Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

kødfrie dageArkiv

mandag

4

april 2016

10

KOMMENTARER

romerske broccolikarbonader

Skrevet af , Posted in hovedretter

6. april 2016

 

dagens gode nyhed

brødbøger.1

Forleden skrev Politiken om successen i udlandet for “Det æltefri grydebrød“. Læs omtalen her. Det er dejligt, at det gode brød får en stor udbredelse.

 

 


5. april 2016

.

dagens gode nyhed

svin

danskerne spiser mindre kød

Kødspisning i Danmark er på retur. Som et af verdens mest kødspisende folk er der mildest talt også en del at skære ned på.

Hver tredje dansker spiser mindre kød i dag end for 2 år siden, skriver Politiken den 3. april. Og 42% af danskerne har ifølge en Gallup-måling indført en eller flere kødfrie dage om ugen.

9% angiver, at de lever helt kødfrit. Det er jo ikke voldsomt imponerende, men jeg føler, at flere og flere unge kommer til hver dag, ikke mindst vælger mange af de helt unge at blive veganere. Jeg tror, trenden er kommet for at blive. En dag vil det være direkte pinligt at spise dyr. I min optik kan det ikke gå hurtigt nok!

Halvdelen, der skærer ned på kødet, gør det af sundhedsmæssige grunde, fortæller undersøgelsen. Jeg ønsker mig, at mange flere gør det af hensyn til dyrene og naturen.

 

 


 

 

4. april 2016

.

 tag med Tesio’erne på madvandring i Rom

Tesio-Rombog

Mon ikke mange danskere sukker længselsfuldt, når talen falder på Italien og italiensk mad – og ikke mindst på Rom, og i særdeleshed hvis det kan ske i selskab med inkarnationen af dansk/italiensk charme: parret Helle og Alfredo Tesio.

Nu er det madkyndige par på gaden med en ny kogebog om romersk mad: “Rom – evig mad fra den evige stad”. Det er en stor smuk basse af en bog, men allerede for 15 år siden havde jeg på mit forlag, Olivia, fornøjelsen at udsende to små bøger af Tesio’erne om italiensk mad: “Grønne glæder fra Italien” og “Grønne glæder fra Toscana” (de er forlængst udsolgt). Det handlede naturligvis om vegetarisk, italiensk mad, og det er ikke svært at finde i Italien, for italienerne har et fremragende grøntsagskøkken.

Den nye bog om evig mad fra den evige stad indeholder det hele, også opskrifter på kød, og lidt til. Eller mere til skulle jeg vel sige. For har du tabt dit hjerte til Rom, er der skønne beretninger om mad og mennesker i den nye bog. Det er simpelt hen en lystvandring gennem Roms torve og gader med afstikkere til ærkeromerske restauranter. Hvis man tror, at italiensk mad kun består af pizza og pasta, bliver man meget, meget klogere!

Alfredo er en smittende og vidende fortæller, og med ham ved hånden slentrer læseren gennem Rom med den indfødte gourmets briller, mens der serveres medrivende fortællinger om mad og de mennesker, der laver den, fra Mercato Latino over Via della Croce til Trastevere og Testaccio.

Hertil kommer spændende historier om den legendariske jødiske mad i Rom og om hvad Vatikanet kokkererer af hellig mad til paverne. Her er selvfølgelig også informationer om vin, og så er der et afsnit om det fantastiske italienske brød med opskrifter på, hvordan du selv kan bage det.

Men først og fremmest er bogen fuld af spændende opskrifter på supper, salater, hovedretter, det søde etc. Mange er med kød eller fisk, men der er også godbidder for grøntsagsgnaskerne. Jeg har fået lov til at bringe et par opskrifter her på bloggen. Jeg har valgt det, Helle og Alfredo kalder broccoliklatkager. Jeg vil hellere kalde dem karbonader, da de i min udgave faldt mere ud som en flad frikadelle. Jeg var dog ikke helt tro mod opskriften, fordi jeg måtte tilsætte ca. 1 dl plantemælk, da dejen ellers blev for fast.

 

broccolikarbonader.Alfredo.2

Til broccolikarbonaderne kan man passende servere en romersk bønnesalat. Og her er jeg også lidt på kollision med Tesio’erne, for jeg koger slet ikke mine bønner så længe, som de gør. Men salaten er skøn, og så kan man jo koge sine bønner/kikærter i den tid, man synes, er nødvendig.

