Man har i årtusinder spist røde ris i Østen, og de er altid blevet anset for sunde.
Røde ris er ikke “født” røde. Den røde farve skyldes en gærsvamp, Monascus purpureus, som gror på risen. Når man køber risen, er svampen væk, men den har efterladt nogle sundhedsmæssigt aktive stoffer, de såkaldte statiner.
Nu har ny forskning bekræftet, at røde ris indeholder statiner, der er kolesterolsænkende. Der er altså al mulig grund til at få de røde ris på menuen.
salat af røde ris og bladselleri m. sojadressing
125 g røde ris (kan erstattes f brune ris)
2-3 stilke bladselleri
50 g saltede cashewnødder
dressing:
4 spsk olivenolie
ca. 2 spsk tamari (soja)
ca. 2 spsk citronsaft
2 fed presset hvidløg
1 spsk reven ingefær
Kog risene i dobbelt mængde vand tilsat et lille drys salt 20-25 minutter.
Afkøl risen.
Snit bladsellerien og del cashewnødderne. Bland begge dele i risen.
Rør dressingen sammen og smag godt til med tamari, peber og sukker.
Vi kravler langsomt, langsomt op ad hårnålesvingene i en gammel skrammelkasse af en bil. Vi er midt på Sri Lanka på vej op til bjergbyen Nuewa Eliya.
På vejen gør vi holdt en gang imellem og møder interessante mennesker, mad og køkkener.
Her holder vi en lille thepause. The virker til at være selve fundamentet for det hele her.
.
fornuftige servietter
I den lille thebod er der selvfølgelig servietter på bordene. Det er fint revne stykker af gårsdagens avis, smukt rullet sammen og sat i en kasseret cocacoladåse.
Var der nogen, der sagde fornuftigt genbrug?
.
ikke alle har et Svanekøkken
De små butikker og boder langs bjergvejen sælger alt fra grøntsager til en kop the og små snacks.
Pigen her holder til i det udendørs køkken, hvor man hurtigt kan tænde op under gryderne, hvis man er heldig at finde et par tørre træpinde.
.
Kjeldsens småkager
Denne fyr sælger salte snacks og bananer.
Bemærk også dåsen med danske småkager. Sådan noget hjælper altid mod hjemvé!
.
disse ris anbefales af alle vilde fugle
Ris hører til ethvert måltid. Det synes fuglene også.
.
gourmetmad på governmenthotellet
Ved frokosttid gør vi holdt ved et af regeringens hoteller, som ligger malerisk ved den flod, hvor filmen “Broen over River Kwai” blev optaget.
Sceneriet er bjergtagende, men den store frokostbuffet lader heller intet tilbage at ønske. Her er mindst 20 lækre grøntsagsretter samt flere forskellige slags kogt ris, linser mv.
Retten ovenfor hedder “aubergine moju” og består af små terninger af aubergine svitset med snittede porrer, løg og hvidløg samt tern af ananas – og selvfølgelig chili.
Du kan glæde dig til den rigtige opskrift, når jeg er hjemme igen. Det er en rigtig dejlig lækkerbisken.
.
med flammer ud af ørerne
Maden på buffeten er godt krydret med både peber og chili, men alligevel modereret, fordi der også kommer udlændinge forbi.
Ceyloneserne spiser noget af verdens stærkeste mad. Det er så flammerne slikker ud af mund og ører. Her på buffeten er en dejlig stor kurv med fritterede chili. Så kan de garvede selv komme en ekstra håndfuld på maden.
Efter troperegn, bagende hede og bryllup i Kandy, tog rejsekammeraten og jeg op i thebjergene midt på øen.
Heroppe i 2.000 m’s højde er temperaturen næsten nede på 20 grader. Det er dejligt at puste ud fra de 35 grader, der er nede i lavlandet.
Øverst oppe over theterrasserne ligger den lille by Nuewa Eliya (som betyder lysets by). Her trak englænderne sig tilbage, når det blev for hedt længere nede i landet, og her startede de en kaffeproduktion.
Kaffebuskene blev imidlertid syge, så de slog sig på the. Og det har vist sig at være en Guds gave til ceyloneserne. I dag er en af deres største indtægtstkilder eksport af the. Verdens bedste the regnes for at komme fra Sri Lanka.
Når man langsomt kravler op ad de snoede bjergveje, åbner der sig de smukkeste udsigter til vandfald, theplukkernes små terrasser, hvor de dyrker deres egne afgrøder – og naturligvis millioner af grønne, grønne thebuske.
.
.
en snack på vejen
På vej op ad de stejle bjergveje er det muligt at få en lille snack at styrke sig på. Disse små gryder står og simrer over åben ild, og når låget lettes …
.
… åbenbarer der sig en grydefuld majs, som er en populær snack blandt de lokale.
.
.
Nuwara Eliya – en lille bjergby
Det er interessant, at den lille by på toppen af thebjergene til forveksling ligner mange andre byer, der ligger i højden. Det være sig i et pas eller i stor højde som Lhasa i Tibet eller de små bjergbyer i Guatemala eller Peru.
