Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

plantebaseret festmadArkiv

mandag

9

august 2021

2

KOMMENTARER

squash kavalkade II – squash som festmad

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

når squash går til fest

Vi fortsætter med squash i hovedrollen. De er stadig i højsæson, og det bugner med frugterne derude. Dyrker du dem selv, er de gratis, og skal du købe dem her i højsæsonen, koster de næsten intet.

Og så kan squash som bekendt nydes på utallige måder. Squash er  neutrale i smagen og kan derfor anvendes sammen med alle mulige smagsstærke produkter.

Men squash som festmad??? Kan en så enkel grøntsag virkelig blive til lækker og smuk gæstemad? Døm selv. Her er et par forslag. Hvis du vil se flere ideer til squash i andre retter, så kig her.

.

squash i form

Her er en supernem og meget delikat forret, som kan imponere gæsterne allerede fra starten af middagen.

Her er squashstrimler svitset og presset sammen i en form. Drysset er ristede mandler og revet ost. Nemmere bliver det ikke!

Se opskriften her.

.

en squashrose blomster på tallerknen

Denne servering består af squashskiver rullet om et fyld af valnøddecreme og tilbehør af trøffelbønner.

Se opskriften her.

.

fyldte squash med fyrig argentinsk persillesalsa

Disse gratinerede linsesquash bliver ekstra interessante, når de serveres med den stærke argentinske chimichurri.

Se opskriften her.

.

min bedste squashtærte

Denne tærte med squash og tomater er svær at slå. Den er lavet med sprød jordnøddebund og cashewcreme. Jeg er næsten sikker på, at gæsterne vil blive glade!

Se opskriften her.

.

når sushi bliver til squashi

Når tangen skiftes ud på den japanske sushi, bliver det til squashi. Jeg har her brugt strimler af både gulerod og squash.

Squashi er for dem, der ikke kan lide tang, eller for dem, der vil lave sushi på den lynhurtige måde.

Se opskriften her.

.

aubergine- og squashruller i tomatsovs

Squash og aubergine er to grøntsager, der kan bruges på næsten samme måde. Her har jeg valgt begge til de fyldte ruller, som bages i ovnen.

Se opskriften her.

.

valnøddefarserede squash i estragonsovs

Denne ovnret er både smuk, nem og lækker.

Se opskriften her.

.

squashsalat med sorte bønner og sesamdressing

Rå squash er lækre i salater. Her er en mættende én af slagsen med sorte bønner, tomater, ærter og radiser.

Se opskriften her.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

21

august 2020

18

KOMMENTARER

når squash bliver til festmad

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter

.

squash er også til fint brug

Squash-sæsonen fortsætter og fortsætter – og det gør ideerne, der tikker ind i mit køkken til at anvende dem heldigvis også. Denne opskrift er ganske vist ikke sprit-ny, men den fortjener et gensyn eller rettere en gen-smag.

Disse små squash-“roser” kan serveres som en lækker forret, eller de kan være en del af flere småretter i en middag.

Squashen høvles i tynde skiver på langs og rulles sammen med skiver af svampe og sættes i en lille metalform. Mellem rillerne af squashen hældes et fyld af valnødder, som binder lagene sammen, når “rosen” er bagt.

.

spis bønner til

Som tilbehør foreslår jeg edamamebønner med trøffelolie. Hvis du ikke bryder dig om trøffelolie eller ikke lige kan skaffe den, så erstat trøffel-dressingen med en almindelig olie-eddikedressing, evt. smagt til med lidt sennep eller presset hvidløg.

.

 mættet med smag

Squash har ikke megen smag i sig selv. Det har til gengæld portobellosvampene, som giver en god umamismag sammen med tamari.

.

squash-“roser” med trøffel-bønner

(4 personer)

2 lange, lige squash

1-2 portobellosvampe

2 spsk tamari

2 spsk jomfruolivenolie

evt. lidt reven planteost

valnødde-“creme”:

4 spsk majsmel

4 spsk finthakkede valnødder

1/2-3/4 dl havrefløde eller anden fløde

1 spsk snittet salvie (kan erstattes af løvstíkke eller timian)

friskkværnet peber

timian og/eller purløg

trøffelbønner:

2 spsk jomfruolivenolie

1-2 spsk citronsaft

1-2 tsk trøffelolie

50 g optøede edamamebønner

..

Skær squashene i tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Skær svampene i skiver, der er så tynde, at de kan rulles sammen med squashskiverne – men så tykke at de ikke brækker. Vend svampene i en blanding af tamari og olivenolie, før du ruller dem sammen med squashskiverne.

Læg skiverne af squash lag-på-lag med svampene imellem. Drys med lidt salt og peber mellem lagene. Rul skiverne forsigtigt sammen og sæt dem ned i en rund eller oval metalform. Læg evt. et lille stykke svamp ned i bunden i midten.

Du skal rulle skiverne så løst, at fyldet kan presses ned imellem dem.

.

Her er skiverne sat ned i en rund og en oval metalform, diam. ca. 7 cm.

.

Rør majsmel, valnødder og fløde sammen. Smag godt til med tamari, salvie og peber. Blandingen skal ikke være for tyk.

Fordel massen så godt som muligt ned mellem lagene i formene. Læg evt. en skive squash øverst.

