Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

NettoArkiv

mandag

26

august 2013

0

KOMMENTARER

ugens menu uge 51 2012, årets nytårsmenu

Skrevet af , Posted in nytår, ugens menu

25. december 2012

 

trænger maven til lidt ro?

Er man blevet fristet her i julen til at nappe en ekstra bid af det kalorieholdige, kan maven trænge til at slappe lidt af med en grøntsagsret.

Den engelske klassiker “shepherds pie” er både velsmagende og let. Her er stort set ingen fedtstoffer, så kalorietælleren kan sættes til side i dag.

kartofler til overs?

Vi danskere smider ALT for meget mad ud. Ikke mindst her i julen havner tonsvis af spiselig mad i affaldsspanden.

Hvis du har kogte kartofler til overs, er de glimrende til kartoffelmosen, som danner “låg” på hyrdepien.

Fortsat rigtig god jul!

shepherds pie

shepherds pie

Se opskriften her.


24. december 2012

jul.blog kopi

en rigtig glædelig grøn jul

Jeg ønsker alle bloggens læsere en glædelig jul. Jeg håber, I har fået ideer til en lækker julemiddag fra udvalget her på siden, og at I vil nyde juleaften rigtig meget.

Og så har jeg her en ekstra idé til julens frokostbord:

julehummus

hummus rød

Lav en almindelig hummus eller en grov bønnehummus, spicy hummus  – eller måske en hummus af edamamebønner.

Kog en mellemstor rødbede og purér den med, når du blender kikærterne eller bønnerne. Så får du en dejlig julerød hummus til frokostbordet.

julenisser


 

23. december 2012

h ø j t  f r a  t r æ e t s  g r ø n n e  t o p

juletræ

jul på Nørrebro

Hos Anna Sofie, Ida, Anette og Peter på Nørrebro synges julen ind.

Hos den musikalske familie fejres gammeldags jul med risengrød, saftevand og æbleskiver.

Tak til hele familien for en dejlig for-juleaften med de gode gamle julesalmer og lystig dans om træet.

juletræet med sin glans …

juletræ 2


22. december 2012

 d e t  l u g t e r  b r u n t  o g  b r æ n d t

 

en hurtig ret i den travle juletid

Mens vi har travlt med at købe de sidste julegaver, finde det smukkeste papir og pakke de fineste pakker, mens vi har travlt med forberedelserne af julemaden, er der brug for lidt hurtig mad, måske også mad, der giver maven lidt hvile, inden den helt store middag juleaften.

Hvad er mere oplagt end en pastaret?

Klik på billedet, så får du opskriften.

hurtig decemberpasta

pasta med valnødder og bladselleri.2


21. december 2012

“kaviar”  af tang

cavi.art.glas

cavi-art på tilbud

Jeg har lige fået oplyst, at de små tang”kugler”, Cavi-art®, som bruges til nytårets forret, er på tilbud i Føtex og Netto i denne og næste uge.

Cavi-art® er på spot i Netto (sort og rød – den røde er dog ikke vegansk) til kr. 12,- pr. glas i denne og næste uge.

I Føtex/Bilka koster to glas kr. 28,- indtil nytår.

Det kan anbefales at købe et lille lager. “Kaviaren” har lang holdbarhed, selv efter at glasset er åbnet.


20. december 2012

 

m e n u  t i l  å r e t s  s i d s t e  a f t e n

god jul …

Den søde juletegning har jeg fået af min meget gode og nære ven, kunstneren Annika Winther. Tak til Annika.

Jeg har kendt Annika i rigtig mange år. Faktisk lavede Annika tegninger til min allerførste kogebog: Vegetariske festmiddage, som jeg hører at mange mennesker stadig bruger, skønt den har været udsolgt i mange år og er lidt gammeldags.

 

… og godt nytår

Selv om vi endnu har julen at glæde os til, er der sikkert mange, der allerede nu tænker på menuen til nytårsaften.

Den har jeg bud på i denne uge. Og i øvrigt kan den også bruges som julemenu.

 

årets nytårsmenu

består af en forret med småbitte æg og småbitte endnu mindre æg, nemlig det gode “kaviar”-produkt af tang: cavi-art.

Hovedretten er (næsten) danmarkspremiere på en aubergineret fra Rom.

Desserten er genbrug fra sidste år, tiramisu. Jeg er ikke god til desserter, og du kan nemt finde opskrifter på desserter i masser af kogebøger, så jeg holder mig mest til den “rigtige” mad.

