Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Leo TolstojArkiv

fredag

5

januar 2024

6

KOMMENTARER

kartoffelkur i januar – Godt nytår

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, klima og mad

.

velkommen til et nyt (og forhåbentlig!) grønt år

Så kom vi ind i det nye år: i sandhed et udfordrende år! Krige og klimaet raser. Hvad gør man som et enkelt lille menneske? Det ser håbløst ud, men måske skal vi lytte til den store forfatter Leo Tolstoj, som sagde: :”Så længe, der findes slagtehaller, vil der være krige.”

Jeg vil gerne tilføje: Så længe, der findes slagtehaller, vil der være klimakatastrofer.

.

at “lave” dyr har store omkostninger

Den lille fætter ovenfor holdt mig med selskab i sommerhuset, endnu denne sommer. Men den er truet, sammen med milliarder af andre små og store dyr, fordi vi her i landet “laver” 13 millioner svin om året. Tæller vi hele produktionen med: køer, lam, ænder, kyllinger etc. kommer vi op på det svimlende antal af mere end 200 millioner slagtede dyr her i landet årligt.

Intet andet land i verden “laver” så mange dyr pr. indbygger. Det kan hverken dyrene eller naturen holde til. Den samme udbytning sker mange andre steder på kloden. Vi er bare de værste.

Den 97årige engelske naturforsker David Attenborough siger:

Vi må ændre vores madvaner. Vor tids sande tragedie er stadig i gang – tabet af biodiversitet. Halvdelen af jordens frugtbare jord er nu landbrugsjord. Planeten kan ikke understøtte billioner af kødspisere. Hvis vi alle kun spiste planter, ville vi kun have brug for halvdelen af de arealer, vi bruger i øjeblikket.”

Siden jeg forstod, hvad der foregik, har mit nytårsønske hvert år været bedre velfærd for produktionsdyrene – og langt færre. Det er det stadigvæk. Men det gælder profitten og eksporten, for faktisk sender vi de fleste af de døde dyr til udlandet.

Mit håb for 2024 er, at vi finder tilbage til jordforbindelsen – bogstavelig talt – at vi ser, at dyreproduktion ikke blot skader dyrene, det fjerner selve livsgrundlaget for  mennesker. Dyrene lider, klimaet lider, luften og vandet lider. Og vi mennesker lider.

Lad 2024 blive året, hvor mange flere spiser meget mere grønt – i kærlighed til produktionsdyrene og den planet, der brødføder os – og alle de små og store dyr, der er nødvendige for balancen i naturen.

Hvis du i årets løb mangler den perfekte vært/værtindegave til venner eller familie, der ikke har tænkt over sammenhængen imellem det, vi spiser, og vores omgivelser, kan  jeg varmt anbefale Mathilde Walter Clarks lille bog: “Hvordan man laver dyr”. Den koster kun kr. 84,95.

Rigtig godt og grønt nytår!

.

nytårskur er kartoffelkur

Januar er på mange måder en udfordring: den er mørk, den er kold, og måske er kassen tom efter jul og nytår.

Men her kommer hjælpen: de skønneste kartoffelfrikadeller med selleri og porrer. Det er mad, de fleste har råd til i en udfordrende måned. Og så kan frikadellerne også lokke et lille smil frem, håber jeg.

.

kartoffel/sellerifrikadeller

(14-15 frikadeller)

75 g valnødder

300 g kartofler

300 g selleri

100 g grøn porretop (kan erstattes af løg)

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

1 spsk tørret, smuldret rosmarin eller anden krydderurt

ca. 50 g havregryn

evt. lidt rasp

1 spsk balsamico eller citronsaft

friskkværnet peber, tamari

.

Hak valnødderne mellemfint og rist dem på en tør pande. Sæt dem til side.

Skær kartofler og selleri i små terninger og kog dem møre, ca. 8 minutter. Hæld vandet fra (gem det) og damp grøntsagerne tørre.

Mos kartofler og selleri med en gaffel.

Snit porretoppen og hak hvidløgene. Svits dem i olien, til porrerne er bløde.

Rør porrer, rosmarin og havregryn i mosen og tilsæt valnødderne.

Rør lidt af kogevandet i farsen, så den bliver sammenhængende.

Smag godt til med balsamico eller citronsaft, peber og tamari.

Klem farsen godt sammen i skålen og lad den hvile en halv times tid.

Vurdér konsistensen og tilsæt evt. lidt rasp og/eller havregryn – eller måske lidt mere væde. Smag godt til igen. Lad farsen trække lidt igen.

Form med melede hænder og en ske frikadeller af farsen og steg dem gyldne i olie på en pande. Olien skal være godt varm, når du sætter frikadellerne på panden, ellers kan de hænge i.

.

spis salat til

Salaten på billedet er med terninger af kogte rødbeder, majskorn, rå blomkål, et par dl kogt quinoa og mynteblade. Hakkede valnødder på toppen vil være en ekstra gevinst.

Dressingen kan være en citron/oliedressing smagt til med salt, peber og sennep.

Salaten ligger i et frisk majsblad, fordi jeg lavede den i majssæsonen og brugte friske majs fra kolben. Men du kan sagtens vælge frosne majskerner.

Vil du have en slags sovs til frikadellerne, så prøv den lækre gomasovs af sesamfrø.

Jeg har brugt en dip af planteyoghurt smagt til med reven peberrod, citronsaft, tamari og peber.

.

gomasovs

.

Share