Der findes mellem 150-180.000 danskere, der lever med diabetes 2.
Der er formentlig lige så mange danskere, der ikke ved, at de har diabetes 2.
Hver 2. time dør der en dansker af diabetes.
1,8 million danskere har forhøjet kolesteroltal. Omkring 1/2 million af disse får medicin for den forhøjede kolesterol.
Endnu flere danskere er overvægtige.
For alle disse mennesker har vi skrevet denne bog – der også er til dig, der måske bare vil bevare dit gode helbred.
en bog for alle, der vil skabe balance i deres liv
“Det helbredende køkken” henvender sig simpelt hen til alle, der vil skabe mere velvære og balance i deres liv. Her er en kort og overskuelig kur, der fører til synlige resultater på kun 4 uger, men som er aldeles uden hokus-pokus.
baseret på forskning
Bogen er især skrevet til folk, der lider af diabetes 2 (eller er i risikozonen), har for højt kolesteroltal eller vejer for meget. Forskning viser nemlig, at kuren her er vejen ud af disse problemer. Efter kort tid begynder overskydende vægt at trille af til fordel for et stabilt blodsukker, et lavere kolesterolniveau og ikke mindst – et mindre medicinforbrug. Bogen er baseret på en mindre undersøgelse på Privathospitalet Arresødal samt på større amerikanske forsøg.
følg 4 ugers kuren
“Det helbredende køkken” indeholder en 4 ugers kur, der bryder de vaner, som styrer vores forhold til mad, og introducerer masser af lækre, nye grønne retter. For grøn mad er smuk og velsmagende. Det beviser opskrifterne i denne bog. Og så er den farverige og sansestimulerende mad, der indgår i kuren, ikke kun en gevinst for sundheden og vægten, den har også en positiv indflydelse på husholdningsbudgettet!
spis så meget du vil
Og så må du vel at bemærke spise lige så meget af den lækre mad, du kan. Her er ingen restriktioner, blot du følger opskrifterne. Kun skal du holde igen med nødder, mandler og andre fedtholdige kerner samt avocado – og så naturligvis desserterne!
Bogens forfattere er eksperter i sundhed og kost, og du får her masser af gode råd og konkrete tip til, hvordan du holder motivationen højt under kuren og skaber et lettere liv med et bedre helbred.
om forfatterne
Mikael Bitsch er overlæge ved Rigshospitalet og har igennem en lang årrække forsket i livsstil, overvægt og ”mad som medicin”.
Catharina Rosendal er underviser og projektleder indenfor medicin med stor fokus på sundhed, ernæring og hvad man med de rigtige redskaber selv kan gøre for sin sundhed.
Kirsten Skaarup – også kaldt ”den grønne frk. Jensen” – har i mange år arbejdet med sund mad og udgivet 20 kogebøger, bl.a. bestselleren ”Vegetarisk køkken”, der er udkommet i langt over 100.000 eksemplarer. Senest har Kirsten Skaarup udsendt klimakogebogen “Det kærlige køkken” (www.detkaerligekoekken.dk), der dog er udsolgt fra forlaget i øjeblikket. Kirsten Skaarups seneste bog er“Powerfood revolutionen – detox kroppen, boost immunforsvaret og få masser af energi”.
Søren Lange arbejder som chefkok og ernæringskonsulent og har en indgående viden om madens betydning for sundheden.
Omfang 208 sider
Bogen er udsolgt i papirudgave, men den kan købes i elektronisk form hos Saxo.dk til kr. 72,00.
Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se nedenfor th. Så får du besked, når der er nye lækker- bidder.
OBS: vær opmærksom på, hvis du vil printe en opskrift ud, ikke at trykke på “print”! Bed din egen computer om at udskrive side 1-2. Eller kopiér opskriften over i word og print den ud dér.
Vi smider 20% af vores mad ud. Det er dyrt og ressourcekrævende. I stedet for at tale om forbrug, bør vi tale om opbrug.
I Politiken kalder Anette Claudi det forkøbelse. Det er et godt udtryk.
