Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

sprød tærtebundArkiv

fredag

26

maj 2023

0

KOMMENTARER

tærte med asparges og nye kartofler – mal et madbillede

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter

.

glædelig pinse – mal med mad

Jeg ønsker glædelig pinse med en rigtig forårstærte!

Forårets yndlinge kan nydes på mange måder. Her er et forslag, hvor man kan bruge sin kreativitet og “male” et lille stykke natur.

Jeg synes, mad skal serveres smukt. Det er respekt for maden og viser, at det ikke bare er noget, man hurtigt skal mætte maven med. Mad er en gave, der ikke er alle forundt på denne planet. Så når man gør sig umage med at lave sund og smuk mad, ærer man den jord, der har givet os de smukke og sunde råvarer.

Her er en idé til pinsemaden – eller er du mere til smørrebrød, så se nederst i indlægget. Det er stadig de små gyldne guldklumper, det handler om.

.

brug kreativiteten

I en tærte kan man bygge små landskaber. Her i foråret er det selvfølgelig oplagt at bruge asparges og små nye kartofler. Jeg har yderligere “malet” med et spidskålsblad, små broccolibuketter, radiser, ærter, gulerod, krydderurter og ramsløgblomster. Men “mal” selv og vælg de råvarer, du har.

Jeg har brugt hvide og lilla asparges. De lilla er meget smukke, men når de er kogt, bliver de grønne, som det ses på fotoene.

Cremen i tærtebunden er yoghurt rørt med cashewsmør.

.

cashewsmør

Jeg har for nylig fået øje på dette lækre økologiske cashewsmør fra Clearspring.

Smørret kan bruges som smør på brød, men det er også velegnet til en creme, som den der er i bunden på fx en tærte.

Se mere om cashewsmørret her.

Som nævnt i opskriften kan du i stedet for smørret bruge fint blendede cashewkerner.

.

varm eller kold tærte – med sprød bund

Tærten kan serveres enten varm eller kold. Hvis du vælger den kolde udgave, kan du evt. bage tærtebunden dagen i forvejen.

Bunden, der er sprød, kan laves glutenfri, hvis du bytter hvedemelet ud med boghvedemel eller kikærtemel.

.

tærte med asparges og nye kartofler – mal et madbillede

(4 personer)

tærtebund:

100 g hvedemel

100 g havremel

2 spsk olivenolie

½ dl plantefløde

1 tsk salt

ca. 1 dl vand

cashewcreme:

2 dl afdryppet planteyoghurt eller silketofu

2-3 spsk cashewsmør eller 100 g cashewnødder

2 fed hvidløg

friske krydderurter

salt, friskkværnet peber, rørsukker

fyld:

100 g bittesmå nye kartofler

½ kg asparges, hvide, lilla og/eller grønne

evt. radiser, lidt broccoli, gulerod, ærter, blade af spidskål, ramsløg, ramsløgblomster etc.

sort salt eller sorte ristede sesamfrø

.

Bland de to slags mel med olie, fløde, salt og vand.

Hvis du vil have en glutenfri tærte, kan du erstatte hvedemelet med boghvedemel eller kikærtemel.

Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen. Måske skal der tilsættes lidt mere vand.

Sæt dejen i køleskabet en halv times tid.

Rør yoghurten med cashewsmør eller fint blendede cashewnødder. Tilsæt presset hvidløg og evt. hakkede krydderurter efter smag.

Smag godt til med salt, peber og evt. et nip sukker.

Kog kartoflerne 4-5 minutter. Længere hvis du bruger større kartofler.

Skræl hvide asparges. Skræl lilla og grønne på den nederste del af stilkene. Skær aspargesene i længder, der passer til din bageform.

Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Prik dejen med en gaffel.

Jeg har brugt en form, der måler 20×30 cm. Du kan dog med fordel vælge en form, der er lidt større.

Tærten kan serveres varm eller kold. Hvis du vil servere den varm, så forbag dejen i en 200 grader varm ovn 10 minutter.

Tag formen ud af ovnen og bred cashewcremen ud på dejen.

Lav derefter dit ”maleri”. Grøntsagerne (minus kartoflerne) skal ikke koges først.

Pensl med lidt olie og bag tærten færdig, ca. 10 minutter. Drys med sort salt eller sesamfrø og pynt med friske blomster af ramsløg eller andet.

Hvis du vil servere tærten kold, så bag tærtebunden i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter. Afkøl den.

Smør cashewcremen på bunden og lav kunstværket som ovenfor.

Servér fx en salat med nye kartofler til tærten.

.

kartoffelsalat som tilbehør

Se opskrift på kartoffelsalaten med saltsyltede citroner og høvlet fennikel her.

.

der findes – næsten – ikke noget bedre end en kartoffelmad

 

Mon ikke de fleste elsker en rugbrødsmad med små nye kartofler, mayo og dild? Når dertil kommer et par sprøde asparges, burde pinsefrokosten blive en succes.

