Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegetarisk patéArkiv

fredag

8

november 2024

0

KOMMENTARER

porrepaté med valnødder og bagte rodfrugter

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

porrer i lækker paté

porrepate-4

Porrer er en vintergrøntsag, og kaldes også gourmetløg. Lækre er de i al fald, men hvad gør man egentlig med de lange, elegante “løg”. Ja, ofte ender de i en suppe, men porrer kan også meget andet, som fx at sprede lækkerhed i denne paté med valnødder.

.

paté eller frikadeller

porrepate-ubagt

porrepate-frikadeller-1

Tv.: pateen er parat til at komme i ovnen.

Th.: porrefarsen kan også steges som frikadeller.

.

En paté er praktisk mad, både som hovedret og som pålæg. Spis evt. ovnbagte rodfrugter til, se nedenfor.

 

ugens gode nyhed

I en uge hvor mørke skyer har samlet sig over vores grønne planet, har jeg valgt at fokusere på det nære. Og her er en rigtig god nyhed:

Den tidligere Irma-direktør Alfred Josefsen åbner en ny slags Irma. Det er fantastisk nyt for sådan én som mig, der stadig lider under kraftige abstinenser efter tabet af den kvalitetsbevidste kæde.

Navnet på det nye supermarked er Alma. Her vil økologien og den grønne dagsorden få en fremtrædende plads.

Alfred Josefsen siger til Politiken: “Vi kender alle undersøgelserne om, hvad der fremmer et sundt liv. Det handler om at spise flere planter og mindre af det animalske. Vi tror også, der er brug for, at nogle sætter foden ned over for noget, som vi skal undgå. Vi mener, at vi skal undgå ultraforarbejdet mad, der er opløst til atomer og tilsat fedt, sukker, salt og tilsætningsstoffer”.

Almas motto bliver “Mere liv”. Og det er tænkt som mere liv til den enkelte og mere liv globalt. De to ting hænger jo uløseligt sammen. Så for Alma handler det dels om at spise sundt, spise det der giver liv til den enkeltes krop, men også det, der giver liv til planeten og får fællesskabet omkring maden til at blomstre.

Det er vidunderligt, at en forretning på den måde går ind og viser vejen mod et sundere liv og en grønnere planet. Lige her hos os er de mørke skyer blevet lidt grønnere. Desværre i første omgang kun lokalt.

Den første Alma butik åbner i 2025 – et sted i københavnsområdet. Jeg håber inderligt, at de krops- og klimakærlige tanker vil brede sig til hele landet. Jeg håber på en grøn supermarkeds-sunami.

.

porrepaté med valnødder

(4 personer)

¾ kg porrer

4 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

50 g valnødder

2 dl havre cremefraiche

ca. 100 g havregryn

ca. 50 g rasp

1 spsk tørret, smuldret salvie

1 spsk tørret oregano

1 ½-2 dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

 

Rens porrerne grundigt. Brug så meget som muligt af den grønne top. Tag ca. 1/2 porre fra. Skær resten af porrerne i skiver, og hak hvidløgene.

Svits begge dele i olien, til porrerne er bløde.

Hak valnødderne og rør dem i porrerne sammen med cremefraiche, havregryn, rasp, krydderurter og fløde. Tilsæt også et drys salt og peber.

Lad farsen stå 5-10 minutter og vurdér konsistensen. Måske skal der lidt mere rasp/haavregryn eller fløde i.

Smag farsen godt til, også med krydderurterne.

Kom farsen i en smurt bage- eller postejform.

Skær det resterende stykke porre i sammenhængende skiver og læg dem på pateen.

Læg folie over formen og sæt den i en 200 grader varm ovn 20 minutter. Fjern folien og bag pateen til den er gylden og fast, når du prikker i den med en finger, 20-30 minutter.

Du kan også stege frikadeller af farsen.

.

både paté og frikadeller er velegnede som pålæg

porrepate-frikadelle

.

bagte rodfrugter som tilbehør

Bagte rodfrugter er lækre som tilbehør til mange retter. Du kan vælge præcis den eller de rodfrugter, du holder allermest af. Bag gerne løg og hvidløg med sammen med rodfrugterne. Det giver ekstra smag.

Se opskriften her.

.

Share

torsdag

31

maj 2018

17

KOMMENTARER

porrepaté med valnødder – nyd den med de nye kartofler

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

..

paté med valnødder er perfekt til de nye kartofler

En paté, en postej, frikadeller eller bøffer er danskernes foretrukne hovedretter. Men de BURDE ikke være hovedretter, de burde være et lillebitte tilbehør – hvis de altså er lavet af kød. Helt andeledes er det med plantebaseret mad. Her kan du med god samvittighed spise disse retter ad libitum – eller så længe livremmen holder!

