Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk grøntsagssuppeArkiv

fredag

7

januar 2022

26

KOMMENTARER

grønt-i-grønt-suppe. Boost dit immunforsvar

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, supper

.

snup en lækker booster

Jeg håber, du er kommet godt ind i 2022. Måske med nogle gode nytårsforsætter, der kommer kloden og kroppen til gode? Hvis vi står sammen, kan vi få rykket den grønne front, men det kræver, at vi alle optræder som gode ambassadører for den plantebaserede mad. Jeg tror fuldt og fast på, at man kan vinde terræn og gehør hos de skeptiske kødspisere med lækker og sund mad, der ikke tager mere fra jorden, end den får tilbage.

Det nye år kalder på, at vi alle tager ansvar for vores sårbare klode. Mere end nogensinde! Det er desværre ikke noget nyt. Vi har i mange år vidst, at vi destruerer vores eget livsgrundlag. Så skal 2022 ikke være året, hvor vi vender den gamle stinkende skude med død og ødelæggelse til det store stolte, grønne skib med frisk vind i sejlene, fuldt med håb for fremtiden, store smagsoplevelser og en krop, der lever og sanser?

Hvis vi lytter efter, kan vi godt høre, at naturen og dyrene skriger på hjælp.

.

en grøn booster

Og det er så nemt at tage skeen i den grønne hånd. Tag nu bare denne booster-suppe tilberedt på under 20 minutter.

“Booster” er blevet et meget benyttet ord i Danmark. Mange får en booster i armen, men en booster kan også være en lækker powerfoodsuppe til glæde for smagsløg og immunsystem. Jeg forstår i øvrigt slet ikke, hvorfor myndighederne ikke har grebet invasionen af corona som en enestående mulighed for at optimere danskernes bevidsthed om sundhed ved at fortælle, hvad et stærkt immunsystem betyder for sundhed og sygdom.

Sjældent har danskerne gået så meget i takt som under coronaepidemien. Jeg er sikker på, at befolkningen ville have lyttet efter, hvis også betydningen af vores ernæring i forhold til sygdom havde været et tema. Jeg er sikker på, at gamle Mikkel Hindhede ville have givet adskillige sække kartofler for den enestående mulighed for at højne befolkningens sundhedstilstand og bevidsthed om mad og ernæring.

Ligegyldig hvilken sygdom, det drejer sig om, vil et stærkt immunsystem altid være en fordel. Men jeg har ikke hørt ét eneste ord fra sundhedsministeren om dette faktum.

Der er megen forskning, der peger på, at fx D-vitaminmangel kan gøre et covidforløb mere alvorligt. Også overvægt og andre livsstilssygdomme er en risikofaktor. Det ville have været dejligt, hvis myndighederne havde snakket om disse faktorer.

Jeg plejer at sige, at man ikke kan spise sig ind i himlen. Man kan heller ikke spise sig fra al sygdom. Men det vil altid være en fordel at have et stærkt immunsystem. Og det får man bl.a. gennem sunde, økologiske råvarer, der forvandles til lækker og smuk mad.

I denne suppe finder du masser af gode næringsstoffer, der vil få hver eneste celle i din krop til at danse af glæde. Her er flere slags grøn kål (se om næringsindhold i kål her), de helsebringende shiitakesvampe, ingefær, hvidløg og gurkemeje (alle tre stærkt antiinflammatoriske og antioxidante). Altsammen noget, der står på den populæreste hylde i Moder Jords apotek.

Suppen er simpelt hen et gedigent skud vitaminer, mineraler og anioxidante og antiinflammatoriske stoffer. Her i januar kan du dårligt byde din krop på et bedre måltid. Skal du måske oven i købet tabe dig efter julen, er denne suppe også et super tilbud.

.

glæden ved grønt

Grønne grøntsager er en gave til kroppen. Du kan i suppen bruge alle mulige slags grønne grøntsager, og du kan bytte kartoflerne ud med jordskokker, pastinakker eller persillerødder, evt. søde kartofler.

Hvis du vil have flere proteiner i suppen så tilsæt en god håndfuld kogte kikærter, bønner eller linser.