 

bønnesalat.romersk

Med madkultur som udgangspunkt er “Rom – evig mad fra den evige stad” lige så meget en læse- som en kogebog. Den er spækket med informationer om alt hvad man kan drømme om som madinteresseret turist i Rom. Her er sågar en madparlør, og der er adresser på markeder og de restauranter, bagerier og konditorier, som parret skriver om i bogen. Jeg har kun ét eneste suk: et register! Jeg æææælsker registre i kogebøger. Så per favore: lav et register i det nye oplag, som garanteret snart må komme. Det er i al fald mit ønske for denne hjertevarme bog fuld af engagement og dansk/italiensk charme.

Bogen er på 210 sider. Indb. og koster kr. 249,95. Muusmann Forlag. Du kan købe bogen hos din lokale boghandler, hos forlaget eller hos Saxo.com.

 

broccolikarbonader.Alfredo.1

Tesio’ernes romerske broccolikarbonader

1/2 kg broccoli

1 dl hakket persille

1 fed hvidløg

2 æg

1 spsk olivenolie

125 g hvedemel

ca. 1 dl plantemælk

olivenolie til stegning

 

broccolikarbonader.Alfredos

Del broccolien i buketter. Skræl stokken og skær den og de grove stilke i små terninger. Kom terningerne i kogende vand og kog dem 5 minutter. Tilsæt broccolibuketterne og kog broccolien endnu 4-5 minutter.

Afdryp broccolien (drik endelig vandet eller brug det i en suppe). Mos broccolien godt med en gaffel.

Pisk æggene sammen med olie og mel. Tilsæt ca. 1 dl væde samt et drys salt og peber. Vend den afdryppede broccoli i dejen sammen med hakket persille og presset hvidløg.

Lad dejen hvile en halv times tid.

Steg 18-20 små karbonader eller ”klat”kager af dejen. Steg dem gyldne på begge sider.

Servér gerne en romersk bønnesalat til karbonaderne – og måske en kartoffelsalat.

 

broccolikarbonader.Alfredo.3

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

19

juni 2015

14

KOMMENTARER

linsefrikadeller med bagt fennikel

Skrevet af , Posted in hovedretter

 

22. juni 2015

 

denne lille fætter ved det ikke
bi

… men vi er ved at udrydde den

Se, det summer af sol … Den lille slider på billedet er i gang med at bestøve de vilde hindbær, som jeg glæder mig til at spise senere på sommeren.

Bierne og andre brummere er på overarbejde i øjeblikket, men vi på to ben, der ikke engang kan flyve, giver dem ikke de bedste betingelser. Vi er i fuld gang med at udrydde dem via landmændenes giftsprøjtning,  der påvirker bierne direkte men også slår det ukrudt ihjel, som bierne og andre insekter skal leve af.

Faktisk yder bierne arbejde for os i Danmark på op mod 1 milliard kroner om året. Uden deres bestøvning var der mange frugter og grøntsager, der ikke ville se dagens lys. Uden biernes bestøvning ingen frugt og grønt. Men også vilde planter er afhængige af biernes bestøvning.

Det er altså virkelig flittige og loyale arbejdere, vi er ved at udrydde. Hvis vi alle vælger økologisk frugt og grønt kan vi vende den negative udvikling – og håbe at bierne overlever indtil alle er med på den grønne vogn.

 


 

 

linsefrikadeller.3

fremtidens mad er grøn – det kan et sort valg ikke ændre på

I dag – dagen efter valget – kigger jeg ud over Roskilde Fjord, som er indhyllet i kaskader af regn og en dis af grå skyer. Naturen græder. Naturen er fortvivlet.

Det er der god grund til. Natur og klima, bæredygtighed og grøn omstilling tabte ved valget i går. I fire år mere må de små grise leve med at få klippet halerne af, grundvandet må opsuge stadig større mængder gift og gylle fra landbruget, og luften bliver stadig tungere at indånde. På flere måder.

Jeg har rejst over hele verden og oplevet, hvilken berigelse det er at møde mennesker, der tænker andre tanker og lever på andre måder end vi gør i Danmark. Jeg har oplevet åbne grænser og åbne døre. Jeg har oplevet åbne hjerter. Nu smækker vi i Danmark døren i.

