Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se nedenfor th. Så får du besked, når der er nye lækker- bidder.
Som jeg skrev nedenfor er der nyt i forskningen i hvidløgets helbredende evner. Hvidløg indeholder masser af gode stoffer, og så smager de tilmed guddommeligt.
Pyramiderne skulle efter sigende udelukkende være blevet bygget, fordi arbejderne holdt deres gode helbred ved hjælp af massevis af hvidløg.
Det kunne måske friste til en rigtig potent hvidløgssuppe? – Og her skal ikke fedtes med de små fed!
hvidløgssuppe
Snit 2 hele hvidløg og 1 porre incl. det pæneste af den grønne top.
Svits dem i 3 spsk olivenolie, til porren er blød.
Tilsæt 5 dl grøntsagsbouillon og 150 kartofler i terninger. Læg låg på gryden og lad suppen simre 10 minutter.
Purér suppen i blenderen og hæld den tilbage i gryden.
Tilsæt 2 dl sojafløde eller anden fløde og evt. mere bouillon, hvis suppen er for tyk.
Varm suppen igennem og smag til med citronsaft, salt og masser af friskkværnet peber.
Drys suppen med rigelig hakket persille.
Da det lige nu er kantareltid, kan du også drysse suppen med ristede kantareller.
Vi ved, at hvidløg holder vampyrer borte, men hvidløg holder også en masse sygdomme fra døren. Fx er hvidløg godt for blodtrykket, det er kolesterolsænkende, og nu har forskere ved Washington State University netop bevist, at hvidløg har en antibakteriel virkning.
Man har påvist effekten ved den oftest sygdomsfremkaldende tarmbakterie Campylobacter jejuniter. Forbindelser i hvidløget gennemtrænger simpelt hen bakteriernes membraner og virker på denne måde antibakterielt.
Verden er fuld af dejlige meloner her i august. Billedet af vandmelonerne har jeg netop taget i Riga. På torsdag kan du læse meget mere om den dejlige gamle hansestad, der har Europas næststørste marked.
I dag ser ud til at blive en rigtig dejlig eftersommerdag, der kan kalde på en kold suppe. Her er en idé til suppe med vandmelon.
Juhuuu … vi har fået en rollemodel på højt plan for den gode og sunde mad.
Ufattelig mange mennesker i den vestlige verden begår selvmord med kniv og gaffel. Clinton var godt på vej, men har fået forlænget livet, fordi han har skiftet madvaner.
Det er en kæmpe-hånd til alle os, der lever og ånder for lækker og sund mad.
Den diæt Clinton lever af, svarer til den, der er i bogen “Det helbredende køkken”, som jeg sammen med tre andre udgav i januar. At der er interesse for sagen og bogen, viser det faktum, at bogen allerede er trykt i 4 oplag.
Jeg har fået utallige breve fra bogens brugere, som fortæller, hvor fantastisk de får det ved at leve med den nye mad. Den samme erfaring har altså Clinton gjort.
Faktum er jo, at mælk, ost, smør og andre animalske fødevarer kalker vores årer til og forkorter livet for rigtig mange mennesker.
Jeg synes, det er forunderligt, at man kan ændre SÅ meget ved at lægge sine spisevaner om.
Hvis du vil vide mere om vegansk mad, så kig på “Månebarnets” blog. Månebarnet er i øvrigt netop blevet kåret til Danmarks bedste madblogger. Kig her: http://Hijaluna.wordpress.com/
En af de rigtig gode ting til madpakken er pitabrød med forskelligt fyld.
Det er nemt at bage de runde brød selv. Det kræver blot mel, vand og gær.
Desuden er der penge at spare, hvis man selv bager brødene, og så smager de meget bedre end købebrød, synes jeg.
verdens første brød stammer fra Ægypten
Man mener, at det første bagte brød stammer fra Ægypten. Måske glemte man en klump af mel og vand ved et tilfælde et varmt sted. Det udviklede sig til en slags surdej, og man bagte det første hævede brød – mener man.
Nu har vi i mellemtiden fået gæren, og det er det, der skal bruges i ugens opskrift på pitabrød.
Billedet ovenfor har jeg taget i Cairo, men man behøver selvfølgelig ikke bage en hel vognfuld – skønt pitabrødene kan fryses! Det er paktisk, for så kan man altid hive et par brød frem, hvis det kniber med ideer til madpakken.
utallige muligheder for fyld
Det klassiske fyld i pitabrød er falafler, men man kan også bruge hummus og alle slags plantefrikadeller, se fx squashfrikadeller og bønnefrikadeller.
Foruden falafler eller frikadeller og forskellig slags salat og grøntsager, kan man komme en dressing eller – som her – tzatziki i brødene.
falaflen stammer fra faraonerne
Falafler er en ældgammel ægyptisk ret. Faktisk er falafler for ægypterne hvad flæskesteg er for danskerne.
Retten har bredt sig til hele det mellemøstlige område, og der er lidt forskel på, hvordan man laver “kuglerne” i de forkellige lande. Nogle steder tilsætter man rasp, andre steder bruger man halvt kikærter og halvt hestebønner.
græsk tzatziki
Den græske agurkesalat med yoghurt passer fint til falaflerne.
Man kan lave en helt kassik tzatziki – eller denne her med et lille twist!
Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se nedenfor th. Så får du besked, når der er nye lækker- bidder.
