Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

farseret bøftomat med tomatvædesovsArkiv

fredag

23

oktober 2026

0

KOMMENTARER

når ordet bøf giver mening – bøftomat med lækkert fyld

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en enkelt tomat kan udgøre en hel hovedret

sæsonens sidste tomat er en gigant

Tomatsæsonen synger på allersidste vers. Jeg havde næsten opgivet, at mine tomater ville modne i år. De var kommet for sent i gang, og fik i starten for lidt sol. Men så tog de sig sammen, og jeg skal love for, at de har taget revanche her i ellevte time. Det velvoksne eksemplar på fotoene ovenfor og nedenfor vejer over 800 g!

moder tomat

Jeg fristes til at kalde denne tomat for Tomatmoderen. Tomaten lukker op for sin tykke mave og åbenbarer en masse små tomat”børn”. Det er smuk frodighed.

Tomaten minder om det græskar, der hedder bispehue. Og retten kan faktisk også laves med græskar.

Da det formentlig vil være svært at finde en tomat på knap 1 kg, kan retten også laves med flere mindre tomater.

 

 

Det er en udsøgt fryd at dyrke sine egne grøntsager, men det er ikke alle forundt. Og gartnere har vi efterhånden heller ikke mange af. Heldigvis har hele diskussionen om dyrevelfærd, klima, natur etc. medført et øget fokus på det faktum, at vi langt fra er selvforsynende med grøntsager i Danmark.

At spise danske økologiske grøntsager har mange fordele, bl.a. mindre transporttid og muligheden for at spise lokale grøntsager,  når de er i sæson.

hvor forsvandt de danske grønsager hen?

Grøntsager er en af grundpillerne under vores sundhed. Alligevel har grøntsager i årtier levet under en sten i vores bevidsthed. I årtierne efter krigen, da velstanden begyndte at vokse, skulle der kød på bordet – jo mere, jo bedre. OK, måske en kartoffel til at skovle sovsen op med kunne gå an.

Den manglende bevidsthed om de livsnødvendige og vitale grøntsager har betydet, at kun en minimal andel af vores landbrugsjord bruges til at dyrke grøntsager, frugt og bær. Det vil sige, at et areal, der svarer til Møn, anvendes til dyrkning af menneskemad (0,4% af landbrugsarealet). Til sammenligning, på et areal, der svarer til halvdelen af Jylland, dyrkes foder til produktionsdyr. En produktion der samtidig ødelægger klimaet og forurener vores drikkevand.

hvorfor har vi ladet det ske?

Som den generte lillesøster har grøntsagerne ikke gjort meget væsen af sig. Men nu, hvor hele landbruget er smidt op i luften og forhåbentlig aldrig mere kommer tilbage til den udbredte vold mod dyr og natur, stikker grøntsagerne hovedet frem og siger: “Vi ER her altså, selv om I har glemt os. Hvis vi er økologiske, belaster vi kun naturen minimalt, vi er supersunde, og vi smager forrygende godt. Det er os, der byder på afveksling på tallerkenen og giver de store smagsoplevelser”.

 

hvad er gået galt?

Fo 60 år siden var vi selvforsynende med ni ud af ti grøntsager. I dag er arealet til grøntsagsdyrkning skrumpet til Europas næstmindste (godt 25%). Kun Estland er ringere.

Det fald har mange grunde. Den animalske produktion har gennem årtier fået ekstremt meget mere støtte end grøntsags- og frugtavlerne. Og så har Danish Crown og Arla, Landbrug & Fødevarer m.fl. været udsøgt dygtige til at skubbe den sunde del af måltidet væk fra tallerkenen. Dertil kommer, at det er billigere at producere frugt og grønt i mange andre lande.

Vi har alle et ansvar for, at det er gået som det er: du og jeg, supermarkederne, politikerne, de manglende tilskud til dansk grøntsagsavl mv.

Som helt almindelige forbrugere må vi forlange danske økologiske grøntsager. Det vil også være dejligt, hvis vi igen genfandt glæden ved at spise lokalt og efter årstiderne. Vi behøver ikke at have alt altid. Da jeg var barn, glædede vi os lige så meget til det første spidskålshoved som til de første nye kartofler. Nu kan vi købe spidskål året rundt. Det er selvfølgelig rart, men jeg har mistet glæden ved at glæde mig.

supertomat med linse- og risfyld

farseret bøftomat med tomatvædesovs

(4 personer)

fyld:

4 tørrede shiitakesvampe eller andre tørrede svampe

75 g brune linser

75 g ris (gerne udblødt natten over)

50 g hasselnødder

50 g rosiner

2 spsk hakket frisk salvie

3 spsk hakket frisk basilikum

½ dl mayo

½ dl olivenolie

salt, friskkværnet peber

tomat(er) eller græskar:

1 stor bøftomat, 800-1000 g eller et græskar på samme størrelse. Du kan også vælge flere mindre tomater

50 g skalotteløg

en håndfuld friske salvieblade

sovs:

1 dl tomatvæde

1 dl mayo eller havre cremefraiche 

citronsaft

Fyldet: Bræk svampene i små stykker. Kom dem i en gryde med linserne og så meget vand, at det dækker.

Kog linserne 10 minutter og tilsæt de afdryppede ris. Kog linser, svampe og ris endnu 10 minutter. Afdryp dem, hvis der er mere væde tilbage.

Afkøl linser og ris.

Hak nødderne og tilsæt dem sammen med rosiner, krydderurter, mayo og olie.

Smag godt til med salt og peber og evt. flere krydderurter.

Tomat eller græskar: Skær toppen af tomaten (eller af græskarret) – og fjern kernerne.

Udhul tomaten og skær tomatkødet i små terninger. Rør det i fyldet.

Pres fyldet godt sammen i tomaten eller græskarret. Der vil formentlig være for meget fyld. Varm det op 10 minutter i en skål i ovnen sammen med tomaten eller græskarret.

Sæt tomat eller græskar i en ovnfast form og dryp med rigeligt olivenolie.

Bag tomaten i en 200 grader varm ovn ca. 20  minutter. Græskarret skal have længere, 40-45 minutter.

Skær løget i ringe. Rist dem gyldne på en pande. Rist ligeledes salviebladene, til de er sprøde.

Drys løg og salvie på toppen af den eller de fyldte tomater/græskar, lige inden serveringen.

Hvis du endnu ikke kender glæden ved tomatvæde, har du muligheden her.

Tomater indeholder meget umami, og ikke mindst den væde, som tomaterne har afgivet under bagningen, er meget lækker. Den må endelig ikke gå til spilde, og hvis du ikke allerede kender denne delikatesse, kan du glæde dig.

Væden er oplagt at bruge som sovs eller dip, så rør tomatvæden med mayo eller havre cremefraiche til en passende konsistens. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Dryp tomaten/tomaterne med sovsen inden serveringen.

.

Share