Disse brombær hænger lige uden for mit køkkenvindue i sommerhuset – og høsten har været stor i år.
Men nu er det ved at være slut med de sorte vitaminbomber, men der kan endnu samles til en salat. Hvis der også stadig skulle være hyben, kan du lave en dejlig “vild” salat med både brombær og hyben. Og med hasselnødder, som også er plukkemodne lige nu. Sundere bliver det ikke!
Hvis det er slut med hyben, så brug tern af æble i stedet.
salat med perlebyg, hasselnødder, hyben og brombær
I dag fejres den grønne, sunde og bæredygtige mad over hele jorden. Det er dejligt at tænke på, at der kloden over i dag sættes fokus på det, vi putter i munden – og den effekt det har på vores krop og klode.
Dag for dag kommer mere og mere hårdtslående argumenter for at spise grønt. Vi har skamferet naturen, vi er nået uhyggeligt langt med at ødelægge klimaet, dyrene lider i staldene, og hospitalerne er fyldt til skyllerummet med vores forspiste kroppe.
tag en kødfri dag
Som bekendt advokerer jeg for at droppe kødet. Helst hver dag. Men kan man ikke klare det, er det også fint med en enkelt kødfri dag. Hver eneste stykke kød, der IKKE spises, tæller med på den positive side.
Hvis DU også skulle have lyst til at fejre den internationale vegetardag, så snup endnu en af de gamle danske klassikere, som jeg skriver om nedenfor.
Prøv en gang brædende kærlighed. Klik på billedet, så får du opskriften.
Jeg skrev i går om at spise en dansk klassiker som boller i karry på den grønne og bæredygtige måde.
På samme måde kan man lave en skøn biksemad med rodfrugter og tofu. Bryder du dig ikke om tofu, kan dette proteinrige produkt erstattes af kogte bønner.
Og så er biksemad jo genialt, når man ikke vil smide mad ud. Her kan alle rester af grøntsager anvendes.
Der findes som bekendt ikke noget så dejligt som folk, man er enige med. Og FN’s Klimapanel har også lige sagt det: vi SKAL ændre på vores vaner, hvis vores børn ikke skal drukne om 50 år.
Ved at udelade kødet kan vi spare klimaet for hele 20% af de ødelæggende klimagasser. Det er mere end hele trafiksektoren tegner sig for.
Og Hugh er enig. Han siger i et interview i Politiken om at spise grønt uden kød: “Det er godt for dit helbred, det er godt for dyrene og det er godt for miljøet.”
Kokken spiser selv grønt hveranden dag. Det er jo en rigtig god begyndelse. Det kan være svært for nogle at sige farvel “overnight” til nogle af de klassiske kødretter, som mange af os er vokset op med. Men man kan lave endnu mere delikate retter ved at erstatte kødet med fx bønner.
Prøv disse boller i karry. Klik på billedet, så får du opskriften.
Værker af den spændende mexicanske kunstner, Frida Kahlo, kan i øjeblikket ses på Arken syd for København.
Jeg er en stor beundrer af Frida Kahlos kunst og har haft fornøjelsen at besøge hendes blå hus i Coyoacán i Mexico City flere gange.
Frida var en habil kok, og jeg var især fascineret af Fridas køkken, der ligesom resten af huset og kunstneren selv, var et orgie af farver og var fyldt med smukke gryder og spændende køkkentøj.
mad fra Mexico – Fridas pastaret
I min bog om mexicansk mad har jeg en af Fridas opskrifter med. Det er en såkaldt “tør” pastasuppe. I Mexico skelner man mellem “tørre” og “våde” supper.
Fridas opskrift består af ca. 200 g spaghetti, som koges 3-4 minutter.
Løg, hvidløg, tomater (ca. 300 g) og persille svitses, og pastaen tilsættes. Retten simrer i 2-3 dl grøntsagsbouillon 7-8 minutter. Tilsæt evt. mere bouillon, men retten skal ikke være tynd som en suppe.
Der smages til med salt og peber, og pastaen serveres med skiver af avocado og drysset med ringe af chili og smuldret fetaost. Uhmmm … det er rigtig farverig Frida-mad.
Nye undersøgelser viser, at kartofler er på vej væk fra middagsbordet. Og det er især unge, der vælger kartoflen fra. Kartofler har ikke star quality. Desværre!
Kartofler er nemlig både velsmagende og sunde. De er basedannende og indeholder C-vitamin. Hvis man spiser en hovedret med et syredannende kornprodukt som pasta eller hele korn, er det oplagt at spise en kartoffelsalat som tilbehør.
Prøv fx en superenkel kartoffelsalat fra Letland (læs mere om Letland her). Klik på billedet, så får du opskriften.
Nu er det ved at være slut med overfloden af squash og dermed også med de smukke gule squashblomster.
Faktisk bryder jeg mig ikke særligt om at spise blomster, men netop squashblomsten udgør en undtagelse. Måske er det, fordi blomsten lever meget kort tid, falder til jorden og blot formulder, hvis man ikke spiser den.
I Italien er det almindeligt at se dynger af squashblomster på markederne. Sådan er det ikke i Danmark – ikke endnu i al fald.
Vil man have squashblomster, må man derfor selv dyrke planten eller tigge sig frem til blomsterne hos venner og bekendte. Blomsterne går jo til grunde under alle omstændigheder, så det er god fornuft at bruge dem til en lille lækker forret.
Vi nyder alle – små og store – den lille pause midt på dagen, hvor vi åbner for en lækker madpakke.
En madpakke tilberedt med friske råvarer og kærlighed er energi til både krop og sjæl. Og netop her til skolestart udgiver jeg en bog med masser af spændende nye og alternative ideer til madpakker.
slut med slatne madpakker og fede frokoster
”Den lille grønne for madpakkespisere” indeholder mere end 100 opskrifter på alt til madpakken fra godt rugbrød og grove burgerboller til smørepålæg, grønne frikadeller, postejer, pizzaer og tærter. Men her er også nytænkning til den transportable frokost i form af wraps, pitabrød, rugbrødsklapper, sandwich, supper og salater, og her er et afsnit om ”honningdepoter” med ideer til mellemmåltider og lidt til den søde tand.
Med ”Den lille grønne for madpakkespisere” burde det være definitivt slut med slatne madpakker og usundt pålæg. Det her handler om madder med omsorg – også for klimaet, for de fleste af bogens ingredienser kommer fra planteriget.
8 tilsætningsstoffer i en skive skinke
Når man ved, at der kan være op til 8 forskellige tilsætningsstoffer i en skive skinke, er der god grund til at tænke alternativt, som ”Den lille grønne for madpakkespisere” foreslår. I det hele taget kan det kun anbefales at undgå alt kødpålæg,. Forarbejdet kød mistænkes for at være kræftfremkaldende, og heller ikke den fede leverpostej og spegepølsen med nitrit bør ende på rugbrødet.
Bogen vender op og ned på den gammeldags madpakke med sine sunde og klimavenlige råvarer. Usund frokost er “old school”. Vi vil pakke op for frisk mad, der giver næring helt ud i de små grå.
“Den lille grønne for madpakkespisere” er fuld af ideer til transportabel omsorg.
. grøntsagslækker suppe med masser af energi Denne bønnesuppe er inspireret af den spanske menestrasuppe, der minder om den italienske minestrone. Kort sagt: en enkel suppe […]
. dagens ret: lækker og billig “resteret” Restemad, sparemad, hverdagsmad. Måske får du ikke lige stjerner i øjnene, og jeg er heller ikke vild med […]
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy