Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

marinerede rødbederArkiv

fredag

24

november 2023

2

KOMMENTARER

brændende kærlighed med rugbrød og rødbeder

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

mere comfort food, mere mormor-mad

Her er endnu en ret, der nærer både krop og sjæl. Hvem elsker ikke en blød kartoffelmos med ristede løg og sprøde proteiner på toppen?

Der er selvfølgelig tale om brændende kærlighed, og rettens navn siger jo det hele! Her bliver alle glade og omfavnede. Det er god gammeldags mormor-mad.

.

kartofler og rug – et match made in heaven

Brændende kærlighed ville man i gamle dage have kaldt fattigmandskost. I retten optræder kartofler og rugbrød. To ting, som var basismad for mange mindre bemidlede før i tiden. Det var heldigt for dem, for de to produkter er supersunde næringsmidler, og så supplerer proteinerne i kartofler og kornprodukter hinanden. Det er mad med sund fornuft.

I verden af i går ristede man bacon sammen med løgene. Det har jeg her udfaset og erstattet med røgede plantestykker.

.

variationer 

Man kan også bruge tofu som proteinkilde. Tynde skiver tofu marineres på samme måde som plantestykkerne. Hvis du ikke spiser tofu, kan du vælge bønner, kikærter eller linser. Du kan også tilsætte små hele, stegte champignon.

Syltede rødbeder hører med til brændende kærlighed. Hvis du ikke har et glas almindelige syltede rødbeder stående, kan du hurtigt marinere tynde skiver af rå rødbede, se nedenfor.

..

brændende kærlighed med rødbeder og rugbrød

(4 personer)

kartoffelmos:

1 kg kartofler

½ dl plantemælk eller kogevand fra kartoflerne

2 fed hvidløg

½ dl god olivenolie 

salt, friskkværnet peber

topping:

100 g plantestykker (vælg selv størrelsen), eller bønner/linser, evt. 200 g tofu

grøn top af forårsløg, purløg eller persille

400 g løg

glasering til plantestykker, tofu eller bønner:

2 spsk olivenolie

1 spsk ristet sesamolie

1 tsk flydende røg

1 spsk tamari

1 dl sød chilisovs

 

ristet rugbrød

råmarinerede rødbeder, se nedenfor

 

Sæt plantestykkerne i blød i rigeligt vand en halv times tid.

Lav kartoffelmosen: skær kartoflerne i terninger og kog dem møre i vand uden salt. Hæld vandet fra og ”damp” kartoflerne helt tørre.

Purér kartoflerne og tilsæt så meget mælk og olie, at konsistensen er passende.

Rør presset hvidløg i og smag godt til med salt og peber.

Rør glaseringen til plantestykkerne sammen og smag den godt til.

Pres al væde ud af plantestykkerne og steg dem gyldne og sprøde i rigeligt olie. Vend plantestykkerne i glaseringen, lige før retten skal serveres.

Skær løgene i ringe og steg dem gyldne i olie.

Servér kartoffelmosen med løg og plantestykker på toppen. Drys med snittet forårsløg eller andet grønt.

Servér gerne ristet rugbrød og rødbeder til den brændende kærlighed.

.

.

sprøde rødbeder

Mon ikke de fleste danskere kender syltede rødbeder. Ja, nogle tror nærmest, at de er “født” på supermarkedets hylder.

Disse klassiske syltede rødbeder er fine som tilbehør til den brændende kærlighed. Men du kan også lave en anden version. Her høvler du tynde skiver af rødbede, som marineres. Disse rødbeder forbliver lidt “sprøde”. Agurker kan behandles på samme måde.

.

råmarinerede rødbeder

1-2 runde eller aflange rødbeder

marinade:

½ dl ris- eller kryddereddike

2 spsk vand

3-4 spsk sukker

salt, friskkværnet peber

 

Høvl 20-30 meget tynde skiver af rødbeden. Brug et mandolinjern.

Rør marinaden sammen og smag den godt til. Den skal ikke være for syrlig. Bring marinaden i kog og læg rødbedeskiverne i. Lad det koge op.

Tag gryden af varmen og lad skiverne afkøle i marinaden. Du kan lave de marinerede rødbeder flere dage, før de skal bruges.

.

Share

fredag

24

januar 2020

8

KOMMENTARER

grovhakket svampepostej med marineret agurk eller rødbede

Skrevet af , Posted in frokostretter, pålæg

.

smør bare tykt på!

Gad vide, om der findes et større madpakkeland end Danmark? Jeg er ikke selv stødt på noget, der kommer op i nærheden af vores transportable rugbrødsmadder med pålæg i nogen af de mange lande, jeg har besøgt. Ja, selv politikerne bruger ustandseligt folk, der smører madpakker, som symbol på selve fundamentet for vores velfærdsstat.