Befolkningen er af den samme mørke, senede slags, og deres valg af mange farverige klæder går også igen.
Området heroppe kaldes “lille England”, og det er da også ganske tydeligt, at englænderne har sat deres præg på stedet. De har lært ceyloneserne – foruden theen – at dyrke en masse grøntsager, som de var vant til i England, bl.a. radiser, som man elles ikke ville finde på disse kanter.
Ved mange vejboder sælger de lokale deres høst, som også indbefatter gulerødder, porrer og rødbeder.
Går man ind på Hotellet “Hill Club”, emmer alt af gode, gamle England. Det er som om den sidste englænder netop er gået ud ad døren.
.
.
på tovet i Nuwara Eiyla
Her er folk klædt godt på, og strikhuer er populære.
Ovenover busstationen midt i den lille by pakker blomsterhandlerne friske blomster til forsendelse. Her er ikke tale om at fragte blomster med kølebiler eller jumbojet.
Her pakkes blomsterne i rustikt flettede kurve og holdes friske under transporten med enebærgrene.
De dekorative forsendelser bæres derefter ned til de gamle ramponerede rutebiler på busstationen, som vil bringe blomsterne ned til byer som Kandy og Colombo.
Nu er rejsekammeraten og jeg ankommet til Sri Lanka, som er et land, der har forandret sig kolossalt på seneste 8-10 år. Siden 2005 har ceyloneserne stort set fordoblet deres levestandard.
Det betyder, at vi har lagt alt Indiens farver, fart, larm og galskab bag os. Her bærer kvinderne ikke længere de farvestrålende sarier, og mændene har smidt sarongerne, de lange nederdele, som de bar tidligere.
Sri Lanka er blevet næsten “vesterniseret”, og det er en stor forskel til Indens fest og farver. Men maden er stadig spændende.
.
hopper – skøn ceylonesisk snack
Mens danskerne gnasker røde pølser som et lille måltid, spiser ceyloneserne en hopper.
En hopper er en sprød “skål” bagt af kokosmælk og rismel. Desværre kræver det en speciel dyb pande og et gasblus.
Hopper kan spises med fx. æg og forskellige grøntsager – eller kun grøntsager eller andet fyld.
.
.
hoppers på Queens Hotel i Kandy
Vi bor i den gamle kongeby, Kandy – og naturligvis på det gamle hæderkronede, colonial hotel, Queens, der endnu emmer af engelsk tilstedeværelse.
Kokken Saman Bandara tilbereder min første hopper, som er med æg og grøntsager. Den bliver nydt som morgenmad, men ceyloneserne elsker hoppers på alle tider af dagen.
.
Saman laver hoppers på Queens
.
hopperen tilberedes
.
Først hældes dejen i den lille wokformede pande, så den går op af siderne og former en skål. Derefter slås et æg ud i panden og ovenpå lægges grøntsager.
.
den færdige hopper
.
hopper”stand” i Nuwara Eliya
Her er ceylonesernes “pølsebod”! En hopper”stand” ses overalt på gaderne.
Her er vi oppe i thebjergene i 2.000 meters højde i den lille by, Nuwara Eliya.
En hopper er så billig, at de fleste har råd til at spise den.
Min rejsekammerat fotograferer ikke, men en dag spurgte hun mig, om det ikke ville være interessant at tage nogle portrætter af indiske kvinder.
Det syntes jeg var en fin idé, så jeg har indfanget en række ansigter under turen gennem det sydlige Indien.
Kvinderne er meget forskellige. Nogle er rige, andre er fattige, nogle er glade, andre er sørgmodige. Men én ting har de til fælles: de farvestrålende sarier eller andre traditionelle indiske dragter. – Og også beredvilligheden til at lade sig fotografere.
Indien oplever et boom af pilgrimme i disse år. Og her i landet er pilgrimme ikke blot de orangeklædte hellige saddhuer med aske i panden. Også helt almindelige mennesker, som besøger de hellige steder, kaldes pilgrimme.
Og i Indien gælder valfarterne både for hinduer, buddhister og muslimer.
Med den voksende middelklasse i Indien, har mange fået råd til at rejse, og det er mange millioner indere, der hvert år besøger et af lndiens hellige templer.
Her er jeg i en lille landsby i Sydindien med et vigtigt tempel. Klippetemplet.
Her ved Klippetemplet er pilgrimmene de hellige mænd, Indiens saddhuer. De er på færde samtidig med solens første stråler, og her midt på gaden udenfor templet nyder de deres morgenmad.
.
.
lidt i maven får man altid
.
Nogle saddhuer er på evig vandring, andre har slået sig ned i grotter eller andre ensomme steder og lever som eremitter.
De hellige mænd har helliget sig en søgen efter sandheden, efter det guddommelige. De respekteres af befolkningen for deres asketiske liv, og får ofte almisser i deres tiggerskåle i form af ris og anden mad.
Disse saddhuer, indiens hellige mænd, ejer ingenting og slet ikke penge til at købe mad for.
Men der skal ikke meget til, for saddhuerne lever i askese og afsavn i deres søgen efter Gud, efter Nirvana, udløsningen fra livets hjul.