Denne paté består, foruden af porrer, af edamamebønner, valnødder og kornflager, som leverer proteinerne.

.

valnøddens velsignelser

Det er en god idé at inkludere mange valnødder i kosten. De kan nydes i alt fra brød, salater og hovedretter til kager og desserter.

Valnødden ligner en lilleput-hjerne, og man har altid ment, at nødden var god for hjernen. Nu har forsøg bevist, at valnødder rent faktisk kan forebygge degeneration af hjernen.

Senest har forskerne kigget på valnødder i forbindelse med tarmfloraen, og det ser ud, som om en gruppe molekyler, der kaldes urolithiner, der frigives ved tarmbakteriernes fordøjelse af valnødder, er gavnlige for vores celler og tarmens immunforsvar. Du kan læse om Tudsskriftet GT,undersøgelsen i det medicinske tidsskrift GUT.

Hvis du bor i Københavns-området, vil jeg anbefale dig at købe dine valnødder og valnøddeolie i Løs Market i Saxogade i København. Jeg har tidligere nævnt butikken, hvor alt købes i “løs vægt”. Og helt specielt vil jeg sige, at butikkens valnødder fra Grenoble er af en helt særlig kvalitet, og også valnøddeolien er stærkt afhængighedsskabende!

.

kom porrer i pateen

.

årets første gyldne guldklumper

For mig er det højtid i øjeblikket. Ikke blot fordi fuglene synger, solen skinner og alt det grønne endnu er nyt og jomfrueligt. For mig er det også højtid, fordi det er TIDEN for asparges og de første nye kartofler. Gastronomisk bliver det ikke større for mig. Jeg bliver ofte beskyldt for at bruge for mange ingredienser og lave for indviklede retter, men her har jeg noget, hvor vi alle kan være med: de førte nye, nyopgravede kartofler nydt med lidt god jomfruolivenolie, en god håndfuld krydderurter og lidt sort lavasalt (almindelig salt er også fint!) på toppen.

Det bliver næppe nemmere eller mere lækkert!

.

porrepaté med valnødder

(4 personer)

2 spsk chiafrø (kan erstattes af hørfrø)

250 g edamamebønner (kan erstattes af andre kogte bønner, fx kidneybønner, hvide bønner, kikærter etc.)

150 g løg

600 g rensede porrer

2 spsk kokos- eller olivenolie

50 g valnødder

100 g sojaflager eller kornflager (havregryn, hvede- eller rugflager)

1 tsk reven muskatnød

1 bdt persille

1 dl plantefløde eller anden fløde

2 spsk citronsaft

rasp efter behov

2-3 spsk tamari (soja)

salt, friskkværnet peber

.

Sæt chiafrøene eller hørfrøene i blød i 3-4 spsk vand  6-8 timer.

Tø edamamebønnerne op og purér dem i en food processor. Kør de udblødte frø med. Hæld det i en stor skål.

Skær 20-30 hele skiver af en porre. Sæt dem til side.

Hak løg og resten af porrerne og svits dem i olien, til løg og porrer er bløde og let gyldne.

Bland porrer og løg i bønnemassen.

Hak valnødderne fint og tilsæt dem sammen med flager, muskatnød, hakket persille, fløde og citronsaft.

Rør farsen godt sammen og tilsæt rasp, hvis farsen er for lind. Smag til med muskatnød, citronsaft, tamari, salt og peber.

Lad farsen hvile en halv times tid og vurdér konsistensen igen.

.

Læg farsen i en smurt ovnfast form. Pres porreskiverne ned i farsen og pensl godt med olie.

Bag pateen i en 200 grader varm ovn 30-40 minutter – eller til overfladen er gylden.

.

frikadeller af porrefarsen

Du kan også stege bøffer eller frikadeller af farsen. Både pateen og evt. bøffer eller frikadeller er velegnede til madpakken.

.

Share

onsdag

15

juni 2016

36

KOMMENTARER

gulerods- og bønnepaté med salat af nye kartofler

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

g.

en solskins-paté

gulerodspostej.4

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg kan blive ved med at skabe nye opskrifter. Svaret er, at jeg ikke kan lade være. Så enkelt er det! Når jeg ser en grøntsag, er den som regel meget hurtigt forvandlet til en ny ret inde i mit hoved. Da jeg for nylig stod på torvet og beundrede de nye lysende gule gulerødder, bestemte jeg mig for, at de skulle blive til en paté. En ret, der altid er populær på samme måde som frikadeller.

