Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

silketofuArkiv

mandag

8

april 2019

2

KOMMENTARER

ristet blomkål og hasselnødder på majsbund

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en bund der stråler som forårssolen

Her er en solgylden ret, der matcher foråret udenfor. Den gyldne bund er af majsmel, men det er ikke den sædvanlige polentadej. Her har jeg rørt majsmel med silketofu og havremælk til en slags tyk pandekagedej. Meningen er, at majsbunden, nødderne og limabønnerne (butter beans) på toppen leverer proteinerne, mens de flerfarvede blomkål indeholder både vitaminer, mineraler og sekundære plantestoffer.

Du kan dog godt servere “tærten” uden bønnerne. I en snæver vending kan du bruge bønner fra dåse. Ellers sæt bønnerne i blød mindst 8 timer og kog dem møre i nyt vand 35-40 minutter. Se evt. om kogning af bønner her.

.

kulørt blomkål

Her er lilla og gul blomkål sammen med grøn romanescokål. Grønsagernes farve indeholder vigtige plantestoffer, og dem kan man ikke købe på apotektet. Derfor er det vigtigt at vælge grøntsager med mange forskellige farver.

Du skal dog ikke løbe byen rundt, hvis du ikke kan finde kulørt blomkål. Den gode gammeldags, hvide kan også bruges. Jeg har anvendt lilla, grøn og hvid blomkål i retten.

.

Hvis du ikke har en støbejernspande eller anden ovnfast pande, kan du bage bunden i et almindeligt tærtefad eller en bageform. Du kan med fordel brede dejen ud i et tyndere lag, end jeg har gjort. Min bund blev nemlig lige lovlig bastant!

Hvis du er til det stærke, så tilsæt lidt frisk hakket eller smuldret, tørret chili til majsdejen.

.

Du kan bruge meget andet forskelligt “topping” til tærten, fx er stegte løg og svampe i flødesovs også en fin løsning (udelad i så fald jordnøddesovsen).

.

jordnøddesovs (sataysovs)

En stærk indonesisk sataysovs passer fint til “tærten”. Især hvis du ikke har kommet chili i dejen.

.

ristet blomkål og hasselnødder på majsbund

(4 personer)

250 g silketofu (kan erstattes af havre creme fraiche)

4 dl havremælk eller anden mælk

200 g fuldkornsmajsmel (eller polenta)

1-2 tsk sort salt, friskkværnet peber

2 spsk gærflager

1 spsk gule chlorella-alger (kan udelades)

1 tsk gurkemeje

2 spsk citronsaft

topping:

150 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

600 g blomkål, gerne i forskellige farver

evt. 1 dåse store hvide bønner (butter beans), eller tørrede kogte, se ovenfor

25 g hasselnødder

frisk krydderurt

evt. jordnøddesovs (sataysovs)

 .

.

Pisk tofu, havremælk, majsmel, salt, gærflager, evt. alger samt gurkemeje grundigt sammen.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Hæld dejen i en smurt ovnfast form eller pande. Jeg har brugt en støbejernspande.

Bag majsbunden i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter, til den er gennembagt (afhængigt af tykkelsen på både formen og dejen).

Rist imens løg og kål: skær løgene i både og hvidløgene i skiver.

Del blomkålen i små buketter.

Rist løgene til de er let gyldne. Tilsæt blomkålen og svits den nogle minutter. Den må gerne forblive sprød.

Hvis du ønsker yderligere proteiner så svits en dåse afdryppede butter beans eller andre bønner med på panden. Du kan også udbløde og koge tørrede bønner.

Læg grøntsagerne på majsbunden, når den er bagt.

Skær nødderne igennem og rist dem gyldne på en tør pande. Drys dem på retten.

Drys også med friske krydderurter efter valg. Jeg har brugt timian.

Lav evt. jordnøddesovsen.

.

.

Share

fredag

31

marts 2017

12

KOMMENTARER

plantebaseret mayonnaise

Skrevet af , Posted in tilbehør

.

mayonnaise uden æg

Flere og flere indser, at det er en dårlig idé at belaste kloden og klimaet med produktion af animalske produkter.

Antallet af plantespisere stiger dag for dag, og det er noget af det mest glædelige i en tid, hvor det ellers er småt med opmuntringer fra klimaområdet og velfærd for dyr. Vi må altså tage skeen i egen hånd i bogstaveligste forstand – her mayo-skeen – og lave klimakloge produkter, der kan erstatte de animalske.

Jeg har her forsøgt mig med en mayo’er lavet på basis af sojamælk og olie og en anden med silketofu og en lille smule olie. Mayo’erne er ikke så fede som mayo med æg, men du kan tilsætte mere olie efter smag og behag.

Skal mayo’erne bruges som dip eller “sovs”, er det en god idé at smage dem til med hvidløg, krydderurter, sennep, krydderier etc.

.

mayo med sojamælk

2 1/2 dl sojamælk

1 spsk citronsaft

1 tsk salt

2 1/2 dl raps- eller majsolie

1/2 tsk gurkemeje

 

Kom sojamælk, citronsaft og salt i en blender. Blend et øjeblik for at blande ingredienserne.