Nogle saddhuer påstår, at de udelukkende lever af mælk. Måske gælder det den hellige mand ovenfor?
.
.
.
årtusindgammel tradition
Traditionen med at søge oplysning som saddhu har eksisteret i Indien i tusindvis af år, og de hellige mænd er med deres blotte tilstedeværelse med til at minde den almindelige inder om, at der findes en åndelig verden.
I Indien er risen det daglige brød. Ingen dag uden en skål ris. Undtagen naturligvis for dem, der sulter.
Desværre lærte englænderne inderne at afskalle og polere risen, så næsten alle næringsmidler er forsvundet, men ikke desto mindre er ris hovednæringsmidlet på disse kanter.
.
det store rismarked i Madurai
I forbindelse emd blomstermarkedet, som jeg fortæller om nedenfor, er rismarkedet et kolossalt stort marked for handel med ris.
Kornhandlerne går rundt med lange metalspyd som stikkes ind i sækkene, så lidt ris kan løbe ud og køberen se, om kvaliteten er i orden.
.
.
der tinges og handles
.
se bare her, kvaliteten er i orden!
.
avnerne fjernes ved at gnide riskornene i hænderne
.
de tunge rissække vejer ca. 65 kg
Mændene slæber dagen lang på de tunge rissække. Arbejdstilsynet i Danmark ville vist ikke være begejstret.
Temperaturen er ikke langt fra 40 grader. Smilene er mindst 100 grader.
Her i Indien sidder smilene løst, selv hos mennesker, der måske ikke har så meget grund til at smile.
Disse øre-til-øre smil er sammen med indernes humor noget af det, der får mig til at holde så meget af dette vidunderlige land.
Skulle du have fået lyst til lidt ris, så prøv en orientalsk rissalat.
Det er tidlig morgen, og rejsekammeraten og jeg drøner ud af Madurai til det store engros blomstermarked, der ligger lidt udenfor byen.
Trafikken er allerede i fulde omdrejninger med biler, motorcykler, oksekærrer, tungtlæssede cykler og især de gule autorickshaws.
Varmen flimrer, og støvet hvirvler omkring os som små grå skyer. Efter en halv times drønen ud og ind mellem de mange køretøjer, akkompagneret af den øredøvende larm fra bilernes dytten, er vi fremme ved markedet, der også indbefatter et stort engrosmarked for ris.
.
.
Herude er det anderledes dejligt at trække vejret. Her ar luften mild og behagelig af dufte fra roser, jasminer og mange andre velduftende og farverige blomster.
Hver dag bliver der ofret tonsvis af friske blomster til guderne inde i det store Meenakshi tempel, og de mange blomster handles hovedsagelig af mænd her på markedet. Alt foregår afslappet, og det er en fornøjelse at se, hvor meget indiske mænd kan hygge sig med hinanden og snakke og grine.
Her tidlig morgen på blomstermarkedet vejes blomsterne af kilovis, og de sælges videre til de folk, der binder blomsterkranse og de andre smukke dekorationer til glæde for guderne.
på vej til templet møder vi tungtlastede køretøjer
.
udenfor Meenakshi templet
.
Det store hinduistiske Meenakshi Tempel i Madurai besøges hver dag af omkring 15.000 mennesker.
Stedet, hvor templet ligger, har været helligt valfartssted for tamilerne i flere tusind år, men det nuværende tempel er bygget nogenlunde samtidig med Taj Mahal i Agra, midt i 1600-tallet.
Jeg har tidligere været inde i templet, og det er en helt overvældende oplevelse, som jeg kommer tilbage til.
Men i dag skal vi lige kigge på en lille flig at det liv, der udspiller sig udenfor templet.
Kvinden på billedet ovenfor binder blomsterkranse, som hun sælger til pilgrimmene, der ofrer blomsterne til guderne inde i templet.
Den hvide farve i kvindens pande er aske fra brændt kolort. Her tjener asken som velsignelse og beskyttelse af kvinden.
.
.
Der er mange slags offergaver. Men guderne foretrækker kokosnødder, bananer og blomster.
.
håret må også somme tider ofres
.
Denne lille pige er ved at blive kronraget. Hendes far holder hende som i en skruestik, mens barberen med raske tag fjerner de fagre lokker.
Det stakkels barn skriger som en stukket gris, og forstår slet ikke, hvad der foregår.
Det gør jeg heller ikke. Ikke sådan rigtigt. For det her må give barnet traumer senere i livet.
Men formålet med at barbere håret af er, at forældrene ønsker sig endnu et barn, og guderne kan formildes, hvis man ofrer det første barns hår.
.
pyeeeha … jeg er igennem processen
.
Denne lille pige har overstået den voldsomme hovedbarbering og har fået det nøgne hoved masseret med knust sandeltræ.
Det beskytter mod solens ubarmhjertige stråler, men det er måske også med til at stemme guderne venligt?
Det er en pudsig tanke, at man ønsker sig flere børn, netop her i Indien. Her er millioner af børn, som sulter, men inde i den enkelte familie tænker man selvfølgelig anderledes. Det er vigtigt at få en søn, som kan forsørge sine forældre i alderdommen
.
mad for guder
.
