Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Løs Marked SaxogadeArkiv

fredag

25

juni 2021

6

KOMMENTARER

nye kartofler bagt med løg, svampe og cashewcreme

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

nye kartofler på ny måde

Der er stort set ingen ende på glæden ved nye kartofler. Og når man er træt af at nyde dem solo med god jomfruolivenolie, krydderurter og et lille drys salt, er der heldigvis mange andre måder at anvende de små guldklumper på. Forandring fryder som bekendt!

.

når kartoflerne gemmer på  noget andet godt

I denne ret er kartoflerne brugt som “låg”, der dækker over sprødstegt tofu, løg og svampe.

Hele herligheden er bagt gylden med cashewcreme og krydderurter på toppen.

Jeg skriver i opskriften, at tofu kan byttes ud med tempeh. Du kan også vælge bønner, kikærter eller linser som proteinkilde.

.

.

spar på emballagen

Jeg elsker ildsjæle! Folk, der gør en forskel, folk der gør verden til et smukkere og renere sted at være. Sådan en ildsjæl er Frédéric Hamburger, der for nogle år siden åbnede den første emballage-fri butik i København, Løs Marked i Saxogade 77 på Vesterbro. Initiativet gav genlyd helt over Atlanten, og begivenheden blev omtalt i mange udenlandske medier.

At der skulle en franskmand til at sætte Danmark på verdenskortet som frontløber for emballagefri indkøb, er selvfølgelig lidt beskæmmende. Men tak til Frédéric, der netop har åbnet endnu en emballagefri butik i København, i Ndr. Frihavnsgade 21 på Østerbro.

.

stort udvalg af grøntsager

Løs Marked har et stort udvalg af friske, økologiske grøntsager. Det er også muligt at abonnere på måltidskasser.

.

lys og luftig butik

Ja, du kan faktisk få alverdens ting i løs vægt, fx skønne jomfruolier (prøv bare valnøddeolien, så hører du englene synge!), du kan også få frisk brød, slik, vin, krydderier, rengøringsmidler og mange andre gode økologiske produkter i løs vægt.

.

alle slags tørvarer, sæber, vin, olier etc.

Udvalget af korn, bønner, linser, nødder og mandler er enormt. Jeg synes, det er fantastisk, at man kan købe lige netop det antal gram eller kilo, man har brug for. Skal du bruge 100 g linser, så får du det.

Hvis du bare en enkelt gang smager de fantastiske hasselnødder, vil du dog næppe kunne nøjes med 100 g. Det er REN slik.

Medbring gerne egne stof- eller papirsposer og flasker til fx vin og olie.

Når du handler i Løs Market, bliver du selv befriet for dynger af plast, pap og anden emballage – samtidig med at du hjælper miljøet.

Desuden mindsker du madspild, fordi du ikke behøver at købe mere, end du har brug for.

.

svampe, løg og tofu indbagt i nye kartofler med cashewcreme

(4 personer)

200 g tofu, gerne røget eller med anden smag (kan erstattes af tempeh)

olivenolie

250 g løg

4 fed hvidløg

250 g svampe

½ kg kartofler

cashewcreme:

100 g cashewnødder

2 dl havrefløde

2-3 spsk kapers

1 bdt persille og/eller koriander

salt, friskkværnet peber

spiselige blomster/krydderurter efter smag

 

Pres al væden ud af tofuen og skær den i små terninger.

Steg tofuen gylden på alle sider i lidt olie. Sæt den til side.

Skær løg, hvidløg og svampe i skiver og svits dem, til løgene er bløde og svampene gyldne. Drys med lidt salt og peber.

Bland tofuen i grøntsagerne og fordel dem i et lavt ovnfast fad.

Skær kartoflerne i meget tynde skiver. Brug et mandolinjern.

Læg kartoflerne taglagt oven på løg, svampe og tofu.

.

Hæld kogende vand over cashewnødderne og lad dem stå en halv times tid.

Blend cashewnødder, fløde og kapers. Nødderne skal være helt findelte.

Hak persille eller koriander og tilsæt den. Smag til med salt og peber.

Fordel cashewcremen over kartoflerne og pynt evt. med krydderurter og/eller blomster. Jeg har brugt persille, løvstikke og purløgsblomster.

.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn og bag retten, til den er gylden, 30-40 minutter.

Ved serveringen har jeg drysset med friske purløgsblomster, koriander (både grønt og blomster) og hyldeblomster.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share