Bevares, når man står på Churchgate Station i Mumbai i Indien og ser de mere end 100.000 tiffanys (små madcontainere), der hver dag bringes ind til storbyen med toget, for at blive fordelt til det arbejdende folk rundt om i byen, kan man godt tabe underkæben. Jeg har skrevet om de indiske mad”pakker” her (scroll ned i bunden af indlægget). Men inderne vil have varm mad til frokost. Det er faktisk en fantastisk historie, at det kan lade sig gøre i det enormt ustrukturerede land.

.

svampepostej

Madpakker kan være problemernes holdeplads! Hvem skal smøre madpakken? Har vi overhovedet tid? og er ungerne ikke store nok til selv at smøre? Der er utallige diskussioner forbundet med madpakken, men med lidt planlægning er det slet ikke nogen sur pligt.

Men som – måske – nyudklækket plantespiser har man brug for alternativer til det traditionelle danske kødpålæg. Her er mit bud på en smørepostej af svampe. Men der er utallige andre muligheder for lækkert plantebaseret pålæg. I søgefunktionen th. kan du søge på pålæg eller postej, evt. frikadeller og/eller bøffer. Så kommer der en masse muligheder frem. Og så har jeg for nogle år siden udgivet en bog med ideer til madpakken: “Den lille grønne for madpakkespisere”, men den er næsten udsolgt, så hvis du vil sikre dig et eksemplar, er det NU!

Jeg har pyntet svampepålægget med sammenrullede skiver af råmarinerede agurker og rødbeder. De små gule tern er mangofrugt. Men du behøver bestemt ikke at gøre så meget ud af det. Jeg er bare lidt pyntesyg!

.

klimakærlige ingredienser til pålæg 

Fotoet viser nogle af de mest oplagte ingredienser til plantebaseret pålæg: forskellige slags tørrede ærter, bønner, kikærter, linser, hele korn, quinoa – og nogle af de mest oplagte grøntsager.

Det er også vigtigt at huske smagsgivere som ingefær, hvidløg, krydderurter, citron, chili etc.

.

gode proteinkilder

Bønner, linser og frø udgør den nødvendige proteindel i det plantebaserede pålæg. Også mandler, nødder, korn og kerner er gode proteinkilder og kan forvandles til lækkert pålæg.

.

lidt surt på toppen

Vi har tradition for at lægge agurk eller rødbede på vores leve(r)postej, og de to ting passer også fint til denne svampepostej. Du kan bruge almindelige gammeldags syltede rødbeder eller agurker – de kan oven i købet købes færdige på glas. Eller du kan selv lyn-marinere skiver af agurk eller rødbede, se opskrifterne nedenfor.

.

holdbarhed

Hvis du opbevarer postejen i et lufttæt glas i køleskabet, kan den holde sig 4-5 dage.

Du kan også fryse postejen ned, men den bliver en smule “vandet”, når den tøs op. Det kan du afhjælpe ved at røre havregryn i postejen.

Du kan variere smagen i det uendelige ved at tilsætte dine egne foretrukne krydderier, krydderurter, hvidløg, chili etc.

.

grovhakket svampepostej med agurk eller rødbede

50 g solsikkekerner

50 g røde linser

100 g skalotteløg

400 g svampe, gerne ½ champignon og ½ østershatte

2 spsk kokos- eller olivenolie

2 spsk citronsaft

1/2-1 dl havre creme fraiche

1 spsk finthakket salvie eller timian

tamari, friskkværnet peber

.

Rist solsikkekernerne godt gyldne, men ikke brændte, på en tør pande. Sæt dem til side.

Kog linserne i dobbelt mængde vand ca. 15 minutter. Afdryp dem og sæt dem til side.

Hak løgene og svampene fint.

Svits løgene i olien til de er let gyldne. Tilsæt svampene og svits for rask varme 4-5 minutter.

Tilsæt citronsaften.

Purér halvdelen af svampene og halvdelen af solsikkekernerne samt de kogte linser. Brug fx en stavblender.

Rør de blendede svampe sammen med de hakkede svampe og resten af kernerne. Tilsæt creme fraiche til konsistensen er passende – og den valgte krydderurt.

Smag godt til med tamari og peber, evt. også mere citronsaft. Det er vigtigt, at postejen smager af noget.

.

rødt eller grønt?

råmarineret agurk

1 lille salatagurk 

1/2 dl mild eddike

2-3 spsk rørsukker

salt, friskkværnet peber

 

Skær agurken i tynde skiver på langs eller på tværs. Brug en tyndskræller eller et mandolinjern.

Rør eddiken med sukker og smag til med salt, peber og evt. mere sukker.

Læg agurkeskiverne i eddiken nogle timer eller til dagen efter.

Agurkesalaten kan holde sig i et glas i køleskabet 4-5 dage.

.

marinerede rødbeder

 200 g rødbeder

1/2 dl mild eddike

2-3 spsk rørsukker

salt, friskkværnet peber

 

Skær rødbeden i meget tynde skiver. Brug en tyndskræller eller et mandolinjern.

Rør eddiken med sukker og smag til med salt, peber og evt. mere sukker.

Læg rødbedeskiverne i eddiken og bring den i kog. Lad eddiken simre 3-4 minutter.

