Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

supperArkiv

tirsdag

26

marts 2019

0

KOMMENTARER

jadesuppe med ramsløg – og en bogsignering

Skrevet af , Posted in supper

.

så er de her! – de supersunde ramsløgblade

Nu hvor vi omsider har smøget vinteren af os og forventningsfulde tripper ind i det spæde forår, kan vi alle trænge til en gevaldig optankning af vitaminer, mineraler og mikronæringsstoffer. Og dem kan vi få helt gratis fra årets første friske skud. Dem finder du i denne suppe, som er lavet på et kvarters tid. Hvis du altså har været ude og samle de første ramsløgblade.

For at få så mange gode stoffer i suppen som muligt, har jeg tilføjet både rosenkål, broccoli og persillerod (eller (søde) kartofler). Rødderne er med for at tykne suppen lidt. Synes du, det er for mange slags grøntsager, kan du nøjes med én af kåltyperne. Nødder og kerner af granatæble tilføjer gode fedtsyrer og flere antioxidante stoffer + endnu flere vitaminer og mineraler.

Ramsløg kaldes Nordens hvidløg, og de dufter og smager da også svagt af hvidløg – og har nogenlunde samme virkning som hvidløg: de er antioxidante og antiinflammatoriske. Og så indeholder ramsløg mange gange flere C-vitaminer end citron.

.

naturens gratis glæder

 

Hvis du har benyttet weekenden til at samle de første vilde planter som ramsløg, brændenælde eller skvalderkål kan du hurtigt lave denne suppe. Men har du ikke fundet ramsløg, kan du i stedet bruge de første små brændenældeskud eller blade af skvalderkål. Og har du slet ikke fundet vilde planter, så brug spinat i stedet eller evt. grønkål, som stadig er frisk og fuld af krudt.

Langt tilbage i tiden er vi taget ud i naturen for at høste de første vilde planter, der strutter af næringsstoffer. Det var især vigtigt før i tiden, hvor det var småt med C-vitaminerne hen mod foråret. Fx er det en gammel tradition i Danmark at lave en såkaldt Skærtorsdagssuppe her i foråret. Læs mere om skærtorsdagssuppen her.

.

vitaminer i flydende form

Jadesuppen er ikke blot en vitaminindsprøjtning, den smager også dejligt. Når jeg har valgt at kalde den jadesuppe, er det fordi den er jadegrøn – og det får mig til at tænke på de poetiske navne, kineserne ofte giver deres madretter. En suppe kan fx hedde “månen spejler sig i søen” eller “lotusblomster i flor” eller lign.

.

bogsignering og mad-snak lørdag den 30. marts

På lørdag den 30. marts kan du møde havemanden – og nu også kogebogsforfatteren – Claus Dalby og mig til en madsnak. Min gode ven Claus er pludselig sprunget ud som mad-menneske, og det har resulteret i bogen “Slank”. Jeg har selv lige udgivet “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer”, som i parentes bemærket allerede er udkommet i 2. oplag.

Claus og jeg vil snakke om plantebaseret mad og hvordan man tryller med grøntsager, så alle glemmer alt om det kød, der ødelægger vores klima, og som vi skal lære at spise meget mindre af. Claus og jeg er klar med de lækre alternativer!

Arrangementet foregår i Arnold Busck Boghandel i Købmagergade 49 i København kl. 12, lørdag den 30. marts. Alle er velkomne!

.

jadesuppe med ramsløg

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

100 g persillerod eller (sød) kartoffel

2 spsk kokos- eller olivenolie

100 g rosenkål

150 g broccoli

en stor håndfuld ramsløg eller andre vilde planter, evt. spinat eller grønkål

6 dl grøntsagsbouillon

1 dl kokosmælk eller havrefløde

citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

25 g hasselnødder (evt. ristede)

4 spsk kerner af granatæble

.

Hak løg og hvidløg. Riv persillerod eller kartoffel. Svits de tre ting i olien, til løgene er let gyldne.

Skær de to slags kål i små stykker (gem evt. nogle hele rosenkålsblade) og snit ramsløgbladene. Kom de tre ting i gryden sammen med bouillonen.

Læg låg på gryden og lad suppen simre ca. 10 minutter. Purér suppen i blenderen og hæld den tilbage i gryden. Tilsæt kokosmælk eller havrefløde.