 

forretten

er en lille “pranger-pung” af pandekage med fyld af vagtelæg og tang”kaviar”.

vagtelæg 1

pandekage m caviart 4

pandekage m caviart 1vagtelæg pil

 

pandekage m caviart 5

pandekage m caviart

 

cavi-art – et lækkert tangprodukt

cavi.art.1
Du finder nemmest cavi-art – og også vagtelæg – i Føtex. Cavi-art fås med smag som kaviar fra fisk, med smag af wasabi, chili, ingefær mv.

 

alternative forretter

Her er forslag til et par ande forretter. Blinis er fx. en klassisk forret til nytårsmenuen.

Avocado med cavi-art er også et godt forslag,  eller du kan vælge rødbede lagt sammen med gedeost.

 

blinis

 

blinisavocado med tangkaviar

rødbeder med gedeost.2

 

hovedretten er fra Rom

Jeg har smagt den lækre aubergineret hos mine gode venner Mette og Hans, som har hjembragt ideen fra Rom.

Det er en rigtig festlig ret, der passer fint til  nytårsaften.

Ingredienserne er aubergine, squash, peberfrugt og mozzarellaost. Rullen kræver en smule håndarbejde, men retten kan tilberedes dagen før, den skal serveres.

 

auberginer grilletsquash grillet

auberginer til rulleauberginerulle til bagn

 

aubeginerullen 

er både smuk at se på – og så smager den dejligt!

auberginerulle 2auberginerulle

romescosovs.2

auberginerulle 3

.

.

.


kransekage til dessertkransekagekonfekt

Klik på billedet og få opskrift på kransekagekonfekt til nytårsaften.


 

 

n y t å r s m e n u

 

pandekager m. fyld af vagtelæg og “kaviar”

pandekage m caviart 6

De små “pranger-punge” rummer en glædelig overraskelse!

Klik på billedet, så får du opskriften.


 

auberginerulle fra Rom

auberginerulle 3

Auberginerullen er lidt arbejdskrævende. Men det betaler sig!

Klik på billedet, så får du opskriften.

 


 

romescosovs

romescosovs.2

Den spanske tomatsovs med nødder passer fint til auberginerullen.

Klik på billedet, så får du opskriften.

 


 

 

haroseth – lidt sødt til osten

figen m ost.

Hvis du skal have en bid ost inden desserten, kan jeg anbefale et tilbehør af purerede tørrede frugter, mandler/nødder og krydderier. Pureen er en lækker følgesvend til oste, især tørre oste.

Pureen hedder haroseth og stammer fra Mellemøsten.

Klik på billedet, så finder du opskriften.

 


 

tiramisu

tiremisu.2

Tiramisu er en klassisk italiensk dessert, der altid vækker glæde. Og så kan den laves dagen før, den skal serveres.

Klik på billedet, så får du opskriften.

 

Share

mandag

26

august 2013

0

KOMMENTARER

ugens menu uge 14 2012, tusind påskeæg

Skrevet af , Posted in ugens menu

 

11. april 2012


 

e n  b i d  t i l  m a d p a k k e n 


en tærte med kartofler

En tærte er praktisk mad. Hvis der bliver noget tilovers, er det fremragende at medbringe som madpakke næste dag.

Kartoflerne er lidt trætte nu. Jeg kan næsten ikke vente på de nye! Men i denne tærte med squash er de stadig lækre.

Bunden er lavet med kokosmælk, så er du mælkeallergiker, er tærten også egnet for dig.


kartoffel/squashtærte

Klik på billedet så får du opskriften.



_________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

10. april 2012

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


k e n d e r  d u  q u i n o a ?



fremragende proteinprodukt

Det lille korn, quinoa, der kommer fra bjergskråningerne i Bolivia, er lækker til salater eller som tilbehør.

Mange er bekymrede for ikke at få protein nok, og her kommer quinoa ind som en virkelig god leverandør, til og med i den rette balance af aminosyrer.

Læs mere om quinoas gode egenskaber hos Bageriet Aurion, der importerer quinoa: http://www.aurion.dk/

Hvis du vil prøve produktet, så start med en salat. Her har jeg brugt de smukke stribede rødbeder, men du kan udmærket bruge de almindelige ensfarvede.


quinoasalat med bolsjestribede rødbeder og granatæble

 Klik på billedet, så får du opskriften.



