Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

brændenælderArkiv

mandag

10

april 2017

10

KOMMENTARER

skærtorsdagssuppe – suppe af vilde planter

Skrevet af , Posted in supper

.

en suppe der byder påsken og foråret velkommen

I gamle dage spiste man til påske en suppe, som blev kaldt Skærtorsdagssuppe. Den bestod af alle de vilde skud, man kunne finde i naturen til påske, og det skulle helst være mindst syv forskellige.  Suppen var et hårdt tiltrængt tilskud af vitaminer og mineraler efter en lang vinter fattig på friske grøntsager. Dengang kendte man ikke til køle- eller fryseskabe. Alle de grove grøntsager som kål, kartofler og rodfrugter blev opbevaret i en jordkule, og de sartere grøntsager som grønne bønner og ærter blev saltet for at holde sig nogle måneder ind i vinteren.

Det betød, at der ikke var mange vitaminer tilbage i grøntsagerne sidst på foråret. Derfor var det fantastisk med alle de grønne, vilde planter, der kæmper sig op af jorden i det tidlige forår og leverer betragtelige mængder gode næringsstoffer, især C-vitamin.

I dag kan vi få friske grøntsager året rundt, men mon ikke mange alligevel godt kan bruge en ordentlig sundheds-booster lige nu, hvor forårstrætheden kan melde sig. Skærtorsdagssuppen er powerfood fra længe før, det begreb blev opfundet!

.

ramsløg

Ramsløg er for alvor blevet populære, efter at det nye nordiske køkken har slået rødder. Og det er en urt, der beviser, at småt er godt.

Ramsløg indeholder de aktive stoffer alliin og allicin, som også findes i hvidløg. Ramsløg har da også samme gode egenskaber som hvidløg: de er antioxidante, antiinflammatoriske, immumstyrkende og blodtrykssænkende. Og så indeholder ramsløg mange gange flere C-vitaminer end citroner.

.

en lille blomst må man ha’ …

… sagde H.C. Andersen. Og en lille forårsblomst eller to på Skærtorsdagssuppen pynter og signalerer forår. Men vær helt sikker på, at de blomster du vælger, er spiselige. Er du i tvivl, så udelad dem og brug krydderurter i stedet.

OBS: vær opmærksom på at kun tallerkensmækkerne og stedmoderblomsterne på billedet er spiselige. De andre er KUN til pynt. Men du kan fx også vælge ramsløgblomster, mælkebøtteblomster, gul snerre, gederams, bellis, morgenfrue etc.

.

skærtorsdagssuppe

(4 personer)

1 l vilde urter: skvalderkål, mælkebøtteblade, brændenælder, ramsløg, sødskærm, løgkarse etc.

100 g løg

2 fed hvidløg (hvis du ikke bruger ramsløg)

2 spsk kokos- eller rapsolie

100 g kartofler

8 dl grøntsagsbouillon

ca. 2 dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

1-2 spsk citronsaft

vilde blomster eller krydderurter til pynt

 

Overhæld brændenælderne med kogende vand. Så brænder de ikke mere. Snit alle urterne og fjern evt. grove stængler.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter.

Skær kartoflerne i små terninger og tilsæt dem.

Tilsæt urterne og bouillonen. Læg låg på gryden og lad suppen simre ca. 8 minutter.

Blend suppen og tilsæt fløden. Smag til med salt, peber og citronsaft. Måske skal der også lidt mere bouillon i.

Servér suppen portionsvis og pynt evt. med grønt og/eller blomster.

.

tip

Du kan lave suppen med ramsløg alene – eller en blanding af brændenælder og skvalderkål.

 

et lille brød til suppen

Hvis du vil servere brød til suppen, kan jeg anbefale de æltefri ciabattaboller.

Du skal blot røre dejen sammen og lade den hæve natten over. Nemmere boller fås ikke – og de egner sig til frysning (hvis der bliver nogen tilbage!).

 

 

Share