Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

fredag

24

september 2021

13

KOMMENTARER

kikærtecurry med stilkbroccoli – lækkert på ingen tid

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

supersund og lækker aftensmad på under 20 minutter

Jeg lover: denne superlækre og vildt sunde ret kan tilberedes på virkelig kort tid. Hav den i baghånden til travle dage. Det kræver kun, at du har frosne kikærter liggende i fryseren – eller bruger kikærter fra dåse. Ellers skal kikærter/bønner sættes i blød ca. 8 timer.

Er du løbet tør for kikærter så brug brune, sorte eller kidneybønner i stedet.

Du kan nemt variere broccolien med andre grøntsager som blomkål, svampe og bananløg, bagte rødbeder, squash, græskar etc. Tag hvad du har på lager.

.

aspargesbroccoli

Disse broccolistilke kaldes også aspargesbroccoli, fordi de har en fjern lighed med asparges. Kan du ikke lige finde dem hos din grøntsagspusher, kan du bytte dem ud med almindelig broccoli, som skæres i mindre buketter.

.

når less is more!

Superenkelt: kartofler, kikærter og broccoli med masser af smag fra en stærk karrypasta.

Og så er det sundt: gurkemeje virker sammen med friskkværnet peber stærkt antiinflammatorisk i kroppen. Og kan du ikke få nok af det stærke, kan du yderligere tilsætte friskreven ingefær. Det giver nogle ekstra grader på sundhedsbarometeret!

.

rød currypasta

Jeg har brugt denne røde currypasta, som kan købes i butikker med orientalske varer. Den er temmelig stærk, så prøv dig frem. Hvis du synes, det er en stor portion, kan du trøste dig med, at den holder i evigheder, hvis du opbevarer bøtten i køleskabet.

Du kan også lave min ven Henriks forrygende hjemmelavede currypasta. Men så har du brug for lidt længere tid. Til gengæld skriver Henrik om arbejdet: “Det er en herlig proces at lave sin karrypasta selv! Køkkenet dufter af de skønne krydderier, det er en sand fryd.” Og hvem har ikke brug for lidt eksotisk duft af 1001 nat, nu hvor efteråret banker på døren!

Se opskriften her.

.

spis ris til

Løskogte ris passer til curryretten – eller du kan vælge quinoa. Jeg har drysset risene med rosiner og sorte sesamfrø.

.

kikærtecurry med stilkbroccoli

(4 personer)

200 g kikærter (evt. 2 dåser)

200 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

1-2 tsk rød currypasta

1 dåse kokosmælk

2 tsk gurkemeje

300 g kartofler

250 g broccolistilke eller alm. broccoli

citronsaft

salt, friskkværnet peber, evt. rørsukker

frisk koriander

.

Læg tørrede kikærter i blød mindst 8 timer. Kog kikærterne i nyt vand ca. 20 minutter og afdryp dem.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien sammen med currypasta efter smag og behag (den er temmelig stærk).

Hæld kokosmælken ved og bring den i kog sammen med gurkemeje og ½ tsk friskkværnet peber.

Skær kartoflerne i små terninger og kom dem i gryden. Lad retten simre 8-10 minutter afhængig af, hvor store kartoffelterningerne er.

Tilsæt de afdryppede kikærter og broccolistilkene. Lad curryen simre endnu 3-4 minutter eller til kikærter og broccoli er gennemvarme.

Smag til med citronsaft og salt, evt. også et nip sukker.

Drys retten med hakket koriander og servér gerne kogte ris til.

.

.

Share

fredag

17

september 2021

4

KOMMENTARER

pandestegt blomkål med hasselnødder og kaperscreme

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

kål med kant og kapers

Jeg elsker al slags kål. Faktisk spiser jeg næsten hver dag mindst to slags kål. Og en af mine yndlinge er den milde blomkål.

Her har jeg skåret kålen i skiver og stegt dem gyldne på begge sider på en pande. Det er en lækker og hurtig ret. Et dejligt tilbehør er en kaperscreme og hasselnødder. Kapers og nødder er som skabt til at komplettere blomkålen.

