Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

næringsindhold i rødbederArkiv

fredag

18

august 2023

4

KOMMENTARER

tomatsalat med semitørrede rødbeder og brombær

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, salater

.

det er tomat- og brombærtid

Når jeg rækker hånden ud af køkkenvinduet, kan jeg plukke store, søde brombær i øjeblikket. Det er en af naturens gratis glæder, som kan findes mange steder i landet.

De sunde bær har sæson sammen med de danske solmodne tomater – så det er oplagt at forene de to frugter i en salat med semitørrede rødbeder. De nye rødbeder er nemlig også på vej nu. Og de tre produkter indgår i denne salat i en velsmagende alliance mellem sødt og syrligt.

.

plukkemoden sundhed

Brombær er supersunde. De indeholder A-, C-, E- og K-vitaminer, forskellige mineraler og virker stærkt antioxidante og antiinflammatoriske. Og allervigtigst er måske det plantenæringsstof, der hedder anthocyanin, som giver bærrene deres smukke blåsorte farve. Stoffet ser ud til at beskytte hjernen mod demens og Alzheimers samt at forebygge hjerte-karsygdomme. Så her er et godt skud lilla energi til de små grå.

Disse plantenæringsstoffer (flavonoider) findes også i andre lilla/blå frugter og grøntsager. I rødbeder, der indgår i denne salat, findes desuden stoffet betalain, som er en stærk antioxidant.

.

semitørrede rødbeder 

Hvad er det nu for et påfund at tørre rødbeder, tænker du måske. Tjaaa, det er  sådan, at på denne måde bliver rødderne rigtig søde!

Men det tager lidt tid og bruger en del energi, må jeg indrømme. Og du kan sagtens udelade rødbederne i denne salat – eller du kan bruge dem blot kogte. Jeg har lavet salaten både med og uden rødbederne.

MEN: de semitørrede rødbeder bliver til små guldklumper af koncentreret, sød energi. De skal dog først koges og derefter tørres i ovnen, og det kræver en del energi. Et tørreskab, hvor rødbederne kan tørre langsomt i flere timer, vil være en god løsning.

Vær opmærksom på, at rødbederne “krymper” temmelig meget, når de tørres. Så lav ikke portionen for lille.

Tør evt. rødbederne, når du alligevel har ovnen tændt. Det sparer en del energi. Og lav i givet fald en stor portion. Rødbederne kan holde sig flere dage i køleskabet og vil være en gevinst i alt fra biksemad, frittata og omelet til en marokkansk tagine.

.

tomatsalat uden dikkedarer 

Her en den enkle udgave af salaten med kun tomater, brombær og krydderurter. Det er også en velsmagende løsning.

Nogle af tomaterne, bl.a. de små ribstomater, har jeg selv dyrket, andre er store solmodne, kødfulde basser fra Stensbølgaard, udenfor Kirke Hyllinge, som dyrker skønne økologiske grøntsager.

Jeg synes sjældent, at danske tomater har smagt så skønt som i år: fulde af solvarme og utallige fine smagsnuancer.

.

problemer med vampyrer?

Det er også Stensbølgaard du skal besøge, hvis du har brug for at holde vampyrerne på afstand – eller blot elsker hvidløg.

Under taget på gårdens port hænger mange hundrede bundter hvidløg til tørre. Jeg mødte ikke én eneste vampyr, så jeg tror, det virker.

.

vælg den bedste olivenolie og balsamico

For den bedste smagsoplevelse af salaten er det vigtigt at bruge en rigtig god koldpresset olivenolie og en vellagret balsamico. Har man disse to ting til en dressing, behøver man kun salt og peber også. De fire ting tilsammen løfter salaten til et meget velsmagende niveau.

I mange år brød jeg mig ikke om balsamico, indtil jeg fandt en flaske bagerst i skabet, som havde lagret i adskillige år. Så måtte jeg overgive mig. Det er nemlig med god balsamico som med god vin: årelang lagring lukker op for et rigt smagsregister.

.

tomatsalat med semitørrede rødbeder og friske brombær 

(4 personer)

400 g rødbeder

400 g tomater, gerne store solmodne bøftomater i forskellige farver og små ribstomater

et par håndfulde brombær

evt. 75 g smuldret plantebaseret feta

koriander eller timian/løvstikke/basilikum

dressing:

4-5 spsk ekstragod jomfru olivenolie

2-3 spsk ekstragod balsamico

salt, friskkværnet peber

 

Tilbered gerne rødbederne i god tid, så de kan nå at afkøle.

Kog rødbederne møre, 30-45 minutter afhængig af størrelsen.

