Kirstenskaarup.dk

vegetarisk og vegansk mad

pilaff med stegte rodfrugter og grøn cremeArkiv

torsdag

14

maj 2020

4

KOMMENTARER

rispilaff med stegte rodfrugter og grøn cashew-creme

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

skønne rodfrugter med forårsgrøn creme

Mens vi venter på åbne grænser, kan vi passende tage på rejser til eksotiske køkkener.

Her er en virkelig international ret. Pilaff er en risret, der er kendt over de meste af verden. Den stammer oprindeligt fra Syd- og Centralasien, Persien og omkringliggende lande, men den spises også i alle andre verdensdele i mange forskellige fortolkninger.

Ris er basis i retten, og ris er basismad for milliarder af mennesker verden rundt. Der bruges langkornede ris, men ellers er der plads til fri fortolkning med hensyn til grøntsager. Jeg har her valgt de lette og lækre rodfrugter: gulerødder og jordskokker, men du kan også bruge auberginer, peberfrugter, pastinakker, fennikel, ja, hvad som helst du har i grøntsagsskuffen.

.

der fyres op under pilaff-panden i Uzbekistan

.

brug dine favorit-krydderier

Da pilaff er udbredt til det meste af kloden, krydrer man med de lokale krydderier. Jeg har valgt spidskommen, korianderfrø og kardemomme. Det ville passe til en pilaff i Indien.

.

er ris ikke no go?

Ris er desværre ikke den mest artige dreng i klimaklassen!

Dyrkning af ris betyder udledning af en del CO2, men sammenlignet med  produktion af kød, er det småting. Og da ris i denne ret udgør proteinindslaget sammen med cashewkernerne, kan du spise den med god samvittighed. Men du kan også erstatte risene af hele, dansk dyrkede hvedekerner, bygkerner eller speltkerner.

Du kan også vælge kogte linser som bund i retten, så er det bare ikke mere en ægte pilaff.

Fotoet ovenfor er fra Borough Market i London. Mindre portioner kan heldigvis gøre det!

.

grøn creme

Den grønne cashew-creme tilfører pilaff’en et ekstra pift. Jeg har brugt små blade fra de sidste skud af vinterens grønkål (se det øverste foto).

Grønkålen er dog på retur her midt i maj, så du kan med fordel vælge ramsløgblade eller blade af andre vilde urter som skvalderkål og brændenælde i stedet.

Du kan også bruge spinat eller bladbede.

.

rispilaff med stegte rodfrugter og grøn cashew-creme

(4 personer)

pilaff og grøntsager:

300 g brune ris

8 dl grøntsagsbouillon

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk korianderfrø

5-6 kardemommekapsler eller tilsvarende stødt kardemomme

200 g løg, gerne rødløg

6 fed hvidløg

4 spsk kokos- eller olivenolie

2 spsk reven ingefær

1 økologisk appelsin

75 g tranebær, rosiner eller finthakkede tørrede abrikoser

400 g gulerødder

300 g jordskokker eller andre rodfrugter

2 spsk ahornsirup

cashewcreme:

50 g cashewkerner

100 g grønkål, ramsløg/skvalderkål eller palmekål

1 fed hvidløg

saft + reven skal fra appelsinen ovenfor

salt, friskkværnet peber

.

Kog risen i bouillonen 35-40 minutter afhængig af typen. Hold øje med at risen ikke koger tør.

Stød spidskommen, koriander og kardemommefrø i en morter. Rist dem på en pande, til de dufter.

Hak løg og hvidløg og kom dem på panden sammen med 2 spsk olie. Tilsæt ingefæren.

Svits løgene 5-6 minutter.

Kom de kogte ris på panden sammen med ½ spsk reven appelsinskal og den valgte tørrede frugt. Smag til med salt og peber.

Risene kan tilberedes i god tid og varmes i ovnen inden servering.

Skær gulerødderne i stave og jordsokkerne i kvarte. Rist dem i 2 spsk olie til de er gyldne men stadig faste. Tilsæt sirup og et drys salt og peber.

Ved serveringen arrangeres grøntsagerne oven på risen. Det hele kan evt. varmes i ovnen.

Cashew-cremen: hæld kogende vand på cashewkernerne, så det dækker. Lad dem udbløde nogle timer, gerne til dagen efter.

Pres saften ud af appelsinen og hæld det i en blender sammen med de udblødte cashewkerner og halvdelen af udblødningsvandet.

Blend til kernerne er purerede.

Riv de valgte grønne blade i små stykker og kom dem i blenderen sammen med lidt reven appelsinskal, hvidløg og et drys salt og peber.

Purér cremen, til du synes konsistensen er passende. Du kan purere den helt glat, eller du kan lave den grovere, som jeg har gjort.

Servér cashew-cremen separat til pilaff’en.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share