______________________________________________________________________________________________________________________________________________________

9. april 2012

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________


p å s k e æ g



burhøns på overarbejde

Der er tradition for at spise æg til påske, og hønsene har været på overarbejde de seneste uger.

I Danmark spiser vi 45 millioner kg æg om året, og en hel del af dem bliver spist i påsken.

Æg er en fantastisk kilde til næringsstoffer, og det er en god idé til gå over til proteiner fra æg, hvis man vil skære ned på sit kødforbrug. Mange dropper så efterhånden også æggene og går over til ren planteføde og blive veganere.


æg med omtanke

Hvis man skærer bare en lille smule ned på kødet, bør der være råd til at vælge økologiske æg. Økologiske æg er lagt af fritgående høner, der får økologisk foder – og de har altid adgang til det fri.

Helt modsat er det med burhønsene, der næsten ikke kan røre sig og aldrig ser dagens lys. 

Kun knap 19% af de millioner af æg, der sælges, kommer fra økologiske høns. Det vil sige, at 80% af alle de æglæggende høns i Danmark lever et liv, som ingen kan holde ud at tænke på.

Men: der ER lys forude. Faktisk er der de seneste par år sket en stigning i salget af økologiske æg med 10% om året.

 Støt de frie høner. Køb økologisk!


________________________________________________________________________________________________________________________________________________.

8. april 2012

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________


r a m s l ø g p e s t o


aprilsvejr!

I går stod alle de små nye grønne spirer og strakte hals i forårssolen.  Jeg samlede bl.a.  de lækreste nye ramsløgblade til frokosten. Nogle af dem fordrev de hakkede skalotteløg i retten med sesamgrillede auberginer nedenfor. 

Da jeg kiggede udenfor her til morgen var det hele dækket af et lag hvid sne. I sandhed aprilsvejr.


det grønne “hvidløg”

Ramsløg dufter og smager mildt af hvidløg, og man kan bruge det alle steder, hvor man ville bruge hvidløg eller en krydderurt. Og snittet ramsløg højner enhver salat.

Ramsløgpesto er en anden mulighed, som man især kan benytte sig af, hvis man er heldig at have samlet en stor portion. Pestoen er lækker til pastaretter eller som dip til snacks. – Og så er den fantastisk som “bund” i en kartoffelpizza.

Klik på billedet, så får du opskriften.


ramsløgpesto


_______________________________________________________________________________________________________________________________________________________

7. april 2012

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________


n y e  a s p a r g e s  o g  r a m s l ø g



økologiske asparges

Jeg er ikke meget for at spise grøntsager udenfor deres sæson. Men da jeg forleden var i de dejlige nye torvehaller i København, kunne jeg ikke stå for et bundt økologiske asparges fra Italien.

For mig er asparges en festspise, og de passer fint til påskefrokosten. Du kan fx koge dem (hvide koges 3-4 minutter, grønne 2-3 minutter) og servere dem med cavi-art, som jeg skriver om længere nede på siden. Du kan desuden give en skefuld dip til af mayonnaise smagt til med tamari (soja) eller sennep og snittet grønt (spæd skvalderkål, ramsløg eller krydderurt).


ramsløg

Hvis du i en af de første påskedage har været ud og samle ramsløg, er det oplagt at servere dem sammen med asparges. 

Jeg er så heldig, at mine selvplantede ramsløg vokser flittigt lige udenfor min dør.

Hvis du vil have en lidt mere fyldig ret ud af aspargesene, så er de fine sammen med pasta.


pasta med asparges og ramsløg

Klik på billedet, så får du opskriften.


________________________________________________________________________________________________________________________________________

6. april 2012

________________________________________________________________________________________________________________________________________


p å  r e s t a u r a n t  i  p å s k e n ?


fremmed mad

smager bedst, siger man!

Hvis du ikke har ladet dig lokke af opskrifterne her på siden, er det måske en god idé at gå på restaurant her i påsken.

Efter i årevis at have været uden vegetariske restauranter i København, har vi efterhånden fået et par spændende vegetar/veganerrestauranter (foruden naturligvis de gode raw food-restauranter).

Den nyeste restaurant er Firefly ved Nørreport overfor Torvehallerne. En anden er Café N i Blågårdsgade på Nørrebro, som forrige år fik Politiken-læsernes pris som bedste café/restaurant. Helt fortjent.


