Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

kold mangosuppeArkiv

fredag

3

juli 2026

0

KOMMENTARER

let mad i sommervarmen – sommerkavalkade

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, hovedretter, salater, supper

.

en kølende sommersuppe

Sol, sommer og ferie kalder på hurtig, nem og let sommermad. Jeg har her fundet nogle af de tidligere års bedste sommeropskrifter frem.

Ovenfor er en orientalsk gazpacho. Egentlig er gazpacho en spansk kold suppe, men jeg har forsynet denne med orientalske krydderier og mango. Det giver en skøn sommersuppe. Giv ikke op, når du ser ingredienslisten. Suppen er ganske hurtigt lavet! Se opskriften her.

Hvis du er mere til en gylden suppe, så prøv en ren mangosuppe. Den er også både rå og spicy – og kølende i sommervarmen. Se opskriften her.

.

mangosuppe med koriander

.

ærterne er snart på toppen 

Denne ærtesuppe med avocado er også kold. Den skal dog tilberedes først og derefter afkøles – og selvfølgelig kan du også nyde den varm på en kold dag. Undlad dog at koge avocadoen med, da avocado let bliver bitter efter opvarmning.

Se opskriften her.

.

agurker med lækkert fyld

agurker m rygeost 1

når agurkerne boomer

Når agurkehøsten er på sit højeste, gælder det om at finde alle gode ideer frem.

Denne lille forret eller frokostret er en slags sommersalat – bare sådan lidt mere på højkant. Men enkel og velsmagende er den.

agurkerulle

agurkeruller med rygeost og radiser

(4 personer)

1/2 agurk (eller nok til 12 skiver)

1 bdt purløg

150 plantebaseret smøreost eller havre cremefraiche

3-5 spsk plantefløde

salt, friskkværnet peber

1-2 tsk flydende røg

1 bdt radiser

1 dl bælgede ærter

.

Skær 12 tynde skiver af agurken på langs. Brug gerne et mandolinjern, så får du tynde, ensartede skiver.

Rul skiverne sammen og bind et “bånd” af purløg omkring.

agurkerruller.3

Rør osten med lidt fløde, så den bliver lind. Smag til med flydende røg, salt og peber.

Hak 4 spsk agurk og 4 spsk radiser. Rør det i osten.

Høvl tynde skiver på langs af resten af radiserne. Brug et mandolinjern. Læg radiserne i isvand en halv times tid.

Retten kan tilberedes hertil i god tid.

Fordel osten i agurkerullerne.

Servér rullerne portionsvis med tre stk pr. person.  Læg radiseskiverne på rullerne – og drys med klippet purløg og ærter.

agurkeruller.1

agurkeruller.2

 

agurkerruller

.

spidskål er let sommermad

Spidskål kan nydes på utallige måder: den kan grilles, den kan bages, den kan steges – og den kan spises rå, fx i salater.

Her er spidskålen stegt på panden og serveret ovenpå flødestuvede linser med kardemomme. Se opskriften her.

.

squashfad med nybagt brød

Nu myldrer også squashene frem. Her er de strimlet til “spaghetti” og bagt i ovnen sammen med nye løg og edamamebønner. Har du lyst til hjemmebagt brød bagt af æltefri dej, følger den opskrift med. Se her.

På samme side er der opskrift på bagte provencetomater. De kan også varmt anbefales, når du alligevel har gang i ovnen.

.

tomaterne kommer også så langsomt

En solgylden majsbund danner basis i denne sommertærte. Nu er de små søde tomater ved at være fremme, og vi kan omsider nyde danske tomater, som solen i år har fyldt med smag. Tomater som ikke er fragtet tusindvis af kilometer til os fra Sydeuropa og plukket, før de er modne.

Tærten er fin som frokostmad, til picnic eller bare med et glas vin under en skærmende parasol.

.

en lille godbid – en slags majspizza

Man kan godt kalde denne lille ret for en majspizza. Bunden af majsmel er nem og hurtig at lave. Fyldet er pesto (lav den fx af de solmodne tomater), små danske tomater, oliven og artiskokhjerter fra glas. Nemmere bliver det ikke. Og så er tærten glutenfri.

Som ekstra smagsgiver er tærten dryppet med en “fløde” rørt af plantemælk og tahin (sesampasta). Hvis du ikke har tahin i huset, så brug i stedet 1-2 spsk misopasta (miso er en pasta med udpræget umamismag – fås i supermarkeder eller helsekostbutikker). Du kan også bruge det lækre cashewsmør.

