Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

kåldolmere med plantefarsArkiv

fredag

10

juni 2022

0

KOMMENTARER

fyldt sommerkål med krydrede kejserhatte og kartoffelsalat

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

de skønne sommerkål er landet

Den grønne fest på tallerknen er godt i gang med nye kartofler og asparges. Nu er også de lækre sommerkål fremme.

Sommerkål er en mellemting mellem spidskål og hvidkål. Men finder du ikke sommerkål til denne opskrift, kan du sagtens benytte en af de andre to typer kål.

.

spis dig frisk og slank

Kål er gudernes gave til folket!

Kål hører til en af de allerbedste grøntsager, når det handler om sundhed. Kål er kalorielet, og det er forlængst slået fast, at kål forebygger bl.a. kræft og hjerte-karsygdomme. Kål er vitamin- og mineralrig og indeholder mange potente stoffer, der styrker immunforsvaret. Og så kan kål nydes i utallige variationer.

Jeg kan anbefale at inddrage mindst en slags kål i de daglige måltider – hver dag.

.

forseglet med krydrede svampe

Hvis du bliver træt bare af at læse ingredienslisten, kan du sagtens lave retten på en hurtigere måde: du kan undlade at pakke de små kålpakker sammen med svampene. Hak i så fald alle svampene og brug dem til fyldet.

Du kan også bytte dressingen ud med havrefløde smagt til med tamari. Hurtigere sovs findes ikke.

.

chewy kejserhatte

Kejserhatten er en dejlig svamp. Den er lidt gummiagtig at tygge i, og savner du fornemmelsen af at tygge i kød, er kejserhatten den perfekte (bæredygtige) erstatning.

.

spidskålspakker med kejserhatte og røget dressing

(4 personer)

12-16 blade sommerkål eller spidskål

50 g linser

50 g basmatiris

50 g rosiner eller hakkede abrikoser

250 g kejserhatte eller andre svampe

100 g løg

4 fed hvidløg

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk olivenolie

50 g valnødder eller pecannødder

2 spsk klippet dild eller koriander

1 spsk kanel

2 spsk tamari

røget paprikadressing:

1 ½ dl tomatpuré

1 dl appelsinsaft

4 spsk rørsukker

4 fed hvidløg

1 spsk reven ingefær

1/2 spsk røget paprika

salt, friskkværnet peber

evt. bomuldsgarn

Tag så mange blade af kålen, som du ønsker. Skær det nederste tykke stykke af ribberne. Hak ribberne fint.

Læg kålbladene i kogende vand ca. 1 minut. Afdryp bladene.

Kog linserne i dobbelt mængde vand med et drys salt, ca. 10 minutter. Tilsæt risene og måske lidt mere vand.

Kog linser og ris endnu 10 minutter. Tilsæt rosiner eller abrikoser de sidste par minutter af kogetiden.

Hvis du vil pynte kålpakkerne med svampe, så skær så mange skiver af kejserhattene, som du har kålblade.

Grill evt. svampeskiverne på en grillpande – eller steg dem gyldne i lidt olie på en almindelig pande. Sæt dem til side.

Hak resten af svampene.

Hak løg og hvidløg.

Svits spidskommenfrøene i olien, til de dufter. Tilsæt de hakkede løg, de hakkede svampe og de hakkede ribber af kålen. Svits til løgene er gyldne.

Bland linser, ris og de svitsede løg/svampe í en skål.

Hak valnødderne og tilsæt dem sammen med den valgte krydderurt, kanel og tamari.

Smag godt til med krydderierne, tamari og peber.

Fordel et par spsk fyld på kålbladene. Fold siderne ind og fold pakken sammen.

Hvis du ønsker at lægge en skive svamp øverst, så bind pakkerne sammen med bomuldsgarn.

Du kan lave retten færdig hertil, evt. dagen før, den skal serveres.

Rør dressingen sammen og smag den godt til.

Pensl kålpakkerne med lidt af dressingen og sæt dem i en 200 grader varm ovn, til de er gennemvarme, ca. 10 minutter.

Servér resten af dressingen til kålpakkerne separat.

.

.

kartoffelsalat som tilbehør

Der ligger opskrifter på flere kartoffelsalater på bloggen. Find dem i søgefeltet, eller prøv denne her med flødedressing og estragon.

.

