glædeligt grønt nytår 2019/2020 – og en lækker forret til nytårsmenuen
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in Uncategorized
.
på tåspidser ind i det nye årti
I morgen aften ved midnatstid byder vi igen et nyt år velkommen. Klokkerne bimler og bamler og markerer årsskiftet. Ja, i år er det oven i købet et tiårsskifte. Hvad varsler mon klokkerne? Er det klangen af et smukt og grønt tiår, hvor vi for alvor vil forstå, at vi skal finde tilbage til naturen, hvis vi vil leve her på vores smukke klode i fremtiden? Eller lyder det mere som et tiår, hvor vi stadig stikker hovedet i busken og tror, at vi selv intet ansvar har for klodens tilstand? At det er de andre, der må handle.
En kær veninde skrev forleden til mig: “Det er på tåspidser, at man forsigtigt lister ind i 2020”. Jeg er enig: med forsigtig optimisme vover jeg at tro på, at vi er mange nok til, at empatien for alt levende for alvor kan rykke her i 2020’erne. At de fleste af os vil drage omsorg for den natur, som er grundlaget for selve vores eksistens på jorden. At vi vil finde tilbage til taknemmeligheden over alt det smukke og livsnødvendige som naturen tilbyder os – ganske gratis! At vi vil genopleve forbundetheden med alt levende, som vi selv udgør et lille bitte led af. Et led, som vi har afkoblet, og som vi må have forbundet igen. Og det haster!
.
Forskerne taler om den sjette masseuddøen på jorden. I rasende fart udrydder vi alt omkring os: dyr, planter, natur. Enorme områder med regnskov fældes for at give plads til dyrkning af foder til dyr. Jeg har selv været på trekking i Amazonas, og når man har vandret i junglen i dagevis, er man ikke i tvivl om, hvorfor Amazonas kaldes for jordens lunger. Regnskoven ånder ind og ånder ud med helt regelmæssige intervaller i form af heftig regn og heftig fordampning.
Skal vi ikke smide skyklapperne her på tærsklen til det nye årti og tage ansvaret på os? Det er dig og mig og alle de andre, der har skabt en situation, som aldrig tidligere er set i jordens historie. Derfor er det også os, der må tage affære. Politikerne lover guld og – bogstavelig talt – grønne skove. Det må bare ikke koste noget! Men det kan jo ikke lade sig gøre. Det kommer til at koste både penge og en ændret livsførelse. Men jeg ER optimist!
Skal vi ikke sammen beslutte, at vi ændrer verden med vores indkøbskurv? Et af de helt store klimaproblemer er vores enorme dyreproduktion. Den indebærer ikke alene ubeskrivelige lidelser for dyrene, den ødelægger vores jord, vores grundvand, vores luft og vores klima. Men jeg ER optimist.
Hvis vi tror, vi ikke kan gøre noget, så tænk på, hvad en lille pige med et papskilt har gjort. Hun har rokket verden. Når præsidenten i Brasilien omsider satte hæren ind mod de store skovbrande, kom kravet fra klimabevidste forbrugere. Og kravene om handling kommer fra folk i alle aldre, fra skolebørn til bedstemødre. Senest ved klimatopmødet i Madrid stormede aktivister podiet, da de frygtede, at mødet sluttede uden nogen form for beslutning. Og mødet endte da også i absolut ingenting. Men jeg ER optimist!
Det er nedefra kravene skal komme. Det er det enkelte menneskes valg af fødevarer, transport og forbrugsgoder, der afgør vores fremtid, Derfor er det SÅ vigtigt, at vi alle smider skyklapperne her ved indgangen til 2020’erne. Det er formentlig sidste udkald.
Philip Ytournels tegning ovenfor fra Politiken siger det hele: andre må klare det her! Tænk hvis stenaldermennesket havde tænkt det samme, så kunne vi stadig have siddet i hulen med vores køller.
.
tak for alle de søde hilsener
Jeg ved, at alle I, der følger med her på bloggen, gør hvad I kan. På dyrenes og naturens vegne vil jeg sige tak. Tak fordi I har taget det valg at gøre jeres madvaner grønnere og dermed mere bæredygtige – tak fordi I følger med her på bloggen. Og TAK, tusind TAK for alle de mange, mange søde hilsener, jeg har fået i årets løb. De glæder og varmer mig mere, end jeg kan udtrykke.
Den meget fine ros til min mad giver ekstra energi til arbejdet med nye klimakærlige og lækre retter i det nye år. Mad der på alle måder giver en god smag i munden.
Rigtig godt nytår!
.
en smagfuld forret til nytårsmenuen
En svampesuppe med masser af smag er en dejlig forret til nytårsmenuen.
Du kan bruge enten champignon eller portobellosvampe (evt. halvt shiitakesvampe).
Du kan erstatte jordskokkerne med kartofler, og du kan lave chips af begge slags rodfrugter. Chipsene kan dog helt udelades, men det er dejligt med noget, der knaser. Hvis du drysser med chipsene så læg dem på lige før serveringen, da de hurtigt bliver bløde.
.
svampesuppe med jordskokkechips
(4 personer)
10 g tørrede svampe (kan evt. udelades) + evt. lidt til ”smulder”
150 g løg
6 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
250 g champignon
2 spsk citronsaft
5-6 dl grøntsagsbouillon
150 g jordskokker + en ekstra til chips (kan erstattes af kartofler)
2 dl plantefløde
salt og friskkværnet peber
.
Sæt de tørrede svampe i blød i vand, der dækker en time eller to.
Hak løg og hvidløg. Svits dem i olien 4-5 minutter.
Skær svampene i små stykker og tilsæt dem sammen med citronsaften. Svits endnu 4-5 minutter.
Tilsæt bouillonen.
Skær jordskokkerne i små terninger og kom dem i suppen. Lad suppen simre under låg 8-10 minutter.
Skær den sidste jordskok i meget tynde skiver på et mandolinjern.
Steg dem gyldne i en smule olie på panden. Læg dem på fedtsugende papir.
Lad suppen afkøle lidt og purér den. Hæld den tilbage i gryden og tilsæt fløde efter smag. Vurdér konsistensen. Måske skal der mere bouillon i.
Smag godt til med citronsaft, salt og peber.
Varm suppen op og servér den portionsvis med chipsene og hakket persille på toppen.
Du kan evt. yderligere drysse suppen med lidt fint smuldrede, tørrede svampe.
.
.
Tak for alle dine lækre opskrifter. Godt nytår til dig og din familie. Nu glæder jeg mig til din bog om “det æltefri grydebrød” som skulle komme midt i januar.
Venlig hilsen
Lisa Christensen
Kære Lisa,
Selv tak – og rigtig godt nytår til dig.
Desværre må jeg sige, at “Det æltefri grydebrød” udkom for flere år siden og er helt udsolgt. Hvis du gerne vil have den, må du nok låne den på biblioteket – eller prøve at finde den antikvarisk.
Kh Kirsten
Rigtig godt nytår til dig også – og TAK for alle de dejlige velsmagende retter du giver opskrifter på – jeg har i denne måned brugt mange af retterne til os selv og til gæster – til stor glæde for alle parter – Jeg deler dine holdninger til maden og livet og vores ansvar som forbruger — Kærlig hilsen Helle Storm
Kære Helle,
Selv tak. Og hvor er det dejligt at høre, at du har haft glæde af nogle af mine opskrifter. Det glæder mig rigtig meget. Også skønt at høre, at vi er enige om alt det andet!
Rigtig godt og grønt nytår til dig.
Kh Kirsten