.

ingen ende på kartoffelmadderne

Ligesom med “maleriet” på tærten, kan man variere kartoffelmadderne i det uendelige. Her er det igen nye kartofler med karrymayo, strimler af agurk, radiser, sprød tangbacon og kørvel på toppen.

.

Share

mandag

19

august 2019

10

KOMMENTARER

sprød tærte med grillet peberfrugt og squash

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

efterårets høst på sprød tærtebund med cashewcreme

Her er en rigtig august-tærte, sprød og glutenfri. Tærtebunden har fået fyld af to af månedens mest givtige frugter: squash og peberfrugter. Begge dele er grillede.

Jeg bryder mig ikke så meget om friske peberfrugter. Jeg synes, de ofte er lidt bitre, men når de grilles og flås, genopstår de med en nærmest fedmet sødme, som er meget lækker.

Squashskiverne er grillet på en grillpande for at få de pæne mørke grill-striber.

.

røde peberfrugter er modne

De røde peberfrugter er modne og har mere smag og sødme end de grønne, som er umodne. De gule er midt imellem.

.

sådan griller og flår du peberfrugter

Peberfrugterne lægges under grillen og vendes, indtil de har mørke blærer på alle sider. Du kan evt. skære peberfrugterne igennem og fjerne frøstole og kerner, inden du lægger frugterne under grillen.

Læg peberfrugterne i en lufttæt beholder. Luk den og lad peberfrugterne afkøle. Flå forsigtigt skindet af.

Tidligere brugte jeg en plasticpose, men nu hvor vi er ved at drukne i plastic, tæller hver eneste IKKE-brugte plasticpose.

.

en sprød, glutenfri og oval bund

Jeg bliver tit spurgt, hvor mine mad-ideer kommer fra. Til det kan jeg svare, at inspirationerne er utallige. I tilfældet med denne tærte, så blev den oval, fordi jeg havde fået dette smukke portugisiske fad foræret af bror Hans. Han er lidt af en genbrugs-haj og havde fundet det i en genbrugsbutik.

Så hvorfor ikke bage en oval tærte! Som tænkt så gjort, og da der endnu er sommer i luften, endte det med en kold tærte. Det betyder, at du kan bage tærten i god tid inden, den skal serveres, evt. dagen i forvejen. Også frugterne kan grilles i god tid, og cashewcremen kan holde sig flere dage i køleskabet.

.

sprød tærte med grillede squash og peberfrugter

(4 personer)

sprød tærtebund:

100 g boghvedemel

100 g fint majsmel

2 spsk loppefrøskaller

1 tsk salt

4 spsk olivenolie

1 1/2-2 dl vand

fyld:

4 store røde peberfrugter

2 squash

1 portion cashewcreme, se opskrift nedenfor, eller 2-3 dl havre creme fraiche

en håndfuld friske krydderurter som basilikum, oregano, mynte etc.

evt. 25 g rosiner

evt. 2 spsk hakkede kapers

 . 

Bland de to slags mel til tærtebunden med loppefrøskaller og salt.

Tilsæt olien og så meget vand, at dejen kan æltes til en sammenhængende klump.

Lad dejen hvile en halv times tid.

Rul dejen ud på et stykke bagepapir og form den rund, kvadratisk eller oval. Buk en kant hele vejen rundt. Du kan også blot lægge dejen i en smurt tærteform.

Prik dejen med en gaffel og bag tærtebunden i en 200 grader varm ovn til den er gylden, ca. 15 minutter.

Afkøl tærtebunden.

Skær peberfrugterne igennem og fjern frøstole og kerner.

Læg peberfrugterne under grillen og grill dem, til de er mørke og skindet bobler op.

Læg peberfrugterne i en plasticpose og lad dem afkøle.

Flå skindet af peberfrugterne og skær dem i brede strimler.

Skær squashene i tynde skiver og grill dem på en grillpande. Afkøl dem.

Lav cashewcremen, se nedenfor, eller vælg færdigkøbt creme fraiche. Smag til med citronsaft, salt og peber, evt. et nip chili.

Smør cremen på den bagte, afkølede bund og arrangér peberfrugter og squash i et pænt mønster på tærten. Du kan lægge frugterne på som små ruller.

Drys med friske krydderurter – og dryp med lidt olivenolie. Du kan evt. også drysse med rosiner og kapers. Det giver et lidt andet smagsindtryk.

.

cashewcreme

150 g cashewnødder

25 g afskallede mandler

2 spsk gærflager (kan udelades)

2 spsk lime- eller citronsaft

ca. 2 dl plantefløde

4 fed hvidløg

1/2 spsk tørret oregano eller basilikum

salt, friskkværnet peber

.

Udblød cashewnødder og mandler i vand, der dækker, 8-10 timer.

Afdryp nødder og mandler og kom dem i en food processor sammen med gærflager, citrussaft og lidt plantefløde.

Blend til massen er ensartet. Tilsæt mere fløde, men ”cremen” skal ikke være flydende.

Smag til med citrussaft, salt og peber.

Cashewcremen kan opbevares i et glas med tætsluttende låg i køleskabet mindst en uge.

 

.

Share