“perle”-bøffer
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
“perle”-bøffer
Her er nogle dejlige bøffer, der kan nydes som en hovedret med et par salater eller bruges i burgere.
fuldkornsbøffer
100 g perlebyg (eller perlespelt)
100 g røde linser
50 g havregryn
1 spsk tamari
50 g løg
4 fed hvidløg
2 dl sojafløde eller anden fløde
2 tsk tørret timian
2 tsk tørret oregano
2 tsk tørret salvie
50 g rasp
hvedemel eller kikærtemel
olie til stegning
Kog perlebyg og linser 20 minutter i vand, der dækker. Afdryp korn og linser, hvis der er vand tilovers.
Rør havregrynene og 1 spsk tamari i blandingen og lad den afkøle. Lad den evt. stå til næste dag.
Hak løg og hvidløg fint. Rør fløden grundigt i farsen sammen med løg og hvidløg. Tilsæt krydderurterne og smag godt til med peber og evt. mere tamari. Måske skal der også lidt flere urter i. Det er vigtigt, at farsen smager af noget.
Rør raspen i farsen og form med melede hænder ca. 10 flade bøffer af farsen. Lad bøfferne hvile på et spækkebræt et kvarters tid.
Steg bøfferne gyldne i godt varm olie, ca. 5 minutter på hver side.
Spis gerne en kartoffelsalat til bøfferne og evt. en salat med gulerødder.
tip
Du kan lave en smagsvariation ved at udelade krydderurterne og i stedet tilsætte en hakket chili, 4 spsk spidskommenfrø og knuste kardemommefrø fra to kapsler.
Skal holde stor fest og vil gerne lave mad til en veganer…
Kan fuldkornsbøfferne fryses?
Mvh. Linda
Kære Linda,
Det er en smule problematisk at fryse plantebøffer/frikadeller, da de kan have tendens til at smuldre, når de tøs op.
Jeg anbefaler, at man laver farsen og fryser dén. Så kan man justere med mere væde eller fx flere havregryn, så konsistensen bliver rigtig. Man kan sagtens stege frikadellerne/bøfferne, dagen før de skal bruges.
En anden mulighed er at bage plantefarsen som en postej. Det går nemmere at tø den op og varme den i ovnen i formen.
Manger du i øvrigt ideer til festmad, så kig i spalten th. Næsten øverst finder du “Kategorier”. Hvis du søger på “Festmad” får du en masse ideer.
Rigtig god fest.
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Tusinde tak for dit retursvar, det var meget brugbart.
Tænker at jeg prøver at fryse farsen ned.
Det er en grillfest vi skal holde, så syntes at det passer bedre med bøffer..
men måske jeg lige skal søge på “festmad” måske der er flere gode ideer.
Ha’ en god sommer 🌞
Mvh. Linda
Kære Linda,
Det glæder mig. Tusind tak.
Jeg håber, du finder en masse lækre retter og ønsker en dejlig fest – og en god sommer.
Kh Kirsten