Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

grønkålschipsArkiv

tirsdag

15

december 2020

0

KOMMENTARER

quinoabøffer med sprødt og syrligt – låge nr. 15 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad, vegansk julemad

.

en dansk klassiker til julefrokosten

Bøffer eller frikadeller er klassisk dansk mad og skal selvfølgelig også være med til julefrokosten – i år naturligvis i en plantebaseret udgave med quinoafrø.

De små sorte quinoafrø, der stammer fra Sydamerika, er et genialt næringsmiddel med et højt proteinindhold.

Disse bøffer er lige velegnede til frokost som en af flere retter – som til middag med sovs og andet tilbehør. Eller de kan nydes på et stykke smørrebrød med råmarinerede rødløg og sprøde grønkålsblade.

.

en bøf på brødet

Dette stykke smørrebrød er en af de mange ideer, der er med i min nye bog om plantebaseret smørrebrød, der udkommer sidst på foråret.

Bogen kan desværre ikke nå at komme under juletræet i år, men mangler du en gaveidé til dén, der vil ind i klimakampen og måske lægge sine spisevaner om, kan jeg anbefale min  seneste bog:

.

klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer

Bogen fås hos de fleste boghandlere. Og hvis du er hurtig og bestiller hos www.Saxo.com (her sparer du 30 kr.), kan du sikkert lige nå at få den inden juleaften.

Du kan læse mere om bogen her.

.

med knas og sød-syrligt

Marinerede rødløg og sprød grønkål passer fint til dette stykke smørrebrød.

.

grønkålschips

Grønkålschips laves nemt: læg blade af grønkål på en bageplade, pensl med olie og drys med lidt salt, gerne Maldon.

Sæt pladen i en 170 grader varm ovn 5-8 minutter. Hold øje med bladene hele tiden. De får hurtigt for meget og bliver mørke. På den anden side skal de nå at blive sprøde. Så hold øje!

.

marinerede rødløg

marinerede rødløg

200 g rødløg

evt. 1-2 hvidløg

1 dl hyldeblomstsaft

1/4-1/2 dl eddike

rørsukker efter behov

salt, friskkværnet peber

 

Skær løgene i ringe, gnid dem med lidt fint salt og lad dem stå 10-15 minutter. Skyl saltet af.

Hvis du bruger hvidløg, så skær dem i tynde skiver.

Bring hyldeblomstsaft, eddike og sukker efter smag i kog. Tilsæt et drys salt og peber. Smag lagen godt til. Den skal være tilpas sød/syrlig/salt.

Læg løgene (og evt. hvidløg) i lagen og lad den koge op.

Hæld løg og lage i et skoldet patentglas og lad dem afkøle.

Løgene kan holde sig i køleskabet i mindst en uge.

quinoabøffer

(6 store bøffer)

100 g sort quinoa

100 g porre

25 g skalotteløg

4 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

100 g kartofler

4 spsk kokos- eller olivenolie + ekstra til stegning

1 spsk finthakket rosmarin

50 g havregryn

1 dl havrefløde eller anden fløde

3 spsk kikærtemel

2 spsk citronsaft

tamari, friskkværnet peber

 

Skyl quinoaen og kog den i vand, der dækker, 18-20 minutter. Afdryp quinoaen, hvis der er mere vand tilbage.

Snit porren, hak løg, hvidløg og chili (fjern kernerne). Riv kartoflerne groft (de skal ikke koges først).

Svits porre, løg, chili og kartofler i olien 4-5 minutter.

Kom blandingen i en food processor sammen med quinoa, rosmarin, havregryn, fløde, kikærtemel og citronsaft.

Purér farsen til den er tilpas sammenhængende. Du kan også bruge en stavblender.

Kom farsen i en skål og tilsæt 2 spsk tamari og lidt peber.

Vurdér konsistensen og tilsæt evt. flere havregryn og/eller kikærtemel eller mere fløde.

Smag godt til med tamari, peber, rosmarin og chili.

Pres farsen godt sammen i skålen og sæt den i køleskabet en times tid.

Form med melede hænder 5-6 store, flade bøffer – eller flere mindre. Sæt bøfferne i godt varm olie på en pande og skru lidt ned. Steg dem gyldne på begge sider.

Bøfferne kan fryses, men bliver en smule mere “skrøbelige” efter optøning.

.

.