Tilsæt olien i en meget tynd stråle, mens blenderen kører. Pas på, du ikke tilsætter for meget olie ad gangen. Det her kræver lidt tålmodighed.

Lad blenderen køre, indtil mayo’en tykner. Det kan tage fra 5 minutter til 10 minutter. Hvor hurtigt det sker, afhænger af hastigheden på blenderen, og hvor langsomt du tilsætter olien.

Drys gurkemejen i sidst i processen.

Hold øje, mens blenderen kører.

Du kan smage til med mere salt, evt. såkaldt sort salt, der har en æggeagtig smag, citronsaft, sennep og/eller presset hvidløg.

Du kan opbevare mayo’en i køleskabet i flere uger.

Mayoen er som skabt til ”smør” i burgerboller, men den kan også danne grundlag for talrige sovse og dips.

..

en anden mulighed er tofunaise:

tofunaise (plantebaseret mayonnaise)

150 g silketofu

1 spsk citronsaft

1/4-1/2 dl rapsolie eller olivenolie

salt, friskkværnet peber

evt. 1 tsk gurkemeje

evt. sennep, hvidløg, karry etc.

.

Tofu og olie skal have stuetemperatur, før du begynder.

Pisk tofuen helt glat med en håndpisker. Tilsæt citronsaften og pisk lidt mere.

Tilsæt olien lidt ad gangen og fortsæt med at piske.

Kom olie i indtil du synes, konsistensen er passende.

Smag til med salt og peber og tilsæt evt. gurkemeje, hvis du ønsker tofunaisen mere gul. Du kan yderligere smage til med hvidløg, sennep etc.

Pisk igen så alle smagsnuancer bliver optaget i tofunaisen.

Kom tofunaisen i et lufttæt glas og opbevar det i køleskabet. Tofunaisen kan holde sig 4-5 dage, så lav evt. halv portion af ovenstående.

Du kan også anvende tofunaisen i en tærte i stedet for æg og fløde.

.

 

Share

fredag

3

juni 2016

6

KOMMENTARER

peberfrugt og vandmelon – en “cool” frokostret

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter

en forfriskende stabel velsmag

vandmelon--og-peberfrugtfrokost.3

Den dejlige sommersol kalder på vand, masser af vand – og vandholdige frugter og grøntsager. Her kommer vandmelonen ind som en klar nummer ét. Og så kan den oven i købet både nydes i salater, som en forret eller frokostret som dette forslag, som en kold, spicy gazpacho – eller som dessert. Og det er heldigt, at den har så mange anvendelsesmuligheder, for vandmelonen er en ordentlig basse med masser af lækkert frugtkød. Prøv den fx også i en salat med rødbeder.

 

vandmeloner-a

Denne lille lag-på-lag “napoleonskage” kan spises som forret eller som frokostret.

Hvis du ikke kender grillede og flåede peberfrugter, skal du prøve dem. De får en helt anderledes delikat smag end de lidt skarpt smagende rå frugter. Den pikante smag af peberfrugt passer fint sammen med den friske og let sødlige vandmelon.

Imellem lagene kan du bruge enten smørbar vegansk ost smagt til med citronsaft eller moset og rørt fetaost, evt. blød gedeost. Silketofu rørt glat med plantefløde er også en mulighed. Tofuen skal smages godt til med citronsaft, blåbærsirup, salt, peber og klippet karse, evt. også finthakkede kapers.

Jeg har lagt blade af tallerkensmækker mellem lagene. Den lette smag af karse passer godt til de øvrige smagsnuancer, men du kan sagtens bruge andre krydderurter som basilikum eller mynte. Men husk, at tallerkensmækker er rigtig godt for synet.

 

vandmelon--og-peberfrugtfrokost.2

frisk frokostret med peberfrugt og vandmelon

4 peberfrugter i forskellige farver

ca. 1/4 lille vandmelon

100 g fetaost, gedeost eller vegansk ost

ca. 1 dl sojafløde eller anden fløde

en håndfuld blade af tallerkensmækker

evt. valnødder

 

vandmelon--og-peberfrugtfrokost.1

Skær peberfrugterne igennem på langs. Fjern kerner og frøstole.

Læg peberfrugterne med skærefladen nedad på et stykke bagepapir på en bageplade.

Sæt pladen under grillen og grill peberfrugterne, til skindet er boblet op og er mørkt.

Læg peberfrugterne i en plasticpose og luk den til. Lad dem afkøle og flå forsigtigt skindet af.

Skær peberfrugterne i kvadratiske eller aflange stykker.

Skær 12 tynde skiver af vandmelonen i samme størrelse.

Mos osten med en gaffel og rør den lind med fløden.

Smør lidt ostecreme på hver af skiverne og læg dem sammen med blade af tallerkensmækker.

Det øverste lag skal være vandmelon.

Drys evt. med lidt hakkede valnødder og pynt med flere blade af tallerkensmækker.

Servér evt. overskydende ostecreme til separat.

 

tip

Hvis du ikke har tallerkensmækker så brug karse i stedet. Du kan også vælge andre krydderurter som basilikum, timian eller mynte.

 

vandmelon--og-peberfrugtfrokostret

Share