Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

nøddefarsArkiv

fredag

1

oktober 2021

2

KOMMENTARER

farserede peberfrugter med hasselnødder og hvidløgssovs

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

peberfrugter med nøddefars

At farsere frugter og grøntsager er en lækker måde at få både vitaminer, mineraler og proteiner på – og selvfølgelig masser af velsmag!

I det danske køkken kender vi stort set kun farseret hvidkålshoved eller farserede kåldolmere. I Tyrkiet og middelhavsområdet i det hele taget har man derimod stor tradition for at farsere grøntsager. Plantefars kan jo bruges til meget andet end frikadeller, postejer etc. Fx til farsering af peberfrugter, auberginer, squash, tomater, vinblade etc.

.

fars med plante”kød” og nødder

Jeg bruger få sojabaserede produkter i mine opskrifter, bortset fra tofu og fermenterede sojaprodukter. Der er dog en undtagelse med denne ret, og det er fordi, jeg havde en rest sojagranulat stående, som jeg gerne ville have brugt. Ingen spild her!

Når jeg bruger soja i beskedne mængder, skyldes det flere ting, bl.a. hensynet til klimaet og den usikkerhed der har været omkring de planteøstrogener, der er i sojabønner (og mange andre planter). Østrogenet i soja har været mistænkt for at spille en rolle ved hormonrelateret brystkræft. Det er dog sådan, at kvinder i Japan spiste store mængder tofu og andre sojaprodukter, indtil landet blev åbnet op i sidste halvdel af 1800-tallet. Indtil da led japanske kvinder stort set ikke af brystkræft. Den sygdom holdt først for alvor sit indtog i landet, efter af de japanske kvinder begyndte at spise en mere vestlig inspireret kost.

For mig er spørgsmålet derfor stadig åbent: er det de naturlige planteøstrogener i sojabønner, der er skurken – eller er det de syntetiske østrogener i hormonpiller? Flere forskere mener i dag, at frygten for at spise sojaprodukter baserer sig på en gammel skrøne. Vælg selv og spis varieret.

Tofu har altid været en væsentlig ingrediens i japansk og kinesisk mad, men er du usikker, så brug i stedet for sojagranulatet i opskriften 100 g tørrede, udblødte og kogte bønner, kikærter eller linser, frisk tofu eller plantestykker for at få de proteiner, der er nødvendige i en hovedret som denne.

Læs evt. mere om tofu og soja her.

Hvis du bruger tofu eller andre sojabaserede produkter, så køb altid økologisk tofu. Almindelig tofu er giftsprøjtet og ofte GMO-modificeret.

..

planteprotein af ærter og hestebønner

Du kan også vælge disse plantestykker af ærte- og hestebønneprotein.

Læs mere om plantestykkere her.

 

pas på regnskoven

Et helt andet, gigantisk problem med sojaprodukter, som klimakrisen tvinger os til at tænke på er, at soja er en af de største syndere, når det handler om udryddelse af regnskoven og fordrivelse af fattige mennesker i den tredje verden. Milliarder hektar af regnskov fældes hvert år for at dyrke sojabønner, som hovedsagelig sendes igennem køer, svin og andre dyr i den rige del af verden, før mennesker spiser dyrene. Den mængde soja, der konsumeres direkte af mennesker er mikroskopisk i denne sammenhæng, men vi har ødelagt vores klima så meget, at enhvert skridt i den rigtige retning tæller.

Soja er sammen med palmeolie, oksekød, tømmer og papir de produkter, der bidrager mest til afskovning, siger WWF.

Engelske konsumenter er begyndt at spørge til, hvor sojaen kommer fra og forlanger gennemsigtighed og bæredygtighed. Læs mere om det i The Guardian.

.

måske dyrker du selv peberfrugter?

Peberfrugter er dét, der holder sammen på, ja omfavner, denne ret. Du kan også vælge at farsere auberginer, squash, kartofler, tomater etc.

Måske dyrker du selv peberfugter? Jeg synes, at hjemmedyrkede frugter og grøntsager er noget helt særligt. Det er ligesom med hjemmelavet mad: det giver også en særlig glæde at høste sine egne grøntsager.

