Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

sorte hvidløgArkiv

tirsdag

5

februar 2019

2

KOMMENTARER

auberginer m mandler og granatæble i  hvidløgsyoghurt 

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

eksotisk aubergine fra Mellemøsten

Her er en meget lækker og nem ret med inspiration fra Mellemsøsten. Den kan spises enten som frokostret eller som middagsret.

Kender du de sorte, fermenterede hvidløg? Faktisk er fermentering ikke det helt rigtige udtryk, for hvidløgene skifter farve fra hvide til sorte gennem en opvarmnings- og tørringsproces, der nærmere karamelliserer hvidløgene, fordi sukkerstoffer og proteiner ændrer sig i processen.

Jeg havde ledt efter de fermenterede hvidløg vidt og bredt og længe, da jeg endelig fandt dem i Irma. Jeg, der elsker hvidløg, fantaserede om den helt store grænseoverskridende smagsoplevelse med de sorte hvidløg – og så blev jeg faktisk en smule skuffet. Jeg var ikke helt vild med smagen! Den minder en smule om balsamico, som ikke er en af mine yndlingssmage. Så nu synes du sikkert, at det er mærkeligt, at jeg vil lokke dig til at prøve dem. Men det kan faktisk lykkes af få noget lækkert og lidt eksotisk ud af dem. Især går de rigtig godt i spænd med yoghurt. Har du flere ideer og erfaringer med de fermenterede hvidløg, må du meget gerne skrive. De er jo supersunde, så der er også dén gode grund til at tage dem på menuen.

Hvidløg virker stærkt antibakterielle og antiinflammatoriske. Disse egenskaber forstærkes gennem fermenteringen. Hvidløg virker desuden kolesterolsænkende og regulerende for blodtrykket.

.

når nøden er størst …

Men så stod jeg dér med en lille dåse (dyre!) fermenterede hvidløg og vidste ikke rigtigt, hvad pokker jeg skulle gøre med dem. Så jeg ringede til Plantepusheren, der som regel har tjek på de særeste ting, når det handler om mærkværdige produkter og deres anvendelse.

Og det slog til igen: “Ottolenghi“, sagde Peter. Han havde engang set en opskrift af den legendariske kok og kogebogsforfatter med 6 restauranter i London og mange bestsellende kogebøger bag sig. Så opskriften kom fluks pr. mail, og den har så inspireret mig til denne udgave af fermenterede hvidløg i yoghurt. Ottolenghi takker en dame ved navn Gene Deligianni for opskriften. Så jeg siger tak til begge for inspirationen.

Hvis du hverken er til yoghurt eller hvidløg, så vælg i stedet en hummus som “bund” i retten, se nederst i indlægget.

Det nemmeste er at servere brød til retten, men løskogt ris eller hele hvedekerner, perlespelt eller lignende går også fint.

.

.

tidsskriftet The Lancet om verdens tilstand

Pernille Stensgaard skrev i Weekendavisen forleden om en undersøgelse foretaget af det anerkendte engelske tidsskrift “The Lancet”. 37 forskere har i 3 år kigget på, hvad vi som mennesker kan tillade os at spise af bæredygtige fødevarer. Det er mundet ud i forskernes bud på en helhedsløsning. Den har fået titlen “Food in the Anthropocene: The EAT-Lancet Commission on healthy diets from sustainable food systems”.

Det fastslås i undersøgelsen, at vi hver især kan tillade os at spise 14 gram kød om dagen. Det gælder så for alle klodens indbyggere – og ikke kun os i den rige del (hver dansker spiser i gennemsnit 52 kg om året). Men ærlig talt: hvorfor overhovedet spise kød, når planeten bugner med en overdådighed af råvarer fra planteriget? Kødproduktion medfører kun død og elendighed. Der er ikke én eneste god grund til at spise dyr.

To af forskerne, hhv. læge og professor Walter Willett og professor og klimaforsker Johan Rockström siger bl.a.: “Data er både tilstrækkelige og stærke nok til at berettige omgående handling. Forsinkelse vil kun forstærke sandsynligheden for alvorlige, endda katastrofale konsekvenser”.

Det er vi en del, der allerede ved. Vi ved også, at den plantebaserede kost er langt sundere end den animalske. Det skriver den engelske avis, The Guardian om, på basis af ovenstående undersøgelse.

Du kan se her, hvad The Guardian skriver om dét, de kalder planetary health diet.

.

auberginer med mandler og granatæblekerner i  hvidløgsyoghurt 

(4 personer)

50 g mandler

1 kg auberginer

2 spsk spidskommenfrø

4 spsk kokos- eller olivenolie

50 g rosiner

1 granatæble

12 fed fermenterede hvidløg (evt. 3-4 fed friske hvidløg)

4-5 dl planteyoghurt naturel

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

1 bdt frisk koriander

 

Skær mandlerne i flager og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Skær auberginerne i små både.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande. Tilsæt olien og derefter auberginestykkerne.

Steg auberginerne gyldne på alle sider. Steg dem ved rask varme, da de ellers suger alt for meget olie. Tilsæt rosinerne og drys med lidt salt og peber.

Tag kernerne ud af granatæblet og bland dem ligeledes i. Du kan se her, hvordan du undgår saft i hele køkkenet.

Du kan vælge at hakke hvidløgene fint, eller du kan blende dem med yoghurten. Hvis du blender, bliver yoghurten temmelig mørk som på fotoene. Ellers rører du bare de hakkede hvidløg i yoghurten.

Hvis du ikke har fermenterede hvidløg, så smag blot yoghurten til med 3-4 fed pressede, friske hvidløgsfed.

Smag godt til med citronsaft, salt og peber.

Læg yoghurten (eller hummus’en) i en cirkel på et rundt fad. Læg auberginerne i midten og drys med de ristede mandler, granatæblekerner og koriander.

I stedet for yoghurtsovsen kan du vælge hummus.

.

Du kan vælge en hummus som ovenstående som bund i aubergineretten – eller hummus med rødbede eller en mandel- og broccolihummus. Se de to opskrifter her.

.

Share