Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

ramsløgsalatArkiv

torsdag

7

maj 2020

2

KOMMENTARER

ramsløgsalat med avocado, ærter og radiser

Skrevet af , Posted in salater

.

godt og grønt fra skovbunden – næstsidste udkald

Jeg fremturer lidt med ramsløg, fordi sæsonen er så kort – og fordi den snart slutter.

Men fortvivl ikke. Hvis du ikke bor i nærheden af et ramsløg-“sted” – eller hvis du ser opskriften udenfor sæsonen – kan du bruge alle mulige almindelige salatblade til denne salat. Du kan også tilføje andre planter fra naturen som skvalderkål eller mælkebøtteblade. Og de friske ærter kan byttes ud med frosne, optøede.

.

forårssalat

Salaten med ramsløg er et friskt forårspust med nye radiser og ærter. Du kan evt. også tilsætte små nye danske kartofler – og salaten kan også optimeres med lidt knas, fx kan du med fordel tilsætte ristede boghvedekerner eller ristede mandelflager.

Jeg har også drysset med lidt ramsløgblomster og blomster af løgkarse. Her kan du også bruge de grønne blade.

.

dressing med let røget smag

Jeg har brugt ristet sesamolie i dressingen. Det giver en let røget smag, men har du ikke lige olien stående, kan du sagtens nøjes med rapsolie.

Ristet sesamolie er dog en god olie at investere i. Den giver fin smag til retter, hvor man vil have en let røget aroma ind. Og olien holder sig længe i køleskabet.

.

ramsløgsalat med avocado, ærter og radiser

(4 personer)

et par store håndfulde ramsløgblade, evt. også lidt skvalderkål og/eller mælkebøtteblade

2-3 faste avocadoer

1 økologisk citron

1 bdt radiser

100 g bælgede ærter

25 g sesamfrø eller nødder/mandler

sesamdressing:

2 spsk ristet sesamolie

2 spsk rapsolie

2-3 spsk citronsaft

ca. ½ spsk reven citronskal

ca. 1 spsk sennep, fx tangsennep eller anden mild sennep

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

 

Du kan bevare ramsløgbladene hele eller snitte dem.

Skær avocadokødet i små terninger. Vend dem straks i citronsaft.

Skær radiserne i skiver.

Bland ramsløgblade, avocadoer, radiser og ærter.

Rist sesamfrø eller nødder/mandler gyldne på en tør pande.

Rør de to slags olie sammen med citronsaft, citronskal, sennep, et par spsk vand samt et drys salt og peber.

Pisk dressingen godt sammen og smag til, evt. også med lidt sirup.

Hæld dressingen over salaten lige inden serveringen og drys med sesamfrø eller nødder/mandler.

.

.

Share

onsdag

4

maj 2016

2

KOMMENTARER

ramsløgsalat med asparges og mormordressing

Skrevet af , Posted in salater

salat med to af forårets lækreste


ramsløgsalat-m-asparges.1

Det er lige nu, vi har mulighed for at nyde ramsløg ad libitum. Om nogle uger er de væk igen. Hvis du skal på ramsløg-jagt i de kommende solrige fridage, er her en salat af de hvidløgsduftende grønne blade med en anden af forsommerens stjerner: de hvide asparges.

Et par håndfulde små skud af skvalderkål og mælkebøtte giver et ekstra tilskud af vitaminer og mineraler. Du kan også tilsætte friske ærter til salaten.

Hvis du ikke er så heldig at kunne finde ramsløg i naturen, kan du i stedet bruge romainesalat eller hjertesalat.

Hvis du har lyst til en suppe med ramsløg, så kig her.

 

ramsløgsalat med asparges og mormordressing

400 g hvide asparges

75-100 g ramsløg

1 forårsløg

1 bdt radiser

25 g græskarkerner

dressing:

1 dl sojafløde eller anden fløde

2-3 spsk citronsaft

1-2 tsk rørsukker

 

RAMSLØGSALAT-M-ASPARGES.3

Skræl aspargesene og læg dem i kogende vand tilsat 1 tsk sukker.

Kog aspargesene 2-3 minutter afhængig af tykkelsen og afdryp dem. Overhæld dem med koldt vand og afkøl dem.

Snit ramsløgene og forårsløget.

Skær radiserne i tynde skiver på langs. Brug gerne et mandolinjern.

Bland grøntsagerne med græskarkernerne.

Smag fløden godt til med citronsaft, sukker, salt og peber. Dressingen skal være tydeligt sur-sød.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

 

ramsløgsalat-m-asparges.2

 

Share