For at ”forsegle” squashene i bunden, inden de kommer i ovnen, har jeg valgt at stege dem hurtigt på en varm pande.

Varm et par spsk olie godt op på en pande og sæt de fire forme med squashene på panden. Steg dem 4-5 minutter og flyt dem over på en bageplade beklædt med bagepapir. Fjern metalformene. Pas på at lagene stadig hænger sammen.

Pensl overfladerne med olie og drys evt. med lidt reven planteost.

Bag squashene færdige i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter, til overfladen er gylden.

Lav imens bønnerne: rør olivenolie, citronsaft og trøffelolie sammen. Smag godt til med salt og peber.

Afdryp bønnerne og vend dem i dressingen.

Servér squash-“roserne” portionsvis med bønnerne udenom. Drys evt. med timian eller salvie.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

23

november 2018

18

KOMMENTARER

selleri går til (jule)fest

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad

.

en festlig rod – julen nærmer sig

Jeg lærer det vist aldrig! Hvert eneste år, når juletræerne og julelysene tændes på pladser og i gader, fatter jeg ikke, at det snart er jul. Det var jo lige Sct. Hans! Og er det ikke en smule tidligt med det juleri? Nå, det er det måske ikke. Faktisk er der mindre end en måned til, at vintermørket viger og dagene atter bliver lysere. Og i dag er der akkurat en måned til lille juleaften.

Jeg kan også se på søgningerne her på bloggen, at læserne allerede er i julemads-humør. Der bliver søgt flittigt på retter til både julefrokost og julemiddag. Helt så langt er jeg ikke endnu, men jeg lover, at der kommer lækre retter på bloggen, så I alle kan få en lækker jul uden sul.

Jeg har allerede syslet med pateer med valnødder og mandler, plantebaseret foie gras, små delikate tarteletter med bagte skalotteløg og cashewcreme osv, osv.

Ligesom sidste år kommer der en julekalender på bloggen fra den 1. december med 24 skønne plantebaserede retter, nogle er nye, andre er juleklassikere fra tidligere år.

.

brug knolden

Hvis man bruger knolden, er der ufattelig meget mad i sådan en rod til under 20 kr. Jeg er altid ekstra glad, når jeg kan præsentere en ret, der er både billig, ekstrem lækker og hurtig at tilberede. Her får du det hele.

Samtidig er det festmad. Derfor præsenterer jeg retten i dag, fordi den med succes kan indgå i julens frokost- eller middagsretter.

.

Grillet selleri med svampe er dejlig gæstemad, som kan forberedes i god tid, før gæsterne kommer. Faktisk kan du lave retten dagen før, den skal serveres. Før serveringen samler du elementerne og varmer selleri-sagen op i ovnen i 10 minutter.

.

“sovs”

 

Jeg er ret begejstret for de produkter, som Dansk Tang fremstiller. Det gælder både denne pesto, deres tangsalt og deres tangsennep. Du kan læse mere om produkterne her.

Du behøver dog ikke at bruge netop denne pesto. Du kan vælge en hvilken som helst anden pesto, det kan fx være en tomatpesto eller en basilikumpesto. Hvis du ikke siger det til nogen, kan du også købe en færdig pesto!

.

gratineret selleri med svampe og tangpesto

(4 personer)

1 selleri, ca. 1 kg

75 g Violife mozzarella- eller parmesantype

4 spsk tangpesto eller anden pesto

1/2+1 dl sojafløde

salt, friskkværnet peber

svampe:

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

400 g kantareller eller andre svampe

2 spsk citronsaft

2 spsk frisk timian

 .

Du kan tilberede denne ret, dagen før den skal serveres, så den bare skal ”samles”, før den skal varmes i ovnen før servering.

Skær sellerien i skiver. Selleri er en noget knoldet knold at skrælle, så jeg synes, det er nemmest at skære skiverne først og derefter fjerne skrællen.

Du kan vælge skiver på ca. 3 mm og dampe dem i kogende vand et par minutter som på fotoet nedenfor.

Du kan også skære helt tynde skiver på et mandolinjern og lægge dem under grillen.

Hvis du griller skiverne, så pensl dem med olivenolie og læg dem på en bageplade. Sæt pladen under grillen i ovnen og grill skiverne til de er let gyldne.

Riv osten og drys den på 4 af skiverne. Grill dem til osten er smeltet og let gylden.

Vælger du de dampede skiver så fordel også osten på 4 af disse. Grill dem som ovenfor.

 

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien til løgene er let gyldne.

Skær svampene i skiver og tilsæt dem sammen med citronsaft og timian. Svits dem 3-4 minutter ved rask varme.

Hæld 1 dl sojafløde på panden og kog den let ind. Smag til med salt og peber. Sluk for varmen.

Retten kan tilberedes hertil dagen i forvejen.

Når retten skal serveres, så læg selleriskiverne sammen med svampestuvningen. Læg skiverne med den gratinerede ost øverst.

Sæt sellerierne på bagepapir på en bageplade og varm dem i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter.

Rør 1/2 dl plantefløde med tangpesto eller anden pesto. Smag til med salt og peber.

Sæt de varme selleri på fire tallerkener og anret pestoen uden om.

.

 

 

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share