Sluk for varmen og lad rødbederne afkøle i lagen.

Du kan også vælge at marinere skiverne rå.

De marinerede rødbeder kan holde sig i et glas i køleskabet i mindst en uge.

.

 

.

Share

tirsdag

22

december 2015

2

KOMMENTARER

rødkålssalat med cognacfigner og ristede mandler

Skrevet af , Posted in salater

 

julebillede kopi

Det musselmalede er fundet frem, og jeg er klar til årets store aften, hvor vi fejrer kærlighedsbudskabet. Jeg serverer valnøddepaté, rødkålssalat med cognacfigner, brun sovs med svampe og brunede kartofler, uhhhmmm … Jeg kan næsten ikke vente!

Forretten er en suppe på persillerod med topping af glaserede løg og grønkålspesto. Desserten er hjemmelavet kokosis med bær og pistacier.

Jeg ønsker alle bloggens læsere en rigtig glædelig jul. Til alle jer, der har valgt opskrifter her fra bloggen, håber jeg, at maden vil smage rigtig, rigtig godt. Spiser du sammen med kødspisere, håber jeg også, at julebudskabet hos dig vil blive, at mad uden kød er en fantastisk oplevelse. Og samtidig skåner vi både kroppen, kloden og klimaet.

Og alle tre dele har i dén grad brug for vores indsats. Årets korteste dag blev nemlig også den dag, hvor grønt blev forvandlet til sort. Den enorme klimaopretning, som i årevis har kostet milliarder, blev med et enkelt pennestrøg skrottet af regeringen. Årets mørkeste dag blev i sandhed også årets sorteste.

Derfor er der brug for alle gode kræfter. Også juleaften.

Glædelig jul – trods alt!

.

årets rødkålssalat
rødkålssalat-A.jul-2015

Julestemningen breder sig, mens mørket kun nødigt viger blot et par timer om dagen. Men NU vender det – og med to dage til jul står den på gloende pæle! Pakkerne og al den dejlige julemad venter forude, men netop julemaden  er en delikat sag i mange hjem.

I julen er det traditionerne, der hersker mere end på noget andet tidspunkt af året. Er man vegetar eller veganer står udfordringerne nærmest i kø, for i de fleste familier er julen stadig ikke mindst kødets fest. Det har altid undret mig, at netop julens smukke budskab om kærlighed skal fejres med milliarder af dræbte dyr. Heldigvis er der mange, der begynder at tænke anderledes. I Sverige er nu hver 10. vegetar. I Danmark boomer salget af økologiske varer. Det er to gode julegaver at få.

Er du med på vognen, der kører med fremtidens mad, har du sikkert styr på årets julemiddag – ellers kig på mine forslag til en bæredygtig og dyrevenlig julemiddag her eller ditto frokostretter.                  .

Men også rødkålen er en sag, der må tages stilling til. Skal det være den gammeldags kogte med svesker og rosiner? eller skal det være en mere moderne salat med rå rødkål og chili? Jeg foreslår her den sidste udgave – og så har jeg tilsat lidt ekstra julehumør i form af cognacdrukne figner!

rødkålssalat-B.jul.2015

rødkålssalat med cognacfigner og ristede mandler rødkålshoved.A


8 små bløde figner

1/2 dl cognac, rom eller lign.

25 g afskallede mandler

1/2 spsk kokos- eller olivenolie

2-3 pigeonæbler

1-2 blade bladselleri

1/2 lille rødkålshoved

dressing:

4 spsk olivenolie

3 spsk lime- eller citronsaft

ca. 1 spsk blåbærsirup eller anden sirup

evt. et nip tørret chili

 

Sæt fignerne i blød ca. 8 timer, før du skal lave salaten: skær fignerne i tynde strimler og hæld spiritussen over. Dæk skålen og lad den stå i stuetemperatur.

Skær mandlerne igennem og rist dem gyldne i olien. Sæt dem til side.

Rør dressingen sammen og smag den godt til med salt og peber, sirup og evt. chili.

Skær æblerne i tynde både og vend dem straks i dressingen.

Snit bladsellerien fint.

Skær rødkålen i papirtynde strimler. Brug gerne et mandolinjern.

Bland alle ingredienserne sammen. Drys evt. med lidt grønt fra bladsellerien.

 

rødkålssalat.jul 2015 tekst

variation:

Jeg har tilsat to råmarinerede rødbeder til salaten. Det giver den ekstra smagsnuancer, men du kan sagtens lave salaten uden rødbeder.

Hvis du vælger rødbeder så kog enten 1-2 mellemstore rødbeder – eller brug rødbederne rå. Skær rødbederne i papirtynde skiver på et mandolinjern.

Rør en dressing af 4 spsk olivenolie, 2-3 spsk citrussaft og 1 fed presset hvidløg. Smag dressingen til med salt, peber og sirup.

Hæld dressingen over rødbedeskiverne og lad dem marinere til næste dag.

Skær de marinerede rødbeder i tynde strimler og bland dem i rødkålssalaten.

 rødkålssalat.jul-2015

Share