“mal” et madbillede – tærte med asparges, nye kartofler og cashewcreme
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
byd sommeren velkommen med en tærte

Kalenderen siger sommer. Det betyder masser af nye grøntsager, der strutter af sundhed og vitalitet – hvis altså de er dyrket økologisk. Det er de fleste bare ikke. Det gjorde mig igen, igen ked af det, da jeg for nylig skulle købe en bakke jordbær.
.
jordbær – med eller uden gift?

kan nogen forklare vanviddet?
Jeg stod forleden i et supermarked og kiggede på jordbærrene. Der var giftige, og der var giftfrie. De økologiske var kun 4 kr. dyrere end de giftige. Til gengæld var der halvt så mange i bakken. Så i virkeligheden kostede de økologiske det dobbelte.
Økologiske produkter er dyrket uden brug af gift og kunstgødning. Den metode skåner jorden, den skåner grundvandet, den skåner havene, og den skåner vores egen krop. Det skal forbrugeren betale ekstra for.
Med andre ord: Økologiske produkter efterlader ikke en kæmperegning til kommende generationer for genopretning af natur og helbred. Burde det ikke belønnes?
Konventionelt landbrug bruger giftsprøjtning og gødskning, der ikke blot dræber livet på markerne, det siver også ned i drikkevandet. Sidste år blev der fundet giftrester i mere end halvdelen af de undersøgte boringer i Danmark, gifte der sættes i forbindelse med en række sygdomme, bl.a. Parkinsons.
I denne uge er det yderligere kommet frem, at en gennemgang af 1.000 konventionelle landbrug gøder med meget mere gylle, end planterne kan optage. Det overskydende siver ned i grundvandet og ud i fjordene.
Kan nogen forklare, hvorfor det er billigst at købe produkter, der ødelægger livet i jorden, i grundvandet og i havene – og undergraver vores eget helbred?
Det kommer til at koste et ufatteligt beløb at rette op på de skader, som godt 6.000 danske landbrug i årevis har forårsaget og stadig gør. Og det vil tage mange, mange år at udbedre disse overgreb på naturen. Skal landmændene stoppe den undergravende virksomhed, skal de betales for det, mener de.
Jeg ved, at vi lever i molboernes land, men er der ingen ende på, hvor molboagtigt en lille gruppe mennesker skal have lov til at opføre sig? Det er din og min natur, det er dit og mit helbred, der er på spil, og det er havenes og grundvandets, ja hele vores eksistens, der er truet. Jeg har intet imod landbrug – tværtimod. Det er landbruget (det økologiske), der sørger for, at vi kan spise sund og nærende mad hver dag.
Hvis vi skulle betale prisen i supermarkedet for de skader, landbruget forvolder på natur og helbred, ville de færreste af os have råd til blot at købe et blomkålshoved. Men prisen SKAL betales. Det kommer de kommende generationer til at mærke.
Politisk er der ingen hjælp at hente. Vi må derfor selv handle ved at nægte at spise de undergravende produkter. Lige nu er det værd især at sige nej til de konventionelle jordbær og kartofler. Begge produkter er stærkt giftsprøjtede. I konventionelt landbrug er det tilladt at bruge 23 forskellige giftstoffer i kartoffelavl.
Vores statsminister mener, at det er en menneskeret at kunne spise oksekød. Jeg mener, det bør være en menneskeret at kunne spise giftfrit.
.
lækre asparges og nye kartofler hjælper på humøret

Tærten er en hyldest til forsommeren: Den er bagt med asparges, nye kartofler, nye løg og lidt vilde urter på en bund af cashewcreme.
.
varm eller kold

Tærten kan laves på to måder. Den kan bages som i opskriften nedenfor, men du kan bage tærtebunden helt færdig på 10-12 minutter.
Kog i så fald aspargesene ca. 3 minutter og afdryp dem. Smør cashewcremen ud på den bagte, afkølede tærtebund, og læg aspargesene på cremen. Pynt med de valgte urter, blomster etc.
Hvis du vælger ovenstående udgave, kan du bage bunden og lave cashewcremen i god tid – og lægge cremen og de kogte asparges på lige inden serveringen. I så fald serveres tærten kold.
Hvis du gerne vil servere tærten varm, skal du følge opskriften nedenfor.
.