.

farverigt betyder som regel sundt

Har du tænkt over, at smuk mad næsten altid er sund mad? Grå, brun og farveløs mad er som regel usund. Jo flere farver din mad har, desto flere forskellige næringsstoffer er der i den (måske lige med undtagelse af lakridskonfekt!).

..

majstærte med små tomater, artiskokker og tahin”fløde”

(4 personer)

tærtebund:

300 g polentamel

2-3 dl plantemælk

2 spsk tørret oregano

1/2 dl gærflager (kan udelades)

1/2 dl olivenolie

2 tsk bagepulver

2 tsk salt + friskkværnet peber

fyld:

2 dl pesto (rød eller grøn)

400 g små tomater

1 glas (eller dåse) artiskokhjerter

50 g sorte oliven uden sten

4 spsk tahin

1 1/2 dl plantemælk eller anden mælk/fløde

2-3 spsk tamari

små blade af rød syre, spinat eller lign.

.

Rør melet ud i væden. Tilsæt oregano, gærflager, olie, bagepulver, salt og peber. Dejen skal være sammenhængende men ikke flydende. Den må ikke smuldre. Tilsæt evt. lidt mere væde. Pres dejen sammen i skålen med en spatel. Lad den hvile et kvarters tid. Tilsæt om nødvendigt lidt mere væde.

Hvis du er vant til at bage knækbrød, hvor dejen smøres ud på en plade, skal konsistensen af majsdejen være den samme, den smøres blot tykkere ud.

Fordel dejen på bagepapir. Tykkelsen skal være 2-3 mm. Bred dejen helt jævnt ud. Brug en spatel, som dyppes i koldt vand. Lav evt. en kant hele vejen rundt på tærtebunden.

.

Lav pestoen eller brug færdigkøbt pesto på glas. Smør pestoen på tærtebunden.

Skær tomater og artiskokhjerter i halve og læg dem på tærten i et pænt mønster.

Hak de sorte oliven og drys dem på. Pensl hele overfladen godt med olie og sæt pladen i en 190 grader varm ovn.

Bag tærten til den er gylden, 30-35 minutter. Hvis du ønsker overfladen mere gylden, kan du sætte tærten under grillen et øjeblik.

Rør tahinen i mælken og smag til med tamari og peber. Der kan evt. tilsættes 1 fed knust hvidløg.

Servér tærten rygende varm med et drys af grønne blade. Dryp tærten med tahin eller servér cremen til separat.

.

.

ingen sommer uden salater

Her en en dejlig spidskålssalat. Den er med rødbeder og lilla spidskål, men du kan sagtens bruge den gammelkendte lysegrønne. Til gengæld er de danske lilla bær ikke modne endnu. Så du må enten vælge udenlandske eller vente med salaten til bærrene er spiseklare. Du KAN evt. bytte brombærrene ud med andre bær.

Alle de lilla nuancer leverer en masse antioxidanter og antiinflammatoriske stoffer. Det er en både supersund og lækker salat. Se opskriften her.

Er du mere til en grøn spidskålssalat, kan jeg anbefale en salat med karamelliserede boghvedekerner og mormordressing. Se opskriften her.

.

kartoffelsalat – altid en vinder!

Kartoffelsalat kan laves på utallige måder – og den er altid populær. Vi ER et kartoffel-elskende land! Gad vide, hvad vi gjorde, før kartoflen kom til Danmark? Men da den endelig kom til os fra Sydamerika i 1700-tallet, ville vi ikke engang sætte tænderne i den, fordi vi troede, at den var giftig. Og noget er der om snakken, for kartofler tilhører natskyggefamilien, der indeholder giftstoffet solanin. Teosoffen Rudolf Steiner mente ligefrem, at man bliver dum af at spise kartofler. Så det er på eget ansvar!

Her er små nye kartofler blandet med forårsløg, radiser, valnødder, tang og dild. Tangen kan evt. udelades, men den indeholder en masse mineraler, så det er en god idé at inddrage tang så meget som muligt i maden. Se opskriften her.

En anden mulighed er kartoffelsalat med fennikel, solsikkekerner og sennepsdressing. Se opskriften her.

.

Share

mandag

21

juni 2021

2

KOMMENTARER

kølig mangosuppe i sommervarmen – det er helt råt!

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

kølig og solgylden suppe i sommervarmen

Indtil videre har foråret mest kaldt på varme supper, men nu er sommervarmen kommet for fuld styrke – så det er omsider tid at nyde en kold suppe. Denne er cremet og med masser af smag.

