk måltid – og i al fald altid som snack inden maden, ofte i selskab med nødder.

.

.

hummus på marokkansk

En af de største glæder for mig ved at rejse, er alle de nye ideer til at anvende grøntsager og andre produkter på en anderledes måde.

Denne blomkåls-hummus nød jeg forleden på restauranten Le Jardin i Marrakech, se ovenfor.

Så vidt jeg kunne smage, var der kun tilsat olie og tahin til hummusen. Jeg vil selv forsøge at tilsætte lidt hvidløg + spidskommen, så det foreslår jeg i opskriften, men du kan jo selv prøve dig frem.

.

blomkåls-hummus fra Marokko

blomkåls-hummus

(4 personer)

1 lille blomkålshoved

ca. 1/2 dl olivenolie

citronsaft efter smag 

3-4 spsk tahin (sesampasta)

evt. 1-2 spsk spidskommen

evt. 1-2 fed hvidløg

salt, friskkværnet peber

.

Del blomkålen i mindre buketter. Læg dem i kogende vand 2-3 minutter og overhæld dem med koldt vand.

Afdryp blomkålen og findel den i en food processor eller blender. Kålen skal bevare noget struktur, da den ellers bliver for vandet.

Rør olie og citronsaft i hummusen efter smag.

Tilsæt evt. spidskommen og knust hvidløg.

Smag hummusen til med citronsaft, salt og friskkværnet peber.

Hummusen kan nydes som dip eller pålæg – eller til et stykke marokkansk brød som snack sammen med lækre oliven.

.

spis brød til …

Overalt på gader og stræder sælges brød i Marokko. Hvis du selv vil bage et marokkansk inspireret brød, så kig her.

.

motiverne lurer overalt i Marokko

Hvis man – foruden mad – også er interesseret i fotografering, byder hver eneste smøge på et motiv.

 

.

Share

onsdag

28

februar 2018

18

KOMMENTARER

på landsbymarked i Marokko

Skrevet af , Posted in forretter, rejser, tilbehør

.

i solens køkken køber man mad på markedet

Jeg ved ikke præcis, hvad kvinden på grøntsagsmarkedet sagde, da hun pegede, men jeg er sikker på, at det var noget i retning af teksten på billedet. Jeg tænker, at jeg godt kan missionere lidt, selv om jeg er på rejse!

.

af sted til landsbymarked

En tidlig morgen begiver jeg mig af sted til mandagsmarkedet i landsbyen Scorpia. Men først skal jeg vikle mig ud af souq’ens mange fangarme. For at nå frem til den firhjulede transport skal jeg sno mig gennem utallige små gyder og passager – ud til de store gader, hvor der kører biler. Og det tager tid – ikke mindst fordi der hele tiden er motiver, der kalder på min kamerasøger!

.

i byens bugnende mave

Når man vandrer i souq’en er det som at befinde sig i selve byens store bug. Souq’en er nærmest ét kæmpestort marked med alle slags fødevarer. I denne lille biks kan man mætte sig med hårdkogte æg og slukke tørsten med dampende varm og skrigende sød myntete.

.

man lever af brød … eller?

Selv om vi som bekendt ikke lever af brød alene, kan man godt få det indtryk i Marokko. Der er aldrig mere end 10 meter til den nærmeste brødsælger. Og det er brød bagt indenfor den seneste times tid. De lækre og varme brød skifter uafladeligt hænder. Og så får man lige kvarterets sidste nyheder med hjem ved samme lejlighed.

.

på markedet er det højsæson for mandariner

Mandagsmarkedet i Scorpia ligger 30-40 km udenfor Marrakech på den smukt svungne vej mod Oureka. På vejen kan man nyde de snedækkede tinder på de nærtliggende Atlasbjerge.

Vel ankommet til mandagsmarkedet i Scorpia kan det ikke skjules, at det er højsæson for mandariner. Men der handles også alt muligt andet, ikke kun grøntsager og frugter. Faktisk findes  ALT hvad en fjerntboende berber har brug for i sin dagligdag lige fra sokker, BH’er til søm og skruer, potter og pander, flaskegas, couscous og hel hvede, høns og kyllinger med og uden hoveder, lam og får – ja, alt hvad hjertet kan begære – og lidt til!

.

æsler er en sikker transport

Både berbere og andre landsbybeboere, der bor langt fra alfarvej, ofte oppe i bjergene, valfarter ned til Scorpia for at købe ind på det ugentlige mandagsmarked. Sælgerne kommer også langvejs fra, og så er det rart med et æsel som transport.

