Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

sorte bønnerArkiv

fredag

30

august 2024

8

KOMMENTARER

sorte bønner og fennikel med kartoffellåg a la Marokko – og årets bog

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en hyldest til kartoflen – med smag af Marokko

Retter med kartofler er de mest populære her på bloggen. Det er glædeligt, for kartoflen er en skøn knold, der kan varieres i det uendelige. Når den som her bages i tynde skiver, får den en skøn sprød kant.

.

med nordafrikansk accent

Under det sprøde kartoffellåg gemmer sig den pikante fennikel og sorte bønner. Det hele får spicy smag af den nordafrikanske harissa. Du kan købe den stærke chilipasta på glas eller i dåse – eller du kan lave den selv.

.

dagens bønner

Jeg har valgt sorte bønner, fordi jeg har en god ven, der er vild med både sorte bønner og Marokko. Men du kan bruge alle slags bønner, linser eller kikærter.

.

har du fodret din Blastocystis i dag?

– eller har du slet ikke hørt om denne fætter, som lever i tarmsystemet hos hver tredje af os, hovedsagelig hos plantespisere.

Parasitten Blastocystis har i årevis været anset for skadelig, men ny forskning peger på, at parasitten indikerer en sund livsstil og sørger for et godt økosystem i vores tarme. Forskningen viser, at folk, der huser parasitten har flere gavnlige stoffer i blodet, en bedre insulinfølsomhed, en lavere vægt samt et rigt bakteriesamfund i tarmen. Det viser igen, igen, at det er optimalt at spise plantebaseret.

De forsøgspersoner, der spiste en fiberrig kost med masser af grøntsager, havde en større sandsynlighed for at være vært for parasitten. Til gengæld bryder Blastocystis sig ikke om pizza, burger og fiberfattig skodmad.

Hvad skal man så servere for denne gavnlige beboer? ja, den elsker mad, der er så fiberrigt og grønt som muligt. Især er den vild med broccoli. Så hvorfor ikke servere en broccoli- og gulerodssalat med myntedressing og dukkah til ugens hovedret? Den smager nemlig også af Nordafrika.

.

Den kendte professor Oluf Borbye Pedersen fra Københavns Universitet taler om et stort forskningsgennembrud med den nye viden om Blastocystis. Professoren er kendt for sin egen forskning i vores tarmmikrobiom og lige nu især i vælten på grund af sin grønne grød, der netop er guf for Blastocystis.

Mange taler om et meget større velbefindende, når dagen starter med professorens grønne grød – og det er der lige kommet en fremragende bog om.

.

forkæl dine tarmbakterier 

 

Glem alt om fjollede kure og pudsige madtrends. Den nye bog, “Professorens grønne energigrød”, af professor Oluf Borbye Pedersen og Mette Mølbak fortæller alt om, hvad der sker i vores krop, når vi fodrer den med friske grøntsager som i professorens energigrød. Hvorfor pine sig selv med afsavn, når det er SÅ let og SÅ lækkert at optimere sit helbred og leve sundt?

I de senere år har forskerne fundet ud af, at vores tarmbakterier, vores tarmmikrobiom, har kolossal betydning for både vores fysiske og psykiske helbred, ikke mindst på grund af Oluf Borbye Pedersens forskning. Denne viden formidles på fornemste vis i “Professorens grønne energigrød”. Bogen er en meget grundig forklaring på, hvad der sker i vores fordøjelsessystem, når vi spiser bestemte fødevarer.

Hvis du fodrer dine tarmbakterier med den rette ernæring, forebygger de sygdom og medvirker til et sundt liv. Der er tale om en slags kemifabrik, der arbejder 24/7 og påvirker vores krop på utallige måder. Man kalder nu ligefrem tarmsystemet for vores anden hjerne.

Hvis vi vil give vores 2 kg tarmbakterier de optimale betingelser, behøver vi kun en blender og friske, fiberrige grøntsager. Så er man i gang med professorens grønne grød.

Grøden behøver ikke kun at være morgenmad, den kan nydes alle døgnets timer. Hovedsagen er, at vi får så mange grøntsager og frugter pr. dag som overhovedet muligt. Og det bliver en leg, hvis man boltrer sig i bogens 16 energifyldte opskrifter, udviklet af medforfatteren Mette Mølbak. Mette er madjournalist på Politiken, og hun skriver jævnligt kloge klummer om vigtigheden af vores ernæring, om de gode grøntsager og i det hele taget om at passe på vores krop og klima og tænke os om, når vi står i supermarkedet. Jeg har kæmpe respekt for Mette Mølbak’s indsats for den grønne dagsorden.

I bogen fortæller Mette også om sin egen diagnose med schlerose, og om hvordan grøn mad hjælper hende med at tackle sygdommen.

Hvis du kun vil lave én investering i dit helbred i år, så køb denne bog – og lev efter den. Den er mere end guld værd.

Oluf Borbye Pedersen og Mette Mølbak: Professorens grønne energigrød. 180 sider. Indb. kr. 214,95. Bogen fås hos din lokale boghandler eller hos Saxo.

.

sorte bønner og fennikel med kartoffellåg a la Marokko

(4 personer)

1 spsk spidskommenfrø

150 g løg

400 g fennikel

2 spsk olivenolie

1 dåse sorte bønner (drænet vægt 250 g – eller 125 g tørrede, udblødte og kogte)

2 ½ dl plantefløde

1 dl tomatpuré

2 spsk olivenolie

½ spsk kanel

1-2 tsk harissa

flagesalt

700 g kartofler

 

Stød spidskommenfrøene let i en morter og rist dem på en tør pande, til de dufter.

Skær løg og fennikel i tynde både.

Kom olien på panden med spidskommen og tilsæt løg og fennikel. Svits grøntsagerne, til løgene er let gyldne. Drys med lidt salt og tilsæt de afdryppede sorte bønner.

Rør plantefløden med tomatpuré, olie, kanel og harissa. Smag godt til med harissa og salt.

Vend grøntsager og bønner i flødeblandingen og hæld den i en ovnfast form.

Høvl kartoflerne til tynde skiver på et mandolinjern.

Sæt skiverne tæt sammen øverst på retten.

Dryp med lidt olie og drys med flagesalt.

Bag bønneretten i en 190 grader varm ovn, til overfladen er gylden og kartoflerne bløde, 30-40 minutter.

Servér evt. marokkanske safranbrød til retten.

.

.

Share

torsdag

26

juli 2018

4

KOMMENTARER

squashsalat med sorte bønner og sesamdressing

Skrevet af , Posted in salater

.

SSS: squash er også skønne i en salat

 

I juli og august er der næsten gratis mad – i al fald hvis man kan lide squash. Hvis du selv dyrker dem, er de helt gratis, men ellers fås de mange steder for en slik. Forleden delte jeg en nem kold squashsuppe med jer. I dag synes jeg, turen er kommet til en sval salat.

Det er nemlig stadig vejr til kølig og nem mad. For ikke at gå helt protein-kold har jeg føjet sorte bønner til salaten. Så er den mættende foruden at være sommer-lækker. Hvis du ikke orker at bøvle med iblødsætning og kogning af bønner, så grib en dåse bønner eller kikærter i supermarkedet. Eller måske har du et par portioner bønner eller kikærter liggende i fryseren? Så er det ekstra nemt. Du kan selvfølgelig også helt udelade bønnerne, især hvis du spiser salaten til en proteinrig hovedret.

.

at suge begærligt i stilken

Små solmodne bomber af velsmag i form af tomater passer fint til squash. Disse pragteksemplarer  er fra min ven René’s drivhus. Her passes og plejes stort og småt med jordisk gødskning og kærligt nærvær, og det kan man smage på de skønne produkter.

Store og små tomater hænger i store klaser i drivhuset. Jeg kommer til at tænke på Frank Jægers digt, “O, at være en høne”. Ganske vist drejer det sig i digtet om et æble, men når jeg ser al denne overflod, tænker jeg på linjerne: “at suge begærligt i stilken, slippe en sensommerdag”. Det er sådan de mange sorter tomater udvikler sig og trives i René’s drivhus. Man kan bogstavelig talt fornemme, hvordan tomaterne suger al den gode økologiske næring til sig, mens de utallige duft- og smagsstoffer udvikler sig i solen og varmen.

