Kirstenskaarup.dk

vegetarisk og vegansk mad

Restaurant GemyseArkiv

onsdag

12

februar 2020

4

KOMMENTARER

amerikanske crab cakes uden krabber

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, pålæg

.

kærlighed til krabber 

Hvis man holder af krabber, er det en god idé at lade dem krabbe rundt i deres verden. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal undvære de populære, amerikanske crab cakes. Med nogle få plantebaserede produkter er det nemlig nemt at lave crab cakes, der ligner den originale version.

Krabberne er i mine krabbekager erstattet af kikærter, artiskokhjerter og jackfruit.

.

hvad er crab cakes?

Crab cakes er, som navnet siger, krabbekager. Vi ville kalde dem bøffer eller frikadeller.

Krabbekager er enormt populære i kystområderne i Amerika, især i staterne Virginia og Maryland men også i mange andre af USA’s kystområder.

“Kagerne” eller bøfferne laves traditionelt af krabbekød, æg og rasp med mayonnaise samt sennep og andre smagsgivere. Det kan være stærke sager som chili eller worchestersovs.

I USA bruger de også krydderiet “old bay seasoning”. Det er ikke almindeligt tilgængeligt i Danmark, men man kan selv lave det. Old bay seasoning består af en lang række ingredienser som knuste laurbærblade, reven muskatnød, cayennepeber, paprika, ingefær, allehånde, kanel, nelliker etc. Du kan finde en opskrift her.

Du kan også købe blandingskrydderiet på nettet, fx her. Men du kan også sagtens undvære det.

Krabbekagerne kan steges på panden, bages i ovnen, frituresteges eller grilles. Jeg har stegt mine på en pande.

Krabbekagerne kan fryses.

.

tatarsovs som tilbehør

Krabbekager serveres traditionelt med tatarsovs, remoulade eller sennepssovs og pommes frites, coleslaw eller kartoffelsalat.

Jeg synes, tatarsovsen passer rigtig fint til krabbekagerne.

Se opskriften her.

.

kalorielette pommes frites

Hvis du vil servere pommes frites til krabbekagerne, er her nogle fritter, som er bagt næsten fedtfrit.

Se opskriften her.

.

kartoffelsalat med tang

Man kan vælge en hvilken som helst slags kartoffelsalat til krabbekagerne, men da vi er i det maritime hjørne, vil denne salat med tang passe fint.

Se opskriften her.

.

crab cakes som pålæg

Krabbekagerne er lækre som pålæg. Her har de fået lidt tatarsovs på toppen samt karse og en strimmel tynd gulerod, se nedenfor.

.

spi(d)s din gulerod

Kender du mon denne overdimensionerede “blyantsspidser”? Jeg havde ikke set den, før jeg fik den forærende af min ven, madnørden Peter. Peter har selv alle de tjekkede køkkenmaskiner, der findes, både nord og syd for Alperne, men han ved godt, at jeg holder af mere håndholdte, simple hjælpemidler.

Gulerods-spidseren har en tyndskræller i den ene ende, og selve kniven kan skære strimler af gulerødder i uendelige længder. De er sjove både i salater og som pynt på smørrebrød.

Min “spidser” er købt i en boghandel i Hamborg. Jeg ved ikke, om den kan købes i butikker i Danmark, men du kan finde den på nettet.

.

godt og grønt på Gemyse

Hvis du er en af de danskere der, trods alt, længes efter lidt sne, så kig indenfor i Tivoli i København, hvor haven er dækket af kunstig sne. Det er ikke fordi jeg er så vild med Tivoli, men det var hyggeligt at se lidt sne.

Mit ærinde i Tivoli var dog hverken sne, gynger eller karruseller men et besøg på Restaurant Gemyse, som jeg længe gerne har villet tjekke ud. Så jeg begav mig ind i den gamle have sammen med min veninde Hanne for at spise en frokost (man skal betale indgang til Tivoli, hvis haven er åben, for at komme til Gemyse, hvilket jeg synes er en uorden!).

.

drivhus-agtig restaurant

Allerede udenfor Restaurant Gemyse signalerer nogle små “haver”, at her handler det om GRØNTSAGER. I “haverne” er porrer og mange slags kål. Det tegner godt!

Godt bænket i den lyse, drivhus-agtige restaurant med mange grønne planter, bestilte vi fire forskellige retter til deling + desserter. Det var bl.a. saltbagt selleri med mandler og trøffel (mandlerne så vi nu ikke noget til), pandestegt rosenkål med fritteret æg, braisseret grønkål i grønt og rødt samt små hvide bønner i en lækker dressing.

Alle de retter, vi fik, var ualmindelig godt tilsmagt. På mange restauranter, der lægger hovedvægten på animalsk mad, kniber det ofte med tilsmagningen af grøntsagsretterne. Her var masser af skønne og forskellige smagsnuancer, og alle retterne var perfekt tilberedte.

Jeg kan varmt anbefale Restaurant Gemyse. Eneste anke var en lidt distanceret betjening og så entré til Tivoli. Men besøg evt. Gemyse, når Tivoli er lukket. Restauranten ejes af Nimb, og adgangen er formentlig gennem Nimb, når Tivoli er lukket.

.

vi krabber tilbage til krabbekagerne

crab cakes uden krabber

(4 personer – 14-15 stk.)

1 dåse kikærter, 400 g

1 dåse jackfruit eller palmehjerter, 400 g (købes i indvandrerbutikker)

1 glas artiskokhjerter, 200 g

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

2 stilke bladselleri

4 spsk sød chilisovs

2 spsk plantebaseret mayo

2 spsk citronsaft

1-2 spsk sennep

1 bdt persille

ca. 50 g (panko)rasp + ekstra til panering

salt, friskkværnet peber

kokos- eller olivenolie til stegning

 

Afdryp kikærter, jackfruit og artiskokhjerter.

Findel de to slags løg i en food processor. Tilsæt kikærterne og findel dem ligeledes. Kom blandingen i en skål.

Kom derefter jackfruit og artiskokhjerter i maskien og findel dem. De skal ikke være helt purerede men bevare lidt struktur.

Skær bladsellerien bittesmå terninger.

Bland alle planterne med kikærtemosen og tilsæt chilisovs, mayo, citronsaft, sennep og rasp. Smag godt til – også med salt og peber.

Sæt skålen i køleskabet en halv times tid.

Vurdér konsistensen og tilsæt evt. lidt mere rasp, men farsen er forholdsvis blød.

Form 14-15 ”bøffer” eller flade ”kager” af farsen. Brug gerne en ske.

Vend krabbekagerne i rasp og steg dem gyldne på begge sider i godt varm olie.

.

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share