høvlet blomkål med ristede valnødder og krydderurter
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in salater
.
hvid som sne – salig som salat …
Blomkål, der rives eller skives fint, får en helt anden smag end større stykker blomkål. Her har jeg valgt at skære meget tynde skiver af blomkål til en salat med valnødder, valnøddeolie og masser af krydderurter.
Mange bruger alt for lidt af et kålhoved, men de pæneste grønne blade og stokken kan sagtens anvendes også.
.
krydderurter er små kraftværker af potente stoffer
Når småt er ekstra godt: krydderurter indeholder så mange potente stoffer, at vi dårligt kan få nok af dem. Gennem århundreder er krydderurter blevet brugt som medicin, og det kan vi roligt blive ved med: ikke blot beriger de forskellige urter mange retter med forskellig skøn smag, de giver os også en masse sekundære næringsstoffer, som vi ikke kan få andre steder.
Krydderurter er antioxidante og antiinflammatoriske. De indeholder mange vitaminer og mineraler, og mange af urterne virker kolesterolregulerende, de forebygger hjerte-karsygdomme og forskellige livsstilssygdomme, og de styrker immunforsvaret.
I denne salat kan du vælge de krydderurter, du har. Det kan være basilikum, timian, mynte, koriander etc. Sammen med hvidløg og chili, giver de et ordentligt boost til kroppen. Vælg en mellemstærk chili. hOg så er der jo valnødderne …
.
hjerneguf
Valnødder og valnøddeolie er ren hjernemad. Begge dele har et højt indhold af antioxidanter og flerumættede fedtsyrer samt Omega 3 og 9, der regulerer kolesterol og forebygger hjerte-karsygdomme. Længe før videnskaben fandt ud af det, troede man, at valnødder var gode for hjernen, måske fordi nøden ligner en lille hjerne. Men nu ved man, at nødderne modvirker degeneration af hjernen på grund af de gode fedtsyrer.
Vil du have valnødder og valnøddeolie af højeste kvalitet, kan jeg varmt anbefale butikken Løs Market i Saxogade i København. Nu er det jo langtfra alle bloggens læsere, der bor i København, men det er en god idé at inkludere et besøg i den emballagefri butik, hvis du er i hovedstaden. Jeg har tidligere skrevet om Løs Market her.
.
høvlet blomkålssalat med tamari-ristede valnødder og krydderurter
50 g valnødder
2 spsk tamari (soja)
1 lille blomkålshoved, ca. 400 g
2-3 stilke bladselleri
1 forårsløg
en stor håndfuld små grønne blade, fx vårsalat eller små spinatblade
en håndfuld mynte, basilikum, koriander etc.
dressing:
4 spsk valnøddeolie eller anden olie
2 spsk frugt- eller riseddike
1/2-1 spsk agavesirup eller andet sødemiddel
1 fed hvidløg
1 spsk finthakket chili (ikke for stærk)
salt, friskkværnet peber
.
Bræk valnødderne i lidt mindre stykker og rist dem gyldne i tamarien. Sæt dem til side.
Høvl blomkålen i tynde skiver. Brug evt. et mandolinjern. Anvend også de pæneste grønne blade og skær stokken i tændstikstore stykker.
Skær bladsellerien i tynde skiver. Hak evt. blade. Snit forårsløget meget tyndt.
Bland blomkål og bladselleri med de grønne blade.
Rør en dressing af olie, eddike og sirup. Tilsæt et fed presset hvidløg og chili efter smag og behag. Smag godt til med salt, peber, sødt og syrligt.
Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys med valnødderne.
.
tip
Du kan også tilsætte en håndfuld rosiner eller tranebær til salaten.