Kirstenskaarup.dk

vegetarisk og vegansk mad

immunsuppeArkiv

tirsdag

17

marts 2020

10

KOMMENTARER

immunstyrkende suppe – sundt og lækkert på få minutter

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

styrk immunforsvaret

Vi er blevet så vant til, at vi kan kontrollere vores liv. Bliver vi syge, går vi til lægen og regner med at blive helbredt. Med corona-virus er der bare ingen kur. Hvad kan vi gøre?

Pludselig er vi katapulseret ind i en ny virkelighed, hvor vi ikke kan gøre så meget. Vi  har fået en ny, meget uvelkommen gæst. En virus, der ikke findes nogen kur imod.

Men som ved alle andre store udfordringer i livet, er det min erfaring, at det hjælper på ens velbefindende at handle, at gøre noget selv.  Med den alvorlige virustrussel, vi står overfor, er der dog i øjeblikket ikke meget andet at gøre end at vaske hænder – OG at styrke sit immunforsvar. Sidstnævnte er så til gengæld både lækkert og opbyggeligt. Jo stærkere og sundere kroppen er, desto nemmere vil vi komme igennem sygdom, hvis vi rammes.

Mange har i øjeblikket fået mangelvaren TID forærende. Noget af de bedste, man kan bruge denne gave på, er at lave lækker og opbyggende mad til sig selv og sine kære. Har man børn, er det en kærkommen lejlighed til at arbejde sammen i køkkenet og snakke om, hvordan man bedst opbygger sin krop. Madlavning og snak om sund mad giver masser af nærvær og gode oplevelser.

.

nyd en supersuppe

Denne suppe er en slags power-food. Det geniale ved immunstyrkende mad er, at den også er opbyggelig for kloden og klimaet. Voila: tre gevinster i ét hug! Suppen smager samtidig fantastisk, og en suppe tager sjældent mere end 20 minutter at tilberede.

Noget af det bedste til at styrke og udrense kroppen er supper, fordi du får en masse forskellige næringsstoffer sammen med meget væde. I denne suppe har jeg brugt bl.a. broccoli og gurkemeje, som begge virker antiinflammatoriske. Broccoli er desuden rig på kalk, som styrker knoglerne, og fibrene i kålen binder kolesterol. Og jo flere slags kål, desto bedre. I suppen på billedet øverst, er også tilsat terninger af rød spidskål.

Ingefær og hvidløg virker antiinflammatoriske og bakteriedræbende.

.

fordi man er lille, kan man godt være stærk

Suppen får ekstra kraft fra pestoen af brøndkarse. Brøndkarse ligger øverst på den amerikanske liste over dét, man kalder “powerhouse”-produkter. Dvs ting med ekstraordinært mange gode næringsstoffer. Desuden indeholder både hørfrøolien, valnødderne og brøndkarsen Omega 3 fedtsyrer, som mange får for få af.

Lige nu, hvor det er højsæson for ramsløg, kan du dog bytte karsepestoen ud med en ramsløgpesto. Ramsløg er også supersunde og indeholder bl.a. mange gange mere C-vitamin end citroner. Og netop C-vitamier er, sammen med A-, D- og E-vitaminer, vigtige for et stærkt immunforsvar.

.

spis suppe hver dag

Det er ganske nemt at sammensætte en suppe, hvis man har en lille smule indsigt i de forskellige smagsnuancer. Så kig i grøntsagsskuffen og skab selv dine egne sunde supper.

Men mangler du alligevel inspiration, vil jeg minde om min bog: Supper & Co. (læs evt. mere om bogen her).

Supper & Co. indeholder opskrifter på supper fra mange lande. Her er mere end 70 supper (+ tilbehør som brød mv.) til morgenmad, til frokost, til middag og til dessert. Mange af supperne kan serveres som hovedret.

Se evt. bogen hos Saxo.

.

broccolisuppe med brøndkarsepesto

100 g belugalinser

100 g løg

2 spsk kokosolie eller anden olie

2-3 spsk reven ingefær

1/2 spsk gurkemeje

1 tsk friskkværnet peber

8-10 dl grøntsagsbouillon

250 g gulerødder

250 g søde kartofler

250 g broccoli (eller blomkål)

evt. en håndfuld små cherrytomater (i sæsonen)

6 fed hvidløg

salt, friskkværnet peber, tamari

lime- eller citronsaft

pesto:

1 stor potte brøndkarse eller nogle håndfulde ramsløg

50 g valnødder

2 fed hvidløg

ca. 1/2 dl hørfrøolie (kan erstattes af olivenolie)

limesaft

.

Lav først pestoen: kom alle ingredienserne i køkkenmaskinen eller blenderen. Blend til pestoen er findelt.

Smag til med salt, peber og limesaft.

 

brøndkarsepesto

Kog linserne i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Hak løgene og svits dem i olien et par minutter. Tilsæt ingefær, gurkemeje, peber og bouillon. Bring suppen i kog.

Skær broccolien i små buketter. Skær stokken i terninger. Skær evt. tomater igennem. Skær gulerødderne og de søde kartofler i halve skiver. Hak hvidløgene.

Kom grøntsagerne i gryden og kog dem 5-6 minutter. Sluk for varmen og smag til med salt, peber, tamari og limesaft.

Servér suppen portionsvis med en skefuld pesto på hver portion.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share