luk op for låge nr. 4 i julekalenderen 2021
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in julemad, salater
.
smuk og farverig salat til julebordet
Jeg synes denne salat er en af decembers bedste rå salater. Den søde mango spiller perfekt sammen med den bitre radicchio og den milde lilla spidskål eller rødkål.
Dressingen smagt til med frisk ingefær og stjerneanis passer fint til julemaden. Men salaten er et hit hele december.
Rå friske, vitaminrige salater af rodfrugter eller kål er med til at få os velbeholdne gennem december. Frugter som mango, blåbær eller granatæble tilføjer ekstra næringsstoffer og antioxidanter. Det samme gør kerner, nødder, frø og mandler.
Husk at valnødder og blåbær er ren hjernemad!
.
rød spidskål eller rødkål
Du kan bruge enten rød spidskål eller rødkål til salaten. Jeg synes, spidskålen er en smule mildere end rødkålen og derfor måske lidt mere velegnet til en rå salat som denne.
Hvis du har mere lyst til noget helt bittert, så vælg udelukkende den bitre raddicchio-salat. Bitterstofferne er en gave til kroppen, hvis man belaster den med rigelige mængder mad, som det kan ske for nogle i julen! De bitre stoffer stimulerer fordøjelsen og aktiverer gallen. Faktisk aktiverer man fordøjelsessafterne, allerede når man tygger på den bitre salat.
.
rød spidskålssalat med mango
(4 personer)
1/2 rød spidskål
1 lille radicchio
2 røde gulerødder
1 stor mango
50 g græskarkerner
1 spsk fintklippet rosmarin
rød skovsyre
dressing:
4 spsk sesam- eller olivenolie
2 spsk frugteddike
2-3 tsk reven ingefær
1 fed presset hvidløg
1/2-1 tsk knust stjerneanis
1-2 spsk ahornsirup
salt, friskkværnet peber
.
Snit spidskålen fint. Brug gerne et mandolinjern. Skær radicchioen i strimler.
Skær gulerødderne i tynde strimler på langs. Brug et mandolinjern.
Skær mangoen i små terninger.
Rist græskarkernerne gyldne på en tør pande.
Bland alle ingredienserne med rosmarin.
Rør dressingen sammen og smag godt til med ingefær, stjerneanis, sirup, salt og peber.
Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys med en lille håndfuld rød skovsyre.
.
.
.