Suppen er en helt almindelig rå gazpacho – den spanske kolde sommersuppe, der normalt laves med tomater. Er du mere til en gazpacho med tomat, så kig her.

Som en variation har jeg lavet suppen med mango i stedet for tomater – og så har jeg givet den et orientalsk præg med ingefær, kardemomme og chili. Det betyder, at du kan lave suppen mere eller mindre stærk og evt. servere den som shots i små glas, se fotoene længere nede.

.

Men du kan også servere den som en helt almindelig suppe i en tallerken eller suppeskål. Portionen i opskriften passer til 4 personer, hvis den serveres som forret. Hvis du blot vil bruge suppen som shots, så lav portionen mindre. Men i øvrigt kan suppen fint fryses, så du kan opbevare overskydende suppe til en anden gang.

.

spis brød til …

Shots’ene passer som en lille hors d’euvre sammen med et glas let sødlig hvidvin inden middagen. De små krystalglas på fotoene fandt jeg på markedet i Riga, da jeg sidst var i Letland. I øvrigt passer hasselnøddebrødet fra Kunstmuseet i Riga fint om tilbehør til suppen/shots’ene.

Du kan evt. pynte suppen med lidt finthakket tomat og agurk – og drysse med sennepsfrø. På de øverste billeder har jeg drysset med friske  lavendler og koriander.

Du kan også drysse med tørrede blomster og/eller dette økologiske græskar-salt, som jeg har fået fra Ø-haven i Herning. Det lille glas indeholder græskarkerner, tørrede blomster og salt, se fotoet.

.

lækkert drys fra Ø-haven

..

drys med græskarkerner, tørrede blomster og salt

mango er powerfood til tarmfloraen

Mango er en superfrugt eller powerfood, som det også hedder på nudansk.

Når jeg vælger at lave denne kolde sommersuppe med mango, er det dels fordi den er så velsmagende, og dels fordi den er så god for tarmfloraen (og synet!).

Det er efterhånden velkendt, at en sund tarmflora har stor betydning for hele vores velbefindende. Derfor er det vigtigt at spise mange grøntsager og frugter med en præbiotisk virkning, der styrker tarmfloraen (du kan læse mere om dette emne i min bog Nem vegetarisk”) – og mango er en af de frugter, der indeholder fibre, som virker præbiotisk i tarmen.

Når fibrene virker præbiotisk, betyder det, at de giver næring til de sunde mælkesyrebakterier, som er nødvendige for at beskytte os mod skadelige bakterier. Fibrene fremmer desuden cellevækst i tynd- og tyktarm, så slimhinderne bliver styrket og dermed mere modstandsdygtige overfor de skadelige bakterier.

Mango har også et pænt indhold af de fleste vitaminer, især A-vitamin (beta-caroten) og C-vitamin. Det fine indhold af kalium styrker hjerte og blodtryk.

Mango indeholder mange antioxidanter, bl.a. lutein og zeaxanthin, der er gode for synet og forebygger aldersrelateret synsnedsættelse.

..

et lille skud powerfood

Foruden mango er der to andre superfoods i suppen: chili og ingefær. Chili øger forbrændingen og giver mæthedsfølelse. Derfor er den god, hvis man har brug for at smide et par kg. Ingefær virker antiinflammatorisk, blodtryksregulerende og har masser af andre gavnlige virkninger.

.

mangogazpacho

(4 personer som forret)

1 stor eller 2 små mangofrugter

1/2 agurk

1 spsk revet skalotteløg

2 fed presset hvidløg

finthakket chili efter smag

frø af 4-5 kardemommekapsler eller 1 tsk stødt kardemomme

1-2 skiver daggammelt lyst brød

1 tsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

6 dl afkølet grøntsagsbouillon

4 spsk olivenolie

2 spsk reven ingefær

saft af 1/2 limefrugt

2 dl kokosmælk

salt, friskkværnet peber, rørsukker

en håndfuld frisk mynte

.

Skær mangofrugt og agurk i terninger. Kom dem i blenderen sammen med alle de andre ingredienser undtagen kokosmælk og mynte.

Blend til suppen er ensartet og glat.

Rør så meget kokosmælk i, at konsistensen bliver passende. Suppen skal være temmelig tyk.

Hak et par spsk mynteblade og rør dem i suppen. Smag til med ingefær, salt, peber, limesaft, mynte og evt. et nip sukker.

Sæt suppen/shots’ene i køleskabet indtil serveringen.

.

.

Share