______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Det er sikkert ikke tilfældigt, at døren åbner indad i Café N’s tegning på hjemmesiden http://cafe-n-2200.dk/. For her vælter man nemlig nærmest ind ad døren til stor gæstfrihed og højt humør. Cafeen lover hjemlig hygge og vegetarisk/vegansk mad til rimelige priser.

Det opfylder cafeen til overflod.

Jeg var i søndags til en dejlig 50års fødselsdag på cafeen med skønne Anette, som havde valgt, at fødselsdagsmiddagen skulle spises i den hyggelige café. Det var et fremragende valg. Vi var en lille udsøgt skare, som blev bænket omkring et langbord, hvor vi kunne hylde Anette, selv om der var mange andre gæster i cafeen. Som sædvanlig var der fyldt til sidste stol i cafeen. 

Stemningen var i top og maden dejlig. Jeg vil betegne maden som lavet med kærlighed, rustik og velsmagende. Men prøv selv.


tjekket veganerrestaurant





I den helt modsatte ende af tjekketheds-skalaen ligger den nye Firefly, http://go-firefly.com/.

Firefly er lige så meget glas og stål som Café N er hyggelige sofaer og slidte puder.

Firefly er ved at ændre navn til Firefly Garden, men haven er endnu ikke flyttet ind forklarede den søde tjener. Det vil helt sikkert være mere i tråd med madens ånd at forvandle restauranten til en have. Lige nu er stemningen lidt kølig.


vegansk mad

Første tegn på, at her er en restaurant, der skuer ind i fremtiden, er det elektroniske menukort. Via en skærm med fotos af de lækre retter, trykker man på en knap og afgiver sin bestilling direkte til køkkenet.

Jeg skulle kun have en lille frokostret og valgte en omelet med mexikanske bønner og salat. 

Retten var smuk at se på og smagte udmærket. Dog havde man glemt de mexikanske krydderier, men salaten og den veganske omelet var fremragende. Den omelet kunne jeg godt tænke mig opskriften på.

Vil du i første omgang blot tjekke stedet ud, så tag en kop kaffe. Jeg hørte et par damer ved nabobordet rose kaffen i høje toner.

Jeg hilser i den grad en vegansk restaurant velkommen. Vegansk mad er fremtiden, og når den bliver serveret så delikat som her, er det et overbevisende madvalg. Faktisk er det sådan, at langt hovedparten af de mange, mange amerikanere, der i disse år vælger at sige farvel til det animalske liv, vælger at blive veganere direkte. 

Er det ikke et dejligt påskebudskab?




____________________________________________________________________________________________________________________________________________

4. april 2012

______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


g l æ d e l i g  p å s k e



påske og æg

I påsken er der tradition for at spise æg. Ægget er symbol på opstandelse, på det nye liv og hører derfor sammen med både den kristne påske og foråret, som også kommer med nyt liv.


1000 små “æg”

I påskens frokost indgår det nye produkt Cavi-art, som er “kaviar” fremstillet af tang, høstet bæredygtigt ved stenkysterne ved Skotland og Normandiet.

Produktet er godt nyt for os, der ikke spiser kaviar fra fisk, og det er også godt nyt for dem, der ikke spiser hønseæg. Med Cavi-art kan man spise “1000” æg her i påsken, hvis man fx lider at forhøjet kolesterol.

Cavi-art er et spændende produkt, som fås hos Bilka, Føtex og af og til hos Netto. De små glas med de forskellige typer “kaviar” kan også købes online hos www.japanskedanmark.dk

Cavi-art findes i rød og sort. Det er dem, der ligner og smager mest som stenbiderkaviar – samt en lakserognsudgave. Desuden fås tangkaviaren med wasabi-, chili-, balsamico- og ingefærsmag. Disse er fine at anvende i sushi og andre japanske retter.


sundt produkt

Ligesom med kaviar fra fisk er Cavi-art ikke et produkt, man spiser i store mængder. Ikke desto mindre er det godt at vide, at de små tangkugler er helt fri for kolesterol og har et lavt salt- og fedtindhold. Tang er jo enormt mineralrigt, og det gælder selvfølgelig også de små tangkugler.

Cavi-art indeholder kun naturlige farvestoffer og tåler opvarmning, men jeg foretrækker dem rå som fx i ugens opskrifter.