Nu pibler svampene frem. Problemet er den megen regn, vi har fået i juli og nu også i august. Men kommer der ophold i regnen med sol og blæst i nogle dage, er det især lige nu kantarellerne, man kan finde i store mængder. Men også Karl Johan skulle være på banen.
masser af svamperetter
Der er mange dejlige retter med svampe. Da spidskålen stadig er frisk og sprød, kan det være en idé at lave grillet spidskål med svampe. Du kan vælge enten rørhatte eller kantareller – eller købesvampe, hvis du ikke selv er svampesamler.
I alle mine lokale supermarkeder var økologiske agurker udsolgt i går!
Det glæder mig rigtig meget på de betrængte agurkeavleres vegne. Jeg håber, at den store agurke-interesse vil rette op på deres store tab i forsommeren.
Jeg vil gerne skubbe lidt til indtagelsen af den friske og kaloriefattige frugt. Her kommer endnu en opskrift med agurk. I dag en creme eller dip, man også kan nyde som tilbehør til frikadeller eller pateer.
Det er sjældent vi bruger rugbrød som sandwichbrød, men det er både lækkert, sundt og mættende.
Jeg vil foreslå en rugbrødssandwich med en salat, som jeg engang fik i Californien.
sandwich med amerikansk salat
Skær to skiver rugbrød, fx valnødderugbrødet nedenfor – eller læg salaten i et pitabrød.
Lav en salat af fintsnittet radicchiosalat og grønne salatblade, 2 dl hakkede æbler, 2 dl hakkede, tørrede figner og abrikoser, 50 g hakkede oliven uden sten, 25 g hakkede cashewnødder og evt. 1 dl emmentalerost i små terninger.
Rør en dressing af olivenolie, knust hvidløg, dild, purløg og citronsaft. Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Salaten må ikke være for våd, når den bruges til sandwich.
Nu er vi i sving igen, de fleste af os. Ferien er forbi, og vi skal af sted på arbejde og i skole. Rigtig mange børn for første gang.
Mad er tryghed, ved vi. Derfor er det vigtigt, at de små nye skolegængere har en kærlig og sund madpakke med hjemmefra. Det kan være med til at lette overgangen til alt det nye. Den lille mad-hilsen fra mor og far giver fornyet mod i en lidt uoverskuelig verden.
Frokosten er en vigtig del af dagens mad, så der er god fornuft i at medbringe noget lækkert i kassen, både for børn og voksne Noget, der kan tåle transporten og være appetitligt, når låget lettes midt på dagen.
prøv en “whopper”
En whopper er en sandwich af anselig størrelse. Vælg godt surdejsbrød og smør det med fx artiskokcreme eller olivencreme.
Læg de to skiver brød sammen med fx salat, en skive avocado, en skive marineret tofu eller en squashfrikadelle (eller kartoffelfrikadelle eller bønnefrikadelle), radiser, skiver af rød peber, fintsnittet forårsløg og evt. krydderurter.
børnemad
Der er forskel på, om frokosten er til børnehave- og skolebørn eller til voksne. Til børnene må madderne gerne være enkle og gerne medbragt i små beholdere, så de små selv kan vælge eller blande.
Rester fra aftensmaden er altid populære. Jeg har lige konsulteret to dejlige teenagepiger, Anna Sofie og Carla, om deres madpakke-favoritter. De fortalte, at de elsker “madpakker” med rester fra aftensmaden dagen før: et stykke tærte, pizza, lasagne eller ligende.
Så tænk på reste-muligheden, når du laver aftensmaden, for disse “rester” er også fine i madpakken til den voksne.
Giv altid børnene frugt med, enten en banen, æble, pære, en skive melon – eller den klassiske gulerod etc.- eller lav en lækker frugtsalat af mange slags frugt.
voksenmad
Den voksne smider som regel ikke så meget med madkassen som børn. Derfor er der bedre muligheder for at medbringe noget mere flydende. Det kan være en tyk suppe – eller en dressing til salaten eller pittabrødet.
Det er vigtigt at maden ikke bliver våd og sjasket, inden den skal spises.
burger – nu med god samvittighed
En burger er altid populært, men rent instinktivt tænker man: USUNDT!
Sådan behøver det ikke at være. I denne uge får du opskrift på godt hjemmebagt rugbrød, der også kan blive til rugbrødsboller til burgere – og noget sundt at smøre på og fylde i brødene.
Dette brød er bagt med gær. Det skal blot røres sammen og ikke æltes. Derfor er det lynhurtigt at lave og behøver ikke at stå natten over som surdejsrugbrød.
Hummus er formentlig det mest populære “grønne” pålæg, der findes. Her er hummusen blevet opgraderet med lidt chili, men den kan naturligvis også laves uden.
Edamamebønner er friske sojabønner, som købes frosne i supermarkeder eller i orientalske butikker. De giver en dejlig afveksling til kikærterne – og så skal edamamebønnerne ikke koges først.
. grøntsagslækker suppe med masser af energi Denne bønnesuppe er inspireret af den spanske menestrasuppe, der minder om den italienske minestrone. Kort sagt: en enkel suppe […]
. dagens ret: lækker og billig “resteret” Restemad, sparemad, hverdagsmad. Måske får du ikke lige stjerner i øjnene, og jeg er heller ikke vild med […]
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy