Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

hovedretterArkiv

fredag

25

april 2025

6

KOMMENTARER

blomkålssteaks med ristede svampe og jordnøddecreme

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

når blomkål smager af festmad

Når blomkål steges, glaseres og serveres med ristede svampe, kan det dårligt undgå at blive et festmåltid. Der er nok at bekymre sig om i verden, så hvorfor ikke lade det daglige måltid – i det mindste – være en glædelig begivenhed. Og denne bæredygtige form for mad er oven i købet et lille bidrag til at bringe vores udfordrede verden tilbage i balance.

.

svampe på toppen

Østershatte er dejligt tilbehør til en ret med kun grøntsager. Svampen er lidt sej at tygge i, og giver en dejlig mundfølelse sammen med den semi-bløde blomkål. Men alle andre svampe vil også gøre sig godt i denne ret, fx skiver af kejserhatte.

.

en pikant glasering

For ekstra smagsoplevelse er blomkålen dækket med en glasering, der bl.a. indeholder yuzu ponzu og hoisinsovs.

Yuzu ponzu er en traditionel japansk sojasovs tilsat den syrlige yuzu citrusfrugt. Yuzu er en mandarinlignende frugt, der på én gang er både sødmefuld, bitter og syrlig, hvilket gør ponzusovsen helt unik og pikant. Yuzu ponzu er rig på umami, og kan også bruges til salater, dressinger, og som dip til gyoza-dumplings, forårsruller og grøntsags-tempura.

Yuzu ponzu kan købes i specialbutikker eller direkte hos NatureSource.

Sovsen bruges i små mængder og holder i lange tider – og har man ikke lige en citrusfrugt på lager, er det praktisk at have denne flaske i sit smagebibliotek.

Jeg hører ofte, at jeg bruger for specielle produkter (og for mange!), men vil man have store smagsoplevelser, er det nødvendigt med umagerige “trylle”-produkter. Man kan dog sagtens erstatte ponzuen med citron eller lime samt almindelig sojasovs.

Jeg har også brugt den kinesiske hoisinsovs i glaseringen. Den fås i alle butikker med orientalske varer. Hoisinsovs smager lidt som en vestlig barbecuesovs. Og igen: hoisinsovs holder i lange tider, men har du ikke lyst til at anskaffe den, kan du selv røre en sovs sammen af jordnøddesmør, sirup, presset hvidløg, riseddike, sesamolie, chilisovs, tamari og peber.

Men husk: Det er ikke mejslet i sten, at man skal bruge alle de smagsgivere,  jeg foreslår, i en opskrift. Har man travlt eller synes man, det er for besværligt, eller det kan være et økonomisk spørgsmål, kommer man rigtig langt ved at smage til med salt, peber, citrussaft og evt. tamari.

.

blomkålssteaks med ristede svampe og jordnøddecreme

(4 personer)

jordnøddecreme:

4 spsk jordnøddesmør

plantefløde til passende konsistens

1 fed presset hvidløg

1 lime- eller citron

tamari, friskkværnet peber

glasering:

3 spsk hoisinsovs

2 spsk yuzu ponzu

      (eller citronsaft og tamari)    

1 spsk sesamolie

grøntsager:

200 g østershatte

1 chili eller efter smag

olivenolie

1 spsk agavesirup eller anden sirup

1 stort blomkålshoved

Lav først jordnøddecremen: Rør jordnøddesmørret med plantefløde, så cremen bliver tilpas lind. Tilsæt presset hvidløg, og smag til med citrussaft, tamari og peber. Sæt cremen til side.

Rør de tre ting til glaseringen sammen og smag til.

Skær østershattene i skiver. Hak chilien fint (fjern kernerne). Svits svampene i olie med så meget chili, som du ønsker.

Tilsæt et par spsk limesaft og sirup, og lad svampene stege, til de er gyldne. Drys med salt og peber.