.

Marokko – landet af mynte

Her har vi kongen af mynte på sin tronstol! Hvis man har sagt Marokko, må man også sige mynte. Den duftende krydderurt nydes ikke blot i salater og alle mulige andre retter, den indtages ikke mindst som den helt uundværlige myntete. Som marokkanerne selv siger: marokkansk “whisky”!

At myntesælgeren simpelt hen sidder på et helt læs mynte siger noget om afsætningen.

.

stort udvalg af tørrede krydderier er selvfølgelig også på markedet

Hvis krydderiernes lokkende farver ikke er nok, kan man jo altid give den en ekstra skalle med lyslilla baljer!

.

no stress, please!

Mændene på markedet hygger sig gevaldigt. Det virker ikke, som om de er specielt stressede. En smule henslængt afslapning kan man vel altid have brug for …

.

mændene handler

Det er i høj grad mændene, der køber ind. Ikke at der ikke også er kvinder på indkøb – og kvinder, der sælger grøntsager på markedet. For i Marokko er kvinderne ikke gemt så godt væk som i mange andre muslimske lande.

.

løs market

Hvis mine gode venner i Løs Market i Saxogade går og tror, de er de eneste, der sælger i løs vægt, kan de godt tro om igen. Og her køber man ikke bare et halvt eller helt kg hvede. Nej, her handler man i sækkefulde.

.

det var så den markedsdag

Når berberne kommer langsvejs fra for at købe ind til hele den kommende uge, er det om at huske det hele. De små dele-taxier, en slags minibusser, der bringer de fjerntboende folk til mandagsmarkedet er tungt lastede, når de vender næsten hjemad. Her er det lige lykkedes at få et nyindkøbt får mast med ind i bilen.

.

citronmarinerede oliven

Selv om jeg har været i køkkenet i dag og lavet både marokkansk suppe og en marokkansk grøntsagsret, kan jeg ikke diske op med nogen færdige opskrifter.

Men jeg har til gengæld et par gode ideer, som ikke kræver vægt og mål: den ene er disse citronmarinerede oliven, som jeg smagte i går på et vidunderligt sted, der hedder “Paradise du Saffran” (det kommer jeg tilbage til – for jeg fik en skøn frokost på stedet, som jeg glæder mig til at dele med jer). Men lige nu vil jeg nævne deres oliven, som var marineret med syltede citroner. Det var sammen med finthakket persille og lidt finthakket (meget fint) flået tomat en lille delikatesse.

.

syltede citroner

Det er meget nemt selv at sylte citroner. Se opskrift her. De syltede citroner kan sætte et markant og lækkert præg på en masse retter fra salater til hovedretter – og altså oliven til en lille snack.

.

marokkansk nutella – amlou

En anden ting, som jeg ikke før er stødt på i Marokko, er det dip, marokkanerne kalder marokkansk “nutella”. Det rigtige navn er amlou. Det spises især til morgenmad eller til brødet, der serveres til eftermiddagsteen.

Det laves af den højt skattede arganolie, som også er blevet kendt og værdsat i Europa. Olien er bl.a. rig på Omega 3 fedtsyrer og E-vitamin – og så er den meget velsmagende. Desværre også temmelig dyr.

Her kan du finde henvisning til, hvor du kan købe olien. Vær opmærksom på, at der findes produkter, hvor der er tilsat anden olie for at holde prisen nede. Det er den ægte, rene olie, du skal gå efter.

Du skal også være opmærksom på, at der findes to typer olie: én til madlavning og én til udvortes brug. Det er naturligvis madolien, du skal have. Her er argannødderne ristede, og det er ristningen, der giver den meget fine smag til olien.

“Nutella”en er helt simpel at tilberede: du rører arganolie med den ønskede mængde honning (evt. ahornsirup hvis du ikke spiser honning) og så mange ristede og fint knuste mandler, at du får en let flydende pasta (den minder om tahinsovs i udseende og konsistens). Hak mandlerne groft og rist dem gyldne på en tør pande. Findel dem derefter i en food processor. I Marokko kværnes mandlerne traditionelt på en stenkværn og til silkeblød pasta. Vi andre må nøjes med en kedelig maskine!

Da jeg ikke selv bryder mig om honning  – eller andet sødt for den sags skyld – har jeg tænkt mig at lave nutella’en om til et grøntsagsdip og smage til med tamari i stedet for honning.

 

.

Share