Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

søndag

30

juni 2019

8

KOMMENTARER

plantebaseret michelin-mad i Göteborg – og papirtyndt knækbrød

Skrevet af , Posted in brød, festmad, forretter, frokostretter, rejser

.

gourmetmad og svensk knækbrød

Vi er i Danmark verdenskendt for vores fantastiske restauranter. Noma er netop blevet kåret til verdens næstbedste restaurant og Geranium til den 5. bedste. Det er fantastisk! Men de kan altså noget på den anden side af Sundet også.

Jeg har netop været i Göteborg for at tjekke ud, hvad deres Michelin restauranter formår. Det skulle vise sig at være ikke så lidt. Og de er knivskarpe, når det handler om den grønne mad.

På fotoet ovenfor arbejder kokkene på SK Mat & Människor, der har en Michelinstjerne, med at anrette de kunstneriske retter. Med chefkokken Martin Moses i spidsen fik jeg en raffineret og meget lækker 4-retters menu. Den bestod indledningsvis af retten nedenfor tv. Nu kunne man nemt tro, at det er en lidt stilfærdig salat, men den går ikke på en gourmetrestaurant. Neden under salatbladene gemte sig sprøde jordskokker tilberedt på tre forskellige måder. De solede sig i en løvstikkeolie, og salatbladene var vendt i en misodressing. Meget elegant!

Næste ret var letdampede asparges i en cremet sovs. På toppen tynde skiver høvlet, rå asparges, ristede mandler og bredbladet persille.

Tredje ret var broccolistilke, små svampe, spidskål og brøndkarse på en bund af noget cremet, muligvis hummus. På toppen papirtyde skiver af kæmpesvampe og græskarkerner.

Desserten var minimarengs som bund for en sky af chiffonfløde med matchais på toppen samt masser af hakkede nødder.

.

svenskerne er verdensmestre i knækbrød

Og brød skal der til! Hvis det handler om knækbrød, kan vi vist godt kåre svenskerne som verdensmestre. De har utallige typer knækbrød. Her er ét, du kan læse avisen igennem!

Man kan altid bedømme en restaurant på dets brød. Jeg har i al fald aldrig oplevet at få god mad på en restaurant med dårligt brød.

Her på SK er brødet meget lækkert. Ganske vist er det til den sødlige side, som svenskerne jo ynder. Men godt er det. Læg især mærke til knækbrødet bagest i brødbakken. Det var jeg så heldig af få opskriften på, og det har jeg forsøgt at eftergøre. Se opskriften nedenfor.

.

restaurant Bhoga – endnu en stjerne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Restaurant Bhoga er det Niclas og Gustav, der står for køkkenet. Restauranten udvælger nøje deres råvarer hos lokale landmænd og gartnere. Alt følger årets sæsoner, er friskt og nyhøstet. Sprødt og delikat med skønne smagsnuancer.

Jeg startede med en bouillon på bladselleri og dildolie. Derefter fulgte en suppe af fermenterede asparges med papirtynde skiver af rå asparges, se fotoet ovenfor th. Næste ret var også asparges (man skulle tro, de kendte min store kærlighed!), denne gang grillede grønne asparges med tynde skiver af majroe, tallerkensmækker, strandkarse og boghvedekerner på en bund af urteolie, se fotoet tv.

Herfra gik det videre med nye røgede kartofler på en ramsløgcreme. Næste ret var små stykker hårdt grillet selleri gemt under små nye gulerødder og forårsløg samt grillet squash og grønne skud.

Desserten var friske og tørrede jordbær på yoghurtcreme med is på toppen.

Disse raffinerede smagsoplevelser er for mig som at lytte til en symfoni af Haydn eller Mozart. Hjertet er altid med i både mad og Mozart, men her er det smagsløgene der transmitterer oplevelsen i stedet for ørerne.

Hvor er det vidunderligt at opleve stor madkunst. Jeg undrer mig igen over, at nogen foretrækker mad af dyr frem for mad af alle disse skønne planter med tusindvis af forskellige smagsnuancer.

.

svensk tyndt knækbrød

Her er det knækbrød, jeg smagte på SK Mat & Människor. Hvis du sammenligner mit knækbrød her med det på billedet ovenfor, kan du se, at de to slags ikke er helt ens. Mit knækbrød “boblede” op, da det blev bagt. Det kan skyldes forskellige ting. Dels  brugte jeg vand i stedet for mælk, dels brugte jeg udelukkende rugmel og ikke halv rugmel/halvt rugsigtemel, som de gjorde på restauranten. Her tilsætter de også både flydende honning og sirup til dejen. Det udelod jeg også, fordi jeg ikke kan lide sødt brød.

Til gengæld dryssede jeg ekstra med sesamfrø og hørfrø. Jeg udelod det ældgamle nordiske frø, kommen, fordi det ikke er mit yndlingskrydderi. Har du det på samme måde, kan du evt. tilsætte spidskommen i stedet.

Men summa-summarum: det er sjovt at prøve en helt ny type knækbrød. Min udgave blev temmelig lækker, og det har allerede høstet adskillige roser. Så prøv det endelig. Man får en stor portion ud af de få ingredienser.

.

papirtyndt Michelin knækbrød

(2 bageplader)

50 g grahamsmel

100 g rugmel (evt. 50 g rugsigtemel/50 g rugmel)

75 g hvedemel

2 spsk fennikelfrø

2 spsk kommen eller spidskommen

evt. sesamfrø og hørfrø

2 tsk salt

ca. 4 dl vand

.

Bland de tre eller fire slags mel.

Knus frøene let i en morter og bland dem i melet sammen med salt.

Rør dejen sammen med ca. 4 dl vand. Dejen skal være temmelig tynd – ikke netop flydende men tyndere end en “normal” dej til knækbrød.

Smør dejen ud på bagepapir på to bageplader. Dejen skal smøres meget tyndt ud.

Bag knækbrødet i en 180 grader varm ovn 10-15 minutter. Hold øje med, at brødet ikke bliver for mørkt.

.

Bræk knækbrødet i stykker, når det er afkølet. Du vil sikkert have nogle stykker som ikke er helt sprøde, fordi det er vanskeligt at få dejen helt ensartet tynd.

Læg dem på en bageplade og sæt dem i ovnen igen, indtil de er helt sprøde.

.

 

.

Share

8 Kommentarer

  1. Katrine Klinken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.