Udenfor gitteret ind til templet står kvinder i en lang række og koger mad over åbne bål til guderne.
Det er hovedsagelig en tyk rissuppe, som kvinderne har gang i.
Suppen købes af de besøgende til templet – og ofres til guderne. Jeg ville ønske, at den endte i maverne på de fattige. Med al respekt for guderne, naturligvis!
.
.
.
masala dosa
.
Så er rejsekammeraten og jeg mere heldige. Vi får os en dejlig masala dosa – sydindernes foretrukne morgenmad. Men jeg elsker nu retten på alle tider af døgnet.
Klik her, hvis du vil have min opskrift på masala dosa.
.
.
Sammen med dosaen (pandekagen) får vi en dejlig krydret tomatsovs med friske karryblade.
Der er lige landet en påfuglefjer på bordet. De smukke fugle “befolker” haven til hotellet, hvor vi bor.
Rejsekammeraten og jeg er netop ankommet til Madurai, 170 km´s bilkørsel fra Pondicherry.
Det mest slående ved at køre på de få motorveje her i Indien, er den form for køer, der er på vejen.
Her er næsten ingen biler, til gengæld er der masser af levende, hellige køer. De græsser langs motorvejen og en gang imellem vil de hellere over på den anden side af den firesporede motorvej for at se, om græsset er grønnere derovre.
Også hyrderne med deres gedeflokke krydser mot0rvejen af og til, så der er livlig trafik på tværs af vejen.
Men der er også en del spøgelsesbilister. Hvorfor køre en omvej, når man bare kan vende om og køre tilbage i den retning. man kom fra? Det kræver en vågen chauffør at køre bil her i landet.
Køerne på billedet ovenfor er dog ikke motorvejskøer. De nyder livet på fortovet i Pondicherry og har fået deres horn malet i anledning af nytårsfesten pongal.
.
.
køer på køleren
De hellige køer er overalt. Her er en i metal, som beskytter traktorens kofanger. Det må vel være det rette sted for en ko.
Men det er også tilrådeligt at have et lille alter som beskyttelse på kølerhjelmen. Med trafikken hertillands er det klogt at sikre gode forbindelser til alle guder.
.
.
en anden form for kontakt med det guddommelige
.
En lille snes kilometer udenfor Pondicherry finder man et helt specielt og enestående samfund. Området hedder Auroville(som betyder morgenrødens by) og er grundlagt i 1968 efter tanker af filosoffen Sri Aurobindo.
Stedet arbejder med meditation og åndelig udvikling og tilhører menneskeheden som helhed.
Her er man ude over begrebet “religioner”, og man beskæftiger sig med “uendelig uddannelse i åndelig forstand” i hvad man kan kalde et universelt universitet.
Centret i Auroville er den 30 meter høje “globus” som ses på billedet ovenfor. I midten af globen findes en 70 cm stor krystal, som solens stråler rammer. Rundt om i globen er placeret store meditationsrum.
Rundt om den smukke bygning ligger store, fint friserede haver.
I Auroville bor 2.200 mennesker fra 43 forskellige lande, der alle har viet deres liv til åndelig udvikling.
Den spirituelle atmosfære i Auroville er en stor kontrast til den uendelige larm og “hustlen og bustlen” i Indien. Men snart sidder vi igen i en auto-richshaw tilbage til den materielle verden.
.
de små gule, busy “bier”
.
Så er vi tilbage til det virkelige liv. Bente Linnea er blevet gode venner med taxamanden, som stolt vise fotos frem af sine to små piger.
.
.
“tallerknerne” er bananblade
.
Her i Tamil Nadu spiser man sædvanligvis med fingrene, og maden øses op på et smukt grønt bananblad.
.
.
“Tallerknerne” er klar. Og opvasken sparet!
.
pappadams er sagen
.
Til den klassiske thali (se nedenfor) serveres altid det dejlige sprøde brød, pappadam. Det er jeg helt vild med.
.
og så kommer regningen!
.
Vi har valgt den lille thali med 11 små retter. Det beløber sig til ca. kr. 5,50 pr.person. Det er fantastisk at få så meget dejlig mad for så lidt. Jeg får helt dårlig samvittighed.
En af småretterne er en dejlig rødbedesalat, som du her får opskrift på:
.
indisk rødbedesalat
.
Kog 3-4 rødbeder møre, afkøl og flå dem. Skær dem i små terninger.
Svits 1-2 spsk sorte sennepsfrø i 2 spsk olivenolie sammen med knuste frø fra 3-4 kardemommekapsler. Svits til frøene springer. Tag panden af varmen.
Riv 2-3 dl frisk kokosnød og bland reven kokos og krydderier i rødbederne.
Tilsæt 1 bdt frisk, hakket koriander (eller persille) og smag til med salt og citronsaft.
Det kræver stærke nerver at bevæge sig frem i verden her i Indien, hvad enten det sker på to, tre eller fire hjul – eller for den sags skyld til fods.
Der er rigtig mange transportmidler på to og tre hjul. Dels er der de små autorickshaws, der summer omkring som små rasende gule bier, dels er der de millioner af motorcykler, der nemt finder plads til både mor, far og 3-4 børn.