“Kaviaren” kan holde sig ca. 3 måneder efter at glasset er blevet åbnet.

Cavi-art indeholder 13 kalorier pr. 100 g, 1-2 g protein og kulhydrat og fra 0-1 g fedt

Læs mere på www.cavi-art.dk

Hvis du nu tænker, at jeg er på Cavi-arts lønningsliste, er det helt forkert. Jeg synes bare, det er et godt produkt. Godt tænkt og virkelig nyskabende.


 en tærte på påskebordet

Foruden ideerne til påskefrokost nedenfor, passer en tærte fint til frokostbordet.

Her er tre forslag: tærte med skalotteløg og gedeost, en tærte med rodfrugter og en ternet squashtærte med oliven og timian. Klik på billedet, så får du opskriften.





____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

p å s k e n s  f r o k o s t r e t t e r 

_________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________



avodado med “kaviar” på ristet rugbrød



Den milde avocado har godt af at komme i selskab med det nye tangprodukt, Cavi-art. Med ristet rugbrød er det en dejlig frokostret.

Klik på billedet så får du opskriften.

______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

sesamgrillede auberginer med “kaviar” og skalotteløg



Den japansk inspirerede frokostret kan arrangeres smukt på en aflang tallerken.

Klik på billedet så får du opskriften.


______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

artiskoksalat med vagtelæg

Æg og påske hører uløseligt sammen. Her er en lækker salat med små vagtellæg.

Klik på billedet, så får du opskriften.


______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

croque monsieur

Min egen udgave af den franske klassiker croque monsieur er med selleri, æble og sennepsmayonnaise. Retten er som skabt til påskefrokosten.

Klik på billedet, så får du opskriften.


vegetarret, vegetaropskrift, veganerret, veganeropskrift

Share

mandag

26

august 2013

0

KOMMENTARER

ugens menu uge 13 2012, risen drejer livets hjul

Skrevet af , Posted in ugens menu

_____________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se nedenfor th. Så får du besked, når der er nye lækker- bidder.

Hvis du vil afmelde abonnementet, så gå ind samme sted – og send desuden en mail til mig: kirsten.skaarup@privat.dk

___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

3. april 2012

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________



g r ø n  p å s k e f r o k o s t




påsken nærmer sig

Det er tid at tænke på lækker mad til påskens mange hyggelige sammenkomster.

I morgen kommer ugens menu med ideer til nye lækre ting til påskens frokostbord. 

Blandt alle lækkerbiderne er en tærte altid populær. En god påsketærte er den ternede squashtærte.


ternet squashtærte

 


Du kan bage tærten i en stor rund tærteform – eller i en aflang som ovenfor. Du kan også bage små portionstærter som på billedet øverst.

Klik på fotoet så får du opskriften.



__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

2. april 2012

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________


d i n  m a d  e r  d i n  m e d i c i n



mad som medicin

Mens vi I Vesten spiser for at blive mætte, spiser man i Østen for at holde sig rask. Det er en kæmpeforskel i holdningen til mad.

I Østen har man respekt for maden, også fordi man langt fra kan være sikker på at blive mæt hver dag. Men man har også respekt, fordi man ved, at maden er vores største helbreder.


chili mod hjerte-karsygdomme

Jeg har tidligere skrevet om chili i forbindelse med vægttab. Her er chili effektiv, fordi den lille stærke frugt øger forbrændingen.

Nu har China University i Hongkong netop offentliggjort en undersøgelse, der bekræfter tidligere forskning, og som siger, at chili nedsætter blodtrykket og mindsker det dårlige kolesterol i blodet og dermed risikoen for blodpropper.

Det ser ud, som om det er det stof i chili, som hedder, capsaicinoder, der får musklerne omkring blodkarrene til at slappe af, og dermed sikres en bedre blodgennemstrømning.

Prøv fx en krydret tomatsuppe med ramsløg. Det er nemlig også tid for ramsløg nu, så her får du to rigtig sunde ting på én gang.

Men du kan tilsætte chii til næsen en hvilken som helst ret, fx en hummus.

Læs mere om chili og chilisorter her.



_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________

1. april 2012

___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________



r i s  p å  i t a l i e n s k 


risotto

Da ugens emne er ris, vil jeg også minde om den italienske risotto. Det er en lynhurtig ret at tilberede – og så kan man putte i den, næsten hvad man lyster.

