Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

24

december 2021

0

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 24 i julekalenderen – julemandens lækreste og sundeste konfekt

Skrevet af , Posted in julemad, tilbehør, vegansk julemad

.

måske kan du lige nå at lave julens bedste konfekt

Låge nr. 24 i julekalenderen indeholder selvfølgelig noget sødt og blødt – og samtidig sundt. Det lyder måske kedeligt, men prøv bare denne konfekt med søde kartofler. Jeg er sikker på, at du vil blive glædeligt overrasket.

Med denne sidste idé til julemad og søde sager vil jeg ønske bloggens læsere en dejlig jul. Jeg håber, at mine ideer til julemad vil blive nydt, og måske vil den plantebaserede mad også blive værdsat af anderledes spisende omkring bordet i julen.

Julebudskabet vil være ekstra smukt, hvis kødspisende smager den plantebaserede mad og finder ud af, hvor lækker den er. Så kan den grønne mad brede sig som ringe i vandet. Det er dét, jeg ønsker mig til jul.

Hjertelig tak for alle de søde kommentarer og hilsner, jeg har fået i løbet af måneden. De har varmet og glædet – og inspireret.

Rigtig glædelig jul.

.

guf til den søde tand

Jul betyder konfekt og knas og søde sager. Det kan alt sammen købes færdigt, men hvis du vil undgå en masse tilsætningsstoffer sammen med alt det søde og syndige, er det heldigvis nemt at lave sin egen konfekt. Her er et eksempel på “slik”, der oven i købet er sundt – stort set!

.

når sødt er sundt

Hovedingrediensen i disse små kugler er søde kartofler. Og selv om man næppe spiser sig mæt i trøffelkugler, er det alligevel rart at vide, at søde kartofler hører til gruppen af såkaldt powerfood.

Søde kartofler er rige på A-, B- og C-vitaminer og mange mineraler. Og så virker de balancerende på blodsukkeret. En egenskab der er god brug for i julemåneden.

.

Der kan tilsættes forskellige smagsgivere til trøffelkuglerne, se nedenfor.

Kuglerne kan fryses, så du kan lave dem i god tid, inden de skal nydes. De er nemlig også fine til nytårsaften.

.

trøffelkugler

(ca. 20 stk.)

400 g sød kartoffel

2 spsk flormelis

100 g mørk chokolade

50 g marcipan

evt. smagsgivere som lakridspulver, reven citronskal, rom, cognac etc.

evt. havregryn

kakao

 

Skær den søde kartoffel i små terninger og kog dem møre i vand, der netop dækker, 6-8 minutter.

Afdryp kartoflerne (drik endelig vandet. Det er supersundt).

Blend kartoflerne med flormelis. Hvis du har en meget sød tand, kan du tilsætte lidt mere end jeg anbefaler.

Smelt chokoladen over vandbad og rør den i kartoffelmosen sammen med reven marcipan.

Tilsæt evt. en smagsgiver til trøffelmassen. Smag godt til.

Hvis massen bliver for fugtig, så tilsæt et par spsk havregryn.

Tril ca. 20 kugler og vend dem i kakao og/eller flormelis. Du kan også bruge tørrede hindbær, krymmel, finthakkede mandler/nødder etc.

Du kan også vælge at komme halvdelen af den smeltede chokolade i trøffelmassen og overtrække kuglerne med resten af chokoladen.

Sæt kuglerne i køleskabet til de er faste.

Kuglerne kan fryses.

.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Share

torsdag

23

december 2021

0

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 23 i julekalenderen – fem bud på julens rødkålssalat

Skrevet af , Posted in festmad, julemad, tilbehør

.

ingen jul uden rødkål

rødkålssalat-A.jul-2015

Julen er traditionernes tid mere end på noget andet tidspunkt af året. Er man plantespiser står udfordringerne nærmest i kø, for i de fleste familier er julen stadig kødets fest. Heldigvis er der mange, der begynder at tænke anderledes. I Sverige er nu hver 10. vegetar. I Danmark stiger salget af økologiske varer, og flere og flere støtter op om den grønne klima- og dyrevenlige mad. Men det GÅR langsomt! Alt for langsomt efter min mening.

Men det gode budskab breder sig. På Danmarks Radios hjemmeside kan du se mine forslag til en plantebaseret jul – og få gode råd til at bevare julefreden omkring maden, hvis der er både kød- og plantespisere om bordet juleaften.            .

En af julemiddagens nagelfaste traditioner er rødkålen. Den kan de fleste enes om, men den er også en sag, der må tages stilling til. Skal det være den gammeldags kogte med svesker og rosiner? eller skal det være en mere moderne salat med rå rødkål og chili?

Hvis du er mere til kogt end rå rødkål, kan du koge salaten med cognacfigner nedenfor. Lad kålen simre i et par dl appelsinsaft med lidt sukker eller sirup 15-20 minutter, evt. sammen med en stang kanel eller et par tsk stødt kanel.

Smag godt til med salt, peber og sukker.

Tilsæt de øvrige ingredienser, når kålen er tilstrækkelig blød.

Længere nede på siden får du endnu fire forslag til forskellige rødkålssalater.

rødkålssalat-B.jul.2015

rødkålssalat med cognacfigner og ristede mandler rødkålshoved.A

(4 personer)

8 små bløde figner

1/2 dl cognac, rom eller lign.