Skær blomkålshovedet i 8 tykke skiver og læg dem enten på en bageplade (bag dem gyldne ved 200 grader i 10-15 minutter) – eller steg dem gyldne på en pande. Skiverne må gerne bevare lidt bid.

Smør glaseringen på blomkålen.

Servér blomkålssteaks’ene med svampene på toppen og drys med lidt frisk timian. Servér jordnøddecremen til separat.

Giv gerne kogt quinoa til steaks’ene eller en salat med quinoa og edamamebønner.

.

Share

fredag

4

april 2025

4

KOMMENTARER

pariserbøf med rødbede, kapers og peberrod

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, hovedretter

.

plantebaseret udgave af en klassiker

Jeg har her tilladt mig at erstatte en kødbaseret klassiker med planter. Det får jeg tit drøje hug for. Det er kødspisere, der er fortørnede over, at “deres” mad bliver tryllet om til plantebaserede retter. Jeg har aldrig forstået hvorfor. Jeg mener, de burde være glade, fordi den grønne mad både skåner dyrene, naturen, klimaet og vores eget helbred. Det kommer alle til gode, både kød- og plantespisere. Og vi tager jo ikke noget fra kødspiserne – tværtimod.

Så tag godt imod pariserbøffen – nu med planter!

.

forkæl samtidig dine tarmbakterier

“Fiberrig, hjemmelavet vegetarisk mad er godt for snart sagt alt”, skriver journalist Lars Igum Rasmussen i Politiken i en artikel om vores tarmbakterier, det såkaldte tarmmikrobiom, der er en slags kommandocentral for vores helbred.

Vi ved efterhånden, at tarmmikrobiomet har betydning for de fleste af kroppens funktioner. Disse tarmbakterier elsker grøn og uforarbejdet mad med masser af fibre. Og de hader ultraforarbejdede fødevarer.

De mange fabriksfremstillede fødevarer, der er sprængt til atomer og klistret sammen igen med mængder af tilsætningsstoffer, nedbryder vores helbred. Den mad lægger grunden til overvægt og mange såkaldte velfærdssygdomme, fordi vores tarmbakterier udsultes, og kroppen tilføres  stoffer, der ikke er beregnet til menneskelig føde.

Hvor svært kan det være: Den person, der har forsket mest i vores tarmmikrobiom, professor Oluf Borrebye Pedersen, siger i samme avis, at alternativet til den ultraforarbejdede skodmad er: “… råvarebaseret og varieret mad med hovedvægten lagt på økologisk plantemad.”

Det betyder mest mulig hjemmelavet mad med hovedvægten på friske, økologiske råvarer.

.

læs her hvis du er i tvivl

Vil du vide mere om de ultraforarbejdede fødevarer og deres negative indvirkning på vores krop, så læs Chris van Tullekens bog, “Ultraforarbejdet”. Den giver et fantastisk indblik i, hvad industrien fodrer os med, og hvilke fatale konsekvenser det har for vores helbred. Produkter der skaber afhængighed, og gør os tykke og syge, så industrien kan tjene mest muligt. Vi betaler ikke blot for produkterne, vi betaler også med vores helbred.

Køb bogen hos din boghandler eller hos Saxo. Prisen hos Saxo er kr. 234,95.

.

når nøden er størst …

Men der findes lys derude … Et menneske, der kæmper for friske, sunde og økologiske råvarer, er den tidligere direktør for det nu hedengangne Irma, Alfred Josefsen.

Det var en stor sorg for Irma-kunderne, da COOP lukkede kæden, men nu har den tidligere Irma-direktør åbnet et nyt supermarked med det samme gode koncept, som Irma: hovedvægten på uforarbejdede fødevarer, friske økologiske grøntsager og bæredygtighed. Smukke lokaler og venlige medarbejdere.

