Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

bagt græskarArkiv

fredag

24

oktober 2025

0

KOMMENTARER

misobagt græskar med linser/quinoa og jordnøddesovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

hallo Halloween!

Halloween er lige om hjørnet: Den uuuhyggelige amerikanske græskarfest, som også har fået tag i danskerne. Så ingen Halloween uden græskar, selv om det også handler om slik og en masse hårrejsende løjer.

Halloween har udviklet sig fra en mere end 2000 år gammel keltisk religiøs fest med dødsritualer og fejring af frugtbarhed. Det er disse ritualer, der er blevet til en slags udvidet fastelavnsfest, som vi ser i dag.

Skeletterne vælter ud af skabene, kæmpeedderkopper hænger i deres spindelvæv. Udskårne og groteske græskaransigter indgår i hele det univers, der udgør Halloween.

Vi har virkelig taget Halloween til os, og ungerne får en masse sjov, samtidig med at det er blevet tradition at spise forskellige græskarretter her i efterårsmånederne.

.

en skøn græskarsuppe

Græskar skal optimeres smagsmæssigt. I denne thailandsk inspirerede græskarsuppe er der masser af varme og smag fra ingefær og chili.

Se opskriften her. Hvis du søger på græskarsuppe, finder du mange flere forslag.

.

græskar som hovedret

I denne ret er skiver af græskar penslet med miso og bagt i ovnen. Det er en nem ret fuld af smag.

.

nu er der danske linser på markedet

Proteinerne i retten kommer hovedsagelig fra linser, quinoa og mandler.

Nu kan vi heldigvis få både dansk dyrkede linser og quinoa. Det er et par af de sunde og klimakærlige produkter, der forhåbentlig kommer til at dække de danske marker i fremtiden frem for foder til vores 200 millioner produktionsdyr.

.

fed jordnøddesovs

Jordnøddesovsen med dens fedme fuldender retten. For at smagene helt skal komme til deres ret, er fedme en del af hemmeligheden ved et lækkert måltid.

Kerner af granatæble giver lidt syrlighed og knas.

.

frisk koriander eller sprødstegt salvie

Både koriander og salvie er markante krydderurter med meget smag. Begge dele kan vække stærke følelser, så vælg den, du bedst kan lide.

Hvis du foretrækker salvie, vinder bladene meget ved at blive sprødstegt i lidt olie på panden.

..

misogræskar med linser/quinoa, jordnøddesovs og ristede mandler

(4 personer)

100 g quinoa

100 g brune linser

2 spsk olivenolie

1 spsk rørsukker

1 økologisk citron eller saltsyltet citron

salt, friskkværnet peber

1 græskar, ca. 800 g

1 spsk miso

50 g afskallede mandler

frisk koriander eller salvieblade

jordnøddesovs:

½ dl jordnøddesmør

ca. ½ dl varmt vand

1 fed hvidløg

ingefær efter smag

1-2 dl plantefløde

tamari, friskkværnet peber

.

Skyl quinoa og linser og kog dem i vand, der godt og vel dækker. Kog dem ca. 20 minutter og tilsæt om nødvendigt mere vand undervejs. Tjek at linserne er møre. Jeg har erfaring for, at dansk dyrkede linser skal koge lidt længere, end de importerede.

Vend 2 spsk olivenolie og 2 spsk citronsaft i linser og frø. Smag godt til med reven citronskal, salt og peber. Du kan i stedet for den friske citronskal bruge finthakket saltsyltet citron.

Skær græskarret i både. Du behøver ikke at skrælle det.

Rør misoen blød med varmt vand og tilsæt 2 spsk olivenolie og 1 spsk sukker.

Læg græskarret på bagepapir på en bageplade. Pensl græskarret med misoen.

Læg også mandlerne på pladen og sæt den i en 200 grader varm ovn 10-12 minutter. Tag mandlerne ud, når de er tilpas mørke.

