Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

blomkål bagt med panadeArkiv

fredag

14

maj 2021

12

KOMMENTARER

steaks af blomkål med nøddepanering og karrysovs

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

steak på den skånsomme måde

Heldigvis er det ikke hugget i granit, at en steg eller bøf skal stamme fra et dyr. Et dyr der efter al sandsynlighed har haft et lidelsesfyldt liv.

Denne steak er lavet af blomkål, og det giver på alle måder mening. Trods vedvarende modstand fra mange mod at skifte kødet ud med planter, er der ingen vej udenom. Vi kan ikke etisk forsvare at behandle hverken dyrene, naturen eller klimaet, som vi gør. Og når en steak af blomkål smager vildt godt, er det jo bare med at komme i gang!

.

en steak der smager

Sådan en steak af blomkål ligger let i maven, og så kommer den med en masse smagsnuancer fra panering og karrysovs.

.

spis med hjertet

Når vi spiser med hjertet, tager vi hensyn til både dyr og klima. Samtidig spiser vi optimalt for vores eget hjerte. For at understrege det faktum, har jeg formet paneringen til steaks’ene som et hjerte.

.

nødde- og mandelpanering

En del af smagsoplevelsen kommer fra den panering, der hedder en panade. Jeg laver den med en blanding af forskellige nødder, mandler og kerner. Du kan vælge blot nødder eller mandler – eller en blanding som foreslået i opskriften.

Karrysovsen er med til at give blomkålsbøfferne endnu flere smagsnuancer.

.

Vælg et stort blomkålshoved, så du kan skære tykke skiver, der hænger sammen. Regn med 1-2 skiver pr. person afhængig af tykkelsen.

De fine grønne blade omkring kålen kan bruges i en suppe.

.

salat af perlebyg og linser 

Vælg gerne et tilbehør af bønner, linser og/eller korn, fx denne salat med linser og perlebyg. Der hører en ærtepuré til salaten, men til blomkålen kan du med fordel bruge en almindelig olie/eddikedressing smagt til med lidt presset hvidløg.

Se opskriften her.

Nye kartofler som tilbehør er også et godt valg.

.

steak af blomkål med nøddepanering og karrysovs

(4 personer)

1 stort blomkålshoved

panering:

100 g blandede mandler, hasselnødder, valnødder, solsikkekerner, græskarkerner

1 spsk spidskommenfrø

½ spsk tørret timian og/eller oregano

4 fed hvidløg

4 spsk hakket persille eller snittet basilikum

4 spsk rasp

salt, friskkværnet peber

1 økologisk limefrugt eller citron

ca. 1 dl plantefløde

olivenolie

evt. kapers

karrysovs:

1-2 tsk karry

1 spsk olivenolie

50 g skalotteløg

2 1/2  dl havre- eller sojafløde

lime- eller citronsaft, tamari, rørsukker

.

Skær blomkålen i ca. 8 skiver. Sørg for at de hænger så godt sammen som muligt.

Kunsten er at skære skiverne så tilpas tykke, at de kun bliver netop bagte samtidig med at paneringen bliver gylden.

Hvis skiverne er for tynde, når de at blive meget bløde, før paneringen er færdigbagt.

Du kan evt. bage skiverne 8-10 minutter og derefter tænde for grillen for at give farve til paneringen.

.

Paneringen:

Blend de valgte nødder og frø sammen med spidskommen og krydderurter.

Pres hvidløgsfeddene og rør dem i blandingen sammen med persille og rasp. Smag til med salt og peber.

Tilsæt 1-2 spsk citrussaft samt 1 spsk reven skal.

Rør så meget fløde og olivenolie i paneringen, at den bliver sammenhængende som en tyk pasta. Smag til igen.

Læg blomkålsskiverne på bagepapir på en bageplade. Fordel paneringen på skiverne. Pres den godt ned i kålen.

Bag blomkålen i en 200 grader varm ovn, til overfladen er gylden, 10-15 minutter. Sæt evt. pladen under grillen lidt tidligere som foreslået ovenfor.

Sovsen:

”Brænd” karry efter smag af i olien. Hak løget og tilsæt det. Lad det simre 4-5 minutter.

Tilsæt fløden og to spsk citrussaft.

Lad sovsen tykne lidt og smag til med citrussaft og tamari, evt. også et nip sukker.

.

Drys evt. med lidt kapers og giv sovsen til separat.

..

Share