Og så er det nemt at dyrke sine egne peberfrugter. Frugterne ovenfor gror i drivhuset hos min gode ven, havemanden Claus Dalby, der ikke blot tryller med blomster men nu også med hjemmeavlede grøntsager. Peberfrugterne er dyrket i drivhus og er med i Claus’ seneste bog: Krukkekøkkenhaven, der er en udførlig vejledning i at dyrke alle mulige grøntsager og frugter i krukker. Så har du kun en altan eller vindueskarm, kan du nemt dyrke dine egne grøntsager, hvis du følger de mange gode råd i bogen.

.

 

peberfrugter og hasselnødder er modne samtidig

Ligesom sojabønner er hasselnødder en god kilde til proteiner. Så er du selv den lykkelige ejer af et nøddetræ, er du sikkert i gang med høsten, og så kan du evt. erstatte noget af sojaen, plantestykkerne eller bønnerne med flere hasselnødder end de 50 g jeg foreslår. Farsen bliver kun bedre, hvis du bruger 100 g nødder. Hasselnødder kan i øvrigt erstattes af mandler, valnødder eller solsikkekerner i farsen.

.

nøddefarserede peberfrugter med hvidløgssovs

(4 personer)

75 g soja”kød” (tørret granulat, evt. mosede kikærter eller bønner, plantestykker, frisk tofu etc.

1 dl grøntsagsbouillon + ekstra til bagningen

100 g løg

2 fed hvidløg

250 g svampe (champignon, Karl Johan, rørhatte etc.)

2 spsk kokos- eller olivenolie

2 spsk citronsaft

50-100 g hasselnødder

1/2 dl hakket løvstikke eller anden krydderurt

finthakket chili efter smag

2 spsk gærflager (kan udelades), se evt. mere om gærflager her

50-75 g fine havregryn

4-5 spsk plantemælk

tamari, salt, friskkværnet peber

4 store peberfrugter eller flere mindre

 

Kog soja”kødet” op med 1 dl bouillon. Sluk for varmen og lad sojaen stå 10 minutter (kogte kikærter, bønner og tofu moses). Plantestykker skæres i bittesmå stykker.

Hak løg, hvidløg og svampe.

Svits løgene til de er klare. Tilsæt svampene og citronsaften. Svits blandingen 3-4 minutter.

Bland løg/svampe med den udblødte soja/bønner/plantestykker og purér massen let med en stavblender.

Hak nødderne mellemfint (gem 6-8 hele nødder) og rør dem i farsen sammen med den valgte krydderurt og evt. finthakket chili.

Tilsæt gærflagerne og så mange havregryn og så meget mælk, at farsen bliver sammenhængende.

Smag godt til med tamari, salt, peber og evt. mere citronsaft.

Lad farsen hvile en halv times tid og vurdér konsistensen igen.

Skær peberfrugterne igennem på langs og fjern kernerne.

Fordel farsen i de halve peberfrugter og sæt dem i et lavt ovnfast fad.

Skær evt. overskydende nødder i flager og pres dem lidt ned i farsen. Dryp med olivenolie.

Hæld lidt kogende bouillon i fadet og sæt det i en 200 grader varm ovn.

Bag peberfrugterne 25-30 minutter eller til overfladen er gylden.

hvidløgssovs

Servér gerne peberfrugterne med en yoghurt/hvidløgssovs: afdryp 3-4 dl planteyoghurt og smag den til med presset hvidløg, reven økologisk citronskal, salt og peber, evt. også finthakket mynte eller anden krydderurt.

.

spis sovs til

En sovs af yoghurt, hvidløg og evt. urter er en hurtigt lavet og lækker sovs.

.

Share

torsdag

10

marts 2016

9

KOMMENTARER

nøddefrikadeller med lilla spidskålssalat

Skrevet af , Posted in hovedretter

 

nyt fra frikadellegate

 nøddefrikadeller.4

Striden om de stakkels svinefrikadeller er løjet lidt af, men da man aldrig kan være sikker på, hvad der foregår derude på insitutionerne, vil jeg her komme med mit bud på en frikadellefars lavet af hasselnødder, som vi har kendt i Danmark i tusindvis af år. Her er med andre ord tale om 100% danske frikadeller. I tilgift er de 100% kolesterolfri og 100% dyreplager-fri, og så smager de skønt af ristede hasselnødder.

Jeg håber, det bliver obligatorisk at spise disse frikadeller, både ude i alle institutionerne og også hjemme hos dig selv. Så vinder både helbredet, dyrene, klimaet og pengepungen.