Hvis du heller ikke kan få kål nok, anbefaler jeg en salat med to farver spidskål som tilbehør.

.

blomkål kan give mange forskellige smagsoplevelser

Blomkål er en grøntsag, som kan varieres smagsmæssigt på utallige måder. Kålen smager helt forskelligt, afhængigt af om man spiser den rå eller letdampet, stegt eller bagt. Hvis kålen vendes i en spicy orientalsk marinade, kan man forvandle den til de meget lækre, såkaldte “kyllinge”-vinger.

Hvis du river den rå blomkål til det, jeg kalder blomkåls-sne, får du en helt anden smagsoplevelse.

Og så er der den ovnbagte udgave med mandler og kerner af granatæble.

.

blomkål er superfood

Alle typer kål er noget af det bedste, du kan give din krop. De er propfyldte med stoffer, der styrker immunforsvaret. Kål virker antiinflammatorisk og antioxidant og kål forebygger kræft – for blot at nævne nogle få af kålens utallige gode egenskaber.

.

det er snart nøddetid

En anden ting, jeg holder rigtig meget af, er hasselnødder. Især de nye friske, som kan høstes snart – hvis ikke de små egern allerede har været der!

.

sovs og salat

Både sovsen af havre creme fraiche og kapers og salaten er lynhurtigt lavet. Det betyder, at du kan tilberede denne ret på 1/2 times tid. Hvis du vil have lidt flere proteiner, så servér ristet rugbrød til – eller løskogt quinoa.

.

superfine proteiner med sommerens sidste tomater

De små frø, quinoa, der stammer fra Andesbjergene i Sydamerika, er meget proteinrige. Hvis du vil servere dem som tilbehør, koges frøene i dobbelt mængde vand, ca. 20 minutter. Du kan evt. vende en dressing af olie/eddike med lidt knust hvidløg i quinoaen.

Det har vist sig, at quinoa er velegnet til at dyrke i Danmark, og den danske quinoa er ude i butikkerne nu. Det er glædeligt. Så sparer vi den lange transport.

.

pandestegt blomkål med friske hasselnødder og kaperscreme

(4 personer)

50 g afskallede (friske) hasselnødder

kokos- eller olivenolie

1 stort fast blomkålshoved eller 2 mindre

1 1/2 dl havre creme fraiche

ca. 1/2 dl havrefløde

4-5 spsk hakkede kapers

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1 bdt purløg

spidskålssalat:

1/2 lille lilla spidskål

1/2 lille grøn spidskål

5 spsk jomfruolivenolie

2-3 spsk æbleddike eller anden eddike

ca. 1 spsk dijonsennep

1 fed hvidløg

evt. blade af tallerkensmækker

.

 

Skær nødderne i flager og rist dem gyldne i 1 spsk olie på panden. Sæt dem til side.

Skær blomkålen i ca. 8 tykke skiver. Vær omhyggelig, for ikke alle blomkål hænger lige meget sammen. Hvis kålen er for løs, må du stege kålen i mindre stykker.

Steg blomkålen gylden på begge sider i godt varm olie.

Rør creme fraichen med fløden og tilsæt de hakkede kapers. Smag godt til med salt, peber og evt. et nip sukker.

Drys med 1/2 bundt fintklippet purløg.

Snit de to slags spidskål til salaten meget fint.

Rør olie, eddike, sennep og presset hvidløg sammen og smag dressingen godt til.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Servér de stegte skiver med sovsen og salaten – og drys med med ristede nødder, mere klippet purløg og evt. blade af tallerkensmækker.

.

 

Share

mandag

13

september 2021

4

KOMMENTARER

luksus-biksemad med kantareller

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

restemad i luksusudgave

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at det er slut med den tid, hvor vi kunne finde på at smide mad ud. Og her kommer biksemad ind som den perfekte løsning.

Jeg er ganske vist i opskriften gået ud fra friske grøntsager, men det skal ikke afholde dig fra at bruge dine rester. Og da jeg vanskeligt kan overleve en dag uden blomkål og broccoli, kom der også lidt af det i biksemaden. Kål er ikke blot super-sundt, broccoli giver også en fin grøn farve til retten.