En paté eller postej kan spises som middagsret – eller bruges som pålæg i madpakken. Er pateen både smuk og smagfuld, kan den også serveres som festmad.

Denne gulerodspaté kan laves på to måder, enten med bønner eller med sojaflager. Da jeg lavede pateen første gang, brugte jeg bønner. Pateen smagte dejligt og var skærefast, men jeg syntes, at den måske blev en anelse for “bønnet”, altså en smule melet.

Derfor gjorde jeg et andet forsøg, da jeg for en uges tid siden havde besøg af nogle dejlige mennesker til et lille madkursus. Her brugte vi 150 g sojaflager i stedet for bønnerne, men så blev pateen ikke helt skærefast. Så vælger du denne udgave, så udelad de tynde gulerodsskiver i formen, så du kan du servere pateen direkte fra formen.

 

gulerodspostj.ingred

Her er nogle af de findelte ingredienser: rød peberfrugt, porrer og hvidløg samt ristede solsikkekerner.

 

skærefast paté

gulerodspostej.1

Her er den skærefaste udgave af pateen med bønner.

salat med nye kartofler

gulerodspostj.salat.1

En salat med nye kartofler, broccoli, oliven og radiser passer fint til pateen, se nedenfor.

 

gulerodspostej.3

gulerods- og bønnepaté

3 spsk hørfrø

1/2 dl kogende vand

4 tørrede shiitakesvampe

50 g solsikkekerner

1 rød peberfrugt

4 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

200 g renset porre

4 spsk kokos- eller olivenolie

2 tsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

1 spsk tørret oregano

1/2 kg gulerødder

1 dåse kidneybønner (420 g) – eller 200 g tørrede, udblødte bønner (kan erstattes af 150 g sojaflager, se ovenfor)

1 dl sojafløde eller anden fløde

ca. 100 g havregryn (evt. glutenfri)

ca. 50 g havremel (evt. glutenfrit) eller kikærtemel

tamari

limesaft

en håndfuld friske timianstængler

 

Hæld det kogende vand over hørfrøene og sæt skålen i køleskabet et par timer.

Hæld også kogende vand over svampene og lad dem udbløde en times tid.

Rist solsikkekernerne gyldne på en tør pande og sæt dem til side.

Hak peberfrugt, hvidløg og chili fint (fjern kernerne fra chilien). Skær stokkene fra svampene og hak hattene fint.

Snit porrerne.

Svits peberfrugt, hvidløg, chili, porrer og svampe i olien. Tilsæt gurkemeje, peber og oregano. Svits grøntsagerne 4-5 minutter. Tilsæt et lille drys salt.

Skær en af gulerødderne i tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern. Læg skiverne tæt sammen i en smurt postejform.

gulerodspostej.8

gulerodspostej.7

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tv.: den smurte form fores med tynde skiver af gulerod. Th.: pateen er parat til at komme i ovnen.

 

Riv resten af gulerødderne.

Hæld bønnerne i en sigte og skyl dem med koldt vand. Hvis du bruger tørrede bønner så sæt dem i blød mindst 8 timer og kog dem møre, 30-35 minutter.

Hæld de udblødte hørfrø og væden i en skål. Tilsæt de ristede solsikkekerner, bønnerne og sojafløden. Blend til bønnerne er halvvejs pureret. Der må gerne være nogle hele bønner tilbage.

Rør de svitsede grøntsager og de revne gulerødder i bønnemosen (eller bland dem med sojaflagerne, hvis du har valgt den udgave). Tilsæt havregryn og mel.

Vurdér konsistensen. Måske skal der lidt mere fløde i eller lidt flere havregryn. Farsen skal være temmelig fast.

Smag til med tamari og limesaft. Det er vigtigt, at farsen smager af noget.

Læg forsigtigt farsen oven på gulerodsskiverne i postejformen. Tryk farsen godt sammen og læg nogle kviste timian øverst.

 

gulerodspostej.5

Pateen er bagt.

 

Sæt formen i en 200 grader varm ovn og bag den 40-45 minuttter. Overfladen skal være gylden.

Lad pateen afkøle lidt, før du vender den ud på et fad, så gulerodsskiverne vender opad. Pynt med lidt flere timiankviste.

 

gulerodspostej

 

servér fx en salat til med kartofler og broccoli

gulerodspostej.salat

Du kan vælge en kartoffelsalat med en cremet dressing – eller du kan lave en blanding af nye kartofler, små stykker letdampet broccoli, fint skivede radiser, oliven, tynde strimler af økologisk citronskal, masser af dild – og en dressing af olivenolie, limesaft, lidt sennep og chiafrø (evt. birkes).

 

Share