Pil rødbederne og skær dem i både. Læg dem på en bageplade og sæt dem i en 125 grader varm ovn ca. 1 time. Lad ovnlågen stå ganske lidt åben halvdelen af tiden. Afkøl rødbederne.

Skær tomaterne i skiver og læg dem på et fad sammen med rødbederne og brombærrene.

Drys evt. med smuldret feta og hakket koriander eller en blanding af timian, løvstikke og basilikum – eller blot en af urterne.

Dryp med olie og balsamico, og drys med salt og peber.

.

.

Share

fredag

30

september 2022

6

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: rødbeder og kikærter i krydret kokossovs

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

rod i sparekøkkenet – sundt, mættende og billigt

Rødbeder rækker langt, så her er endnu en idé til mad med rødbeder, og så får du også grunden til en rødbedesuppe, fordi rødbederne skrælles og koges i små terninger. Det sparer kogetid i forhold til at koge hele rødbeder. Og så har du en start-bouilllon til en suppe.

Der er al mulig grund til at glæde sig over, at plantespisere allerede er på forkant med den nye virkelighed, der venter os og vores madvaner. Vi lever nemlig allerede sådan, som mange bliver tvunget til fremover.

Mange butikker kan ikke mere tillade sig at have strømslugende køle- og frysediske kørende. Det er ikke noget problem for plantespiserne, for vi får langt hovedparten af vores ernæring fra friske grøntsager. Lige nu er det alle de skønne rodfrugter og de forskellige slags kål. Ingen af de produkter behøver hverken køl eller frys.

Vejret kalder på hygge indendørs, og denne gryderet er perfekt til en lækker middag. Jeg tror, at også børnene vil elske både smagen og farverne!

.

brug kogevandet til en rødbedesuppe

Til denne spicy rødbedesuppe kan du bruge kogevandet fra rødbederne og halvdelen af kokosmælken fra hovedretten.

Se opskrift på rødbedesuppe med kokosmælk her.

.

rodfrugter og kål vil få os gennem en sparevinter

Rødbedmad er ikke kun godt for husholdningsbudgettet, rødbeder er også supersunde for kroppen.

Rødbeder er blandt de sundeste af de “underjordiske” grøntsager, dvs. rødder og knolde, der vokser under jorden. Men også det pæneste af rødbedens “overjordiske” del, toppen, kan spises, enten i en salat eller på samme måde som spinat.

Rødbeder indeholder mange værdifulde stoffer. De har bl.a. et højt indhold af K-vitaminer og B-vitaminer, især folat, som er vigtigt for blod og celledeling. Desuden betacaroten og C-vitaminer.

Du får også godt med kalium, der er vigtigt for blodtryk, muskler og nerver, samt andre mineraler som kalk, magnesium og zink.

Rødbeder er desuden kalorielette (kun 55 pr. 100 g rødbede) og fiberrige, og så har de et godt indhold af letoptageligt jern. Jern er en vigtig del af blodets røde farvestof, hæmoglobin, der er ansvarligt for, at ilten transporteres rundt i kroppen.

.

rødbeder med frugt

Jeg lavede retten, da brombærrene endnu hang tungt på buskene. Nu er brombærsæsonen næsten forbi, og du kan sagtens udelade bærrene, eller du kan erstatte dem med blåbær. Hvis du selv dyrker vindruer, burde der stadig være nogle klaser tilbage. Men ellers kan de også udelades. Retten er lækker – også uden frugt. De stegte løg og de krydrede kikærter bidrager med ekstra smagsnuancer til kokossovsen.

.

servér en salat til

Denne couscous-salat med grønkål, blomkål og valnødder passer fint til rødbederetten.

Couscous er ikke verdens mest næringsrige korn, men til gengæld skal couscous ikke koges – blot overhældes med kogende vand. Så sparer du energi.

Hvis budgettet er stramt, så udelad en eller flere af grøntsagerne – eller brug dem du har.

Se opskriften her.

.

rødbeder i kokossovs med krydrede kikærter

(4 personer)

1-2 brikker kikærter a 230 g netto (kan erstattes af Ingrid ærter eller bønner) 

3/4 kg rødbeder

250 g løg

olivenolie

1 spsk spidskommenfrø

2 tsk sennepsfrø

lidt hakket chili

salt, friskkværnet peber

2 1/2 dl kokosmælk eller anden plantemælk/fløde

lidt reven ingefær efter smag

1 økologisk limefrugt

100 g vindruer og/eller brombær, evt. blåbær

.

For at spare energi har jeg valgt at bruge kikærter fra brikker. Du kan bruge en enkelt brik eller evt. to, hvis retten skal være ekstra mættende.

Afdryp kikærterne godt. Lad dem gerne tørre lidt.