Hertil kommer den lille nye Tata-bil, som kun koster 10.000 kr.
Det er Tatafabrikkens tanke, at de mange motorcykler skal have – så at sige – tag over. Det er dejligt, at så mange nu kan få en lille bil, men, men …, hvordan vil det se ud, når en halv milliard små biler suser rundt her i landet, der også er heftigt trafikeret af hellige køer og kærrer læsset til bristepunktet. Mange steder er vejene mere huller end asfalt – og fortove er ofte en by i Rusland.
.
.
Men hvordan kommer man frem: jo, “Sound horn”, står der på alle lastbiler og cykelrickshaws. Og det gør man så. Også i den grad! Jeg er ked af, at der ikke er noget lydbillede med her.
.
.
festen fortsætter
Nytårsfesten pongal fortsætter hernede i Pondicherry, som ligger i det sydøstlige Indien.
Pondicherry er en gammel fransk koloni, og det kan man både se og smage. Man ser det på byggestilen, og man smager det på brødet. Her kan man nemlig få både croissanter og andet brød, som franskmændene lærte inderne at bage.
Byen ligger smukt ved den Bengalske Bugt, og strandpromenaden ligner Croisetten i Cannes.
Hernede ved havet nyder de indiske familier helligdagene. Ismanden med sin cykel trækker rundt med de kølende pinde, kvinderne med med de transportable boder skærer smukke former ud af vandmelonerne, og de unge drenge sælger lyserød slik i plasticposer.
Enhver lyst for sine penge! Min rejsekammerat er journalist, og derfor er hun her i gang med at tigge en spiseseddel fra India Times i en lille aviskiosk. Med sin sædvanlige charme er det ikke noget problem. Avismanden er ved at forære hende hele dagens oplag!
Jeg derimod tænker kun på at spise. Her er jeg i gang med en thali – indernes foretrukne frokost.
En thali består af 6-8 små retter med ris og brød, serveret på en bakke.
Thalien er indernes foretrukne frokost. Hvis vi alle, måske blot et par gange om ugen, ville spise som inderne, ville langt flere munde kunne mættes her på planeten.
Retterne på thalien er ikke særligt belastende, hverken for jorden, klimaet eller kroppen. De små rustfrie skåle rummer bønne- og linseretter, forskellige grøntagsretter, chutneys, yoghurt og noget sødt, her er det risbudding med masser af ingefær. Det er fantastisk lækker og mættende mad.
Inderne spiser som regel maden med fingrene, så er opvasken sparet!
.
vil I have mere, piger?
.
På restauranten går der hele tiden serveringsmænd rundt og byder på mere af de forskellige retter.
Alt efter restaurantens standard serveres maden fra en stor spand eller, som her, fra smukke beholdere, der rummer to curryretter.
Man kan spise lige så meget, man vil, for en pris af 7,- danske kroner.
Det lyder billigt, men når mange indere lever med en dagløn på samme beløb, bliver det pludselig ikke opnåeligt for alle i dette land at spise selv en thali.
Jeg er lige ankommet til Hyderabad, hovedstaden i delstaten Andhra Pradesh. Det her er gammel mogulland, og Hyderabad deles da også næsten ligeligt mellem hinduer og muslimer.
Hindukvindernes farvestrålende sarier blander sig lystigt med de sorte tildækkede, muslimske kvinder. Men alle ser ud til at acceptere hinanden og leve i fred og fordragelighed i byen med omkring 5 millioner indbyggere.
.
.
Der er næsten ingen turister i Hyderabad, så Bente Linnea og jeg er populære fotomodeller. Vi bliver fotograferet sammen med de unge piger, sammen med børnene eller sammen med hele familien. Vi er virkelig eksotiske!
Det er sjovt for en gangs skyld selv at være motiv. Men der ER mange smukke mennesker og skønne farver at forevige.
Det er helligdag (pongal), noget der ligner vores nytårsdag. Alle familier er af huse, og millioner nyder byens parker, hvor medbragte samosas nydes sammen med sød te.
Nogle steder i byen hviler en guddommelig fred, som her ved herskerslægten, Nizams, prægtige slot, Chowmahalla Palace.
.
.
Lads bazar
Helt anderledes gang er der i den ved den nærliggende Lads Bazar. Det er et kæmpeområde med tusindvis af butikker. Her kan man dårligt tale om butiksgader med smykker, sarier ellerarmbånd, nej her har hver forretningstype nærmest en hel lille bydel.
Hele området er en eneste kæmpemæssig myretue.
.
.
i sariområdet
.
Det er sjovt at tænke på, at de sorte muslimske damer måske er lige så farvestrålende underburkaerne som deres hinduistiske medsøstre. I al fald er de vældig engageret i de skønne stoffer.
.
i armbåndsområdet
.
Ligegyldig hvilken type armbånd, du måtte ønske dig, og ligegyldig hvilken farve, så finder du det i Lads Bazar.
Nogle armbånd er fantastisk smukke med tusindvis af små perler og guld – alt lavet ved håndkraft.
