Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

kold squashsuppe med grønkålArkiv

mandag

14

august 2023

0

KOMMENTARER

squashsuppe med sprød grønkål – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

sommersuppe på få minutter – squashene fortsætter!

Sommeren fortsætter – nogle vil nok mene, lidt for lunefuld. Her kommer så en suppe, der kan nydes enten varm eller kold.

Suppen er stort set rå, så du får fuldt udbytte af vitaminer og mineraler. Jeg har dog valgt at svitse løg og hvidløg, men har du ikke noget imod rå løg og hvidløg, så blend blot alle ingredienserne. Så er suppen ekstra hurtig at tilberede. Jeg synes dog, at det giver mere dybde og velsmag med de svitsede løg.

Denne sommersuppe kan passende nydes med et glas mousserende vin på en af de gode sommerdage, som vi forhåbentlig endnu har i vente, på terrassen, på altanen eller i haven.

Er det køligt, koges suppen blot op, og serveres varm.

.

to gode venner: dild holder af squash

Der er squash i suppen, og dild passer rigtig godt til den milde frugt.

Nu er de første nye grønkålsblade også klar. Vi spiser mest grønkål om vinteren, men der er ikke nogen grund til ikke at nyde denne vitaminbooster året rundt, også om sommeren.

Er du ikke til grønkål, så erstat den med et par håndfulde blandede krydderurter: løvstikke, persille, merian, salvie, purløg, mynte etc.

På fotoene har jeg brugt rå grønkål, men det giver et ekstra pift til suppen, hvis du laver sprøde grønkålschips.

Chipsene laves sådan: pensl grønkålsblade med olie og drys med lidt salt. Læg grønkålen på en bageplade og sæt den i en 150 grader varm ovn. Lad bladene tørre 5-8 minutter. Hold godt øje med dem. De bliver hurtigt for mørke.

Læg de sprøde blade på suppen, lige inden serveringen, da de lynhurtigt bliver bløde i suppen.

.

squashblomsterne er også lækre

Det ærgrer mig altid, at de skønne squashblomster ofte går til spilde. De er lækre, og kan med stor fornøjelse spises, se fx squashblomster med fyld af kantareller og nødder eller nøddefarserede squashblomster.

....

sommersuppe med squash og grønkål

(4 personer – forret)

1 lille skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

3-4 kardemommekapsler eller 1/2-1 tsk stødt kardemomme (kan erstattes af chili)

400 g squash

4 dl grøntsagsbouillon

2 dl plantemælk

2 dl havrefløde eller tyk kokosmælk (kan erstattes af planteyoghurt)

1 økologisk limefrugt

salt, peber, rørsukker

4 grønkålsblade (kan erstattes af krydderurter)

dild

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter.

Tag frøene ud af kardemommekapslerne og stød dem i en morter – eller hak chili efter smag.

Skær squashen i terninger (den skal ikke skrælles).

Kom løg, kardemomme, squash, bouillon, mælk og fløde i blenderen. Blend til suppen er helt pureret.

Tilsæt 2 spsk limesaft, 1 spsk reven -skal og et drys salt og peber.

Smag suppen godt til, også med et nip sukker.

Riv det meste af grønkålen i bittesmå stykker eller hak kålen og rør den i suppen. Gem evt. nogle lidt større stykker.

Eller lav grønkålschips, se ovenfor.

Servér suppen portionsvis og drys med den resterende kål og klippet dild. Dryp med lidt olivenolie.

.

 

Share