tærte med asparges, nye kartofler og cashewcreme
(4 personer)
tærtebund:
50 g plantesmør eller cashewsmør
125 g hvedemel
100 g grahamsmel
1 dl plantefløde
1 tsk salt
ca. 1 dl vand
cashewcreme:
100 g cashewnødder
3 spsk havregryn
1 dl plantefløde
salt, friskkværnet peber
citronsaft
fyld:
150 g bittesmå nye kartofler
½ kg asparges, gerne både hvide og grønne
evt. en håndfuld svampe, små nye kartofler, broccoli, radiser etc.
vilde planter og spiselige blomster: purløg, en lille tomat, gulerodsskiver, et par radiser eller lign.

Lav dejen:
Smulder de to slags mel i fedtstoffet, og tilsæt fløden samt et nip salt. Tilsæt vand efter behov. Ælt dejen sammen, og lad den hvile en times tid.
Sæt cashewkernerne i blød nogle timer, evt. dagen før.
Afdryp cashewkernerne, og blend dem sammen med havregryn, fløde og lidt salt og peber.
Vurdér konsistensen, og smag godt til, også med citronsaft og lidt reven -skal.
Rul dejen ud, og læg den i en smurt tærteform, der måler ca. 22 x 32 cm. Prik dejen med en gaffel.
Forbag tærtebunden i en 200 grader varm ovn 7-8 minutter.
Tag formen ud af ovnen, og bred cashewcremen ud på tærten.
Kog kartoflerne halvmøre. Afdryp dem.
Skræl hvide asparges, og læg dem skiftevis med de grønne asparges på cremen. Sæt også kartofler, evt. svampe og anden pynt på.
Sæt tærten i ovnen, og bag den endnu 8-10 minutter.
Pynt med vilde planter som ramsløg, ramsløgblomster, radiser etc.
.

.
aspargesavl er hårdt arbejde

At avle asparges – især de hvide – er hårdt arbejde, nu som før. Stænglerne høstes med bøjede rygge, mens de stikkes i jordvolden, hvor de vokser i mørke. Derfor er de hvide. Grønne asparges vokser over jorden, får sollys og dermed klorofyl, som giver den grønne farve.
Send en kærlig tanke til dem, der dyrker den guddommelige spise – og dem der høster den.
.