Fedt valgflæsk og traditionel tænkning giver tomme kalorier, som er skidt for både krop, klode og empati. Men når valgflæsket bliver til håndgribelig hverdagsmad, bliver jeg rigtig bange. Vi har i vores lille og overskuelige land alle muligheder for at gå forrest i den økologiske omlægning, der er tvingende nødvendig. Heldigvis har vi Alternativet, som ufattelig glædeligt fik så mange mandater, men de er oppe mod en grå mur af bevidstløshed. De alene kan ikke vende skuden. Vi må alle hver især på vores egen lille plet i universet kæmpe for at udviklingen trods alt går i den rigtige retning. Når vi er mange nok, KAN vi vende bevidstheden.

Ligegyldigt hvad, så er fremtidens mad grøn og bæredygtig. Den udvikling kan selv de mørke kræfter ikke standse. Og ligegyldigt hvor meget nogle mennesker tager afstand fra Alternativets forslag om en kødfri dag på offentlige institutioner, bliver vi tvunget til at skære ned på vores kødspisning.

Så længe de fleste af os ikke er henvist til at spise institutionsmad, kan vi heldigvis selv bestemme. Jeg stemmer som bekendt for 7 kødfrie dage om ugen. Men proteiner skal vi have, og det får vi bl.a. fra disse plantefrikadeller med linser og flækkede gule ærter bagt i ovnen. Og da ovnen alligevel er i gang, anbefaler jeg bagte fennikel som tilbehør. Og lige nu selvfølgelig kogte nye kartofler.

Trøstemad på en grå dag!

Se om min nye bog med plantebaserede frikadeller, bøffer etc. nederst på siden.

 

spis fennikel til

fennikelknoldlinsefrikadeller-bagt-fennikel

Hvis du også hører til dem, der er begejstret for lakridssmag i maden, er fennikel naturens egen leverandør af lakridssmag.

Fennikel indeholder primært A- og B-vitaminer og mineralerne kalk og magnesium samt en masse gode kostfibre, der er gode for mikrofloraen i fordøjelsesystemet.

 

frikadellerne bages i ovnen

linsefrikadeller.1

linsefrikadeller med bagt fennikel 

frikadeller:

100 g linser

100 g gule flækærter

75 g skalotteløg

4 fed hvidløg

200 g rodfrugter: gulerod, pastinak og/eller rødbede etc.

50 g rasp

1 dl grøntsagsbouillon eller sojafløde

4 spsk loppefrøskaller (HUSK), kan erstattes af 2 æg

3-4 spsk tamari (soja)

1/2 spsk tørret oregano, timian eller anden kryddderurt

bagt fennikel:

2 store fennikel

olivenolie

1-2 dl grøntsagsbouillon

dip:

evt. sojayoghurt

hvidløg

ingefær

 

linsefrikadeller

 

Kog linser og ærter møre i rigeligt vand, ca. 20 minutter. Lad dem afkøle i vandet og afdryp dem.

Hak løg og hvidløg. Riv rodfrugterne. Rør begge dele i linser og ærter og tilsæt rasp, væde, loppefrøskaller, tamari og den valgte krydderurt.

Rør farsen grundigt sammen og smag til med salt og peber.

Lad farsen hvile et kvarters tid og vurdér om der skal tilsættes mere rasp eller mere væde. Farsen skal nemt kunne formes til frikadeller.

fennikel-bagt

 

Skær imens de to fennikelknolde i kvarte og læg dem i et ovnfast fad. Pensl overfladen med olie og hæld kogende bouillon i fadet.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn.

Form 18-20 frikadeller af farsen og sæt dem på bagepapir på en bageplade. Pensl overfladen med olivenolie.

Sæt pladen i ovnen, når fennikelknoldene har bagt 15 minutter.

Bag begge dele yderligere ca. 20 minutter. Vend frikadellerne efter 10 minutter og pensl dem med olie igen.

Fennikel og frikadeller skal være gyldne. Sæt evt. pladen under grillen et øjeblik.

Servér evt. en sovs eller dip til af yoghurt smagt til med presset hvidløg, reven ingefær og hakket grønt fra fennikelknoldene.

Du kan også vælge en tomatsovs.

 

dip med hvidløg passer til retten

linsefrikadeller.2

 

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

.

en gave der gavner kroppen, kloden og klimaer

Hvis du står og mangler en meningsfuld julegave, kan min nye bog om mad med plantefars måske være en idé?

Bogen udkommer ganske vist først den 14. februar, men hvis du printer denne forside ud, kan du pakke den fint ind og give den som gave med lovning på levering i februar.

Bogen er på 256 sider og koster kr. 225,00 (vejledende). Bogen kan bestilles allerede nu hos din lokale boghandler eller hos Saxo.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share