Det nye supermarked hedder alma og åbnede i sidste uge på Sylows Alle 17 på Frederiksberg. Fra morgenstunden var køen til den nye butik lang. Indenfor blev man mødt af masser af grønt i alle farver, mængder af bælgplanter og anden opbyggelig mad. Kunderne gik omkring og tog den nye butik i øjesyn med et smil på læben. Der var ingen tvivl om, at glæden ved dette nye mekka af kvalitet var stor. Her mødtes Irma-familien igen og småsnakkede med hinanden om den fagre nye indkøbsverden.

Endnu er det kun et københavnerfænomen, men når vi er mange nok, der ønsker kvalitetsmad, vil der være menneskevenlige alma’er overalt.

Se mere om alma her.

Tak fordi der stadig findes mennesker, der sætter pris på kvalitet og bæredygtighed.

.

masser af grønt hos alma – også i løs vægt

Det bugner af grønt hos alma, meget uindpakket – og det kan købes i løs vægt.

.

påsken er for mange ensbetydende med æg

Tilbage til ugens ret: Pariserbøffen er en velvalgt deltager til påskens frokostbord. Og påske er som bekendt ensbetydende med æg som symbol på det nye liv, der spirer og gror overalt i foråret.

En animalsk pariserbøf skal have en æggeblomme på toppen. I denne planteudgave er æggeblommen erstattet af en “blomme” af mango.

.

en bøf med det hele

Bøffen laves af planteprotein (fremstillet af økologiske bælgfrugter) fra Plant Mate. En anden mulighed er en rødbedebøf med quinoa – eller din egen foretrukne plantebøf.

Hvis du søger på bøf i søgefunktionen, får du masser af andre forslag til bøffer.

En pariserbøf serveres på et stykke godt surdejsbrød med tilbehør af hakket løg, kapers, hakkede rødbeder og reven peberrod.

.

pariserbøf med rødbede, kapers og peberrod

(4 personer)

bøffer – 7-8 stk.:

75 g plant mate (fx granulate eller mince mini)

2 ½ dl koldt vand

1 spsk tørret oregano

3 spsk tamari

50 g skalotteløg

2 fed hvidløg

150 g rødbede

50 g tamariristede solsikkekerner– se nederst i indlægget

½ dl olivenolie

75 g havregryn

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

olie til stegning

tilbehør:

4 skiver lyst brød, gerne surdejsbrød

1 mangofrugt

4 spsk hakket, syltet rødbede

4 spsk hakkede rødløg

3 spsk kapers

3-4 spsk reven peberrod

.

Læg plant mate i blød i vandet tilsat oregano og tamari. Lad stykkerne udbløde en halv times tid. Vend rundt i dem ind imellem, så alle stykker bliver udblødt og al væden opsuget.

Hak løg og hvidløg.

Riv rødbeden groft.

Blend plantestykker, løg og rødbede med en stavblender.

Rør solsikkekerner, olie og havregryn i farsen. Tilsæt 1/2 spsk reven citronskal og 1-2 spsk -saft. Vurdér om farsen er fast nok. Tilsæt evt. flere havregryn.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Pres farsen godt sammen i skålen og lad den hvile en halv times tid.

Smag til igen og vurdér konsistensen.

Form 7-8 flade bøffer. Sæt dem på en pande med godt varm olie. Lad dem blive mørke på begge sider og skru ned for varmen. Steg bøfferne færdige, 5-6 minutter på hver side.

Du kan også blot brune bøfferne på panden og bage dem færdig i en 200 grader varm ovn ca. 15 minutter. Hvis du vælger denne løsning, kan du forstege bøfferne dagen før, de skal serveres.

Rist brødet gyldent på begge sider i olie på panden.

Skær 4 ”æg” ud af mangofrugten.

Læg en bøf på hver brødskive og et mango”æg”. Drys med hakkede løg og rødbede, kapers og reven peberrod. Servér evt. mere af tilbehøret til separat.

.

