Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

kikærtemelArkiv

torsdag

22

august 2013

8

KOMMENTARER

masala dosa – indiske pandekager

Skrevet af , Posted in hovedretter

masala dosa

dosaer

er lækre, indiske papirtynde pandekager, som bages af forskellig slags dej.

Som oftest er der knuste linser i dejen, og da jeg for nylig var i indien fik jeg to helt nye opskrifter på ”fuldkorns”-dosaer, hvor der både var fuldkornsmel og knuste linser og ris i. Inderne er nemlig også begyndt at tænke på fibre og sundhed.

Jeg afprøvede straks de noget tunge opskrifter hjemme i mit eget køkken, men de fungerede slet ikke på min pande.

Derfor bruger jeg den gode gamle opskrift, som jeg tidligere har bragt her på bloggen. Hvis du vil have lidt mere ”gods” i pandekagerne, kan du tilsætte frø som sesamfrø og hørfrø og evt. lidt havregryn, men pandekagerne bliver så lidt mere bastante.

 

pandekager:

3 dl kikærtemel (købes i indvandrerbutikker)

1 dl rismel

2-3 dl vand

evt. ½ dl havregryn

evt. 2 spsk sesamfrø

evt. 2 spsk hørfrø

olie til stegning

fyld:

½ kg kartofler (evt. en rest fra dagen før)

100 løg

4 fed hvidløg

1 chili

3 peberfrugter (rød, grøn og gul)

1 spsk sorte sennepsfrø

1 spsk spidskommenfrø

3 spsk rapsolie

2 spsk hakket ingefær

2 tsk gurkemeje

ca. ½ spsk garam masala

evt. lidt grøntsagsbouillon


Rør de to slags mel ud i vandet og lad dejen stå tildækket nogle timer – eller helst til dagen efter.

Tilsæt et drys salt og – hvis du vil have havregryn og frø i – så rør dem i også.

Lav fyldet: kog kartoflerne møre og skær dem i skiver.

Hak løg og chili (fjern kernerne fra chilien). Skær peberfrugterne i terninger (fjern kerner og frøstole).

Rist sennepsfrøene på en tør pande (hold øje med frøene. Når de er varme, ”springer” de).

Hæld olien på panden og varm den op. Svits løg og chili, til løgene er klare. Tilsæt kartoflerne og mos dem let.

Kom peberfrugter, et drys salt, ingefær, gurkemeje og garam masala på panden.

Tilsæt evt. ½-1 dl bouillon

Svits blandingen til peberfrugterne er let stegte.

Smag til med salt og evt. flere krydderier.

Vurdér dejen: den skal være temmelig tynd.

Bag fire store, tynde pandekager af dejen. Vend ikke pandekagerne før der er bobler på overfladen og du kan få en spatel ind under dejen.

Fordel fyldet på pandekagerne og fold eller rul dem sammen.

Giv to slags dip til pandekagerne.

 

kokosdip

Rør 4 spsk fintreven, frisk kokos (eller kokosmel), 2 spsk hakket koriander og finthakket ingefær efter smag i 1 ½ dl soja quisine (eller afdryppet yoghurt) og smag til med salt, sukker og citronsaft.

myntedip

Rør 4-5 spsk hakket mynte i 1 ½ dl soja quisine (eller afdryppet yoghurt) og smag til med salt, sukker og chiliflager.

Se mere om dosaer her.

 .

dosaer på indisk:

 

Den unge mand her bager dosaer i et åbent gadekøkken i Varanasi i Indien.

I Indien er dosaer ofte morgenmad, men jeg synes, de lækre pandekager kan nydes på alle tider af dagen.

 

 

Share

onsdag

21

august 2013

0

KOMMENTARER

pandekager med provencefyld

Skrevet af , Posted in hovedretter

pandekager med provencefyld

________________________________________________________________________________________________________________________________

pandekager:

3 dl vand

150 g kikærtemel (fås i indvandrerbutikker, kaldes også besanmel)

2 æg


provencefyld:

100 g skalotteløg

4 fed hvidløg

4 spsk rapsolie

400 g auberginer

400 g squash

400 g tomater

2 tsk tørret basilikum

2 tsk tørret merian

1 tsk tørret rosmarin

citronsaft

evt. et par forårsløg

pandekager

Pisk vand, mel og æg sammen til pandekagerne. Tilsæt et drys salt og lad dejen stå en halv times tid.

Hvis du vil servere pandekagerne som en lille bylt surret sammen foroven som på fotoet ovenfor, skal de være meget store (ca. 40 cm i diameter). Det er nok de færreste, der har så stor en pande, så bag dem på en almindelig stor pande og servér pandekagerne rullet eller foldet sammen.

pandekager med tern

Pandekagerne er blevet ternede, fordi de har været en gang på grillpanden, efter de var bagt.



provencefyld

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter. Skær grøntsagerne i små terninger.

Tilsæt først auberginerne og svits dem ved rask varme, til de er let gyldne. Du skal ikke komme mere olie på panden. Auberginer suger al den olie, de får, så vend blot rundt i grøntsagerne, så de ikke brænder på.

Tilsæt squash, tomater og krydderier sammen med et drys salt og peber.

Svits grøntsagerne til auberginerne er helt møre.

Smag til med salt, peber, citronsaft og krydderurterne. Det er vigtigt, at man kan smage krydderurterne.

Fordel fyldet på pandekagerne og rul eller fold dem sammen.

Hvis du vil binde et grønt ”bånd” omkring, så overhæld et forårsløg eller to med kogende vand og lad dem stå 5 minutter – eller giv dem et kort opkog, hvorefter du kan dele løgene i ”bånd”.

Læg pandekagerne i en smurt bageform og varm dem igennem i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter.


 

tip

Du kan også tilsætte champignoner til fyldet.

I vinterhalvåret kan du bruge dåsetomater i stedet for friske tomater.

 

 

 



vegetarret, vegetaropskrift

Share

onsdag

21

august 2013

0

KOMMENTARER

rösti af selleri

Skrevet af , Posted in tilbehør

rösti af selleri

_______________________________________________________________________________________________________________________________

½ dl vand

4 spsk soja- eller kikærtemel

2 spsk citronsaft

400 g renset selleri

olie til stegning


Rør vand, mel og citronsaft sammen. Tilsæt et drys salt.

Riv sellerien og rør den i blandingen.

Steg ca. 16 små “röstier” på en godt varm pande. Der kan være tre ad gangen på en stor pande. Sæt sellerien på panden med en ske og form og glat röstiene med en spatel.

Vend röstiene forsigtigt med en spatel og steg dem gyldne på den anden side.

Röstiene går nemt i stykker, så være forsigtig, se også under tip.


tip

Rösti laves normalt med revne kartofler, som hænger fint sammen, når de steges, på grund af stivelsen. Hvis du vil opnå denne ”klister”effekt her, så brug ½ selleri/½ kartofler.

Du kan også tilsætte 1 æg til de revne selleri.



Share