.

nyd salaten til frikadeller

Salaten kan sagtens nydes solo, fx som en frokostret. Men den er også fin til frikadeller eller en postej.

Vil du have idé til frikadeller, så prøv nøddefrikadeller – og skal det være en paté, så prøv en bønnepaté.

.

En enkelt squashplante kan nærmest mætte en hel familie her i juli/august.

Til denne salat kan du bruge både grønne og gule squash – eller en blanding.

.

squashsalat med sorte bønner og sesamdressing

(4 personer)

100 g sorte bønner eller andre bønner (evt. fra dåse)

5 spsk sesamfrø

2 fed hvidløg

1 stor squash eller to små

10 radiser

10 små tomater

100 g bælgede ærter

1 bdt mynte

dressing:

4 spsk olivenolie

1-2 spsk ristet sesamolie (kan udelades)

2-3 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

.

Hvis du bruger tørrede bønner, så sæt dem i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 30-40 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Rist sesamfrøene gyldne på en tør pande. Tilsæt to fed presset hvidløg og et lille drys salt. Sæt sesamfrøene til side.

Skær squashen i tynde skiver, enten på langs eller på tværs. Brug gerne et mandolinjern.

Skær radiserne i skiver og skær tomaterne i kvarte.

Bland alle ingredienserne med mynteblade.

Rør dressingen sammen og smag godt til med salt, peber og evt. et nip sukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys sesamfrøene på lige inden serveringen.

.

.

 

Share

tirsdag

13

februar 2018

8

KOMMENTARER

grillet græskar med rosenkål og bønnepuré

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

let og lynhurtigt i vinterferien

Rosenkålen har højsæson lige nu, så jeg fremturer med endnu en opskrift med rosenkål, i dag en hovedret.

Da det er vinterferie, tænker jeg, at det kan være på sin plads med en opskrift, der kan laves lynhurtigt.

De letdampede rosenkål får selskab af grillet græskar og en proteinrig bønnepuré. Nøddedrysset dukkah giver både smag og proteiner.

..

alle slags græskar kan anvendes

 

Du kan bruge de kendte orange hokkaidogræskar, men lige nu er der kommet mørkere, brun/grønne hokkaidogræskar i butikkerne. Du kan også vælge butternut squash.

.

lilla/grønne rosenkål

 

 

 

 

Disse små lilla kål”roser” er ikke alene powerfood, de er også smukke. Jeg har brugt både de kendte grønne rosenkål og de nyere grøn/lilla i retten. Du kan dog sagtens nøjes med den ene slags, men jo flere kulører, man vælger i sin mad, desto flere næringsstoffer får man.

Når de lilla rosenkål koges, skifter de farve til nærmest blå, som det ses på billederne.

.

grillet græskar med rosenkål og bønnepuré

(4 personer)

200 g sorte bønner (eller andre bønner som kidneybønner, borlittobønner, brune bønner etc.)

ca. 1/2 dl grøntsagsbouillon

1/2 spsk spidskommenfrø

1/2 spsk tørret timian

evt. lidt finthakket chili eller tørrede chiliflager

evt. olivenolie

2 spsk tamari

1 portion dukkah

1 græskar (ca. 1 kg)

1/2 kg rosenkål

frisk koriander og rød syre eller andre urter

.

Sæt bønnerne i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand ca. 40 minutter. Afdryp dem.

Purér bønnerne sammen med bouillon, spidskommen og timian. Tilsæt evt. 1-2 spsk olie. Smag til med tamari.

Lav nøddedrysset.

Skær græskarret i tynde skiver på et mandolinjern (det skal ikke skrælles).

Læg skiverne i en stor bageform og hæld 1-2 spsk olivenolie på. Drys med lidt salt og vend rundt i skiverne.

Sæt formen under grillen og grill, til kanterne er let gyldne.

Kog rosenkålen imens. Skær store kål igennem. Kog kålen 4-5 minutter. Afdryp dem. Gem vandet til en suppe eller drik det.

Servér græskar og rosenkål på et fad og drys med dukkah og friske krydderurter.

Giv bønnepureen til separat.

Du kan også servere løskogte ris til retten.

.

bønnepuré og nøddedrysset dukkah

Bønner, nødder, frø og kerner er klimakærlige proteiner.

.

Share