Smag suppen godt til med citronsaft, salt, peber og sukker.

Hvis du har gemt nogle blade af rosenkål, så lad dem stå i kogende vand 1-2 minutter og sæt dem på suppen.

Servér suppen portionsvis med rosenkålsbladene og drys med hakkede nødder (kan evt. ristes på en tør pande først) og kerner af granatæble.

.

.

ramsløgpesto

Ramsløgsæsonen er forholdsvis kort, så det gælder om at sikre sig en masse af de værdifulde stoffer, mens tid er.

Ramsløg kan heldigvis nydes på mange måder: de kan spises rå i salater, de kan nydes i en suppe – eller de kan laves til en pesto eller sauce verte. Begge dele er meget lækre som sovs eller dip – ikke mindst til aspargesene, som også er indenfor synsvidde!

.

.

Share

fredag

10

august 2018

4

KOMMENTARER

chilihot gazpacho af vandmelon

Skrevet af , Posted in supper

.

med hilsen fra de varme lande

Selv om vi i Danmark i år godt kan kalde os et af de varme lande, har det dog hidtil ikke været varmt nok til, at vi kunne dyrke vandmeloner. Den store grønne frugt med det svalende og blodrøde indre stammer fra Afrika, men er udbredt til mange andre lande på den sydlige halvkugle. Her er det en kvinde i delstaten Kerala i Sydindien, der passer sin store butik et sted langs en støvet landevej. Men jeg er stødt på vandmeloner mange andre steder på mine rejser, fx.

.

vandmeloner på markedet i Riga i Letland

.

vandmeloner på gaden i Skopje i Makedonien

Når det i dag handler om en kold suppe med vandmelon, er det naturligvis på grund af den ekstreme varme vi oplever i denne sommer. Vandmelon er både kølende og tørsteslukkende – så hvorfor ikke nyde den i en suppe? Litervis af vand er lidt trættende i det lange løb.

.

en ven i varmen

Der er aldrig noget så galt, at det ikke er godt for noget! I år behøver vi ikke at rejse til varmere himmelstrøg. Vi kan nøjes med at drømme os bort fra hverdagen med avisernes rejsetillæg, mens vi nyder en stærk og kølig suppe, der bringer bud om et mere fyrigt køkken end det danske.

Suppen har vandmelon som hovedingrediens, men ellers er den lavet som en klassisk spansk gazpacho – her tilsat masser af chili, der er med til at øge forbrændingen i kroppen og åbne porerne, så vi bedre kan svede. En ideel sommersuppe.

.

rigeligt med væske

Det er vigtigt at drikke meget i sommervarmen, men vand er ikke helt nok, vi skal også have forskellige salte og mineraler, og i denne suppe får du nærmest alt, hvad du behøver for at holde væskebalancen i orden.

Vandmelon består af 90% vand – måske deraf navnet? Så frugten er ideel som tørsteslukker, men den indeholder også vigtige stoffer for kroppen, bl.a. lycopen, der ser ud til at styrke blodomløbet og forebygge hjerte-karsygdomme. Stoffet citrullin har i forsøg vist sig at kunne regulere blodtrykket og nedsætte det “lede” kolesterol. Herudover indeholder vandmelon mange antioxidante stoffer.

Den vandholdige frugt belaster os kun med godt 30 kalorier pr. 100 gram, og når man dertil lægger chilien, der styrker forbrændingen, er der tale om mad, der også er ideel, hvis du vil smide et par kilo.

.

lynhurtig suppe

Når man til alle disse gode egenskaber lægger det faktum, at suppen er lavet på under 10 minutter, må der være tale om en ren vinder.

Jeg håber, du vil nyde den!

.

chilihot gazpacho af vandmelon

(4 personer)

1/2 lille vandmelon

250 g tomater

1 lille rød peberfrugt

1/2 lille salatagurk

chili efter smag (gerne meget)

1-2 fed hvidløg

2-3 skiver lyst brød

6-7 dl grønsagsbouillon

salt, limesaft

evt. 1 spsk spidskommenfrø

rørsukker

1 bdt koriander

1 bdt mynte

1 bdt purløg

jomfruolivenolie

evt. havre creme fraiche eller planteyoghurt

.