Jeg får virkelig respekt for de glimtende armringe, da jeg ser “mester” i gang med de bittesmå perler og guldstykker, som varmes i gløder og sættes på med en pincet.
.
.
den lokale mad
De muslimske herskere har i århundreder præget køkkenet i Andhra Pradesh. Og det betyder et krydret køkken, ofte med brug af chili.
“Nationaletten i staten er risretten biryani, men der fås også dejlige fyldte auberginer, grøntsagskebab og mange ande lækre sager.
Ingen af landets indbyggere behøver at arbejde særlig hårdt, for alle har penge nok, i al fald på et rimeligt niveau. Alle serviceydelser udføres af importeret arbejdskraft fra Philippinerne, Pakistan, Bangladesh, Kurdistan og andre mindre velbeslåede lande.
Qatar boomer med en New York-lignende skyline. Jeg var her senest for 3 år siden, og Doha er nærmest ikke til at kende. Heldigvis bevares den lille gamle bykerne med de traditionelle lerklinede huse og bazaren.
.
.
alt gods i bazaren transporteres pr. trillebør
.
fra telt til skyskraber
.
Kvinderne går stærkt tilhyllede, og mændene er iklædt nystrøgne og absolut pletfri hvide “lagener” og ofte et rødt hovedtørklæde.
Men … der sker også en rivende udvikling her. Selv om det mest er mændene, der sidder på cafeen, er de burkaklædte kvinder selvbevidste og har ofte en høj uddannelse.
Vi snakker med dem og forstår, at de ikke vil stå tilbage for Vestens kvinder. Sløret eller burkaen er en kulturel ting – ikke en religiøs, fortæller de unge kvinder os, som vi træffer på Det muslimske Museum.
Det er ikke lang tid siden, landets befolkning var beduiner og levede i telte i ørkenen. Her sker virkelig kvantespring. Takket være olien og gassen. Hvad sker mon, når de ressourcer er sluppet op?
I de luksuriøse shoppingcentre ser man reklamer med kvinder, som vi kender det i Vesten, men som aldrig ville passere som en pæn pige på disse kanter.
Ja, i Qatar spiser man som i det øvrige Mellemøsten: hummus, pitabrød og taboulleh, salaten med bulgur og persille.
Jeg vil gerne anbefale min egen taboulleh, som på billedet nedenfor, men faktisk fik jeg i Doha en taboulleh, som var endnu bedre.
Så lav salaten efter opskriften her, men brug blot 1 dl bulgur og masser, masser af bredbladet persille. Faktisk flere bundter. Det bliver så nærmest til en hel persillesalat, men det smager skønt og sender en varm hilsen fra mig og det klimamæssigt lune Mellemøsten.
.
taboulleh – mellemøstlig bulgursalat
.
følg med fra Indien
Nu er jeg landet i Indien, nærmere betegnet Hyderabad. Byen er ikke opdaget af turisterne endnu, så min rejseven Bente Linnea og jeg er lidt af en begivenhed på disse kanter og har optrådt som fotomodeller hele dagen.
De indiske familier synes, det er skønt at blive foreviget sammen med et par blege nordboere. Det er sjovt for en gangs skyld at være på den anden side af linsen!
Hyderabad er bl.a. hjemsted for den skønne risret biryani. Jeg har allerede guffet i mig og kommer snart tilbage med en opskrift.
På vej til madresarch i Indien og Sri Lanka, er jeg et par dage i Qatar, den lille ørkenstat på den arabiske halvø.
Qatar er verdens mest forurenende land, så der er lidt af en opgave at tage fat på her!
Foreløbig har jeg besøgt det fantastiske muslimske museum, tegnet af den berømte kinesiske artitekt Pei. Det må være verdens smukkeste museum. Man gisper næsten af begejstring for de ufatteligt smukke detaljer og stort tænkte linjer.
.
.
.
spændende mad i museets restaurant
Her er en rigtig lækker linsesalat med terninger af bittesmå gulerødder, ringe af skalottelø og bladselleri – og serveret med et blødkogt æg og en sennepsdressing.
Rikke Lundsgaard fra Dansk Naturfredningsforening gjorde forleden i Politiken opmærksom på det faktum, at vi i Danmark putter 80% af vores kornhøst i dyrene.
Det er selvfølgelig en helt uholdbar situation i en verden, hvor 1 milliard mennesker sulter.
Vi ville få 4 gange flere kalorier ud af hver hektar landbrugsjord, hvis vi selv spiste kornet i stedet for først at sende det gennem dyrene. Der går op mod 10 kg foder til at producere 1 kg kød.
Hvis du ikke er så vant til at spise de lækre kornprodukter, kan jeg anbefale at starte med en skøn salt af perlebyg. Kornprodukter skåner naturen, klimaet og kroppen.
Denne uges hovedret, porretærte med kartoffelbund og rygeost, lavede jeg for nylig til min gamle veninde, Sonia – og det viste sig at være hendes livret!
Når jeg siger gammel veninde, så mener jeg ikke gammel af alder, men venskabet er gammelt. Selv om Sonia bliver 93 lige om lidt, er hun et af de yngste mennesker, jeg kender. Sonia er mere spillevende end mange på 40, og så er hun klog, sjov og nysgerrig. Jeg under alle mennesker at have en ven som Sonia.