Bred linser/quinoa ud i et ovnfast fad og arrangér græskarbådene ovenpå. Retten kan tilberedes hertil i god tid.

Sæt fadet i ovnen 5-8 minutter til retten er varm.

Rør jordnøddesmørret blødt med det varme vand. Tilæt fløde, til konsistensen er passende. Rør en evt. rest af misoen i samt presset hvidløg og reven ingefær efter smag. Smag til med tamari og peber, evt. også lidt citronsaft.

Drys græskarbådene med mandler, kerner af granatæble og koriander – eller sprødstegte salvieblade. Giv sovsen til separat.

.

 

Share

torsdag

31

oktober 2019

2

KOMMENTARER

bagt græskarsuppe med kardemomme og kanel

Skrevet af , Posted in supper

.

happy Halloween – luk op for noget lækkert

I aften gløder og glimter øjnene på tusindvis af udhulede græskar. Nu går det løs med Halloween-løjerne, men vil du hellere spise græskarrene end bruge dem til lygter (men det ene udelukker jo ikke det andet!), er her en opskrift på en suppe, hvor græskarret og de andre grøntsager bages.

.

en bispehue

Du kan bruge alle slags græskar til suppen, men jeg har valgt det dekorative græskar, der populært kaldes “bispehue”. Når man ser på græskarrene midt i billedet, er det nemt at forstå hvorfor de har dette navn. Toppen af græskarret ligner faktisk en kalot.

Jeg har valgt at servere suppen i det bagte græskar. Hvis du foretrækker det samme, skal du dog skære meget mere græskarkød ud og blende, end jeg har gjort på fotoet øverst – eller i al fald sørge for, at der bliver taget et par spsk græskarkød med, når du øser suppen op. Ellers vil der være alt for meget spild.

Du kan også fjerne de groveste, knoprede dele af skallen og blende resten af græskarkødet og skallen til en ny portion suppe, måske smagt til på en anden måde end i denne opskrift. Der ligger mange opskrifter på græskarsuppe på bloggen. Brug søgefunktionen i spalten th.

Husk at en suppe som denne er velegnet til frysning. Så der er god grund til at lave en stor portion. Der er ikke noget som at hive en lækker suppe ud af fryseren på en travl, kold vinterdag for lynhurtigt at kunne servere en duftende, varmende solgylden suppe.

.

Suppen smager selvfølgelig også dejligt serveret i en skål eller tallerken.

Når grøntsagerne bages i stedet for at koges, får de en mere fortættet smag. Men hvis det passer dig bedre, kan du også blot koge grøntsagerne og derefter purere dem i kogevandet. Husk at du kan koge skrællen med af græskarret. Fjern blot kernerne og evt. mørke eller “knudrede” felter.

Hvis du vil servere suppen som hovedret, så tilsæt 100 g lyserøde linser, mungbønner eller gule ærter – og spis ristet rugbrød til.

Kog i givet fald linserne/bønnerne/ærterne ca. 20 minutter i dobbelt mængde vand og blend dem med i suppen.

.

Veggieworld – gå ikke glip af den store messe 2. og 3. november

Med Halloween og masser af slik og løjer godt overstået, kan det være sundt for både krop og sjæl at besøge den store messe, VeggieWorld, i København den 2. og 3. november.

Du kan læse mere om messen her.

Du kan se hele programmet her.

VeggieWorld kommer for første gang til Skandinavien, og det hele kommer til at foregå i København, i Øksnehallen på Halmtorvet lige bag ved Hovedbanegården.

VeggieWorld er den største forbrugermesse for plantebaserede produkter. På VeggieWorld vil du opleve, at en plantebaseret livsstil ikke kun er bæredygtig og sund, men også sjov og lækker.

Gå på opdagelse i de forskellige boder, smag på lækre plantebaserede produkter, lær at lave mad med de bedste kokke og lyt til inspirerende foredrag.

