Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Ingers jordskokkesalat med julesalat valnødder blåbær og kerner af granatæbleArkiv

fredag

14

januar 2022

0

KOMMENTARER

tarte tatin med karamelliserede skalotteløg og sprød salat

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, hovedretter, salater

.

en omvendt tærte er ren weekend forkælelse!

Hvis du har lyst til noget rigtig lækkert i weekenden, kan jeg anbefale denne “omvendte” tærte med karamelliserede skalotteløg. Den er ikke blot smuk at se på, den smager også forrygende!

Til tærten passer det fint med en salat med knas og bitre blade, se længere nede.

Tærten rækker som hovedret til to personer og som frokostret til fire personer. Du kan evt. lave dobbelt portion.

Hvis du ønsker en glutenfri tærtebund, så kig her.

.

en tærte på fransk

Tarte tatin er oprindelig en fransk tærte med karamelliserede æbler. Men tærten kan bages med alt muligt andet fyld. Den bages med bunden opad og vendes efter bagningen.

Tærten er opkaldt efter søstrene Tatin, og det siges, at den kom til verden ved en fejltagelse, fordi den ene af søstrene kom til at bage tærten omvendt. Senere er tærten blevet en klassiker i Frankrig, hvor den også bages med pærer eller ferskner. Men jeg synes, at den bestemt også har sin plads i det salte køkken.

.

med cremefraiche og lidt grønt

Løgtærten kan serveres helt enkelt, men den kan også nydes med havre cremefraiche smagt til med lidt citronsaft, salt og peber – og har du brugt bladselleri, kan der også drysses med lidt bladselleriblade.

.

en sød-syrlig tærte

De aflange skalotteløg, kaldet bananløg, bliver ekstra lækre, når de karamelliseres. Men det er vigtigt at smage sukkerlagen til med en god balsamicoeddike, så den søde smag ikke dominerer for meget.

.

tarte tatin (omvendt tærte) med karamelliserede skalotteløg

(2 personer til hovedret, 4 personer til frokostret)

tærtedej:

125 g hvedemel

50 g grahamsmel

50 g smørbar eller andet fedtstof

½ tsk salt

1-1 ½ dl plantefløde

fyld:

70 g rørsukker

25 g smørbar

350 g banan skalotteløg, evt. alm. små runde skalotteløg

4 spsk god balsamico

evt. 1 stilk bladselleri

salt, friskkværnet peber

evt. havre cremefraiche + citronsaft (evt. afdryppet yoghurt)

.

Lav først dejen: bland melet og smulder smørret i. Tilsæt salt og så meget fløde, at dejen bliver fast og elastisk.

Lad dejen hvile, mens du laver fyldet.

For en glutenfri tærtedej, se her.

Smelt sukkeret på en pande. Tilsæt smørret og lad det smelte.

Kom løgene på panden og vend dem i sukkermassen 4-5 minutter. Tag dem op og rør balsamicoen i sukkermassen. Smag til.

Skær forsigtigt løgene igennem på den lange led. Pas på at de ikke skiller i lagene.

Rul dejen ud, så den passer til den valgte bageform (jeg har brugt en form, der måler 25 cm i diameter).

Smør formen med lidt olie og læg løgene i formen i et pænt mønster.  Læg løgene med skærefladen nedad. Jeg har lagt skiver af bladselleri i midten, men det kan udelades.

Hæld resten af sukkermassen over løgene.

Læg forsigtigt dejen over løgene og pres dejen op ad formens sider.

Bag tærten i en 200 grader varm ovn 20-30 minutter – eller til dejen er let gylden.

Vend tærten ud på et fad, så løgsiden kommer opad. Drys evt. med lidt sellerigrønt. Du kan også give cremefraiche smagt til med citronsaft, salt og peber til.

Desuden vil en salat med bitre blade passe fint til den lidt søde tæte.

.

En sprød og let bitter salat passer fint til tærten.

.

salat med masser af hjerneguf

Salaten blev kreeret ud fra en portion nyopgravede, sprøde jordskokker, som jeg fik af min gode veninde, Inger. Da den søde tærte gerne må få lidt bitterhed, kom jeg også julesalat i. Denne salat er netop i sæson nu. Men der er også anden antioxidant powerfood i salaten: valnødder, kerner af granatæble og blåbær. Ren hjernemad!

.

Ingers jordskokkesalat

(4 personer)

200 g jordskokker

2-3 julesalat

2 stilke bladselleri

kerner af ½ granatæble

50 g blåbær

25 g valnøddekerner

dressing:

4 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

½ -1 spsk sennep

ca. 1 spsk blåbær- eller anden sirup

evt. 1 tsk knuste frø af stjerneanis

salt, friskkværnet peber

 

Pisk først dressingen grundigt sammen med 2 spsk vand og smag den godt til.

Skær jordskokkerne i små terninger og kom dem straks i dressingen, så de ikke misfarves.

Snit julesalaten og bladsellerien. Kom dem i skålen sammen med kerner af granatæble, blåbær og hakkede valnødder.

Vend rundt og servér.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share