 

Skær melon, tomater, peberfrugt (fjern kerner og frøstol), halvdelen af agurken, chilien (fjern kernerne), hvidløgene og brødet i små stykker.

Kom det hele i blenderen sammen med bouillonen, et drys salt, 2 spsk limesaft og evt. spidskommenfrø.

Blend til suppen er ensartet. Tilsæt hakket koriander, mynte og klippet purløg.

Smag godt til, evt. også med et nip sukker – og det er vigtigt, at suppen smager markant af chili.

Stil suppen koldt indtil serveringen.

Servér suppen portionsvis  og dryp med lidt olivenolie og de tre krydderurter. Skær det sidste af agurken i små terninger og drys dem på.

Du kan evt. også servere suppen med lidt creme fraiche eller yoghurt.

.

.

 

Share

mandag

5

marts 2018

32

KOMMENTARER

klassisk marokkansk suppe – tag med i riad’en

Skrevet af , Posted in rejser, supper

en riad er gemt godt væk

Hvis man ikke er meget velbevandret i souq’en i Marrakech, er det nogenlunde umuligt at finde de gamle riad’er, som nu er omdannet til hoteller.

Man skal gennem utallige små gyder og smøger, før man kommer frem til en dør – ofte uden skilt – der slet ikke afslører noget af al den herlighed, der ofte findes indenfor. Velkommen til 1001 nat!

.

… velkommen til Riad Camilia

Jeg vil gerne byde på en lille rundtur i en meget smuk og nænsomt restaureret riad, Riad Camilia i Marrakech. Ovenfor bydes der velkommen i hall’en. De varme farver fra byen udenfor, gul, rød og okker er ført med ind i riad’en.

Nedenfor er husets hjerte, det åbne rum, og til sidst ender vi i køkkenet til en skøn suppe, harira, den mest klassiske af alle marokkanske supper.

.

her er riad’ens hjerte

En riad er en lukket bygning med vægge på alle fire sider og et lukket rum i midten, hvor der altid er enten et springvand eller et åbent bassin med vand. Rummet tjener som en slags have med blomster og træer. Dette åbne rum er så at sige husets hjerte, ikke mindst på grund af vandet, der ofte løber eller springer. Det er et sted med ro og stilhed. Her er man beskyttet mod verdens tummel og larm, omsluttet af høje vinduesløse mure på alle sider. Ned fra den blå himmel sænker sig kun fuglefløjt og en lav messen båret gennem luften fra den nærliggende moské.

Tidligere var riad’erne hjem for de rigeste. I dag er mange af dem omdannet til små hoteller, hvoraf nogle er overordentligt smukt restaurerede og smagfuldt indrettede. Det er sådan én jeg bor i! Den hedder Riad Camilia.

.

.

.

ægte marokkansk hygge – uden divan går det ikke!

Riad’erne som regel 3-4 etager høje. På hver etage findes komfortable møbler, så man overalt kan synke ned og nyde en kop marokkansk myntete.

Øverst oppe på taget er der altid et stort rekreativt område med solstole, magelige kurvemøbler og somme tider også en lille swimmingpool. Her serveres ofte morgenmaden.

.

Alle værelser i Riad Camilia er individuelle. Det er en parisisk kvinde, der står bag den smagfulde indretning. Hvert enkelt møbel, pude, tæppe, kunstgenstand og øvrige møblering – ikke mindst de smukke lamper – er foretaget med stor kærlighed til huset. Man føler sig øjeblikkeligt hjemme – selvfølgelig ikke mindst på grund af direktøren for det hele, franske Nicolas og hans helt fantastisk søde og hjælpsomme medarbejdere.

.

spisestuen – 1001 nat er ikke langt borte!

I spisestuen kan man nyde kokken Hourias tryllerier. I pejsen, som ikke ses på billedet, knitrer en livlig brændeild.

.

den klassiske harira serveret i riad’ens spisestue

.

her kan man “slå mave”

Skulle man have forspist sig på kokkens fristelser, kan man slå sig ned i en behagelig lænestol og nyde den smukke indretning i spisestuen.

.

men vi må i køkkenet

Intet køkken i Marokko med respekt for sig selv, er ikke forsynet med et righoldigt udvalg af taginer og keramikskåle i mange mønstre og farver.