.

tamari-ristede solsikkekerner

Rist 50 g solsikkekerner (eller græskarkerner) gyldne og duftende på en tør pande.

Tilsæt 2 spsk tamari og 1 spsk olivenolie. Rist kernerne, til de er helt tørre.

Opbevar de ristede kerner i et lufttæt glas.

.

Share

fredag

28

marts 2025

0

KOMMENTARER

baba ganoush med bønner og stegte kejserhatte – fra forret til hovedret

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

en lækker hilsen fra Mellemøsten

Baba ganoush er en lækker dip eller creme af bagt eller ristet/grillet aubergine. Ofte ristes auberginen over åben ild for at opnå en let røget/brændt smag. Da de færreste af os har åben ild, kan auberginen ristes over et gasblus – eller den kan lægges under grillen i ovnen.

I Mellemøsten serveres baba ganoush mest som mezze, forret, sammen med andre småretter eller som tilbehør til en hovedret.

Vælger du baba ganoush som forret eller dip, kan du udelade bønnerne.

Pitabrød passer fint som tilbehør til baba ganoush.

.

hjemmebagte pitabrød

Se opskrift på pitabrød her.

.

fra forret til hovedret

Baba ganoush er “født” som tilbehør eller forret, men det er nemt at opgradere den til en hovedret.

Vi skal jo som bekendt spise mange flere bælgfrugter i Danmark. Det kan gøres på mange måder. Fx kan man “smugle” bønner ind i bagværk eller som i denne ret, en puré af aubergine.

Med bønnerne er retten proteinoptimeret, og med stegte svampe og tilbehør af fx pitabrød er det en dejlig let forårsret.

.

med eller uden kerner af granatæble

I Mellemøsten bruger man meget det sød-syrlige granatæble. Det er supersundt og er her brugt som drys på retten. Men også granatæblesaft og -sirup kan anbefales til mange retter.

Granatæble virker stærkt antioxidant og indeholder meget C-vitamin samt andre stoffer med antioxidant virkning, fx ellaginsyre, der ser ud til at være kræfthæmmende – og modvirker rynker.

Men faktisk betyder de røde kerner også noget visuelt. Det ser man på fotoene ovenfor og nedenfor. Vi spiser som bekendt også med øjnene.

.

.

variationer af baba ganoush

Baba ganoush er så populær en ret, at den er kendt og elsket i mange områder udenfor Mellemøsten. Ingredienserne kan variere, fx kan man udelade tahin og tilsætte mayonnaise i stedet. Også krydderier og krydderurter veksler afhængig af området.

.

baba ganoush med bønner og stegte kejserhatte

(4 personer)

¾ kg auberginer

olivenolie

1 dåse/brik små hvide bønner eller limabønner, ca. 230 g afdryppet vægt, kan erstattes af andre bønner

3 spsk tahin

2 fed hvidløg

1 spsk ristede spidskommenfrø

chili efter smag

1 økologisk citron

tamari, salt, friskkværnet peber

200 g kejserhatte

persille eller koriander

evt. 1 granatæble

.

Skær auberginerne igennem på langs og læg dem på en bageplade med den runde side opad. Pensl med olie og bag auberginerne i en 200 grader varm ovn ca. 30 minutter. Skindet må gerne blive lettere brændt.

Skrab kødet ud af auberginerne. Tag gerne lidt af skindet med.

Afdryp bønnerne og blend dem sammen med tahin, hvidløg, spidskommenfrø, chili, 2 spsk tamari, 2 spsk citronsaft og 1 spsk reven citronskal.

Tilsæt auberginekødet og blend det med, til cremen er ensartet.

Smag godt til med salt, peber, citronsaft og evt. chili.

Skær kejserhattene igennem på langs og rids evt. tern i stokkene. Steg dem gyldne på en godt varm pande.

Bred auberginecremen ud på et fad og læg svampene øverst.

Drys med hakket persille og evt. kerner af granatæble.

.

.

Share