25 g afskallede mandler

1/2 spsk kokos- eller olivenolie

2-3 pigeonæbler

1-2 blade bladselleri

1/2 lille rødkålshoved

dressing:

4 spsk olivenolie

3 spsk lime- eller citronsaft

ca. 1 spsk blåbærsirup eller anden sirup

evt. et nip tørret chili

 

Sæt fignerne i blød ca. 8 timer, før du skal lave salaten: skær fignerne i tynde strimler og hæld spiritussen over. Dæk skålen og lad den stå i stuetemperatur.

Skær mandlerne igennem og rist dem gyldne i olien. Sæt dem til side.

Rør dressingen sammen og smag den godt til med salt og peber, sirup og evt. chili.

Skær æblerne i tynde både og vend dem straks i dressingen.

Snit bladsellerien fint.

Skær rødkålen i papirtynde strimler. Brug gerne et mandolinjern.

Bland alle ingredienserne sammen. Drys evt. med lidt grønt fra bladsellerien.

 

rødkålssalat.jul 2015 tekst

variation:

Jeg har tilsat to råmarinerede rødbeder til salaten. Det giver den ekstra smagsnuancer, men du kan sagtens lave salaten uden rødbeder.

Hvis du vælger rødbeder så kog enten 1-2 mellemstore rødbeder – eller brug rødbederne rå. Skær rødbederne i papirtynde skiver på et mandolinjern.

Rør en dressing af 4 spsk olivenolie, 2-3 spsk citrussaft og 1 fed presset hvidløg. Smag dressingen til med salt, peber og sirup.

Hæld dressingen over rødbedeskiverne og lad dem marinere til næste dag.

Skær de marinerede rødbeder i tynde strimler og bland dem i rødkålssalaten. 

..

flere ideer til julens rødkålssalat:

rødkålssalat med pærer og clementiner

Se opskriften her.

.

julet rødkålssalat

Se opskriften her.

.

rødkålssalat med portvinsfigner, hasselnødder og juledressing

Se opskriften her.

.

rødkålssalat med bladselleri og granatæble

Se opskriften her.

.

Share

onsdag

22

december 2021

2

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 22 i julekalenderen – frokostens smukkeste servering

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, julemad

.

en plante-tatar – lækker som forret eller til julefrokosten

 

Denne lille lækre servering kan serveres enten som forret eller som et indslag på frokostbordet. Selv om julefesterne i år igen skaleres ned – eller netop derfor – er der grund til at nyde noget ekstra lækkert sammen med sine kære.

Og her er både smag, bid og bløde nuancer. Når rødbeden marineres med noget stærkt, sødt og syrligt, passer den perfekt til den milde cremede avocado.

.

en lille lækkerbid er serveret

Jeg har valgt at servere “løve”madderne med en skive brød i bunden, men du kan nøjes med blot avocado og rødbede.

Serveringen får ekstra smag af en gul “blomme” af mangofrugt, der passer fint til både rødbede og avocado.

Øverst er lidt caviart og frisk koriander. Caviart er lavet af tang, og har en behagelig salt smag.

Du kan købe caviart på nettet eller i en af Dansk Supermarkeds butikker, fx Føtex. SuperBrugsen har også caviart i nogle butikker.

.

med tangkaviar på toppen

løvemad med avocado

(4 personer)

marinade:

2 spsk olivenolie

1 økologisk citron

1 spsk hakkede kapers

1 spsk finthakkede cornichoner eller andre syltede agurker

½ spsk sennep

salt, friskkværnet peber, ahornsirup eller rørsukker

grøntsager:

300 g rødbeder

2 faste avocadoer

1 lille mangofrugt

evt. 4 skiver brød

2 spsk sort caviart (kan udelades)

små metalforme

frisk koriander

Lav først marinaden: rør olie, 2 spsk citronsaft, 1-2 tsk reven citronskal, kapers, cornichoner og sennep sammen.

Smag godt til med salt, peber, sirup eller sukker og evt. mere sennep. Sæt marinaden til side.

Kog rødbederne møre, 25-35 minutter afhængig af størrelsen.

Lad rødbederne afkøle og smut skindet af.

Skær rødbederne i meget små terninger og vend dem i marinaden. Lad dem ligge nogle timer eller til næste dag.

Skær avocadoerne i meget små terninger og vend dem straks i lidt citronsaft. Drys med lidt salt og peber.

Skræl mangoen og form fire ” blommer” med en ske. En isske er bedst egnet.

Skær fire skiver brød ud med en metalform. Lad brødet sidde i bunden af formen, mens du bygger resten op.

Læg først et lag avocado på brødet. Pres det sammen.

Afdryp rødbederne helt og læg dem ovenpå. Pres rødbeder og avocado godt sammen med en ske.

Du skal lægge rødbederne på avocadoen lige før serveringen, da den røde saft eller trænger ned i den grønne avocado.

Lav fire løvemadder og fjern forsigtigt formene.

Læg en mango-”blomme” ovenpå. Pynt med lidt caviart og drys med frisk koriander, kapers samt lidt frisk kværnet peber.

.

.

Share