Jeg vil foreslå artiskokhjerter og edamamebønner (frosne sojabønner). Men også svampe, tørrede tomater og mange andre slags grøntsager er lækre i en risotto.

 


risotto med artiskokhjerter og edamamebønner

Klik på billedet, så får du opskriften.

Hvis du hellere vil have en citronrisotto med  squash og svampe, så klik her.


restemad

Skulle du få noget risotto tilovers, så kan du lave dejlige risottofrikadeller til madpakken.


risottofrikadeller

Klik på billedet, så får du opskriften.


____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

31. marts 2012

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


u d e n  b i e r  –  i n g e n  m a d



bierne forgiftes

En netop offentliggjort undersøgelse i England viser, hvordan bierne påvirkes af landbrugets sprøjtegifte.

Forsøget er foretaget på “friland” og derfor mere retvisende end forsøg foretaget i et laboratorie.

Forsøget viser, at den udbredte bidød, som hærger i mange lande i disse år, skyldes forgiftning.


snigende virkning

Forsøget viser også, at det, der tager livet af bierne (og os andre?), er gifte, der ikke er akut dødbringende, men hvor virkningen langsomt kommer snigende. Det er gifte, som vi ikke kender virkningen af på mennesker.


trofaste arbejdere

Vi kan ikke undvære bierne. Uden bier, ingen bestøvning. Lad os passe på dem!

Danske bier er så flittige, at de årligt slæber værdier sammen til en værdi af 3 milliarder kroner. 


vælg økologisk

Desværre skelner bier ikke mellem sprøjtede og økologiske områder. Men jo mere økologisk vi vælger, jo mere jord vil blive dyrket uden brug af gift.

Valget er vores.


__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

30. marts 2012

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________


a m b u l a n c e p o l i t i k


kaldte politikeren Karsten Lauritzen den furore en død hund har udløst. En hund er blevet skudt, landbrugsministeren har taget sagen op, og mediernes sendeflade er nærmest ryddet. 

Tænk hvis det samme var tilfældet med de hundrede millioner af dyr, der hver dag lider og bliver slået ihjel for vores skyld.


en hund er død

En hund er blevt skudt af naboen, og jeg har al mulig medfølelse med ejerne. Det er svært at miste et elsket dyr, og endnu mere chokerende, at dyret bliver skudt.


men hvad med de andre dyr?

Jeg vil dog gerne i den forbindelse minde om de  

20 millioner svin  ♦  500.000 køer  ♦  et par hundrede millioner kyllinger

vi årligt tager livet af i Danmark.

De er alle levende væsener, der kan føle glæde, smerte, angst etc. ligesom en hund. Svin er oven i købet mere intelligente end hunde. Ikke at jeg mener vi skal slå ihjel efter ntelligenskvotient.

Men hvad med omsorg for ALLE dyr? Vi kunne blot starte med at give produktionsdyrene tålelige forhold. Ville Fru landbrugsministeren mon kigge lidt på det?



____________________________________________________________________________________________________________________________________________________

29. marts 2012

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

r i s e n  d r e j e r  l i v e t s  h j u l



livets basis

I Indien er risen selve grundlaget for livet. Har man intet andet, forsøger man at skaffe sig i det mindste en lille håndfuld ris om dagen. 

I et land med overflod og frit valg på alle hylder, som Danmark, kan det være svært at fatte, hvor meget et enkelt næringsmiddel betyder. Så lad os tage på en lille rundtur til en verden af ris i Indien. Og så er det passende at slutte af med den klassiske indiske risret, biryani.



kvindearbejde

Kvinderne sår, kvinderne planter, og kvinderne høster. Bøjede kvinderygge ses med rytmisk arbejdende hænder plante de nye, grønne stængler i mudret jord, når de er 30-60 cm høje. Så bliver marken overrislet, og snart står de nye planter i vand til halsen.

Risen kan, afhængig af sorten, høstes efter 4-8 måneder, nogle nyere sorter allerede efter 3 måneder. Det vil sige, at man i bedste fald kan høste fire afgrøder om året. (Foto fra “Indisk Kogekunst”)



grønt når det er grønnest

Når risen er vokset op, og vandet er drukket, står kornet som store grønne tæpper. For  mig er en rismark det smukkeste grønne, der findes.