Tænk at blive over 90 og stadig leve livet fuldt ud og være så klog og vidende og nysgerrig.
Jeg traf Sonia for mange år siden, da jeg en årrække var formand for klubben “Danske Kvindelige Eventyrere”. Dengang havde jeg det privilegium, at Sonia var med i bestyrelsen, og jeg skal hilse at sige, at det var aldrig kedelige møder.
Ugens porretærte er lavet til ære for Sonia. Jeg håber, du også kan lide den.
Jeg elsker porrer. De er helt sig selv i den store grøntsagsfamilie. Lange og strunke. Porrer har virkelig stil, og de finder sig ikke i at blive foldet sammen og mast ned i indkøbstasken. De stikker altid deres grønne top op og gør opmærksom på sig selv.
Det er der god grund til, men ofte ender porrer i en suppe, hvor de ikke får lov at spille førsteviolin. Det gør de i en tærte som denne porretærte med bund af kartofler og et mellemlag af rygeost.
Timian og bunker af hvidløg giver ekstra smag til tærten.
I dag har jeg hevet et par af mine klenodier frem af skabet til ugens linsesalat.
Den blå skål er en antik risskål, som jeg for mange år siden købte i Vietnam, og den gamle procelænsske med det smukke blå mønster fandt jeg engang i en antikvitetsbutik i London.
Th. er tre slags linser. Linserne i ugens salat er de sorte belugalinser tv.
Jeg har altid syntes, at leverpostej lugter rigtig grimt.
Det er jeg ikke ene om. Især de mennesker, der bor omkring Styhns leverpostejfabrik i Roskilde har tabt tålmodigheden. De vil ikke mere finde sig i stanken fra fabrikken.
Nu er det ikke alene folk på landet, der skal finde sig i de enorme luftgener fra de levende grise. Nu stinker fremstillingen af en af deres organer så meget, at naboerne til fabrikken ikke kan holde det ud.
Stryhn-fabrikken skulle være kommet med en handlingsplan i denne uge, men har fået henstand til sidst på måneden.
Jeg håber, det bedste for de stakkels naboer til Stryhn.
men hvorfor spise postej fra dyr?
Vi er i Danmark så hjernevaskede med leverpostej fra dyr, at de fleste slet ikke tænker på, at man kan lave en lækker og skønt duftende postej af produkter fra planteriget.
Jeg har opfundet postejen: Stryhn-gå-hjem-og-læg-dig-postej, fordi den – i al beskedenhed – på alle måder vinder over den, der er lavet af lever fra dyr. I min udgave er postejen fremstillet af klimavenlige, sunde og lækre produkter, der ikke belaster kroppen eller kloden. Der er heller ikke noget kolesterol i den. Og så er den kalorielet.
Faktisk er jeg imod, at man manipulerer for meget med vores fødevarer, men jeg synes alligevel, at den stribede rødbede er en dejlig charmetrold i salatskålen.
Den rød-hvide rødbede ser vidunderligt dansk ud, og så synes jeg, den smager en anelse mindre kraftig end den gennemfarvede rødbede.
Man kan koge den stribede rødbede som alle ande rødbeder, men den er lækrest og kønnest i rå form.
Jeg vil anbefale den i en salat med de sunde og proteinrige quinoafrø.
Klik på billedet, så får du opskriften.
.
quinoasalat med stribet rødbede og granatæblekerner
I gamle dage, da Nikolaj Kirk med grønt hår og hanekam turnerede meget rundt på stjernerestauranterne i København, var jeg altid i hælene på ham. Jeg spiste mig igennem hans fantastiske kreationer med stor glæde.
Han var dengang foregangsmand for vegetarisk gourmetmad, og jeg elskede ham for det. Han var med til at løfte den grønne mad ud af de fordomme og den uvidenhed, der i mange år var om, at vegetarisk mad var kedelig mad. Det er jo lige netop det modsatte, der er tilfældet. Og det har Nikolaj Kirk været med til at gøre opmærksom på.
Min beundring for Nikolaj Kirk har derfor altid været megastor. Megastor var derfor også min bedrøvethed over, at han deltog i et program som “Nak & æd”. Ganske vist har jeg ikke set udsendelserne, men jeg tror, det gik ud på at dræbe vilde dyr og æde dem. Ikke spise dem, nej ÆDE dem. Hvad er det for en respektløshed overfor levende væsener? Desuden er det en fuldstændig vanvittig idé i et land, hvor vi i forvejen vælter os i mad.
For mig var de programmer det vilde ridt ud over mad-perversitetens sletter på linie med Noma, hvor der nu serveres levende myrer. Det skrev jeg om i sidste uge.
.
grønt grundkøkken
Ovenstående bemærkninger skal dog ikke komme Nikolaj Kirks og Mikkel Maarbjergs nye bog, “Grønt grundkøkken” til skade. Det ER en dejlig bog, som alle grøntsagselskere bør have på hylden.