.

grønt-i-grønt boostersuppe

(4 personer)

4 tørrede shiitakesvampe

100 g løg

150 g kartofler

200 g rosenkål

4 blade grønkål (kan erstattes af spinat eller palmekål)

2 stilke bladselleri

2 spsk olivenolie

8-10 dl grøntsagsbouillon

1 spsk tørret timian

½ spsk gurkemeje + 1 tsk friskkværnet peber

reven ingefær efter smag

evt. en god håndfuld kogte bønner, kikærter eller linser

200 g squash

150 g broccoli

1 helt hvidløg

1 økologisk citron

tamari

frisk timian

.

Bræk svampene i små stykker (smid stokkene ud, de er for træede til at kunne spises). Hæld kogende vand på svampene og lad dem stå en times tid.

Hak løgene, skær kartoflerne i små terninger og del rosenkålene i kvarte. Riv grønkålen i små stykker og snit bladsellerien.

Afdryp svampene og svits dem i olien sammen med løgene 4-5 minutter. Tilsæt bouillonen og den tørrede timian.

Kog løg og svampe 5 minutter.

Tilsæt kartofler, rosenkål, grønkål og bladselleri. Kog suppen ca. 8 minutter og tilsæt gurkemeje, peber og ingefær.

Skær squashen i små terninger. Del broccolien i små buketter, skær stokken i små terninger. Hak hvidløgsfeddene fint.

Kom squash, broccoli og hvidløg i suppen. Hvis du vil tilsætte bønner, kikærterr etc. så kom dem i gryden nu.

Bring suppen i kog og sluk for varmen.

Riv ca. 1 spsk af citronskallen og kom det i suppen sammen med 1-2 spsk citronsaft.

Smag suppen til med timian, peber, ingefær, citron og tamari.

Servér suppen portionsvis. Du kan sætte en spsk god olivenolie på toppen og drysse med frisk timian.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

15

januar 2021

6

KOMMENTARER

ungarsk suppe med lángos – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

 

skøn spicy suppe med minibrød

Endelig er det blevet en slags vinter i Danmark. Det betyder suppe på menuen. Supper er genial mad på mange måder: de indeholder mange forskellige næringsstoffer, der styrker immunforsvaret, de er hurtige at lave, de er billige, og de smager forrygende.

Så de næste par vintermåneder vil du få idé til en suppe én gang om ugen. Og det vil være supper, der kan spises som frokostret, som forret eller som hovedret, hvis portionen gøres større.

.

godt suppegrej

Som ægte suppefan gælder det om at have en masse smukke skåle til at servere supperne i. Jeg er selv en hund efter alle slags skåle, og jeg finder dem på mine rejser, på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Jeg synes, det er meget sjovere end at købe nyt.

.

til at slubre med

Det er dejligt at have godt grej til at “slubre” suppen i sig med! Og smukke gamle skeer er også nemme at finde som genbrug.

Sådan noget gammelt bestik med monogram og masser af slitage holder jeg meget af. Så kan man tænke sig tilbage til den tid, hvor man sad omkring langbordet og nød mindre spændende supper, end vi gør i dag.

.

med inspiration fra den ungarske puszta

Denne suppe er en rigtig paprika-varmende vintersuppe. Inspirationen er den ungarske gullashsuppe, der laves med oksekød. Det er heldigvis ‘no go’ i dag.

I en bæredygtig suppe er kødet byttet ud med bønner, kikærter, linser eller andre proteinrige planteprodukter. Jeg har her valgt de store hvide limabønner som proteinkilde, men du kan også bruge sorte bønner, brune bønner eller kidneybønner, evt. kikærter eller linser.

Suppen må gerne være lidt spicy, så smag godt til med både røget og stærk paprika.

.

spis ungarske brød til 

Et fint tilbehør til suppen er de ungarske brød, lángos.

Lángos er et stort madbrød, der egentlig er et måltid i sig selv, men jeg har her lavet brødene noget mindre, så de passer som tilbehør til suppen.