Share

tirsdag

11

juni 2019

10

KOMMENTARER

spidskålsruller med fuldkornsfyld

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

det er godt nok grovkornet!

Disse ruller af spidskål er kernesund mad. De sarte kålblade er rullet om en fars af kerner og bønner. Med et drys af ærteskud og hyldeblomster signalerer retten sol og midsommer.

.

så er der nye spidskål

De første danske spidskål er fremme nu. For mig er det en stadig glæde fra nu og til efteråret at nyde årets første høst af kartofler, asparges, ærter, kål og alle de andre lækre grøntsager, der kan høstes i løbet af sommeren.

Spidskål er den lækreste af alle kålsorterne, og egentlig er det en skam at vamebehandle den. Hvis du har det sådan, så nyd spidskålen i en salat. Det kan være spidskålssalat med rødbeder, brombær og blåbær eller kernesund spidskålssalat.

I søgefunktionen i spalten th. kan du finde mange andre salater med spidskål.

.

salat med rød og med grøn spidskål

.

med korn og bønner

Fyldet i kålrullerne er både korn og bønner. Hvis du ikke spiser kornprodukter så vælg hel boghvede i stedet – eller quinoa. Bønnerne kan være alle slags – eller kikærter, evt. linser.

.

med en duft af midsommer

spidskålsruller med fuldkornsfyld

(4 personer)

200 g hele kerner: rug, spelt, hvede eller byg

1 dåse kidneybønner (ca. 400 g), evt. andre bønner eller kikærter

1-1 1/2 dl plantefløde

150 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

200 g champignon

2 spsk citronsaft

1 spsk friske timianblade (evt. 2 tsk tørret)

2 spsk andre krydderurter: salvie, mynte, merian, løvstikke etc.

50 g valnøddekerner

salt, friskkværnet peber

1 spidskålshoved

evt. sovs, se nedenfor under tip

.

Kog de hele kerner møre i rigeligt vand, ca. 20 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Afdryp og skyl kidneybønnerne. Du kan også bruge tørrede bønner: sæt i givet fald 100 g tørrede bønner i blød mindst 8 timer og kog dem møre i nyt vand 30-40 minutter.

Bland kerner og bønner og tilsæt lidt fløde. Brug en stavblender og purér de to ting, så de bliver halvknuste. Det skal ikke være en puré. Rør så meget fløde i, at farsen bliver sammenhængende.

Hak løg og hvidløg og svits dem et par minutter i olie.

Hak svampene fint og tilsæt dem sammen med citronsaften. Svits endnu nogle minutter.

Rør løg og svampe i farsen sammen med hakkede krydderurter efter smag og behag. Hak også valnødderne og rør dem i.

Smag godt til med salt, peber og evt. mere citronsaft.

Del spidskålen, så du får 8-12 blade.

Læg kålbladene i kogende vand og damp dem møre, 3-4 minutter. Skær det nederste tykke af midterribberne og hak det fint. Rør det hakkede i farsen.

Læg 2-3 spsk fars på kålbladene, fold siderne ind og rul bladene sammen.

Læg rullerne i et ovnfast fad med en smule olie og kogevand fra kålbladene.

Læg evt. overskydende fars i en ovnfast skål og bag den sammen med kålrullerne. Servér farsen til separat eller brug den som pålæg.

Pensl rullerne med olie og sæt fadet i en 200 grader varm ovn, til overfladen er gylden, ca. 20 minutter. Sæt evt. fadet under grillen de sidste minutter, for at få rullerne tilpas gyldne.

Du kan evt. servere en sovs med fx ramsløgolie til rullerne.

.

servér evt. med en nem sovs

tip

Hvis du ønsker en sovs til rullerne, kan du lave en tomatsovs eller du kan lave en nem sovs af planteyoghurt eller creme friache smagt til med krydderurte-olie. Jeg har været så heldig at få en flaske ramsløgolie forærende. Nu er ramsløgsæsonen slut, men du kan lave en olie af persille, løvstikke eller purløg.

Varm et stort bundt hakket løvstikke, purløg eller persille op i ca. 3 dl olie til godt 60 grader. Blend olie og urter og hæld det i en sigte foret med et klæde. Lad olien dryppe af, så alle plantedele sies fra.

Opbevar olien i køleskabet.

Du kan bruge tørrede bønner i stedet for dåsebønner. Sæt i givet fald kidneybønnerne i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand, 30-40 minutter.

.

 

Share