Share

fredag

16

oktober 2020

28

KOMMENTARER

grønkålssuppe med mango og sprøde chips

Skrevet af , Posted in supper

.

optimér immunsystemet inden vinteren

Denne suppe minder lidt om efteråret: den er mere gylden end grøn. Ikke desto mindre er den spækket med gode næringsstoffer.

Grønkål er en af de sundeste kåltyper, vi har, og den egner sig specielt godt til en suppe.

Det er nu, vi skal booste immunsystemet og sætte ind for at ruste kroppen til de kommende kolde og mørke måneder – og med en løsgående pandemi kan vi ikke spise sundt nok.

Grønkål er et sandt boost  for kroppen. Den krøllede kål indeholder bl.a. A-, B-, C- og K-vitaminer. Desuden meget kalk, og grønkål er en af vores bedste kilder til magnesium.

.

uhmmm … sundhed i stakkevis

.

naturens egen vitaminpille

 

syrlighed fra mango og lime

Grønkålssuppen får en lidt syrlig og eksotisk smag fra lime og mango. De to frugter er også supersunde. Begge indeholder især mange C-vitaminer, og mangoen også de to stoffer, lutein og zeazanthin, der styrker synet og forebygger aldersrelateret synsnedsættelse.

.

servér suppen med sprøde chips

Suppen kan serveres med sprøde grønkålschips. Det er altid dejligt med noget, der knaser. Det forhøjer madoplevelsen. Men du kan også nøjes med at drysse suppen med frisk koriander. Så bliver du i den eksotiske afdeling.

.

grønkålschips

Se opskrift på grønkålschips her.

.

en bøn fra de forpinte mink

I øjeblikket slås der 1 million mink ihjel. Det er formentlig bedre at være en død mink end en levende, for deres liv er fyldt med lidelse. Mink er rovdyr, der spærres inde i små bure uden chance for at udleve deres naturlige instinkter.

Få ting er så overflødigt som minkavl. Og nu er dyrene så også bærere af corona. Hvor langt skal vi gå i vores torturering af dyr, før vi forstår, at dyr er levende væsener, der har krav på et værdigt liv. Hvad vi ser i øjeblikket – også i forhold til andre dyr og sygdomme, burde få os til at se sammenhængen mellem vores behandling af dyrene og hvad de “betaler” tilbage.

Flere lande i Europa har forbudt minkavl. Det bør vi også gøre i Danmark. Der er i øjeblikket et borgerforslag i gang. Hvis du også synes, minkavl skal forbydes, kan du skrive under her (husk at du skal bruge dit nøglekort).

.

grønkålssuppe med mango og sprøde chips

(4 personer)

100 g løg

2 fed hvidløg

evt. chili og/eller ingefær efter smag

2 spsk olivenolie

50 g røde linser

ca. ½ l grøntsagsbouillon

ca. 6 blade grønkål

1 mangofrugt

2 dl kokosmælk

1 økologisk limefrugt

salt, friskkværnet peber, tamari, rørsukker

frisk koriander eller grønkålschips

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er klare. Du kan også svitse lidt frisk hakket chili  eller reven ingefær med.

Tilsæt linser og bouillon. Læg låg på gryden og lad linserne koge 15 minutter.

Riv kålen i små stykker.

Skræl mangofrugten og skær den i terninger. Gem halvdelen.

Kom kålen og halvdelen af mangoen i gryden, når linserne har kogt 15 minutter.

Kog suppen endnu 10 minutter.

Lad suppen afkøle lidt og blend den med kokosmælken.

Hæld suppen tilbage i gryden og smag til med limesaft, lidt reven limeskal, salt, peber og tamari. Der skal sikkert også lidt sukker i.

Kom de fleste af de resterende mangotern i suppen.

Varm suppen op til kogepunktet inden serveringen.

Servér suppen portionsvis med en skive limefrugt og resten af mangoterningerne på toppen.

Drys evt. med frisk koriander. Eller du kan servere sprøde grønkålschips på suppen. De skal lægges på suppen i sidste øjeblik – ellers bliver de bløde.

.

Share

fredag

17

april 2020

6

KOMMENTARER

Jern Henriks grønkålssuppe med sprøde chips

Skrevet af , Posted in supper

.

en grøn immunstyrker

Supper er superenkle og hurtige at lave, så der er ingen undskyldning for ikke at give immunforsvaret et ordentligt boost. Ikke mindst i disse tider.

Her er det en grønkålssuppe, og grønkål er simpelt hen noget af det sundeste, man kan drive op af jorden. Det er kongen af kål!