Men hvad gør man? Først og fremmest skal vi ikke lade os lokke af de mange tilbud om 3 for 1, hvis vi har mistanke om, at vi ikke kan spise det hele. Det ender med at blive dobbelt så dyrt, som vi troede. Og det er vanvittigt belastende for jorden.
vælg økologisk
Og så er det også i dette tilfælde en fordel at købe økologisk. Økologiske grøntsager i helsekostforretninger, og ofte også i supermarkeder, pakkes i mindre portioner eller vejes af. Her kan man undgå alt spild samtidig med, at man er aktiv i bekæmpelse af forurening og meget andet ved at vælge økologisk.
brug fantasien
Vi kan desuden bruge fantasien, hvis vi har forkøbt os. Er du fx blevet træt af kogte rosenkål eller snittet, rå rosenkål i salaten, så prøv disse marinerede rosenkål, hvis der stadig ligger lidt tilbage i grøntsagsskuffen:
Nytårstid er renselsestid. Det er her vi fejer det gamle ud og lukker det nye ind. Et helt nyt år fuld af nye muligheder!
Det er en skøn tanke, at alt starter forfra. Det gør det jo ret beset hver dag, men ved årsskiftet tænker vi ekstra over det. NU er det tid til nytårsønsker og nytårsforsæt.
De stille dage mellem jul og nytår er skabt til eftertanke. Og når man som jeg er sneet inde i landhuset, så får man det hele forærende. Ikke blot tid til eftertanke, men også udsigt til den smukkeste natur, man kan forestille sig.
bær det gamle ud
Jeg har fejret jul og nytår i utallige lande. En af de traditioner, der har gjort mest indtryk på mig, oplevede jeg i Guatemala for mange år siden.
Et par stærke mænd bar et lille alter fra hus til hus. Ved hjælp af både indianske og kristne guder “rensede” de hvert enkelt hus i landsbyen for dårlige ånder under ledsagelse af skøn indianermusik. Et smukt ritual.
I Ecuador har jeg oplevet afbrænding af dukker modelleret efter politikere nytårsaften. Skikken minder om vores Sct. Hansbål, hvor heksen brænder. I Ecuador er det så de mindre populære politikere, det går ud over. Interessant form for udrensning!
Hvis du er en af de heldige, der har fået en bog i julegave, men måske én, du allerede har, så overvej, om du skal bytte den til “Det helbredende køkken”, der udkommer på Politikens forlag den 18. januar.
slankebog med 4 ugers kur
det helbredende køkken
“Det helbredende køkken” er for alle, der vil beholde eller genoprette sit gode helbred. Den er specielt rettet mod overvægtige og folk med, eller i risikozonen for, diabetes 2 – eller som har forhøjet kolesterol.
Ved at følge bogens forslag til mad, kan du allerede efter 4 uger se og mærke en stor forandring i din krop. Og det sker vel at mærke uden afsavn eller sult. De lækre opskrifter til overbevise dig!
baseret på forskning
Bogen er baseret på dansk og amerikansk forskning og er skrevet af overlæge Mikael Bitsch, ernæringsfolkene Catharina Rosendal og Søren Lange – samt mig, der har udarbejdet opskrifterne.
mere end 100 opskrifter
Bogen indeholder over 100 helt grønne opskrifter til alle dagens måltider: morgenmad, frokost, snacks, supper, hovedretter, salater og desserter.
Denne uges menu giver forslag til, hvad man kan spise EFTER al den tunge julemad.
Julemiddagen og julefrokosten er allerede besluttet – og måske også mere eller mindre tilberedt.
Julemaden er i mange hjem tunge sager, og er man ikke vant til at spise meget og tung mad, kan man hurtigt få trang til noget let.
Men pasta i julen? Det her er jo ikke Italien! Ikke desto mindre vil jeg i denne uge foreslå en let og hurtigt lavet pastaret til mellem jul og nytår.
Til forret – eller måske som hovedret – foreslår jeg en krydret gulerodssuppe. Hvis du koger fx quinoa med i suppen eller tilsætter kogte kidneybønner, har du en dejligt mættende ret, der falder let i maven.
