Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

sennepsdressingArkiv

fredag

20

maj 2016

20

KOMMENTARER

salat med nye kartofler og asparges

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, salater

.

så kom de – de nye kartofler …

kartofler-nye

Forleden løb jeg ind i de første nye kartofler fra Samsø. De kostede en mindre herregård, men jeg måtte have dem! Jeg synes, nye kartofler er en af Moder Jords mest fantastiske gaver.

Min første lille portion nye kartofler blev nydt med stor andægtighed og næsten naturel, blot med lidt god olivenolie og et drys salt. Det øjeblik er et af årets kulinariske højdepunkter for mig. Det bliver ikke bedre! Det skulle da lige være også at sætte tænderne i årets første hvide asparges.

Derfor fik resten af de små guldklumper lov til at brillere i en salat sammen med nye danske asparges. Jeg foretrækker de hvide, men du kan sagtens bruge de grønne i stedet, evt. halvt hvide/halvt grønne.

Husk at smagen i både nye kartofler og asparges bedst fremhæves, hvis de koges i vand tilsat et drys sukker i stedet for salt. Og så skal aspargesene kun koges nogle få minuter. De nye kartofler skal man også våge over. Sluk for varmen, inden kartoflerne er møre og lad dem stå i vandet indtil de er lige præcis bløde nok, men stadig faste. Det er nemt at overkoge både de nye kartofler og aspargesene. Og sker det, er fornøjelsen forduftet!

 

… og de første danske asparges

asparges på bræt

de to lækkerbidder kræver en “buket” blomster

aspargessalat-m-blomster.4

For at fejre forårets kuliariske højdepunkt har jeg smykket salaten med forårets blomster. Men hvis jeg skal være ærlig, er jeg faktisk ikke vild med at spise blomster, men de er smukke at se på.

Hvis du pynter med blomster så vær helt sikker på, at de er spiselige. På den sikre side er blomster af f.eks. purløg, timian, tallerkensmækker, morgenfrue og hjulkrone. Og de “vilde”: løgkarse eller blomster af ramsløg, der står i fuldt flor i øjeblikket.

Aspargessalat-m-blomster.1

Smag kapersdressingen til med forsigtighed. Den skal ikke tage magten fra de fine og lette smagsnuancer i kartofler og asparges.

salat med asparges og nye kartofler

1/2 kg nye kartofler

400 g asparges

1 hjertesalat

spiselige blomster

purløg

blade af tallerkensmækker

dressing:

1 dl sojafløde eller anden fløde

1-2 spsk citronsaft

1 spsk hakkede kapers

lidt sennep efter smag

 

aspargessalat-m-blomster

Gnid skrællen af kartoflerne og kog dem lige netop møre i vand tilsat 1 tsk rørsukker. Afkøl dem og skær dem i skiver.

Skræl aspargesene og læg dem i kogende vand tilsat 1 tsk rørsukker. Kog dem 2-4 minutter afhængig af tykkelsen. Afdryp og afkøl dem.

Skær salaten i strimler.

Arrangér grøntsagerne på et fad.

Rør en dressing af fløde, citronsaft og kapers. Smag til med salt og peber og evt. lidt sennep. Dressingen skal ikke være så dominerende, at den overdøver smagen af aspargesene og de nye kartofler.

Dryp dressingen på salaten og pynt med blade af tallerkensmækker, klippet purløg og spiselige blomster. Brug kun de blomster du er helt sikker på er spiselige!

Salaten kan spises som en forret eller en frokostret.

 

aspargessalat-m-blomster.2

 

Share

fredag

12

februar 2016

6

KOMMENTARER

Afrodites scoresalat

Skrevet af , Posted in salater

 .

gudindens valentine-gave

sellerisalat.bagt-og-stegt.2

selleri er powerfood og scoremad

Hvis du overvejer at foreføre din udkårne på Valentines dag på søndag, så prøv med denne salat. Selleri indeholder masser af gode stoffer, også nogen, der vækker de små eroter, se nedenfor.

Engang spiste man selleri både som medicin og som elskovsmiddel. Det kan man læse om i de gamle urtebøger fra 1300tallet, hvor selleri blev anbefalet for at styrke leveren og for at være vanddrivende og udrensende.