.

der er gang i persillehakkeren

.

… men nu til hovedretten

Jeg laver både en suppe og en hovedret sammen med kokken Houria. Her er vi i gang med hovedretten. Den minder lidt om de krydrede marokkanske grøntsager, som der er opskrift på her.

.

… og så til suppen

Sådan ser den marokkanske suppe ud, når jeg har lavet den i mit eget køkken. Her er suppen pureret, men du kan også lave den uden purering, se nedenfor.

Harira er en suppe, hvor der er plads til eksperimenter. Harira er suppen over alle supper i Marokko. Det er fx den suppe, man under ramadanen bryder fasten med om aftenen, når solen er gået ned, og det atter er tilladt at spise.

Hver eneste husholdning har sin egen opskrift på harira. Du skal derfor ikke fortvivle, hvis du lige står og mangler græskar eller gulerødder. Brug så fx udelukkende søde kartofler i stedet – eller omvendt.

Marokkanerne bruger meget af det dyre krydderi, safran. Der er også safran i denne suppe, men synes du, det er for kostbart, så udelad det. Suppen smager også dejligt uden. Hvis du trods alt ønsker suppen rød-gylden, så tilsæt 2 tsk gurkemeje i stedet for safran.

.

upureret harira

harira – en marokkansk suppeklassiker

I køkkenet i Riad Camilia brugte Houria brøndkarse i suppen. Det er ikke altid nemt at finde, og det kan sagtens udelades. Det giver ikke alverdens til smagen, til gengæld er det en af de sundeste planter, man overhovedet kan spise, så tag den med, hvis det er muligt.

Suppen er så protein- og vitaminrig – og vældig mættende – at den kan serveres som hovedret. Gør i givet fald portionen lidt større og spis et godt stykke brød til.

Det er en dejlig suppe på en travl dag, fordi hele måltidet tilberedes i én gryde.

.

Brødet er et safranbrød, som jeg smagte på det skønne landsted “Le Paradis du Safran” udenfor Marrakech. Der kommer en lille historie om marokkanske brød senere – og også opskrift på dette lækre safranbrød.

Hvis du vil have brød til suppen, kan du finde et andet marokkansk brød her.

.

harira – marokkansk suppe 

(4 personer)

100 g kikærter (evt. fra dåse)

1 spsk spidskommenfrø

100 g løg

2 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

50 g linser

8-10 dl grøntsagsbouillon

200 g kartofler

200 g gulerødder

200 g græskar

150 g søde kartofler

2 stilke bladselleri

1 bdt persille

1 bdt brøndkarse

1 nip safran

2 tsk røget paprika (evt. alm. paprika)

2 spsk frisk reven ingefær

1 glas hakkede tomater med væde

50 g supertynd pasta

citronsaft

salt, peber

evt. frisk koriander

.

Læg kikærterne i blød ca. 8 timer og kog dem i nyt vand 10 minutter. Afdryp dem. Eller afdryp kikærter fra dåse.

Rist spidskommenfrøene i en gryde, indtil de dufter.

Hak løg og hvidløg og kom dem i gryden sammen med olien. Svits til løgene er let gyldne.

Tilsæt linserne, de forkogte kikærter og 7-8 dl bouillon. Kog suppen 10 minutter.

Skær alle grøntsagerne i små terninger og kom dem i suppen sammen med hakket persille og hakket brøndkarse.

Kom safranen i en morter sammen med et nip salt. Stød safranen til pulver med saltet. Hæld 2 spsk kogende vand på og opløs safranen. Hæld det i suppen og tilsæt også paprika, ingefær og de hakkede tomater med væden.

Lad suppen simre under låg til linser, kikærter og grøntsager er møre, endnu ca. 10 minutter.

Hvis du ikke vil purere suppen, tilsættes pastaen nu og koges med et par minutter, til den er blød.

Hvis du vil purere suppen, så kog pastaen i et smule vand 3-4 minutter og afdryp den.

Smag suppen godt til med salt, peber, citronsaft og evt. mere ingefær og/eller paprika.

Servér suppen portionsvis, evt. drysset med lidt frisk koriander.

Hvis du ønsker suppen pureret, så blend den og servér den ligeledes portionsvis med pastaen, lidt kikærter og grønt på toppen.

.

 

 .

Share