Mon ikke vi alle efter den 25. er lidt trætte af at spise – for slet ikke at tale om at LAVE mad. Her er et bud på en lynhurtig, let og velsmagende pastaret.
Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se nedenfor th. Så får du besked, når der er nye lækker- bidder.
OBS: vær opmærksom på, hvis du vil printe en opskrift ud, ikke at trykke på “print”! Bed din egen computer om at udskrive side 1-2. Eller kopiér opskriften over i word og print den ud dér.
er i sæson hele vinteren. Og det er fantastisk dejligt, at danskerne virkelig har taget de velsmagende, sunde og mættende grøntsager til sig.
Jeg vil her i vintermånederne lægge vægten på opskrifter med kål og de mange skønne rodfrugter: gulerødder, rødbeder, pastinakker, persillerødder, jordskokker, kartofler etc. – både i hovedretter, supper og salater.
I dag handler det om en salat med både kål og rodfrugt:
rodfrugtsalat med grønkål
Riv 150 g gulerødder groft og 150 g rødbeder fint. Hak 3 blade grønkål meget fint. Snit 2 stængler bladselleri.
Bland grøntsagerne.
Rist 1 dl sesamfrø gyldne på en tør pande. Tilsæt gerne 1-2 fed presset hvidløg og lidt salt. Hæld frøene over grøntsagerne.
Rør en dressing af 4 spsk sesamolie (eller olivenolie), 2 spsk citronsaft, 1 spsk tahin (kan udelades), 1 spsk tamari og et par spsk vand. Smag til med salt, peber, sukker og/eller citronsaft. Hvis du har ristet sesamolie stående, så smag også til med et par dråber af den.
Som jeg har nævnt tidligere her på bloggen, er jeg medudgiver af en bog, der udkommer i januar: “Det helbredende køkken”. Bogen kommer på Politikens Forlag.
“Det helbredende køkken” fortæller om, hvordan man kan spise sig fra diabets 2, forhøjet kolesterol og overvægt.
Hvis du ikke har tid til at vente på slankeopskrifterne, så ligger der andre kaloriefattige opskrifter på dette link:
Jeg har en 50 år gammel persisk kogebog med mange eksotiske opskrifter. En af dem er på en suppe med granatæble. Så har du købt granatæbler til auberginekaviaren og endnu har nogle kerner til overs så prøv denne suppe fra 1001 nat. Den varmer på en kold novemberdag!
persisk suppe med granatæble
Svits 2 skalotteløg i et par spsk olie. Tilsæt ca. 8 dl grøntsagsbouillon (til 4 personer), 2 tsk kanel og 2 dl ris. Kog suppen 10 minutter under låg.
Kom 200 g frossen spinat eller 400 g frisk i suppen sammen med 1 bdt. hakket persille, 2 snittede forårsløg og kernerne fra et granatæble.
Kog suppen til risene er møre og smag til med salt, peber, sukker og citronsaft. Tilsæt om nødvendigt mere væde.
Stød 1 spsk tørret mynte, 1 tsk kanel og 1 tsk peber i en morter. Drys blandingen på suppen ved serveringen.
I aftes holdt jeg foredrag om klima, sundhed, økologi og lækker mad i Hvidovre for en meget dedikeret skare mennesker.
Det er altid en meget stor glæde for mig at komme ud og møde de mennesker, der bruger mine bøger og opskrifter. Mennesker der er optaget af lækker mad og et godt miljø – på alle planer.
Som bekendt anbefaler jeg altid, at man så vidt muligt spiser årstidens danske grøntsager og frugter. Men hvad er ellers “tilladt”?
Det er et godt spørgsmål. Det diskuterede vi lidt i aftes. Jeg vil fx ikke så gerne undvære citroner og ande citrusfrugter – og i denne uge er der granatæble på programmet. Hmmm … jeg kan godt få lidt røde ører – og det er ikke kun på grund af granatæblesaften.