Grønkål gror direkte i Moder Jords eget apotek.

.

jeg ved, hvor der findes en have …

Jeg har fået en dejlig portion grønkål fra dennne smukke økologiske have i Hundested. Her dyrker René de skønneste grøntsager, og Henrik kokkererer i køkkenet. Hvis du vil se nogle af Henriks plantebaserede retter, så kig på Instagram-profilen Greendogville. Her kan du se, hvordan Henrik tryller med alt godt af det hjemmegroede med en utrolig variation og opfindsomhed.

.

gaven fra haven

Sundhedsmæssigt kan man dårligt overvurdere grønkålen. Grønkål indeholder A-, B-, C- og K-vitaminer, og af mineraler er den især rig på jern og kalk.

Kålen virker antiinflammatorisk i kroppen og er spækket med plantenæringsstoffer med svære navne som thiocyanater, indoler, lutein, zea-xanthin, sulforafan og isothiocyanater. Disse stoffer er meget kraftfulde og forebygger flere forskellige former for kræft og andre velfærdssygdomme.

Mange forsøg har vist, at kål er en virksom kræfthæmmer. Det skyldes også det store indhold af antioxidanter og mængden af glukosinolater, som næsten kun findes i kål. Det svovlholdige stof, som giver kålen dens karakteristiske smag, bruger planten til forsvar mod sygdomme og skadedyr. Og forskerne mener, at disse stoffer muligvis har samme virkning i kroppen.

Kål indeholder mange fibre, som din tarmflora vil elske. Disse fibre er gode for fordøjelsen og binder også brugt kolesterol og østrogener.

.

suppe med sprøde chips

Ligesom grønkål er også palmekål en rasende sund plante. Grønkålen i denne suppe kan evt. byttes ud med palmekål. Har du lige samlet ramsløgblade, kan du også med fordel tilsætte en håndfuld af dem. Så får du virkelig et C-vitamin-boost.

Palmekålen er i blomst nu, og de gule blomster derfra er drysset på suppen.

De hele grønkålsblade er sprøde efter en tur i ovnen og skal helst serveres til suppen separat, da de hurtigt blive bløde i den varme suppe.

.

Jern Henriks grønkålssuppe

(4 personer)

1 spsk spidskommenfrø

100 g løg

4 fed hvidløg

chili efter smag

2 spsk kokos- eller olivenolie

100 g røde linser eller gule flækærter

8-10 dl grøntsagsbouillon

100 g pastinak eller persillerod, evt. kartofler

150 g grønkål + evt. ekstra til sprøde blade (kan erstattes af ramsløg)

1 syrligt æble

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Rist frøene gyldne i en tør gryde.

Hak løget, hvidløgene samt evt. en lille smule chili. Kom de tre ting i gryden sammen med olien.

Svits løgene 3-4 minutter.

Tilsæt linserne og bouillonen. Bring det i kog.

Skær rodfrugten i små terninger og kom dem i gryden. Kog suppen 10 minutter.

Riv grønkålen i mindre stykker. Du kan bruge det meste af midterribben. Fjern blot det nederste lidt grove stykke.

Skær æblet i små terninger.

Kom kålen og æblet i suppen og kog den yderligere ca. 10 minutter.

Afkøl suppen lidt og purér den.

Hæld den tilbage i gryden og tilsæt ca. ½ spsk reven citronskal og et par spsk citronsaft.

Smag godt til med salt, peber, citronskal og -saft.

Servér suppen portionsvis, måske med en spsk yoghurt på toppen. Jeg har yderligere pyntet med lidt blomster fra palmekål. Du kan bruge andre af årstidens blomster som fx blomster fra ramsløg. Du kan også nøjes med sprøde stykkker grønkål.

Du laver den sprøde kål således: pensl hele grønkålsblade med olie og drys med lidt salt. Læg dem på en bageplade og sæt dem i en 180 grader varm ovn. Hold øje med bladene efter et par minutter. De bliver hurtigt gyldne.

Du kan også tilsætte suppen lidt friske æbleterninger.

.

.

har du stadig meget grønkål i haven?

Hvis du stadig har en masse grønkål i haven, så kan bladene fx bruges til pesto. Du kan se en opskrift her.

.

grønkålssalat med pærer og valnødder

Her er en enkel og lækker salat med frisk grønkål. Se opskriften her.

 

.

Share