Ris er en græsart i familie med hvede, rug og byg. Man mener, at urplanten kan føres mere end 1 million år tilbage i tiden. 


vandsluger

Hvor smuk en rismark end er, og hvor delikat ris end smager, har ris den bagdel, at den forlanger at vokse under et tæppe af vand. Det er ikke praktisk i en verden, der skriger på vand.

Til gengæld har ris den fordel, at man kan dyrke igen og igen på den samme mark, men hvorfor ris har udviklet sig til en enormt vandkrævende plante, ved man ikke rigtigt.  

Ris vokser i vand, der varierer fra en dybde på fra 5 til 50 cm.

1 kg ris forbruger mellem 3.000 og 10.000 l vand, afhængig af sted og sort. Men stadigvæk: skal man sammenligne med produktionen af 1 kg kød, kan man godt tillade sig at spise ris engang imellem. 1 kg oksekød forbruger nemlig hele 15.000 l vand.



på en gros markedet

Risen er høstet og tærsket, og kornene er ankommet til markedet i Madurai i store sække. Manden på billedet udtager prøver af sækkene med sit lange spyd.




der forhandles

Hvad mon dagsprisen på bedste kvalitet er? Der dyrkes mere end 1000 forskellige sorter af ris i Indien, så alle ønsker kan opfyldes.



kvaliteten vurderes nøje

Kornene hældes frem og tilbage mellem hænderne. Man må være helt sikker på at få den rigtige kvalitet.



stort udvalg

…. og der er faktisk en del sorter og kvaliteter at vælge imellem. Og skal det være polerede eller upolerede ris? Der er langkornede ris (de længste er basmati), buttede ris, sorte ris, røde ris, og der er søde eller sticky ris. Ris fås forkogt (parboiled), de fås som mel, og de fås som flager.

 


klar til salg

Nu er risen sorteret og måske poleret. I sækkene finder man både poleret, hvid ris og den langt sundere, upolerede brune ris.



i supermarkedet

kan man også købe mega-store poser. Man pjatter ikke med at købe 1/2 kg ad gangen. En indisk husholdning spiser MEGET ris. Man spsier ris morgen, middag og aften. Det er simpelt hen basismaden sammen med linser og bønner. Det er desværre mest de hvide polerede ris med ringe næringsværdi. I posen nederst er det de lidt sundere røde mattaris.



ris på restaurant

Også på restauranterne bliver der øset ris op med rund hånd. Her i Tamil Nadu spiser man på de grønne bananblade – og man bruger fingrene.



rismel

En del af risen males til mel. Så kan den fx blive til en dejlig masala dosa som her på Hotel  i “The Gateway Hotel” i Madurai.

Du kan finde min opskrift på masala dosa her.



ris i kæmpewokken

Her i organisationen Ratna Nidhi Caritable Trust er alle remedier i kæmpestørrelse. Organisationen bespiser – blandt mange andre fantastiske hjælpeprojekter – børn fra slumkvartererne i Mumbai imod at de går i skole. På den måde slår man to fluer med ét smæk: børnene får både mad og uddannelse.

Jeg størrede dette projekt med 10 kr. pr. eksemplar fra de to første udgaver af min bog “det kærlige køkken”. 10 kr. rækker til mad til 8 børn om dagen.

På min seneste rejse til Indien besøgte jeg atter de skønne mennesker i Mumbai – og var ude at kigge på et par af skolerne i de allerfattigste kvarterer i Mumbai.



Pigerne her i klassen hører til blandt Indiens fattigste. De bor i ufattelig slum i en af Mumbais nordøstlige slumkvarterer. Når pigerne ikke ser fattige ud, er det fordi skoleuniform er påbudt i alle indiske skoler.

Pigerne arbejder hårdt fra tidlig morgen for at tjene penge til familien. Kl. 19 møder de op i aftenskolen – for de VIL videre i livet. Det er dybt bevægende at møde disse unge mennesker, og kontrasten til danske unge, der ikke ved, om de har lyst til at stå op om morgenen, er enorm.


___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


ugens risret

er en ægte indisk biryani, dvs ris med grøntsager og masser af dejlige krydderier. Først skal vi på markedet og udvælge grøntsagerne til biryanien. Det kan være alt fra gulerødder og ærter til squash, bønner, blomkål, broccoli eller svampe. Men risen er hovedsagen.


Her er hele udvalget, og ogå græskar, auberginer og tomater kan bruges.


krydderierne er vigtige


. .. og kardemomme helt nødvendig!