Du kan også købe de nyeste bøger om plantebaseret kost på messen. Jeg vil selv være på Dansk Vegetarforenings stand lørdag den 2. november fra kl. 11.30-12. Her kan du købe min nye bog “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer” – og få den signeret. Benyt dig af tilbuddet, hvis du ikke allerede har sikret dig bogen. Men den er også en dejlig julegave til alle, der vil leve grønnere og mere klimabevidst.

ÅBNINGSTIDER
Lørdag 02/11/2019 | Kl. 10.00 til 18.00
Søndag 03/11/2019 | Kl. 10.00 til 18.00

.

bagt græskarsuppe med kardemomme og kanel

(4-6 personer)

400 g græskar

200 g løg

200 g gulerødder

evt. 1 lille fennikel

olivenolie til bagning

6 fed hvidløg

1 karton hakkede tomater med væde (400 g)

5-6 dl grøntsagsbouillon

1/2-1 tsk knuste kardemommefrø efter smag

2-3 tsk kanel

evt. lidt chili

1 økologisk limefrugt

salt, friskkværnet peber, agavesirup

plantefløde

fennikelgrønt, oregano eller anden krydderurt

sorte sesamfrø

 

Skær græskarret igennem og fjern kernerne, hvis du bruger et græskar som hokkaido eller andet rundt græskar.

Hvis du derimod bruger en “bispehue”, så bag græskarret helt, da det er meget hårdt at skære  i. Skær toppen af efter bagningen og fjern kernerne.

Skær løgene i både og gulerødderne i stave. Hvis du bruger fennikel, så skær den i strimler.

Læg alle grøntsagerne på en bageplade og vend dem i olie. Pensl det indre af græskarret.

Sæt pladen i en 200 grader varm ovn og bag grøntsagerne ca. 20 minutter afhængig af størrelsen på grøntsagerne. Bag hvidløgsfeddene med de sidste 5-6 minutter af bagetiden.

Stik i græskarret efter 10-15 minutter. Græskar bliver hurtigt mørt.

Tag kødet ud af græskarret med en ske og blend det sammen med de andre bagte grøntsager, tomaterne med væde samt ca. 5 dl grøntsagsbouillon, kardemomme, kanel og evt. en smule chili, enten friskhakket eller tørret. Måske skal der tilsættes mere bouillon.

Hvis du ikke vil bruge græskarret som “terrin”, så blend hele græskarret med, både kød og skal.

Smag suppen til med limesaft, fintreven limeskal, kardemomme, kanel, salt, peber og sirup.

Servér suppen portionsvis, sæt 1 spsk fløde på toppen og pynt med lidt frisk grønt. Drys med sorte sesamfrø.

.

mens vi snakker om supper …

… så er suppesæsonen jo skudt i gang. Derfor vil jeg minde om min store suppebog med masser af opskrifter på lækre og mættende supper, både til morgenmad, frokost, forret og som hovedret.

Se mere om bogen her.

Du kan også få bogen som lydbog hos Bookmate.

.

Share

fredag

2

december 2016

8

KOMMENTARER

bagt græskar med rosenkål, sprød tofu og ingefærcreme

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

tank cellerne op med spicy powerfood

graeskar-bagt-m-rosenkaal-1 

Her er en krydret ret til julemåneden. En ret med en masse sundhed, inden vi for alvor begynder at vælte os i den overdådige julemad.

Hvis du vil ruste dig til de kommende udfordringer, så styrk immunforsvaret med masser af gode stoffer fra rosenkål (læs her hvor sund rosenkål er) og græskar (se om det sunde græskar, der bl.a. styrker synet).

Tofu leverer proteinerne, og valnødderne kommer – ligesom rosenkål – med de essentielle Omega 3 fedtsyrer. Det er mad, der ikke mindst styrker hjernecellerne, men hele kroppen nyder godt af de mange gode stoffer.