Lángos er lidt i familie med både pizza og tyrkiske brød. Og man diskuterer da også, hvilke af de to folkefærd, der er ophavsmænd til det ungarske brød.

ungarsk “gullash”suppe med lángos

(4 personer)

100 g limabønner (butter beans) – evt. 200 g fra dåse

4 laurbærblade

2 spsk kokos- eller olivenolie

150 g løg

4 fed hvidløg

1 spsk kommen

200 g kartofler

200 g persillerod

200 g gulerødder

2 stilke bladselleri

1 karton eller dåse tomater 

3/4 liter grøntsagsbouillon

1 grøn peberfrugt

1 rød peberfrugt

1 spsk røget paprika

1/2-1 tsk stærk paprika

evt. 50 g små nudler

1 bdt persille

salt, friskkværnet peber

evt. planteyoghurt eller anden yoghurt

 

Sæt bønnerne i blød ca. 8 timer. Kog dem i nyt vand 30 minutter. Afdryp dem.

Svits laurbærbladene i olien nogle minutter, så frigøres de æteriske olier i bladene.

Hak løg og hvidløg og kom dem i gryden sammen med kommenfrøene. Svits til løgene er klare.

Skær kartofler, persillerødder og gulerødder i terninger. Snit bladsellerien.

Kom alle grøntsagerne og de halvkogte bønner i gryden og hæld bouillonen ved sammen med tomaterne med væde. Bring suppen i kog.

Skær peberfrugterne i terninger og kom dem i suppen sammen med de to slags paprika.

Lad suppen simre 5 minutter og tilsæt nudlerne. Kog suppen endnu 6-8 minutter afhængig af typen af pasta. Både pastaen og bønnerne skal være bløde.

Hak persillen og rør den i suppen. Smag godt til med de to slags paprika, salt og peber.

Servér suppen portionsvis, evt. med en skefuld yoghurt på toppen, samt evt. ungarsk lángosbrød.

som hovedret:

Lav dobbelt portion og spis det klassiske ungarske brød, lángos, til.

Du kan også vælge andre typer brød som fuldkornsbrød eller ristet rugbrød.

.

ungarske minilángos

De ungarske madbrød, lángos, bages med kartofler i dejen. Lángos har desuden et fyld i midten og kan minde lidt om en lille pizza. Fyldet kan være ost, cremefraiche og/eller hvidløg.

Lángos spises ofte som fastfood. Og så steges de i friture, men det er jeg sprunget over her. Jeg synes, brødene bliver alt for fede, så jeg anbefaler, at de bages i ovnen.

.

10 g gær

2 1/2 dl lunkent vand

1 tsk salt

1 tsk rørsukker

1 stor kogt og godt moset kartoffel (ca. 100 g)

400 g hvedemel

1/2 dl olivenolie

4 fed hvidløg

 

Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt salt og sukker.

Rør kartoffelmos og mel i og tilsæt så meget mel, at dejen kan æltes.

Ælt dejen godt igennem på bordet eller en bageplade. Dejen skal være glat og elastisk.

Læg dejen i en skål og vend den i lidt olie. Dæk dejen med et klæde og lad den hæve ved stuetemperatur et par timer eller til den har nået dobbelt størrelse.

Ælt dejen igennem igen. Rul dejen ud i en tykkelse på et par cm og stik ca. 10 brød ud med et glas. Jeg har lavet disse lángos noget mindre end normalt, fordi de skal være tilbehør til suppen. Vælg fx et glas med en diameter på ca. 8 cm.

Træk brødene lidt større og buk en kant hele vejen rundt. Lav et par snit i midten af brødene med en kniv.

Sæt brødene på bagepapir på en bageplade.

Bag lángos’ene i en 250 grader varm ovn 5 minutter. Skru ned til 225 grader og bag brødene endnu ca. 5 minutter.

Pres hvidløgsfeddene og rør dem i olien sammen med et lille drys salt.

Tag pladen med brødene ud af ovnen og fordel hvidløgsolien i midten af brødene. Hvis de er hævet op også i midten, så tryk dejen ned og læg olien på.

Sæt pladen i ovnen igen og bag brødene til de er gyldne.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share