________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


glæd dig til en grøn påskefrokost

I næste uge kommer der forslag til en grøn påskefrokost.

Påsken er jo synonym med æg, så en af de ting, der indgår i opskrifterne, er den nye “kaviar” lavet af tang: Cavi-art. Hvis du vil sikre dig et glas eller to inden påske, kan du finde det spændende produkt hos Bilka og Føtex, og af og til også i Netto. Cavi-art kan også bestilles online hos www.japanskedanmark.dk

Du kan læse om Cavi-art på blinis her.


_________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

u g e n s  o p s k r i f t e r

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


biryani, indisk risret

Biryani er mad for stor-moguler! Selv om det er enkel mad, er det en kongelig ret.

Det var persiske kokke, der bragte biryanien til Indien. Da stor-mogulerne kom til Sydindien i 1500-1600-tallet bragte de retten med sig, og der opstod en indisk udgave. Eller snarere udgaver, for biryani kan laves på utallige måder. Alene i Hyderabad har man 26 forskellige opskrifter på risretten.



perler af ris

fælles for de hundredvis af biryanier, der findes, er kravet om, at riskornene, hvis de falder på gulvet, skal falde hver for sig uden at klistre. De skal så at sige dale som sne fra himlen. Desuden skal en biryani være krydderduftende men ikke brændende stærk.

I Kerala spiser man retten med de ingredienser, der er typiske for dette område: kokos, karryblade, peberkorn og cashewnødder. I det nordlige Kerala spiser man biryani krydret yderligere med safran og serveret med pickles. I Nordindien bruger man andre krydderier end i syd, fx laurbærblade, garam masala og kommensfrø. I Bengalen tilsætter man sennepsfrø.

Som det ses, er der utallige muligheder. Denne version er helt min egen.

Jeg har valgt blomkål og broccoli, men du kan bruge mange andre grøntsager. Den færdige ret drysses med ristede løg, mandler og rosiner.

Du skal ikke droppe retten på grund af de mange ingredienser. De fleste er krydderier, og du kan udelade dem, du ikke lige har på hylden. Retten er faktisk rigtig hurtig at tilberede – og smager dejligt!


________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


 

4 tørrede shiitakesvampe

400 g brune ris

50 g smuttede mandler

50 g skalotteløg

olivenolie

frøene af 8 kardemommekapsler

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk stødt kanel

½ spsk stødte nelliker

4 fed hvidløg

200 g gule løg

½-1 chili

2 spsk reven ingefær

½ kg grøntsager (fx blomkål, broccoli, gulerødder, bønner, ærter, græskar etc.)

200 g tomater

2 dl bælgede edamamebønner (kan erstattes af ærter)

2 dl yoghurt, evt. sojayoghurt

citronsaft

1 dl rosiner

1 bdt koriander

 

Læg svampene i blød i vand et par timer.

Kog risene efter anvisningen på pakken.

Del mandlerne og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Skær skalotteløgene i ringe og steg dem gyldne i 1 spsk olie. Sæt dem til side.

Stød kardemommefrø og spidskommen i en morter. Svits krydderierne på panden sammen med kanel og nelliker et øjeblik.

Hak hvidløgene, de gule løg og chilien (fjern kernerne). Skær de udblødte svampe i tynde skiver. Smid stokkene ud.

Kom de fire ting på panden med krydderierne sammen med 2 spsk olie. Svits blandingen ca. 5 minutter. Tilsæt ingefær og et drys salt.

Skær blomkål og broccoli i små buketter. Skær evt. gulerødder i skiver, skær bønner i mindre stykker, græskar i tern etc.

Kom grøntsagerne på panden og svits dem et par minutter.

Skær tomaterne i både og tilsæt dem sammen med edamamebønner og yoghurt.

Svits et øjeblik og tilsæt risene. Varm hele retten igennem og smag til med salt og peber, ingefær og citronsaft. Måske skal der også et nip sukker til – og måske lidt mere kanel og/eller nelliker.

Servér retten drysset med de ristede løg, mandlerne, rosinerne og hakket koriander.


 

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________________

raita

En kølende “salat” med grøntsager og yoghurt passer fint til risretten.

Klik på billedet, så får du opskriften.

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

spicy tomatsalsa

– og en krydret salat hører også med.

Klik på billedet, så får du opskriften.



vegetaropskrift, vegetarret, veganerret, veganeropskrift

Share