Og da kantarellerne står derude i skovbunden lige nu og lyser som små gyldne fyrtårne, er de kommet på toppen. Så med de små guldklumper kan restemad ende som ren luksus-mad!

.

ny form for protein

Vi plantespisere skal hele tiden være opmærksomme på proteinerne. Og faktisk kommer der mange nye alternativer til kød frem i øjeblikket. Men en del af dem er desværre rystende ringe.

Jeg bruger kun færdige produkter i meget begrænset omfang, da jeg hellere vil anvende bønner, linser og kikærter uden anden manipulation end den, jeg selv foretager. Men for mange begyndere i det grønne køkken er det fint, at man kan vælge en masse færdigprodukter. Somme tider køber jeg dem for at afprøve smagen. Og jeg må sige, at jeg lige er blevet chokeret over nogle plantepølser fra Irma, som var direkte uspiselige. Det er forbasket ærgerligt, for er der nye interesserede mennesker, der vil prøve noget kødfrit, så opgiver de.

Til gengæld har jeg lige afprøvet det produkt, der hedder plantestykker, og som er lavet af økologisk ærteprotein og hestebønneprotein (Organic Plant Protein A/S). Stykkerne har en god fiberstruktur, og efter tilførsel af marinade og/eller krydderier er de velegnede til mange retter.

Jeg har fået posen med plantestykker foræret af min gode veninde, Inger, som havde fundet dem i den veganske restaurant Vegetarzan i Horsens (findes også på Vesterbro i København). Vegetarzan har spændende retter på kortet med bl.a. dette produkt, som de også sælger. Og så har jeg set, at Irma-butikkerne forhandler plantestykkerne. Dem vil jeg gerne anbefale som en variation til tofu og tempeh.

.

opdateret biksemad

Jeg er ikke så meget for begreberne hverdagsmad og festmad. For al mad, der strutter af gode næringsstoffer og velsmag er i mine øjne festmad. Denne biksemad kan i al fald godt komme ind i dén kategori.

.

..

biksemad med kantareller

(4 personer)

150 g plantestykker, kan erstattes af tofu eller tempeh

4 spsk olivenolie

2 spsk tamari

1 spsk citronsaft

1 fed hvidløg

1 spsk revet ingefær

200 g kantareller

2 spsk friske timianblade eller 1/2 spsk tørrede

salt, friskkværnet peber

ca. 1,5 kg rodfrugter: kartofler, rødbeder, persillerødder, pastinakker, selleri, gulerødder, jordskokker etc. (gerne rester)

evt. en rest blomkål og/eller broccoli

150 g løg

1 bdt purløg eller 1 blad grønkål

.

 

Læg plantestykkerne i blød en halv times tid i vand, der dækker. Klem al væden ud af dem.

Rør olie, tamari, citronsaft, presset hvidløg og revet ingefær sammen og vend plantestykkerne i marinaden. Lad dem trække i marinaden nogle timer, evt. til næste dag. Vend rundt i dem engang imellem.

Steg plantestykkerne gyldne i 2 spsk olie og sæt dem til side.

Svits kantarellerne i 2 spsk olie et par minutter. Tilsæt timian og drys med lidt salt og friskkværnet peber. Sæt kantarellerne til side.

Skær de valgte rodfrugter i terninger (hvis du bruger kål, så del den i mindre buketter) og læg dem i en bradepande. Drys med lidt salt og dryp ca. ½ dl olivenolie over grøntsagerne. Vend dem rundt.

Sæt bradepanden i ovnen og bag grøntsagerne ca. 20 minutter. Vend rundt i dem et par gange under bagningen. Bid i et par terninger for at mærke, om grøntsagerne er møre.

Skær løgene i ringe og steg dem let gyldne i 2 spsk olivenolie.

Bland alle ingredienserne sammen i et ovnfast fad. Læg kantarellerne øverst.

Sæt fadet i ovnen 5-6 minutter til retten er gennemvarm.

Servér biksemaden drysset med klippet purløg eller finthakket grønkål.

 

.

Share