 

nøddefrikadeller

Nødder, mandler og frø er dejlige ingredienser til frikadeller, som er en af yndlingsretterne i dette land.

En af de mest populære opskrifter her på bloggen er mine mandelfrikadeller. Jeg håber, du også bliver glad for disse nøddefrikadeller. Hasselnødder er – ligesom valnødder og ugens salat – guf for hjernecellerne. Hasselnødder indeholder mange antioxidanter, er vitaminrige (B-, C- og E) og ligger højt med mineralerne kalium, fosfor, magnesium og kalk (de to sidste er uundværlige for knoglerne).

 

nøddebøf i  burger

burger nøddebøf

Hvis du former farsen lidt mere i “bøffacon”, passer den fint til en burger. Her med grillet peberfrugt, mild chili og persille.

 

nøddefrikadeller.3

hasselnødde-frikadeller

200 g squash

100 g kartofler

1 1/2 tsk salt

25 g skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie + ekstra til stegning

100 g hasselnødder

2 spsk chiafrø (kan udelades)

1 spsk meget fintsnittet rosmarin eller anden krydderurt efter smag

50 g havregryn, evt. glutenfrie

2 spsk kikærte- eller sojamel

1/2-1 dl sojafløde eller anden fløde

evt. fuldkornsrismel

 

nddefrikadeller.2

Riv squash og kartofler. Læg dem i en fintmasket sigte og drys saltet på. Vend det godt ind i grøntsagerne.

Lad grøntsagerne afdryppe i sigten en halv times tid.

Hak løg og hvidløg fint og svits dem i olien et par minutter.

Hak hasselnødderne fint. Jeg har brugt en persillehakker, men har du en fancy køkkenmaskine, kan du sikkert bruge den.

Kom nødderne på panden med løgene og rist dem, til de er let gydne.

Pres så meget væde som muligt ud af grøntsagerne.

Rør løg og nødder i grøntsagerne sammen med chiafrø, rosmarin, havregryn, mel og fløde samt et lidt salt og peber.

Rør farsen sammen. Den skal være temmelig fast. Smag den til.

Pres farsen godt sammen i skålen og lad den hvile 1/2-1 time.

Form ca. 10 frikadeller med hænderne og vend dem i rismel eller kikærtemel.

Steg frikadellerne gyldne på hver side i godt varm olie.

 

nøæddefrikadeller.1

tip

Hvis du spiser æg, kan du tilsætte et æg til farsen. I så fald skal der flere havregryn og mere mel i farsen. Den skal stadig være temmelig fast.

 

mere hjernemad

nøddefrikadeller.salat

Der er ikke blot nødderne, der gavner hjerne og hukommelse – også kål og blåbær støtter cellerne i øverste etage. Så hvis du spiser denne salat til frikadellerne, gør du en ekstra indsats for hukommelsen – måske sammen med en kartoffelsalat med mormordressing.

 

salat med lilla spidskål

nøddefrikadelle.salat.1

Share

søndag

1

juni 2014

0

KOMMENTARER

nøddefarserede squashblomster

Skrevet af , Posted in forretter

nøddefarserede squashblomster

squashblomster.3

 

squashblomst.1

squashblomst

 

12-16 squashblomster

50 g hasselnødder (kan erstattes af pistacienødder eller mandler)

2 fed hvidløg

2 spsk hakkede oliven eller kapers

2 spsk hakket skalotteløg

2 spsk frisk timian

2-3 spsk rasp

3-4 spsk sojafløde eller anden fløde

olivenolie

 

Hak nødder og hvidløg fint og bland dem med oliven eller kapers, skalotteløg, timian og rasp.

Rør fløden i. Farsen skal være sammenhængende. Lad den evt. hvile lidt og vurdér om der skal mere væde eller rasp i.

Smag til med salt og peber.

Luk blomsterne lidt op og fjern støvdragerne. Fordel nøddefarsen i blomsterne og læg dem i et smurt ovnfast fad.

Pensl blomsterne med lidt olie og bag dem i en 200 grader varm ovn ca. 15 minutter.

Servér evt. en tomatsovs til: svits hakkede skalotteløg og hvidløg. Tilsæt ca. 4  hakkede tomater og lad sovsen simre ca. 10 minutter. Smag til med citronsaft, sukker, salt og peber.

squashblomst.3

squashblomster

 

squashblomster.1

 

Share