Selleri er rig på antioxidanter og indeholder især vitaminer som B- (især folat) og C-vitaminer, men også A-og K-vitaminer samt mineraler som kalk, kalium, magnesium, jern, fosfor og zink.

Selleri styrker immunforsvaret, giver god mæthedsfølelse og gavner fordøjelsen. Forskning har vist, at selleri har en blodtryksregulerende effekt.

Stofferne disomin og lutolin ser i forsøg ud til at kunne forebygge demens og Alzheimers. Stofferne blokerer for betændelser, der kan føre til degeneration af hjernen. Det er endnu et bevis på, at det er klogt at spise antiinflammatorisk kost.

Bladselleri virker også udrensende på kroppen og indeholder stoffer, der regulerer kolesterol og blodtryk.

 

DSC04212

selleri som afrodisiakum

Men den lille grimrian af en selleri bærer på andre skjulte fordele. Ikke nok med, at den clumsy knold er super-sund, den er også et vidunderligt forførelsesmiddel ifølge et gammelt dansk husråd.

I en gammel urtebog kan man læse “… Dersom kvinden vidste, hvad sellerien gør ved manden, da ville hun søge den fra Paris til Rom.”

Heldigvis har vi selleri lige uden for døren eller i al fald hos grønthandleren og i supermarkedet. Og det er sæson lige nu. Mad i sæson er sundest, siger de japanere, som hører til verdens ældste. Så kom bare i gang. Start med denne salat og gå evt. videre med en hovedret som lasagne med selleri og grillede grøntsager, en selleribøf eller cannelloni af selleri med hasselnødder.

 

sellerisalat.bagt-og-stegt.1

Afrodites salat

1 selleri, knap 1 kg

2 stilke bladselleri

2-3 spsk kokos- eller olivenolie

25 g pistacienødder

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk citronsaft

1-2 spsk dijonsennep

1-2 spsk ahorn- eller blåbærsirup

 

sellerisalat.bagt-og-stegt.3

Skær sellerien i to halvdele. Pak den ene del ind i folie og bag den i en 200 grader varm ovn 40-50 minutter. Stik med en kniv i sellerien efter 35-40 minutter for at mærke, hvor mør den er.

Skær den anden halvdel i ca. 1 cm tykke skiver. Skræl skiverne og skær dem i små terninger.

Steg selleriterningerne gyldne i den valgte olie. Afkøl dem.

Lad den bagte selleri afkøle lidt, før du den skærer den i skiver på samme tykkelse som den friske selleri.

Skræl skiverne og skær dem i terninger.

Skær bladsellerien i skiver og hak bladene. Hak nødderne groft og bland dem sammen med de tre slags selleri.

Rør dressingen sammen og smag godt til med citronsaft, sennep, sirup, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

 

sellerisalat.bagt-og-stegt

Share

lørdag

12

december 2015

0

KOMMENTARER

grønkålssalat med granatæble og sennepsdressing

Skrevet af , Posted in salater

 .

en rød og grøn jul

grønkålssalat-m-granat.1

Hvis du har lyst til at skifte den klassiske rødkålssalat ud med en grønkålssalat, så prøv denne her.

Rødkål og grønkål er næsten lige sunde, og her får kålen yderligere opbakning af de antioxidante kerner fra granatæble.

 

granatæble

 

grønkålssalat med granatæble og sennepsdressing

6-8 blade grønkål

2 æbler, gerne 1 rødt og 1 gult

2 stængler bladselleri

1 granatæble

dressing:

1/2 dl sojafløde eller anden fløde

2 spsk olivenolie

1 fed hvidløg

ca. 1 spsk dijonsennep

 

Riv kålen af midterribberne og hak kålen fint.

Skær æblerne i små terninger. Skær bladsellerien i skiver.

Tag kernerne ud af granatæblet. Det gøres bedst sådan: skær æblet igennem, læg halvdelene ned i en plasticpose én ad gangen og bank kernerne ud nede i posen, så undgår du rød saft i hele køkkenet. Evt. overskydende kerner og saft kan fryses.

Bland alle ingredienserne til salaten.

Rør fløden med olie, presset hvidløg og sennep. Smag godt til med salt, peber, sennep og evt. lidt rørsukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

 

grønkålssalat-m-granat.2

 

Share