Først og fremmest er jeg glad for det store indledende afsnit, der er et leksikon over de enkelte grøntsager. Her er megen god viden at hente. Her er både grøntsagernes historie, råd om indkøb og opbevaring, anvendelse etc.
Det siger næsten sig selv, at opskrifterne er brillante. Det her er vegetarisk gourmetmad. Det er super lækre ting, men som i de fleste kogebøger skrevet af ikke-vegetarer kniber det med hovedretterne. Hvad GØR man egentlig, når man ikke spiser kød? Her er ganske vist brugt tofu, bønner, linser og korn, men de fleste opskrifter vil jeg anse for forretter eller tilbehør til mere bastante ting som plantepostejer, planterikadeller etc.
Men er du allerede vegetar, ved du, hvordan du laver de retter, og så er der i “Grønt grundkøkken” et vældorado af ideer til lækkert tilbehør. Og du kan jo også vælge at servere to-tre af retterne og på den måde få alle næringsbehov opfyldt. Der er i al fald smagsoplevelser for alle pengene!
Desuden kan bogen meget vel være med til at sætte mere grønt på den traditionelle danske kød-tallerken. Og alene det skal Nikolaj Kirk have tak for!
Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg: Grønt grundkøkken. 434 sider. Politikens Forlag. Indb. kr. 350,00
Det er meget glædeligt, at forbruget af danske, økologiske æbler er steget markant. Udenlandsk frugt er alt for ofte sprøjtet med gift – og hvorfor i alverden spise æbler fra Chile eller Frankrig, når vi har de skønneste æbler i Danmark?
Sådan tænker mange efterhånden, for i 2011 spiste vi i Danmark 1911 ton økologiske æbler. Det er en stigning på 266% i forhold til 2003, hvor vi spiste 511 ton økologiske æbler.
.
æbler i dressingen
I denne salat med perlebyg (eller rug eller spelt) og brombær er der brugt revne æbler i den lækre senneps/æblemayo, der udgør dressingen.
Det er ikke det store æbleforbrug, der finder anvendelse her. Men har du alligevel lyst til at prøve salaten, så klik på billedet.
Antallet af svin der mishandles på vej til slagteriet er i stærk stigning.
I 2009 var der 74 politianmeldelser for vold mod svinene
I 2010 var der 153 anmeldelser
I 2011 var antallet 180
Svin har nogenlunde samme smertetærskel som mennesker (som svin i øvrigt ligner på mange andre måder), så der er ingen tvivl om, at dyrene lider. Og disse tal er kun toppen af isbjerget. Masser af mishandling bliver aldrig opdaget eller anmeldt.
Pudsigt nok er der ingen, der har ansvar for overgrebene. Hverken landbrugets transportselskab, SPF-Danmark, slagterigiganten Danish Crown eller landbruget selv, repræsenteret ved Landbrug og Fødevarer, har nogen andel i lemlæstelserne. Der er simpelt hen trængsel ved håndvasken.
Det må altså være perverse folk udefra, der kommer og mishandler dyrene på vej til slagteriet! Interessant.
I næste uge begynder sæsonen for tempelfestivaller i Indien. Først er det elefantguden Ganesh der skal fejres til tilbedes, og derefter går det videre med alle de andre, tusindvis, af guder.
Det er storslåede begivenheder med fest, farver og støj … og masser af dejlig mad.
.
er guderne mon tunghøre?
Godt nok har inderne tusindvis af guder, der kan påkaldes, men gad vide, om de alle er tunghøre?
En indisk tempelfest er en overmåde larmende ting. Bønnerne messes i mikrofon og høj popmusik afspilles, så det kan høres i adskillige kilometers afstand. Alt sammen for at glæde guderne og selv sikre sig et godt liv.
Når de lokale tempelfester afholdes, betyder det, at der i store områder hænges megastore højttalere op i palmerne, og de drøner budskaberne ud i landskabet – dag og nat.
Første gang, jeg oplevede fænomenet, glædede jeg mig til aften, for så måtte det jo ophøre, i al fald senest ved sengetid. Men nej, den øresønderrivende larm fortsætter natten igennem.
Inderne elsker den høje musik og al festivitasen, alt imens jeg sender en helt personlig tak til guderne, fordi ørepropperne er opfundet.
Den seneste tempelfest, jeg oplevede, var i et stort område beplantet med palmer ved kysten syd for Trivandrum i Kerala i Sydindien.
Tilsyneladende tilfældigt spredt i palmelundene ligger der små templer og masser af farvestrålende stupaer bemalet med smukke tegn og – i anledning af festivalen – alverdens farvestrålende pynt som parasoller i alle regnbuens farver og masser af glitter. Her er pynt, som minder om vores julepynt, blot hængt op mellem palmerne.
Guderne stiller sig ikke tilfreds med bønner og høj musik. De skal også have mad, og det forstår en madelsker som jeg godt. Det skal helst være bananer, mangofrugter, kokosnødder eller papaya – og så selvfølgelig masser af blomsterkranse.
. premiere på de nye kartofler Endelig, endelig skete det: foråret kom, og dermed også årets første nye kartofler. Samtidig med de nye kartofler kom […]
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
