Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

9

januar 2017

32

KOMMENTARER

selleri-karrygratin med æbler og bønner

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en rod der rykker: styrk lever og nyrer

Her er en mættende hverdagsret, der varmer helt ned i storetæerne, hvis du bruger karry med rund hånd. Men ikke nok med det: selleri er en ren gave til både lever og nyrer. Den gamle knold hørte tidligere til i naturens eget apotek. Det kan man læse om i gamle skrifter. Middelalderens urtebøger fortæller, at selleri er vanddrivende og udrensende, især for leveren. I gamle dage sagde man også: “hvis kvinden vidste, hvad selleri kan udrette for manden, ville hun aldrig servere andet”. Ideen er hermed givet videre!

Den helt nye forskning fortæller, at selleri har en blodtryks- og kolesterolregulerende funktion, og stofferne lutolin og disomin ser ud til at forebygge Alzheimers sygdom.

Selleri giver god mæthedsfølelse og styrker fordøjelsen, og så indeholder knolden mange vitaminer og mineraler – og den virker antioxidant og antiinflammatorisk.

Her i januar kan man så desuden glæde sig over, at gratinen også er både kalorielet og billig. Det er jo stadig højsæson for rodfrugter.

.

Selleri er endnu et bevis på, at man ikke skal dømme nogen eller noget på udseendet: bag det lidt triste ydre gemmer sellerien på et kridhvidt indre, der gør underværker i alle kroppens celler.

.

spis gerne ris til

.

røde ris er særligt sunde

Du kan servere alle former for ris til denne ret. Brune ris er upolerede og meget mere næringsrige end de hvide polerede (brune ris indeholder mange B-vitaminer og fibre). Jeg foreslår her de røde ris, og de er endnu en tand sundere end de brune.

Man har i årtusinder spist røde ris i Østen, og de er altid blevet anset for sunde – også før man vidste hvorfor.

Røde ris er ikke “født” røde. Den røde farve skyldes en gærsvamp, Monascus purpureus, som gror på risen. Når man køber risen, er svampen væk, men den har efterladt nogle sundhedsmæssigt aktive stoffer, de såkaldte statiner, som virker kolesterolregulerende. Der er altså al mulig grund til at få de røde ris på menuen.

 

 .

solskinsmad på en mørk dag

selleri-karrygratin med æbler og bønner

100 g kidneybønner (evt. 1 dåse)

1/2 kg selleri

300 g æbler

150 g løg

1 spsk kokos- eller olivenolie

4 fed hvidløg

50 g rosiner

6-8 stilke rosmarin

sovs:

3 spsk rapsolie

1 spsk spidskommenfrø

1/2-1 spsk karry afhængig af styrken

3 spsk hvedemel (for allergikere, brug boghvedemel, sojamel eller kikærtemel)

ca. 4 dl havre-, soja- eller anden mælk

2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

 

200 g røde ris, evt. brune ris

 

Sæt tørrede bønner i blød i rigeligt vand ca. 8 timer. Kog bønnerne i nyt vand 25-30 minutter. Afdryp dem. Hvis du bruger bønner fra dåse, afdryppes og skylles de.

Skær sellerien i meget tynde skiver. Brug gerne et mandolinjern. Skær æblerne i ca. 1/2 cm tykke skiver.

Hvis du ikke kan skære skiverne meget tynde, bør du blanchere dem et par minutter.

Skær løgene i ringe og svits dem i olien, til de er gyldne.

Varm olien til sovsen op i en gryde. Tilsæt spidskommen og karry efter smag. Svits de to ting et minuts tid. Drys melet i gryden og pisk det sammen med olien.

Tilsæt mælken lidt ad gangen og bag sovsen op til den har en tilpas tykkelse. Sovsen skal være forholdsvis tynd. Lad sovsen simre under låg 4-5 minutter.

Smag sovsen til med citronsaft, salt og peber.

 

Skær hvidløgene i skiver.

Læg gratinen sammen i et ovnfast fad: læg først et lag selleri, et lag æbler og et lag løg. Drys med bønner, hvidløg og rosiner. Fordel lidt sovs ovenpå.

Fortsæt med gratinen på denne måde, til alle ingredienserne er brugt op. Pres lagene lidt sammen med en spatel. Læg sovs på som øverste lag. Pres kviste af rosmarin lidt ned i sovsen.

 

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn og bag gratinen til den er let gylden på overfladen, ca. 40 minutter.

Kog risene i dobbelt mængde vand og et drys salt. Kog risene ca. 20 minutter.

 

der bliver hurtigt spist op!

Hvis der er børn, som spiser med, vil de helt sikkert være glade for en salat af fintstrimlet spidskål, skivede, faste bananer, en håndfuld grønne salat-, spinat- eller rødbedeblade og ristede mandelflager. Dressing: olie-eddike smagt til med lidt sennep og agavesirup.

 

Share

32 Kommentarer

  1. Annett
  2. Wanda
  3. km pedersen
  4. Wanda
  5. Viveca
  6. Viveca
  7. Ida
  8. Monica
  9. Wanda
  10. Gitte wilken
  11. Katrine
      • Katrine
          • Katrine
          • Katrine
  12. Andrea Forman
  13. Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.