Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

De eventyrlige kvinderArkiv

mandag

13

november 2023

2

KOMMENTARER

kikærtesuppe med abrikoser og pasta fra Marokko – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

marokkansk klassiker

I denne uge sender jeg den dybe tallerken en tur til Marokko. Anledningen er, at der netop er udkommet en ny stor og smuk coffeetable book med bidrag af 44 kvinder fra den eksklusive klub, Kvindelige Eventyreres Klub. Jeg havde selv fornøjelsen at være formand for klubben en del år i 1990’erne. I øjeblikket er astrofysiker, professor Anja C. Andersen formand for klubben.

Jeg kvalificerede mig i sin tid som medlem på grund af mine madeventyr og møde med lokale mennesker i køkkener verden over. I den nye bog bidrager jeg med beretningen om en dramatisk rejse i Marokko tilbage i 1980’erne, hvor turisterne endnu ikke havde opdaget det vidunderlige land, og hvor en enlig kvindelig rejsende med rygsækken på nakken var en stor begivenhed i en lille flække på randen af Sahara.

Opskriften på suppen stammer fra min første rejse til landet.

.

eventyrlige beretninger

Kvindelige Eventyreres Klub har i dag 64 medlemmer, heriblandt huledykkere, bjergbestigere, astronomer, polarforskere, geologer, biologer, kunstnere, journalister, læger, forfattere, musikere, piloter og fotografer, som har det til fælles, at de kaster sig ud i eventyr på vidt forskellige måder. En evig rejselyst og forståelse for eventyrets styrke binder dem sammen. I den nye, smukt illustrerede bog fortæller 44 af kvinderne om deres vildeste eventyr.

“De eventyrlige kvinder” er på 488 sider og koster kr. 299,95. Bogen kan købes hos den lokale boghandler eller hos Saxo.

.

mens jeg venter på bussen

Møder med mennesker, man ikke møder hver dag i køen i supermarkedet, er en af de helt store oplevelser ved at være rejsende. Denne smukke kvinde traf jeg i et lille busskur tæt på Sahara, hvor vi begge ventede på transport (bus eller kamel). Bekendtskabet med nye mennesker og kulturer er en af de store oplevelser, som en “fodrejse” byder på.

.

marokkansk kikærtesuppe med abrikoser og pasta

(4 personer)

100 g tørrede kikærter (eller en dåse/brik)

100 g løg

4 fed hvidløg

frisk chili efter smag (hvis du ikke serverer harissa til suppen)

2 spsk olivenolie

8-10 dl grøntsagsbouillon

8 tørrede abrikoser

3 stilke bladselleri

evt. et nip safran (kan udelades)

100 g meget tynd spaghetti

2 håndfulde spinat

koriander eller bredbladet persille

harissa

 

Sæt tørrede kikærter i blød i rigeligt vand 6-8 timer. Kog dem møre i nyt vand ca. 20 minutter.

Hak løg, hvidløg opg chili efter smag (udelad chili, hvis du serverer harissa til den færdige suppe), og svits dem i olien, til løgene er klare. Hæld bouillonen ved og bring den i kog.

Skær abrikoserne i meget små terninger og kom dem i suppen. Snit bladsellerien og tilsæt den sammen med spaghettien.

Hvis du bruger safran, så stød trådene i en morter med lidt groft salt. Hæld kogende vand ved og opløs safranen. Kom væden i suppen og læg låg på gryden. Lad suppen simre 5-6 minutter.

Kom spinat og afdryppede kikærter i suppen. Varm den igennem og smag til med salt og peber.

Servér suppen drysset med hakket grønt og harissa i en skål ved siden af. Det er stærke sager, og så kan man selv dosere.

.

tip

Harissa er en stærk chilipasta, som spises meget i Nordafrika. Harissa kan købes i indvandrerbutikker og supermarkeder.

Du kan også lave din egen harissa af grillet og en flået rød peberfrugt, 2 fint hakkede chili (fjern kernerne), 2 spsk finthakkede rødløg, 3 fed knust hvidløg og 1 spsk olivenolie. Purér ingredienserne og smag dem godt til med ristede og knuste spidskommen-, fennikel- og korianderfrø + citronsaft og salt.

Du kan tilsætte små terninger af kartofler, hvis suppen skal være ekstra mættende.

Også terninger af tomater og/eller gulerødder kan kommes i suppen.

Kan du ikke finde den helt tynde pasta, går det fint at bruge alle andre slags pasta.

..

spis brød til

I Marokko findes utallige slags brød. Her er et bud på et safranbrød, som kan serveres til suppen.

Se opskriften her.

.

Share