Tak for dine skønne opskrifter. Og opsang til det Ubæredygtige landbrug.
Kære Lone,
Selv tak. Desværre er det nødvendigt med opsange! Gid de hjælper.
Kh Kirsten
Hej Kirsten,
Tusind tak for dit indlæg om jordbær, kartofler og de enorme mængder af giftstoffer. Det er virkelig skræmmende at tænke på. Jeg har lige delt dit opslag på Mastodon, som er et giftfrit socialt medie 🙂
Bedste hilsner,
https://mstdn.dk/@engedal/114635227249793417
Selv tak.
Ja, det er virkelig skræmmende – tusind tak for deling. Denne er jeg rigtig glad for.
Kh Kirsten
Kære Kirsten,
Tusind tak for dine fine, skarpe og relevante kommentarer omkring det økologiske og konventionelle landbrug.
Problemerne omkring pesticidforurening fra det konventionelle landbrug har jo været kendt i rigtig mange år, men ikke taget alvorligt af hverken landbruget eller politikerne.
Tilbage i 1969 var et af emnerne i dansk stil til studentereksamen noget i retning af “Problemer som rejses af det moderne samfunds forurening af naturen”. Jeg skrev netop om dette emne og om pesticidforureningen af vores grundvandsboringer, som optog mig meget. Jeg havde tidligere læst en artikel omkring disse problemer skrevet af en meget aktiv vandværksmand fra Fyn. Så allerede i 1960-erne var problematikken velkendt, men også modsagt og negligeret af kemifabrikkerne, landbruget og politikerne.
Desværre. der er intet nyt under solen!
For at fremme dyrkningen og brugen af de økologiske (giftfrie) landbrugsvarer, kunne man starte med at fjerne momsen på disse og støtte omlægningen til økologi og samtidig fjerne de støtteordninger til det konventionelle landbrug, som skader miljøet og ikke er bæredygtige.
For at sikre vores grundvandsboringer er det nødvendigt at forbyde anvendelse af pesticider mm. inden for en vis radius omring disse, måske 1 km, og om nødvendigt ekspropriere disse arealer mod erstatning til grundejerne. Arealerne kunne så anvendes til grønne oaser for fauna og dyreliv. Erstatningen kunne finansieres ved at fjerne diverse støtteordninger til det konventionelle landbrug.
Der er store udfordringer, men håb forude!
Kærlig hilsen
Gert
Kære Kirsten
Tusind tak for dejlige opskrifter og gode, oplysende kommentarer.
Jeg vil gerne fortælle en lille historie.
For 59 år siden var jeg “Ung pige i huset” hos Knud Viuf på Lammefjorden. Knud avlede bl.a. asparges og havde ekstra hjælpere på i sæson.
For 10-12 år siden var vi inviteret til at spise i Grøften i Tivoli. Til forret valgte vi asparges. Vi så, at en portion kostede 175 kr, så vi snakkede om, at det måtte være så stor en portion, at vi kunne dele, men vores vært holdt på, at vi skulle have én hver.
Det viste sig, at én portion var 3 stk asparges. Men de var flotte og smagte himmelsk.
På bordet stod et kort, hvor Søren Viuf fra Lammefjorden blev præsenteret som avler af Grøftens asparges. Da jeg var i huset, var Søren en fræk lille fyr på 10, altid fuld af krudt og gale streger.
Nu er Søren sikkert pensioneret, men jeg tror, jeg vil prøve at finde ud af, om hans børn også er dygtige aspargesavlere. Pinsehilsen. Elin
Kære Elin,
Mange tak for din hilsen. Og selv tak. Det glæder mig, at du kan bruge mine ideer.
Det er morsomt, at du har kendt Søren Wiuff som barn. Jeg kan glæde dig med, at Søren stadig er frisk og meget energisk. Han avler masser af asparges på Brogaard, og jeg køber af ham, når jeg har mulighed for at komme til Lammefjorden. Du kan se nogle fotos, hvor jeg besøger Søren, her: https://wp.me/p5bjYH-6XX.
Du kan også læse mere om Søren på hans hjemmeside.
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Hvor er det godt skrevet!!
Jeg er 100 % enig.
Og jeg fatter heller ikke vanviddet …..
Har lige talt med en økologisk landmand på Fanø, som har Angus kvæg bl.a.
Hun fortalte desværre om en kollega ( også på Fanø) , som nu opgiver økologien og går tilbage til konventionelt landbrug pga diverse ” benspænd” og skøre lov regler.
Det er så uendeligt trist….
Jeg ved snart ikke hvad vi skal gøre- har selv svært ved at ha’ råd til 100 % økologiske varer . For som du selv skriver- de økologiske jordbær er dobbelt så dyre. Hvis det overhovedet er muligt at finde dem.
Tak for din indsats,
Kh Mette
Kære Mette,
Mange tak for din dejlige respons.
Ja, vi er desværre mange, der ikke fatter vanviddet. Men desværre ikke mange nok. Hvis der var, ville det stoppe.
Men at der også fra politisk side laves “benspænd”, så økologiske landmænd opgiver, er så trist, at man ikke kan rumme det.
Har man ikke råd til at købe alt økologisk, synes jeg det er værd at satse på det, man spiser mest: kartofler, gulerødder og rødbeder.
Kh Kirsten
……og jordbær ( har lige købt 350 g økologiske jordbær til 38 kr!!!! Det er også lidt vanvittigt).
Du har ret- vi er åbenbart ikke mange nok, så hvordan får vi flere med, når tendensen nu går den modsatte vej!
Kh Mette og tak for dit svar
Kære Mette,
Ja, det er mageløst, at vi, fordi vi vil skåne klimaet, skal betale 38 kr. for 350 g jordbær. Det er tyveri ved højlys dag!
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Bøger
Seneste Opskrifter
Funktionsdygtig Altid aktiv
Præferencer
Statistikker
Marketing