.

lysende frugter

graeskar-og-dild

De gulorange hokkaidogræskar ligger stadig her i december og lyser op i vintermørket. Det er smukt at se på, men det smager sandelig også dejligt. Ikke mindst når græskarret bages med en dejlig krydret glasering. Græskar har ikke så meget smag i sig selv. Derfor er det altid en god idé at tilberede græskar med ingefær, hvidløg og krydderier.

 

rosenkål elsker frost

rosenkaal

Hvis man selv er heldig at have rosenkål i haven, kan den høstes hele vinteren. Rosenkål bliver oven i købet bedre af at få frost.

.

græskar i godt selskab med rosenkål og tofu

graeskar-bagt-m-rosenkaal-4

Den bagte græskar spises med letdampede rosenkål, sprød tofu, valnødder og ingefærsovs.

.

græskar så langt øjet rækker

graeskar-stengaarden

Græskar har i umindelige tider været uundværlig i USA til Halloween og til Thanksgiving. Ingen Halloween uden græskarmænd og græskarsuppe, og ingen Thanksgiving uden græskarmos og græskarpie.

Græskar har også holdt sit indtog i Danmark som “grøntsag”– måske allermest på grund af Halloween.

.

det grønnes i København – to nye restauranter

green-burger

green-burger-1

Efter at København i mange, mange år har været et ørkenområde, hvad angår vegetariske/veganske restauranter, er der lige dukket to nye, helt forskellige spisesteder op. Den ene er Green Burger på Frederiksborggade 26, lige overfor Torvehallerne. De har et flot udvalg af veganske burgere med lækkert tilbehør. Jeg anbefaler de fritterede søde kartofler frem for de almindelige pommes frites.

Ejeren af bl.a den thailandske restaurant KinKin (med Michelin-stjerne), Henrik Yde, har lige udvidet viften af spisesteder med en tjekket vegetarisk restaurant, VeVe. VeVe ligger på Dampfærgevej 7 på Østerbro. Jeg har endnu ikke besøgt stedet, bl.a. fordi restauranten er så stor en succes, at de først har ledige borde et stykke ind i januar. Hurra for det! Hvor ER det skønt. Jeg glæder mig til VeVe og skal nok komme tilbage og fortælle om oplevelsen, når der engang bliver et bord ledigt.

.

bagt hokkaido, rosenkål, sprød tofu og ingefærcreme

1 lille hokkaidogræskar

glasering:

2 spsk tamari

2 spsk agavesirup eller anden sirup

et nip chiliflager

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk tomatpuré

1 spsk citronsaft

1 fed presset hvidløg

salt, friskkværnet peber

 

200 g tofu, røget eller marineret

2 spsk kokosolie

400 g rosenkål

50 g valnøddekerner

 

ingefærcreme:

2 dl sojayoghurt

2 spsk olivenolie

3-4 spsk vand eller sojamælk

1-2 spsk reven ingefær

1 fed presset hvidløg

1-2 tsk kanel

salt, friskkværnet peber

 

Skær græskarret i både. Du behøver ikke at skrælle det. Læg bådene i et lavt ovnfast fad.

Rør ingredienserne til glaseringen sammen. Smag blandingen til og smør glaseringen på græskarstykkerne.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter.

Rist imens tofuen: skær den i små terninger og steg den gylden og sprød i olien. Hold evt. tofuen varm i ovnen.

Læg rosenkålene i kogende vand og kog dem 6-7 minutter. Afdryp dem. Gem vandet til en bouillon eller suppe.

Rør alle ingredienserne til ingefærcremen sammen. Smag cremen godt til – også med salt og peber.

Servér retten samlet i et fad med græskar, rosenkål og tofu. Drys med grofthakkede valnødder og dryp med lidt af ingefærcremen. Servér resten til separat.

 

graeskar-bagt-m-rosenkaal-2

 

Share