Du kan naturligvis også sætte tørrede kikærter(eller ærter/bønner) i blød og koge dem som du plejer. Eller måske har du et lille lager liggende i fryseren.

Skræl rødbederne og skær dem i små terninger.

Kog dem knap møre, ca. 10 minutter. Afdryp dem. Gem gerne kogevandet til en suppe som foreslået ovenfor.

Skær løgene i både og steg dem hurtigt gyldne i 2 spsk olie. Sæt dem til side.

Rist spidskommen- og sennepsfrø i 2 spsk olie, til de dufter. Tilsæt chili og kikærter og et drys salt og peber. Rist kikærterne gyldne. Sæt dem til side.

Bring kokosmælken i kog med et par spsk limesaft. Tilsæt 2 tsk reven limeskal og reven ingefær efter smag.

Smag til med salt og peber.

Kom rødbeder, kikærter (gem lidt til pynt), løg og vindruer og/eller brombær i sovsen og varm den igennem.

Servér retten med kogte korn som fx perlespelt, rugkerner, ris eller et godt stykke brød – eller vælg salaten foreslået ovenfor.

.

.

Share

mandag

24

januar 2022

8

KOMMENTARER

spicy rødbedesuppe med kokosmælk

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

rødderne rødmer af stolthed …

… fordi de er så lækre og sunde

Rødbederne, der har leveret så megen skøn mad i løbet af vinteren, er stadig i sæson.

Selv om rødderne har tjent os godt, længes jeg efterhånden efter asparges og nye kartofler. Men det varer nogle måneder. Det er stadig vinter, og netop på dette tidspunkt er det ekstra nødvendigt med det gode skud energi, som rødbedesuppen giver. Faktisk kan man kalde den for en power-suppe.

Suppen består ikke blot af de sunde rødbeder og den milde kokosmælk. Der er også flere vigtige vitaminer og mineraler i frøene og kernerne til drysset på toppen.

Rødbeder er en af højdespringerne blandt rødderne, fordi de indeholder så mange værdifulde stoffer. De har bl.a. et højt indhold af K-vitaminer og B-vitaminer, især folat, som er vigtigt for blod og celledeling.

Du får også godt med kalium, der er vigtigt for blodtryk, muskler og nerver. Rødbeder er desuden kalorielette og fiberrige, og så har de et godt indhold af letoptageligt jern. Jern er en vigtig del af blodets røde farvestof, hæmoglobin, der er ansvarligt for, at ilten transporteres rundt i kroppen.

.

Når jeg udarbejder opskrifter, lægger jeg vægt på, at så mange næringsstoffer som muligt er repræsenteret i de enkelte retter. I denne suppe bidrager yderligere hvidløg, ingefær og tranebær med masser af gode stoffer. Hvidløg og ingefær er bl.a. betændelseshæmmende og kolesterolsænkende. Tranebær er fulde af C-vitminer og dermed en stærk antioxidant. Og således håber jeg, at den smukke symfoni af næringsstoffer vil glæde både smagsløgene og resten af kroppen.

 

spicy rødbedesuppe med kokosmælk

(4 personer)

4-6 kardemommefrø (eller 1 tsk stødt kardemomme)

1 spsk spidskommenfrø (evt. 2 tsk stødt spidskommen)

50 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie eller anden olie

400 g rødbeder

50 g røde linser

50 g tørrede tranebær

6-8 dl grøntsagsbouillon

1-2 dl kokosmælk

frisk reven ingefær efter smag

citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

frisk koriander

drys:

1 fed hvidløg

1 spsk olivenolie eller anden olie

4 spsk sesamfrø

4 spsk solsikkekerner

4 spsk græskarkerner

 

Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og knus dem i en morter sammen med spidskommenfrøene.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien sammen med krydderierne, til løgene er let gyldne.

Skræl rødbederne og skær dem i små terninger. Kom dem i gryden sammen med linser, tranebær og bouillon.

Læg låg på gryden og lad suppen simre 15-20 minutter. Sluk for varmen.

Purér suppen i blenderen og hæld den tilbage i gryden. Tilsæt ca. 1 dl kokosmælk og smag til med salt, peber, citronsaft og måske et nip sukker. Du kan også tilsætte reven ingefær efter smag og behag.

Smag ca. 1/2 dl kokosmælk til med reven ingefær og lidt salt.

Lav drysset: pres hvidløget og svits det lidt i olien. Tilsæt frø og kerner og rist dem, til de er gyldne. Tilsæt et drys salt.

Varm suppen op til lige under kogepunktet før serveringen. Servér suppen portionsvis. Sæt en spsk ingefærfløde på hver portion og drys med de ristede frø og kerner samt frisk koriander.

Spis fx æltefri ciabattaboller eller æltefri quinoabrød til suppen.

 

.

Share