Min holdning er den, at det er O.K. at spise importerede fødevarer i begrænsede mængder. Jeg synes, man må se på helheden. Hvis man i øvrigt ikke beaster miljøet med oksebøffer og firhjulstrækkere, er der rum til lidt nydelse af eksotisk frugt eller grønt til at krydre den danske kål og de danske rodfrugter.
persisk granatæbledip
Her er forslag til min egen udgave af en dejlig dip eller sovs, som stammer fra det gamle Persien.
Knus indholdet af et gtanatæble i en morter eller blender.
Hak 50 g valnødder fint og rør dem i granatæblet (eller blend dem med).
Svits et hakket skalotteløg i 2 spsk olivenolie.
Knus et nip safran i en morter sammen med lidt salt. Hæld kogende vand på og opløs safranen helt.
Kom det på panden med løget sammen med 1 tsk kanel og et drys salt og peber.
Tilsæt granatæble og valnødder og varm det igennem. Smag til med citronsaft, kanel, salt, peber og evt. et nip sukker.
Spis dippen varm eller kold til rå grøntsager, kiks eller lignende. Du kan også bruge den som sovs til bagte grøntsager.
Af og til skriver aviserne om vores madspild. Nu har det igen været fremme, og det får mig til at understrege, at det er mega-totalt-vigtigt, at vi ikke smider frisk mad ud.
Men det gør vi faktisk. Også i den grad. Hver og en af os smider hvert år over 60 kg frisk mad lige i skraldespanden.
Det koster kassen! både vores egen men så sandelig også i naturens store regnskab. Vi belaster simpelt hen klimaet og miljøet i al almindelighed to gange.
Det kan vi ikke være bekendt.
Af rester kan man fremtrylle helt nye retter, som er langt fra den oprindelige. Smag blot på frikadellerne i denne uge.
brug resterne som madpakke
Men har du ikke lige fantasi til at forvandle resterne, så tag dem med på arbejde næste dag som madpakke. Det er nemt at transportere både et rest postej, et stykke tærte eller pizza, en solid salat – eller en mætttende suppe i en plasticboks.
Liv Ullmanns rester
Der er sagt meget om rester. En af de mere morsomme udsagn er kommet fra Liv Ullmanns datter, Linn, som i sine barndomserindringer skriver, at de i hele hendes barndom levede af rester. Og hun fortsætter: “Jeg aner ikke, hvor resterne kom fra, for mor lavede aldrig mad!”
Og a pro pos rester. Du bruger sikkert ikke hele granatæblet til kaviaren. Så jeg anbefaler at du anvender kernerne i forskellige salater – lige nu er det sæson for grønkål, prøv fx :
Auberginekaviar fra Mellemøsten er lækker som dip – eller som en lille forret med et stykke godt brød til.
Kaviaren kan laves på forskellige måder, men ideen til netop denne udgave har jeg lige fået af min gode ven Ole, som netop er kommet hjem fra Rejse i Syrien. Han fortalte om granatæblekernerne, som jeg ikke selv tidligere har stødt på i denne forbindelse. De passer perfekt til retten. Prøv selv!
Italienerne har opfundet mange geniale retter. Risottoen er en af dem.
Risotto er lynhurtig at lave – og så smager det guddommeligt. Og du kan variere risottto i det uendelige. Brug hvad du har af grøntsager i køleskabet, snup en glas artiskokhjerter – eller kom et par håndfulde bønner eller kikærter i retten.
Det der især ligger mig på sinde i denne uge, er at anvende rester. Har du noget risotto til overs (det er desværre ikke så sandsynligt), så steg frikadeller af det. Eller brug en anden rest kogt ris. Men det er ikke forbudt også at bruge friskkogt ris!
. dagens ret: lækker og billig “resteret” Restemad, sparemad, hverdagsmad. Måske får du ikke lige stjerner i øjnene, og jeg er heller ikke vild med […]
. i dag er det bededag Sjældent er de danske sind i kog som netop nu, hvor kampen om Store Bededag raser. Så hvad er […]
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy